September 2014

Fjerritslev: Der var trængsel i retssalen og arrestfløjen, da Kulturforeningen Tinghuset viste det nyrenoverede hus frem for offentligheden efter et års gennemgribende restaurering, hvorved huset så vidt muligt er ført tilbage til sit oprindelige udseende fra opførelsen i 1909, herunder ophængning af de originale lysekroner og fremdragelse af de farverige skønvirke-malerier på væggene. Foto: Mattias Bodilsen

Fjerritslev: Der var trængsel i retssalen og arrestfløjen, da Kulturforeningen Tinghuset viste det nyrenoverede hus frem for offentligheden efter et års gennemgribende restaurering, hvorved huset så vidt muligt er ført tilbage til sit oprindelige udseende fra opførelsen i 1909, herunder ophængning af de originale lysekroner og fremdragelse af de farverige skønvirke-malerier på væggene. Foto: Mattias Bodilsen

1. Frøstrup-borgerne har indbetalt depositum til oprettelsen af en friskole i tilfælde af, at kommunalbestyrelsen fastholder sin beslutning om at lukke Hannæsskolen. – Men vi vil allerhelst beholde vores i forvejen rigtig gode skole, siger Thomas Friis, der er en af de lokale ildsjæle, som har stået bag en række kommunalt støttede udviklingsprojekter og nu er frustreret over Thisted Kommunes seneste udmeldinger.

2. Forlaget Knakken har som internetudgivelse udsendt lokalhistoriker Ingvard Jakobsens bog »Gårde og huse på Hannæs«, hvori han gennemgår ca. 70 gård- og hushistorier fra Øsløs, Vesløs, Arup, Tømmerby og Lild sogne fra 1500-tallet til 2013.

3. Skiftedag på Rønnes Hotel i Slettestrand 1. oktober: Leif Rønne Nielsen har efter 36 år solgt sit livsværk til restauratør Lars Mouritzen, som i forvejen driver Papegøjehaven ved Aalborg Kongres & Kultur Center. Mangeårig hotelchef Dorte V. Lukassen fortsætter på Rønnes Hotel, nu som medejer.

4. Aggersborg, der er Danmarks største vikingeborg, har fået nyt selskab. Nanna Holm fra Danmarks Borgcenter har sammen med professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet Søren Michael Sindbæk har ved godset Vallø Stift syd for Køge fundet en ny ringborg på 145 m i diameter og dermed den tredjestørste af de nu fem kendte danske trelleborge. Det er første gang i mere end 60 år, at man gør et fund af en vikingeborg. Det »nye« medlem af familien er navngivet Vallø Ringborg.

Frøstrup: Dolle A/S, der er en af verdens førende virksomheder inden for lofttrapper, trapper og gelændere med afsætning til over 40 lande, har ambition om at udbygge sin position. Men organisk vækst tager tid og indebærer samtidig en betydelig risiko, erkender adm. direktør Francois Grimal. Derfor er virksomheden netop nu på opkøbsjagt blandt konkurrenter og virksomheder inden for associerede områder.

5. Brovst Pigegarde fejrer i denne weekend sit 50-års jubilæum i form af en storstilet musikfest med opvisninger, koncerter, konkurrencer og deltagelse af garder fra hele landet.

6. Chokolatier Peter Svenningsen fra det nystiftede Choconord, Brede Værk ved Lyngby, har vundet sølvmedalje i de regionale mesterskaber ved The International Chocolate Awards. Den ganache (det fyld), der er i chokoladen, er lavet af vilde blåbær fra Lild Strand Klitplantage.

Tyskfødte Lisa Bremer, der er fuldtids vikarpræst med tjeneste i en række Thy-sogne for tiden, har en stærk passion for at formidle det kristne budskab både gennem ord og billeder. Hun har nu udgivet en kunstkalender for 2015 med 12 englemotiver, der er udført som akrylmalerier hjemme på husmandsstedet i Gøttrup.

