Soldaterminder 1942-48

Jens Korsbæk i engelsk militærtjeneste.

Jens Korsbæk i engelsk militærtjeneste.

Af Jens Korsbæk

I november 1942 begyndte jeg som rekrut på Sønderborg Kaserne, men blev senere overflyttet til Fyn, da tyskerne overtog vores kaserne i Sønderborg. På Fyn blev vi privat indkvarteret på gårde omkring Kerteminde. Der kom så hver dag en lastbil og kørte os ind til herregården Ulriksholm, hvor vi trænede i skydning med mere. I nærheden løb også tyskerne rundt og trænede.

29. august 1943 blev vi interneret på Ulriksholm af tyskerne. Vores officer forlangte, at vi skulle pudse vores geværer ekstra godt og stille dem op i snorlige rækker, så tyskerne kunne se, at der var orden i foretagendet; men det nægtede vi. Vi havde lige været på skydeøvelse på Hirsholmene, og ville tyskerne have vores udstyr, måtte de selv gøre det rent.

Jeg og nogle kammerater var med til at bryde ind i et depot og smide tæpper og andre gode sager ud til naboerne deromkring. Der var jo mangel på alt under krigen. Vi blev desværre opdaget og måtte en uge i Kerteminde Arrest. En af soldaterne fik endda 10 dage på vand og brød, fordi han havde taget et generalstabskort. Vi var alle spændt på, om tyskerne ville sende os til Østfronten for at kæmpe, men i stedet blev vi heldigvis hjemsendt i oktober.

Efter hjemsendelsen meldte jeg mig nu ind i fagforeningen og fik arbejde i grusindustrien, for det meste med læsning af ral fra tipvogne over i godsvogne på Klim Station. Det foregik med håndskovl, så det var et hårdt arbejde. Jeg arbejdede en del sammen med Christian Røge, og da vi havde været i fagforeningen længe nok, søgte vi om et højskoleophold og fik det bevilget.

Således var jeg på Frederiksberg Højskole fra efteråret 1944, til tyskerne besatte skolen i begyndelsen af 1945. Jeg fik herefter plads på en gård i nærheden af Tønder og var dér, da befrielsen kom 5. maj 1945. Det var et trist syn at se de tyske soldater, der drog mod syd. De var trætte og mismodige og slæbte af sted med deres få ejendele på trækvogne og i barnevogne.

Jeg blev nu genindkaldt til det danske militær. Mens jeg var her, fik vi soldater en opfordring til at melde os for at støtte den engelske hær. Der var stadig ikke sluttet fred med Japan, og England manglede folk til at overvåge situationen ude i de forskellige kolonier, som dengang var under den engelske krone.

De, der havde lyst og mod til at komme ud og se andre lande, mødte til session i Aalborg. Her blev vi testet, både legemligt og kundskabsmæssigt. Man ville se, om vi var inde i geografien. Efter godkendelsen fik vi udleveret midlertidige papirer og engelske cigaretter.

Midt i februar 1946 var der afgang med toget fra Fredericia til det sønderskudte Hamborg, hvor vi overnattede. Næste dag gik turen til Haag i Holland, hvorfra vi sejlede til Harwich i England. Vi rejste så atter med tog til Canterbury, hvor vi påbegyndte en hård militær træning.

Da rekruttiden var overstået, meldte jeg mig som faldskærmssoldat. Det var en ekstrem hård træning og gav mange knubs og blå mærker. Vi trænede først i en hal, hvor vi lærte at rulle rundt ved landing. Senere kom vi op i transportfly for at lære at springe med udstyr. Faldskærmen skulle først udløses kort før landing.

Vi skulle springe otte gange fejlfrit for at bestå. Det var en dejlig, frigjort fornemmelse at hænge deroppe i luften og nyde udsigten. Ved stædig udholdenhed var vi ca. 20 danskere, der bestod og dermed fik lidt lønforhøjelse og ikke mindst retten til at bære den røde baret med flyvevåbnets mærke.

Jeg fik nu en uges orlov hjemme i Danmark og var meget spændt på, hvor jeg skulle hen bagefter. Nogle af os danskere havde meldt os til tjeneste i det fjerne Østen.

