Postkort fra den skønneste plet i kongeriget

René Hjørnet Jensen er klar med ny postkortserie. Foto: Mattias Bodilsen

René Hjørnet Jensen er klar med ny postkortserie. Foto: Mattias Bodilsen

Renés Vin & Grønttorv lancerer ny serie postkort med 20 af de smukkeste steder i Fjerritslev-området som motiver

Det er stadig en elsket og udbredt tradition at skrive postkort, når man er på ferie, selv om sms og Facebook har ændret mangt og meget på kommunikationen mellem mennesker i vore dage.

Ikke mindst udenlandske besøgende i Fjerritslev sætter stor pris på at kunne sende smukke postkort, der glæder familie og venner derhjemme. Mange af dem bliver købt, når man handler hos Renés Vin & Grønttorv midt i byens hjerte.

René Hjørnet Jensen, der brænder for at udvikle produkter med lokalt særpræg, har netop lanceret en helt ny serie postkort med motiver, der viser noget af det flotteste, som Fjerritslev og omegn har at byde på. Der er 20 forskellige at vælge imellem, og postkortene viser både natur, dyr, seværdigheder, kirker og bymiljø.

Serien har fællestitlen »Postkort fra den skønneste plet i kongeriget« og er inspireret af de kongelige ord, som Frederik VI udtalte, da han med sit følge kom ridende langs Jammerbugten og standsede ved Grønnestrand 21. juni 1824: »Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!«

Ordene, som er blevet en del af det lokale arvegods, faldt på det sted, hvor der senere blev opført en lille, lyngklædt mølle, som i dag er Danmarks eneste af slagsen og naturligvis er blandt motiverne på postkortene.

Fotograf Mattias Bodilsen har stået for billeder og grafisk udformning af postkortene. Mange af motiverne indgår i øvrigt i »Søde hilsner fra Han Herred«, der består af en gaveæske med chokolade af udsøgt kvalitet.

Renés Vin & Grønttorv står også bag en række lokalt inspirerede kvalitetsprodukter, der både fortæller en god historie og byder på fine smagsoplevelser. Således har René udviklet en serie øl med Han Herreds kendte original Alverdens Casper som gennemgående motiv, ligesom han har ladet fremstille gyldne dråber i form af en Gyldenstjerne Bjesk, der relaterer til en berømt adelsslægt fra herregården Aagaard lige uden for Fjerritslev.

Endvidere har han indledt en tradition med en Fjerritslev Portvin af høj klasse, og endelig forhandles Røde Willy Dram – til erindring om Han Herreds allestedsnærværende landbetjent fra 1943 til 1969 – i samarbejde med Nordisk Brænderi i Vester Svenstrup ved Hjortdal.

Etiketterne, der er udviklet af Bodilsen tekst & foto, fortæller hver sit lille stykke lokalhistorie fra Han Herred.