Ny klokkestabel på Fjerritslev Kirkegård

Foto: Mattias Bodilsen

Foto: Mattias Bodilsen

Onsdag 13. maj fik Fjerritslev Kirkegård en helt ny klokkestabel

Den gamle, som har stået på sin plads i det lille anlæg syd for kontor- og velfærdsbygningen i 50 år, var efterhånden blevet så medtaget, at det ikke længere var forsvarligt at have klokken hængende i den, oplyser kirkeværge Flemming Jakobsen.

Det var Johannes Nesgaard, Kollerup, der lavede den hidtidige klokkestabel i 1965-66.

Den nye klokkestabel er udført af svært grantømmer hos Dansk Kirkeklokketeknik A/S i Løkken og efterbehandlet med trætjære. Nu står den fin og klar til at lade klokken svinge, når graver Svend Nielsen og hans medarbejdere ringer til begravelse.

Fjerritslev Kirkegård blev etableret langs Aggersundvej i 1913, og der var oprindelig også kapel på kirkegården. Grunden til kirkegården var en udstykning fra Fjerritslev Vestergaard.

Det nuværende kapel blev placeret direkte ved kirken på Borups Allé og taget i brug kort før jul i 1957 – lige op til kirkens 50-års jubilæum.

Fjerritslev Kirke blev indviet 22. december 1907, og frem til 1913 benyttede man Kollerup Kirkegård til begravelser.