I september 1946 fik vi ordre til at pakke vores grej og tage med toget til Liverpool. Her kom vi om bord på Britannic III, som med sine 2.800 bruttoton og otte dæk var verdens femtestørste og i øvrigt opkaldt efter et søsterskib til Titanic og Olympic.

Britannic III havde sejlet i rute fra South Hampton til New York. Det var ombygget til troppeskib, men på øverste dæk var der stadig saloner med videre til befalingsmændene og andre betydningsfulde personer med familie. Vi menige måtte hver aften hænge vore køjer op over bordene i spisesalen.

Vi kom godt over den berygtede Biscayiske Bugt uden søsyge, og efter tre dages sejlads kunne vi allerede mærke de varmere lufttemperaturer. Vi sejlede ned langs Portugals kyst og rundede strædet ved Gibraltar, hvor vi kunne se de forstærkninger, som englænderne havde bygget under anden verdenskrig; de er nogle af de stærkeste fæstninger i verden.

Vi havde en dejlig tur ind gennem Middelhavet. Vore uniformer var nu blevet udskiftet med korte bukser og tynde skjorter, som vi havde fået udleveret sammen med moskitonet med videre før afrejsen fra England. Betaget nød vi udsigten til Marokkos bjerge, som trods 20-30 graders varme stadig havde sne på toppen. Selv om skibet skød en god fart, kunne vi blive ved at se bjergene hele dagen. Da vi sejlede forbi Malta, kunne vi se over til Tunis, hvor der lå gamle krigsskibe, som general Rommel havde sænket, da han flygtede fra Afrika.

Ud over de daglige pligter var der også forskellige aktiviteter og underholdning på turen. Der var blandt andet arrangeret tovtrækning og boksekampe mellem de forskellige afdelinger, og der var også biograf.

Den ottende dag sejlede vi ind i Port Said havn, hvor vi skulle proviantere og have rent drikkevand om bord. Så snart skibet lå ved kajen, myldrede det med små både omkring os. Vi gloede noget – meget – på de sorte ansigter med hvide tænder og øjne, der gnistrede mod os. Mit første møde med folk af ikke-europæisk oprindelse!

De falbød deres varer på et for os uforståeligt sprog, og vi skulle også passe på ikke at blive snydt. Altid sørge for, at kurven med varen var hejst op på skibet, inden der blev betalt. Det var herligt at smage de forskellige sydfrugter til billige priser. Vi prøvede at smide mønter i vandet, og børnene dykkede straks ned og hentede dem op.

Port Said var en pæn by med palmer, blomster og fine badestrande, men vi skulle videre; der var stadig 10 dages sejlads forude.

At sejle gennem Suezkanalen var en stor oplevelse; den havde vi jo hørt så meget om. Der var sandørken på begge sider, kun afløst af enkelte oaser. Kanalen var så smal, at der skulle stor forsigtighed til, når to skibe skulle passere hinanden.

Da vi nåede Det Røde Hav, så vi store stimer af flyvefisk og enkelte hvaler, hvorfra der stod høje vandsøjler op, når de havde været oven vande efter luft. Der kom også en stor sværm græshopper, hvoraf nogle landede på dækket. De var 8-10 centimeter lange, så vi fik en fornemmelse af, hvordan det ville se ud, når en sværm lander på en kornmark eller lignende.

Efterhånden var det nu blevet så varmt, at vi havde svært ved at sove under dæk om natten. Jeg og en kammerat fandt et perfekt sted at overnatte, nemlig inde i de store redningsbælter oppe på dækket. Her var der ro og frisk luft, og den plads holdt vi for os selv resten af turen. Vi havde en enkelt nat med stormvejr i Det Røde Hav, og da var det lige før, jeg blev søsyg.

Vi kom forbi Aden, det sydligste hjørne af den arabiske halvø, som vist er et af de varmeste steder på jorden. Endelig – efter 18 dages sejlads – lagde vi til i Bombays havn.