7. 49-årige Erik Klit er kommet på sin rette hylde som leder af den socialøkonomiske virksomhed Skovsgaard Hotel a.m.b.a. siden 1. februar. – Mine medarbejdere bliver anset som medborgere og ikke som klienter. Alle, der er her, kan et eller andet, og sammen kan vi drive et hotel, fastslår han.

8. Henrik Munch, der for 17 år siden som bestyrelsesmedlem i Hannæs Hallen var med til at ansætte halbestyrer Erik Bøgh Nielsen, er nu selv blevet Erik Bøgh Nielsens afløser i jobbet.

9. Thorupstrand Fiskercompagni åbner i dag en fiskebutik i det nybyggede pakhus, der blev indviet i marts på landingspladsen i Thorup Strand. Ud over traditionel fisk som torsk, skrubber og rødspætter kan man i butikken lade sig friste af pighvar, slethvar, havkat, vildlaks, havtaske, hummer, multe, kulmule, sej, fjæsing, knurhane, rokke, søtunge, krabbeklør og muslinger – herunder røgvarer – alt afhængig af årstiden.

En flok traktorinteresserede unge gutter fra Han Herred har haft succes med opvisning med 21 ældre traktorer, monteret plove og andre maskiner, på en mark ved Højgaardsvej ved Kollerup. Derfor håber initiativtagerne, at der er basis for at etablere en egentlig veteranklub for hele Fjerritslev-området.

Tina Jørgensen, der har været i branchen siden 1996, etablerer sig som selvstændig med hjemmeservicefirmaet Frit Valg Pleje og Rengøring ApS på Nyvej 8 i Brovst.

Virksomheder i Jammerbugt – herunder BOP Kontormøbler i Fjerritslev – har succes med ansættelse af højtuddannede medarbejdere, som kan bidrage til at præcisere jobindhold, målsætninger og profilønsker samt kortlægge uudnyttede potentialer, så det i sidste ende kan resultere i økonomisk vækst.

10. I Klim Valgmenigheds kirkeblad orienterer valgmenighedspræst Torben Tvorup Christensen om lukning af menighedens Vedsted-kreds efter 115 års virke. Kredsen har i næsten 100 år benyttet Vedsted Kirke, men den sidste gudstjeneste blev holdt 29. juni i Birkelse Baptistkirke på grund af sognekirkens igangværende restaurering. Her medvirkede såvel baptistpræst Anders Hyldgård som Torben Tvorup Christensen samt to af valgmenighedens tidligere præster, Thorben Johannesen og Henning Thrane.

Med støtte på 100.000 kr. fra Jammerbugt Kommune har Brovst Speedway Club fået en hårdt tiltrængt ny belægning på banen i Mou Kær. I næste omgang skal voldene omkring banen forlænges, ligesom ryttergården skal ombygges og flyttes tættere på banen, for at man støjmæssigt kan leve op til miljøgodkendelsen og skabe bedre forhold for kørerne. Endelig skal der udlægges nyt dræn for at afhjælpe vand på banen.

12. Karl Jensen, Østerild, tidligere gårdejer på Bjerget, fejrer 50-års jubilæum som kirkesanger ved Vesløs Valgmenighedskirke.

14. Fosdalhus, som siden sommeren 2013 har været drevet af Renate og David Andreasen, udvider de kendte søndags-kaffe-kage-borde med en månedlig aften med vin og tapas i samarbejde med bl.a. køkkenchef Kresten Kronborg fra Feriecenter Slettestrand.

Sparekassen Vendsyssels Fond, Brovst, støtter Brovst Multipark med 125.000 kr. til færdiggørelse af etape 2, som bl.a. omfatter anlæg til paraball, basket og parkour.

15. Danskerne spiser flere muslinger og skaldyr, mærker muslingeproducenten Vilsund Blue med base i Nykøbing Mors og afdeling i Aggersund. Inden for de seneste to år er virksomhedens salg af muslinger tredoblet. Det skyldes, at produkterne herfra er kommet på hylderne i stort set alle butikker hos Dansk Supermarked og Coop.

