René er klar med 5. årgang af Fjerritslev Port

Som forside til årgang 2016 er valgt den smukke ejendom, som skrædder og musikhandler Chr. Sand Kjeldsen (1879-1942) opførte i Østergade 13
Som forside til årgang 2016 er valgt den smukke ejendom, som skrædder og musikhandler Chr. Sand Kjeldsen (1879-1942) opførte i Østergade 13
I serien med gamle Fjerritslev-billeder som forsidemotiv til kvalitets-portvin fra Quinta do Pégo i Dourodalen i Portugal er turen kommet til Sand Kjeldsens ejendom i Østergade 13

Fjerritslev Port 2016 er nu på gaden, og vinhandler René Hjørnet Jensen lancerer dermed 5. udgave af den tradition, som han har skabt med portvin af høj kvalitet fra Quinta do Pégo i Dourodalen i Portugal.

Quinta do Pégo er en danskejet vingård og uden tvivl en af de smukkest beliggende Quinta’er i Dourodalen. Fjerritslev Port 2016 har været lagret i fire år, inden den er tappet. Det er en elegant portvin ud over det sædvanlige med en dyb, rubinrød farve samt frisk og delikat duft med god intensitet, fortæller René Hjørnet Jensen.

Samtidig er det en helt igennem velstruktureret portvin med fyldig og frisk frugtsmag med noter af blandt andet vilde planter, røde og sorte frugter – især blommer – samt silkebløde, men samtidig kraftige tanniner, og sidst – men ikke mindst – en utroligt behagelig og vedvarende eftersmag. En smag, som absolut kan måle sig med mange vintage portvine, fremhæver han.

Fjerritslev Port 2016 er perfekt som en »efter måltidet-drink«, men er samtidig særdeles velegnet til for eksempel chokolade, desserter, kandiserede frugter og stort set alle oste, uddyber René.

Traditionen med Fjerritslev Port blev grundlagt i 2012, hvor det gamle Tinghus, som i dag er kulturcenter, prydede forsiden. Siden fulgte den gamle sparekasse i Søndergade 11 (årgang 2013), Fjerritslev Station (årgang 2014) og Fjerritslev Kro (årgang 2015).

Som forside til årgang 2016 er valgt den smukke ejendom, som skrædder og musikhandler Chr. Sand Kjeldsen (1879-1942) opførte i Østergade 13, hvor hustruen tillige åbnede en materialistforretning under navnet Sæbehuset. Endvidere var der manufakturforretning i ejendommen. Dette hus blev lidt af et kulturelt centrum i byen, idet det Sand Kjeldsen’ske hjem op gennem 1920’erne og 30’erne altid genlød af musik. Selv dannede Chr. Sand Kjeldsen, der fik titel af musikdirektør, sit eget orkester og spillede ved utallige lejligheder i by og omegn. Kort før sin død i 1942 komponerede han sin egen »Bromarch« til Aggersundbroens indvielse. Også børnene udviklede sig musikalsk, og især sønnen Eyvind Sand Kjeldsen skabte sig en glansfuld karriere som koncertmester i Det Kongelige Kapel gennem hele 38 år.

Fjerritslev Port er således et oplagt samlerobjekt og velegnet som gave til vært/værtinde, reception, fødselsdags- og julegave – eller blot som lidt forkælelse til en hyggestund derhjemme.

Billeder, historisk tekst og grafisk layout er et samarbejde med Bodilsen tekst & foto.

Scroll to Top