Mødet med Indien var virkelig fremmedartet. Gribbene kredsede over os hele tiden, og vi skulle virkelig passe på, hvis vi havde noget spiseligt i hånden; lynhurtigt dykkede de ned og huggede det fra os. For første gang i mit liv så jeg stakkevis af bananer, appelsiner og andre sydfrugter. Det var mange år siden, vi havde haft den slags i Danmark, og her kunne vi nu spise så meget, vi havde lyst til. Vi havde dog forbud mod at spise frugter uden skal; de var nu også tæt besat af fluer, så det fristede ikke.

Vi blev indkvarteret i nogle barakker i udkanten af Bombay. Her var det påbudt at bruge moskitonet omkring vore senge, og vi skulle se os godt for, hvis vi skulle op i et nødvendigt ærinde om natten. Her var både skorpioner og slanger. Man påstod godt nok, at slangerne ikke var giftige, men jeg skulle nu ikke for tæt på dem!

Indkvarteringen i Bombay varede godt en uge, så vi fik lejlighed til at se lidt på byen. Overalt var der et mylder af mennesker og dyr; vi skulle se os godt for, når vi gik rundt mellem fritgående, hellige køer og deres efterladenskaber. Luften var tæt af lugten fra mennesker og dyr; det mindede mig om stanken i en zoologisk have på en hed sommerdag.

I det europæiske kvarter i Bombay var der mere styr på tingene. Her lå fine huse med haver omkring, og der var fejet på gaderne. Vandet omkring Bombay var rent og klart, så vi fik lov at bade i det dejlige, varme vand.

Tiden var nu inde for den videre rejse; ca. 30 danskere plus skotter og irere steg en tidlig morgenstund på toget i Bombay. Det var et rigtig gammeldags bumletog med træbænke. Overalt myldrede det med passagerer: indeni, på siderne og på taget af kupéerne, alle steder hvor der bare var det mindste, man kunne klamre sig til. Vi aftalte med konduktøren, at han for et mindre vederlag skulle holde de andre passagerer ude fra vores vogn.

Vi raslede nordpå gennem Bhapa, Delhi, Lahore, Kachh og til Quitta. Vi regnede ud, at turen var ca. 3.500 kilometer lang. Flere gange undervejs skulle vi skifte tog, men det blev ikke mere luksuriøst af den grund. Til sidst var der hverken vinduer eller døre i vognene. En dag, vi kørte i udkanten af et ørkenområde, blev det sandstorm. Sandet føg uhindret ind over os, så vi måtte sidde indhyllet i vore tæpper for ikke at få sand i øjne, næse og mund.

Når vi kom til de forskellige stoppesteder om morgenen, kunne vi opleve, at der pludselig blev liv i en bunke klude; det var folk, der havde søgt sammen for at holde sig varme, mens de ventede på toget.

Efter seks døgns transport nåede vi til bestemmelsesstedet, Quitta. Vi var havnet i dét, der dengang hørte til det nordligste Indien, det nuværende Pakistan, græsende op til Afghanistan.

Byen ligger i et bjergrigt område 5.000 fod over havets overflade. Det varede nogle dage, før vi vænnede os til den tynde luft. Vi blev indkvarteret i en baraklejr, og der var meget varmt om dagen, men iskoldt om natten. Vi lavede bogstaveligt talt ikke dagens gerning heroppe. De indfødte passede os op. Serverede te om morgenen, redte vore senge, pudsede vore støvler og andet grej og ordnede vore negle. Jeg havde endda én til at barbere mig en dag, men det blev ved denne ene gang, da jeg ikke var rigtig tryg ved den kniv, han stod og fægtede med.

En dag fik vi lyst til at tage på bjergvandring. Der var et bjergparti, de kaldte »Den Sovende Kvinde«, og det skulle være målet for turen. Den gruppe, jeg var med, gav op, da den halve dag var gået, og vi nåede med nød og næppe hjem til lejren, inden det blev mørkt. En anden gruppe ville skyde genvej, men det er nærmest umuligt i så vildsomt et terræn, og de nåede ikke hjem de dag. De måtte overnatte i bjergene, hvor de sad og frøs, mens de hørte på hyænernes tuden. Vi fik alle en regulær skideballe, da vi kom hjem til lejren.

