Nye folk bag disken i kendt herretøjsforretning

Ejerskifte hos Klærmann i Fjerritslev, fra venstre: Michael Winther-Jensen, Mariane Klitgaard, Benny Hegelund og Else Hegelund. Foto: Mattias Bodilsen

Ejerskifte hos Klærmann i Fjerritslev, fra venstre: Michael Winther-Jensen, Mariane Klitgaard, Benny Hegelund og Else Hegelund. Foto: Mattias Bodilsen

Efter 42 år overdrager Else og Benny Hegelund pr. 15. juni deres livsværk til Michael Winther-Jensen og Mariane Klitgaard, som viderefører de solide traditioner bag Klærmann-navnet

Herretøjsforretningen Klærmann, Vestergade 10 i Fjerritslev, skifter pr. 15. juni ejere, idet Else og Benny Hegelund har nået en alder, hvor de ønsker at trække sig tilbage efter hele 42 år som indehavere. De overlader derfor nøglerne til Michael Winther-Jensen og Mariane Steen Klitgaard, som begge er kendte ansigter i Fjerritslevs forretningsliv. Dog forbliver forretningsejendommen med fem beboelseslejligheder på ægteparret Hegelunds hænder.

De nye indehavere af Klærmann har begge mange års erfaring fra herretøjsbranchen og lægger vægt på at følge op på de solide traditioner, som deres forgængere har skabt gennem de mange år. Både firmanavnet og tilknytningen til den frivillige kæde Din Tøjmand bliver bevaret. Samtidig benytter de anledningen til at skifte enkelte tøjmærker ud med nye.

Michael Winther-Jensen, 32 år, blev uddannet hos MR i fødebyen Randers. Senere var han ansat hos Tøjeksperten i Aars og blev derpå butikschef hos Wagner i Aalborg Storcenter. I 2010 afløste han Mariane Klitgaard som butikschef hos Tøjeksperten i Fjerritslev, hvor Mariane fortsatte som souschef. Han er gift med Pia og bor privat i Aars.

Mariane Klitgaard, 51 år, er uddannet salgsassistent hos guldsmed Visholm i Hjørring. Som ung flyttede hun til Fjerritslev og blev ansat hos Brandi Isenkram, før hun i mange år var tilknyttet LandboNord som kontorassistent. I 2006 blev hun ansat hos Tøjeksperten i Fjerritslev. Mariane er gift med Orla og bor fortsat i Fjerritslev.

– Hver for sig har vi gået med tanken om at blive selvstændige, og nu bød muligheden sig, fortæller Michael og Mariane, der også hidtil har udgjort et godt makkerskab og er kendt for at betjene kunderne både professionelt og med en hyggelig omgangstone.

– Vi er rigtig glade for det gode forretningsmiljø og det positive samarbejde, der findes mellem butikkerne i Fjerritslev. Kundemæssigt ligger vi i tilpas afstand fra de større byer, og så har vi jo et stort turistopland.

– Fordelen ved Din Tøjmand er, at vi selv kan sammensætte det varesortiment, der passer til netop vores område. Vores fundament er Klærmanns mange trofaste kunder og kendte mærker, og samtidig øger vi fokus på den yngre aldersgruppe fra 25 år og op. Drengetøj og mærket Signal udgår af sortimentet, men til gengæld forstærker vi udvalget af Iceman og tager mærkerne Lacoste og Sebago ind til den kvalitetsbevidste mand, der gerne vil have et maritimt og sportsligt udtryk, herunder områdets mange golfspillere og sejlsportsfolk.

Arbejdstøj vil fortsat være på hylderne, og som noget nyt modtages nu også tøj til rensning. Ekspedient Peter Mann Andersen fortsætter som en del af Klærmanns nye team, ligesom ekspedient Bjarne Pedersen vil være at træffe i butikken i en overgangsperiode frem til nytår.

Benny Hegelund, der begyndte som lærling samme sted i 1962, er glad for, at hans og hustruens livsværk kan fortsætte i samme ånd som hidtil med vægt på et bredt udvalg og god kundeservice. De understreger, at overdragelsen har fundet sted i en absolut positiv atmosfære, hvor Michael Winther-Jensen har haft sin gang i butikken den seneste måneds tid for at lære kunder og forretningsgang at kende. I øvrigt kan butikken til næste år fejre 100-års jubilæum, idet R. Jørgensen byggede ejendommen til manufaktur i 1914.

Ægteparret, der overtog Klærmann under beskedne forhold 19. april 1971, kan se tilbage på en udvikling, der hurtigt tog fart med flere udvidelser af butiksarealet op gennem 1970’erne. Forretningen var netop moderniseret på ny, da ejendommen i september 2006 blev raseret af en voldsom brand. Det betyder, at de nye indehavere af Klærmann kan glæde sig over flotte og nyistandsatte lokaler, når forretningen åbnes på ny torsdag 20. juni.

I forbindelse med branden skiftede Else og Benny lejligheden på første sal ud med et nybygget træhus i Kollerup Klit. De kan nu se frem til et aktivt seniorliv, hvor den mangeårige, fælles interesse for hestesport stadig vil fylde meget. Ligeledes vil de fortsætte med at opleve verden uden for Danmark. Tidligere har de blandt mange andre steder besøgt USA, Island og Færøerne, og næste mål er Skotland. Desuden har Benny en del arbejde at passe som bestyrelsesformand i Fjerritslev Fjernvarme.

De nye ejere hos Klærmann holder reception lørdag 22. juni kl. 13.