16. Hanna Rosdam har på hjemadressen Bratbjerg 106 i Nørre Bratbjerg åbnet klinik for zoneterapi, akupunktur og massage.

Efter 43 år som frisør i Vesløs har Lisbeth Pedersen valgt at lukke sin salon på Kragholmvej 4 for at gå på pension pr. 1. oktober.

Dagrofa-koncernen har besluttet at ændre supermarkedskoncepterne SuperBest og Eurospar til Meny efter norsk forbillede. Det betyder, at Eurospar Fjerritslev Storkøb i Søgade 10 fra næste forår genopstår som en Meny-butik.

Som følge af strukturændringerne i Kollerup-Fjerritslev-Hjortdal Pastorat holder sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal, afskedsprædiken i forbindelse med høstgudstjenesterne i Kollerup og Fjerritslev kirker søndag 28. september med efterfølgende frokost i Kirkecentret.

19. Teatertruppen Dunkelfolket fra Fosdalen, som blev til på maskekunstner Kirsten Gitz-Johansens initiativ i 1989, fejrer sit 25-års jubilæum lørdag 20. september med en stor opvisning i Aalborgs gader og premiere på forestillingen »Snehvide«.

21. 37-årige Morten Deleuran, der er forsanger i bandet Spinning Wheels, har skrevet en bevægende sang, som han udgiver sammen med bandet, sangeren Søs Fenger og Alzheimerforeningen for at fortælle om, hvordan demenssygdom ændrede hans farfars liv. Ingen bør stå alene med demens, er formålet med støttesangen »Hillside«, der tager udgangspunkt i Knud B. Deleuran, Brovst, som døde i april 2014 i en alder af 83 år, efter han havde levet et særdeles aktivt liv som leder af Skovsgaardskolen gennem 23 år foruden at være aften- og ungdomsskoleleder og kirkesanger blandt meget andet.

22. Fjerritslev: Der var trængsel i retssalen og arrestfløjen, da Kulturforeningen Tinghuset viste det nyrenoverede hus frem for offentligheden efter et års gennemgribende restaurering, hvorved huset så vidt muligt er ført tilbage til sit oprindelige udseende fra opførelsen i 1909, herunder ophængning af de originale lysekroner og fremdragelse af de farverige skønvirke-malerier på væggene.

26. På initiativ af tidligere sygehusgartner Ove Klitgaard Kristensen er mindestenen for sygehuslæge N.C. Vestergaard kommet tilbage på sin rette plads foran det tidligere Brovst Sygehus, efter at stenen i årevis har været gemt bag en bevoksning. Det var N.C. Vestergaard, som var manden bag flytningen af Brovst Sygehus fra kirkebyen til den nuværende placering nær hovedvej A11 i 1924, idet han virkede som sygehuslæge fra 1909 til 1932, senest som overlæge.

28. Jørgen Kr. Jensen, Havevej 15, Fjerritslev, hædres med Jammerbugt Kommunes Frivilligpris 2014 på 5.000 kr. for sin indsats som formand for centerrådet på Fjerritslev Kultur/Senior Center og formand for Frivillighuset i Pandrup samt et mangeårigt, frivilligt engagement i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Fjerritslev.

29. Med indvielsen af Hærvejen gennem Jammerbugt Kommune lørdag 11. oktober lukkes det sidste hul i netværket af historiske kultur- og handelsveje fra Santiago de Compostela i Spanien til Trondheim i Norge. Ud over at følge de historiske spor er der lagt vægt på rige og afvekslende landskabsmæssige oplevelser langs den nye rute, der snor sig gennem kommunen på en 76 km lang strækning, bl.a. forbi Husby Hole og langs Lien-skrænten i Han Herred.

30. Legehjørnet DCM: Mette og Dan Quorning åbner 8. november en ny legetøjsbutik på 150 kvm som en del af VN-legetøjskæden i City West på Industrivej 9 i Fjerritslev, hvor Dan Quorning i forvejen driver DCM Cykler & Have/Park-Maskiner.

Jonna Madsen, Flegumvej 36, Flegum ved Skovsgaard, har 1. oktober været ansat hos Nordea Bank Brovst/Aabybro i 40 år.