Det blev nu 24. december 1946, og jeg skulle fejre jul på engelsk manér. Juleaften blev ikke markeret, så vi var nogle stykker, der ville ned i byen til dans. Det blev nu ikke til megen dans, for der var næsten ingen piger, men der var rigeligt med sprut, så vi fik, så »hatten passede« og sendte dem derhjemme en kærlig tanke. Juledag var meget fin. Officererne serverede for os lige fra morgenstunden. Vi fik te med rom om morgenen. Middagen bestod af kalkunsteg, dessert og fri øl i baren bagefter, og det hjalp godt på stemningen.

På den modsatte side af vejen var der en lejr med specialtropper, som havde deres familiemedlemmer med. De gik med lange, krumme knive og var specielt trænet til at liste sig ind på fjenden bagfra. Disse specialtropper benyttede englænderne også langt senere under Falklandskrigen i 1982.

I februar 1947 pakkede vi vores grej. Inden vi begyndte at pakke sammen, blev alle de indfødte nægtet adgang til lejren, så de ikke skulle falde for fristelsen til at bortføre noget af vores udstyr. Vi skulle nu med toget til Karachi, hvor vi skulle sejle fra – en tur på to døgn. Inden afrejsen fik hver mand udleveret en ration rom, som vi skulle komme i vores te for at holde varmen. Nogle af os »kom dog til« at drikke det hele den første dag, så vi fik antipati for rom et stykke tid fremover.

Toget kørte så gennem den i vore dage meget omtalte by Kabul, som dengang lå i Indien. Nu fik vi atter en dejlig sejltur på 10 dage, rundede igen hjørnet ved Aden, sejlede op gennem Det Røde Hav til Suezkanalen og lagde til i havnen i Suez. Herefter var vi med tog til Telecabia; her skulle vi være i en stor lejr på flere tusind telte, til vi fik ordre på, hvor vi så skulle hen.

Under togrejsen hertil skulle vi passe ekstra godt på vores grej, da der var nogle arabere, der havde specialiseret sig i at plyndre de togrejsende for alt, der var inden for rækkevidde. Så snart toget sagtnede farten eller standsede, var vi straks omringet. Vi begyndte nu at samle sten og smide efter dem for at holde dem på afstand.

I lejren ventede vi på, at vi skulle sendes til Palæstina, men inden da var vi på orlov i Kairo og se på det pulserende liv. Her skulle vi også holde godt fast i vores ejendele. En af mine kammerater sad med armen ude af vinduet på en taxa, og pludselig var hans armbåndsur revet af. Jeg så kun pyramiderne på afstand, da der ikke var grænser for, hvor meget de ville have for at fragte os derud.

Vi var med en polsk militærbil ind til byen. Datoen 13. marts 1947 glemmer jeg aldrig. På turen hjem mod lejren sad vi på ladet af en engelsk militærlastbil. Pludselig punkterede højre forhjul, og bilen slingrede faretruende over mod en dyb afgrund. Vi var nogle stykker, der sprang af for ikke at komme med ned i dybet. På grund af varmen havde jeg taget mine støvler af, så jeg havde ingen støtte om anklerne. Min venstre ankel blev knust, og jeg måtte indlægges på et stort militærhospital i nærheden af Suez. Hospitalet var opsamlingssted for alle soldater fra den engelske hær i hele Østen.

Det var et ret kompliceret brud, så jeg fik tre lange skruer sat ind for at holde knoglerne på plads. Jeg lå på hospitalet i ca. et halvt år og havde stærke smerter. Der var infektion i sårene, så jeg fik penicillin hver anden time døgnet rundt og røg op til 50 cigaretter i døgnet. Her var der intet rygeforbud, og vi brugte det »store askebæger«, gulvet. I tiden på hospitalet lå jeg side om side med mange forskellige, og jeg fandt ud af, at jeg alligevel havde været heldig. Nogle havde mistet deres arme eller ben eller var psykisk syge på grund af chokerende oplevelser under krigen.

