Styrbæk er klar med Fjerritslevs nyeste modebutik

Styrbæk Women’s Clothing. Foto: Ejgil Bodilsen
Styrbæk Women’s Clothing. Foto: Ejgil Bodilsen
Styrbæk Women’s Clothing er navnet på en helt ny butik i Fjerritslev

Bag den nye modeforretning med både tøj og sko står 49-årige Tove Styrbæk, der har overtaget turistbureauets hidtidige lejemål i Kirkecentret, Vestergade 16, hvor hun får SportMaster som nærmeste nabo. Butikken ligger ud mod byens store parkeringsplads, der benyttes af mange både indenbys og udenbys kunder. Samtidig er det et strøg, hvor mange unge kommer forbi på vej fra skole og gymnasium.

I de lyse og venlige lokaler har Tove Styrbæk de seneste par uger haft travlt med at købe ind og sætte borde, reoler og stativer på plads.

– Det er en gammel drøm, der er ved at gå i opfyldelse, fortæller Tove, der i forvejen er et kendt ansigt i byens forretningsliv. Senest har hun haft job hos Tøjeksperten, og i mange år var hun tilknyttet Butikken – Tøj til hende. I årene forud har hun ekspederet hos Birte Wadmann, Fjerritslev Boghandel og Diges Købmandshandel i Vester Thorup.

– Men oprindelig er jeg faktisk uddannet klinikassistent i den kommunale tandpleje i Fjerritslev.
Tove er gift med Henrik Styrbæk, der hjemme i Vester Thorup driver Toftholm Anlæg, og parret har tre voksne børn, hvoraf den ældste er flyttet hjemmefra, og de to yngste går på gymnasiet i Fjerritslev.

Turistbureaus lukning var startskud

Det var nyheden om turistbureauets lukning i denne sommer, der for alvor satte gang i Toves drøm om at blive selvstændig efter mange overvejelser gennem de seneste års krise i samfundsøkonomien.

– Min mand foreslog mig at lægge billet ind på lokalerne, og pludselig gik det stærkt. Der var mange spørgsmål, der skulle afklares. Hvordan med økonomien? Kunne jeg finde leverandører?

– Heldigvis var det ikke bare min familie og omgangskreds, der troede på idéen. Også pengeinstituttet viste mig tillid. Desuden har jeg haft et fortrinligt samarbejde med menighedsrådene, som udlejer lokalerne i Kirkecentret.

Ingen øvre aldersgrænse

Målgruppen for Styrbæk Women’s Clothing er piger fra omkring 18 år og opefter.

– Damemoden har ikke længere nogen øvre aldersgrænse, som Tove siger.
Med de mange års butikserfaring har Tove oparbejdet en god fornemmelse for, hvad kunderne gerne vil have.

– Den røde tråd i min butik vil være tøj, der er brugbart til mange anledninger. Tendensen er, at tøjet skal kunne sættes sammen på mange forskellige måder. Jeg har valgt at lægge mig på et mellem prisniveau, men du vil også kunne finde billigere varer, der kan kombineres med de lidt dyrere.

Både det lette og det rustikke

Tøjmærkerne fordeler sig på Part Two, Marc Lauge, Piro, Modström og Culture.

– Marc Lauge har et godt bukseprogram, som også omfatter de lidt større modeller. Piro er et italiensk mærke, som fodboldspilleren Klaus Berggren har lanceret efter sin tid i klubberne Pisa og Roma. Her får du skjorter, toppe og kjoler i et let og mere specielt design, end du er vant til. Culture er sjove og anderledes bukser og toppe, mens E er tøj i den mere grove og rustikke stil. Modström henvender sig ikke mindst til de yngste i min målgruppe.

Skomærkerne koncentrerer sig om SoNize og Sofie Schnoor, hvor der også findes tasker i sjove modeller og farver. Hertil har Tove et stort udvalg af accessories, såsom kæder og tørklæder.

Medarbejder ansat

Alt det administrative har Tove lagt i hænderne på Trine Agesen, som lejlighedsvis vil give en hånd med i butikken. Trine fordeler sig arbejdstid mellem den nye modebutik og ægtefællens elforretning hjemme i Klim.

– Vi gør begge to, hvad vi er bedst til, fastslår Tove.

Datteren Iben vil også blive et af de ansigter, du vil møde hos Styrbæk Women’s Clothing.

Scroll to Top