I september 1947 var jeg frisk nok til at komme tilbage til England. Vi kom med et lazaretskib, som var inde i havn på Malta og Gibraltar efter patienter. Hen over forreste del af skibet var der udspændt et net, hvorunder de psykisk syge opholdt sig; man ville ikke risikere, at de sprang over bord.

Endelig lagde vi til kaj i South Hampton og blev derfra sendt videre med hospitalstog til Lincoln, en gammel by med bymure og byport, der var opført som værn mod de barbariske, danske vikinger. Senere blev jeg flyttet til Crayton syd for London, da det var planen, at jeg skulle hjemsendes. Men der gik atter betændelse i anklen, så jeg blev indlagt på militærhospitalet i Wolwich.

Jeg blev udstyret med et par krykker, og sammen med et par af de andre halvinvalider var jeg ude for at se på omgivelserne. I nærheden af hospitalet var der en frugtplantage med nogle dejlige, røde æbler. Ham, der kunne bruge benene, var villig til at hente lidt »forbuden frugt« til os andre krykhusarer. Vi var også en tur i biografen i London. Når filmen startede, var der altid billeder af kongefamilien, og så rejste alle englænderne sig op. Det gad vi nu ikke, og straks var der en officer henne for at skælde os ud for grov forsømmelse og manglende respekt for monarkiet. Men vi undskyldte os med vores dårlige helbred! En dag, vi stod og hang på vores krykker i nærheden af et teater, kom der en skuespiller og forærede os gratis billetter til næste forestilling.

På sygehuset fik vi god mad og én øl pr. dag. Øllene samlede vi sammen, så vi kunne holde et godt party en gang imellem. Det var ikke kedeligt hele tiden, selv om jeg havde stærke smerter.

Juleaften 1947 blev jeg af en anden patient inviteret til at holde jul i hans hjem; men jeg takkede nej, hvilket jeg senere fortrød. Jeg kunne ikke nænne at tage fra en stuekammerat, som havde mistet begge sine ben. Han havde været krigsfange i Japan, hvor de måtte leve af én kop beskidt ris om dagen. Han ville spille kort hele tiden, og det gik julen så med.

Da vi nåede til marts 1948, var jeg endelig frisk nok til hjemsendelse og blev overført til en gammel kaserne i London. På kasernen var jeg til flere undersøgelser og vurderinger, hvorefter jeg blev erklæret 23 procent invalid. Jeg blev tilkendt delpension og vendte tilbage til Danmark i maj 1948. Det engelske konsulat tilbød at betale en uddannelse for mig, og det blev til et ophold på Store Restrup, hvor jeg i vinteren 1949-50 tog uddannelsen som kontrolassistent.

Ved hjemsendelsen blev jeg ekviperet fra inderst til yderst, lige fra undertøj til habit, slips, hat og overfrakke; mit eget tøj var for længst sendt hjem. Jeg havde købt stof til to sæt tøj, som jeg fik syet hos en skrædder i London. Det ene sæt blev senere brugt ved vores bryllup i 1954. Jeg havde også købt sko, kakao og cigaretter for mine sidste penge. Der var sørget for en billet fra London til Thisted, så da jeg skulle det sidste stykke fra Thisted til Klim, måtte jeg forhandle med rutebilchaufføren om at betale med cigaretter.

I tiden, fra jeg blev hjemsendt, og til jeg tog ophold på Store Restrup, var jeg flere gange indlagt på Fjerritslev Sygehus på grund af betændelse i anklen. Det var også her, jeg fik den sidste skrue i benet fjernet. Mens jeg lå bedøvet på operationsbordet, måtte doktor Pedersen have portøren sendt ned til isenkræmmer Brandi efter en tang, da de ikke havde instrumenter, der kunne tage ordentligt fat om skruen.

Den danske sygekasse ville ikke betale for behandlingen af mit venstre ben, så alle regninger blev sendt til den engelske ambassade, og der opstod aldrig problemer med det.

Jeg synes, den engelske hær har givet mig en god behandling. Selv nu efter mere end 60 års forløb får jeg stadig udbetalt et lille månedligt erstatningsbeløb.