November 2013

Han Herred Bogen præsenteres i sin 19. udgave på herregården Bratskov i Brovst. Foto: Ejgil Bodilsen

Han Herred Bogen præsenteres i sin 19. udgave på herregården Bratskov i Brovst. Foto: Ejgil Bodilsen

1. Fjerritslev-bandet Freedom, som blev etableret i 1973 og landskendt på rekordtid, laver i samarbejde med MusikCompagniet en »40-års reunion« på Fjerritslev Gymnasium, hvor fire af de daværende musikere (plus forstærkning fra anden generation) spiller op til dans.

Valgkampen forud for kommune- og regionsvalget tirsdag 19. november er i fuld gang, og på Jammerbugt-siderne i NORDJYSKE By&Liv præsenterer de enkelte partier og lister deres program.

Danseorkestret Atlanta – med John Nørgaard og hustruen, Susanne, i spidsen – står bag en ny cd-udgivelse, der præsenteres på Vesløs Kro og netop bærer titlen »Vesløs Kro«.

3. I NORDJYSKE’s »MitLiv« fortæller tvillingeparret Else Mumgaard og Meta Mejdahl, født 1962 i Fjerritslev, om deres liv med den sjældne øresygdom otosklerose, som har taget det meste af hørelsen hos dem begge.

4. Der er nu sat punktum for Han Herred Naturcenter, som var i drift fra 1998 til 2007, idet de resterende midler fra den bagvedliggende fond udloddes med 4.000 kr. til Han Herred Turistforening, 7.000 kr. til Klim Kalkovn under Klim Landsbyforening og 19.000 kr. til Lyngmøllens Venner af 2012.

5. I et interview i NORDJYSKE fastslår direktør Henrik Agesen, at den lille Klim Sparekasse, der netop er kåret som landets femtesikreste pengeinstitut, så vidt muligt vil fortsætte selvstændigheden som lokal sparekasse med den nærhed og kundekontakt, det indebærer.

LC Vesterhavsfruerne (Lions Club) præsenterer »Fjerritslev Vinen 2013«, der har Anna Marie Kornums billede fra Sletteå som motiv på etiketten. Vinen forhandles af SuperBrugsen i Fjerritslev. Ligeledes lancerer Renés Vin & Grønttorv »Han Herred Vinen – fra den skønneste plet i kongeriget« i to varianter, hvis forsidemotiver er Mattias Bodilsens fotografier af stemninger ved Thorup Strand.

I en nekrolog fortælles om Jørgen Fuglsang Røge, Vester Thorup, og hans livsværk som regnskabsfører for den nyetablerede Sandmoseskolen fra 1957 og jobbet som forstander samme sted fra 1968 til 1996. Jørgen Røge er død i en alder af 84 år.

Jytte Pedersen fra SuperBrugsen i Fjerritslev og Mads Vigsø fra Dagli’Brugsen i Vesløs er blevet indvalgt i Coops landsråd på 124 personer, som er det øverste beslutningsorgan, der mødes to gange årligt for at sikre, at de 1,3 mio. medlemmer i landets største dagligvarekoncern oplever størst mulig værdi af deres medlemskab.

6. Jægerum Søpark har fået lagt ny flisebelægning omkring madpakkehuset, så kørestolsbrugere kan komme helt ind i huset og dermed også benytte handikaptoilettet.

SuperBrugsen i Fjerritslev og Brovst tilslutter sig Post Danmarks nye initiativ med Pakkeboksen.dk, så man både kan afhente og sende pakker butikkens åbningstid. I øvrigt fejrer Fjerritslev og Omegns Brugsforening i disse dage sin 120-års fødselsdag.

7. Det nyvalgte ældreråd i Jammerbugt Kommune repræsenteres for Brovst-området af Jørn Kjær, Mary Mathiasen og Leo Pedersen – og for Fjerritslev-området af Bodil Mejlholm, Lone-Marie Bossen Jensen og Carla Kristine Madsen. Valget gælder fra 1. januar 2014 og fire år frem.

8. Den lokale U8-drengehåndboldtræner Anders Frederik Nielsen, Hedevangen 5, Fjerritslev, skifter 1. januar fra stillingen som souschef for Han Herred Fritidscenter og Fjerritslev Vandrerhjem til et job som salgschef i Viborg HK.

9. Pyntede vejskilte, en dekoreret cykel, en overdækket mindesten og en farverig tekstilfigur i Vesløs’ rundkørsel er blandt resultaterne af 24 timers strik og snak mellem en snes lokale kvinder, der for andet år i træk mødes i gildesalen hos Jane Bundgaard.

11. SDM-ko nr. 1593 hos gårdejer Niels Hansen, »Skovsgaardlund«, Krobakken i Ny Skovsgaard, har i sin 11-årige levetid ydet 150.000 kg mælk. Det er rekord i Han Herred, og kun ganske få køer i hele landet opnår samme niveau. Nr. 1593 har fået ni kalve, heraf fem kviekalve.

12. I et interview ser 62-årige Torben Madsen tilbage på 38 år ved politiet, herunder æren af at være Han Herreds sidste landbetjent med base i Brovst gennem 10 år. Torben Madsen har også været selvstændig tømrer i 17 år, og nu gælder det at bygge nyt hus på hans og hustruens landsted i Tranum Klit.

En gruppe frivillige, anført af turistforeningsformand Ulla Flintholm, gør sammen med Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum klar til at fejre 50-års jubilæum for servering af kål og flæsk med varmt hvidtøl i Bryggerkælderen sidste søndag før jul. Ved hjælp af slagteriet Tican og andre sponsorer kan prisen pr. portion holdes nede på 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn.

Der bliver ikke udnævnt nogen »Årets Hannæsbo« i år, da ingen af de nominerede kandidater har ønsket at modtage titlen, oplyser Viggo Olsen, der er formand for paraplyorganisationen Regnbuen, som står bag udnævnelsen i samarbejde med beboerforeningerne.

13. Politikere og privatpersoner i Han Herred er med til at lægge pres på regeringen, som i samarbejde med de fleste af Folketingets partier erklærer sig parat til at ændre lovgivningen med tilbagevirkende kraft, så syvårige Im Nielsen og hendes mor, Suthida, kan vende tilbage til Aabybro, efter at de 10. november blev udvist til hjemlandet Thailand, idet de efter hidtil gældende regler ikke længere har opholdstilladelse som følge af Suthidas mands død for knap halvandet år siden.

Firmaet H. Rasmussen i Brovst får som den eneste bilforhandler i Nordjylland en reparatør- og serviceaftale med British Cars Import A/S, som er den nye danske importør af Jaguar.

Jammerbugt Kommunes Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalg (KFL) uddeler 530.000 kr. til 12 projekter, heraf 50.000 kr. til en bålhytte hos KFUM Spejderne i Fjerritslev, 50.000 kr. til en model af Skarreklit som vandkunst foran SuperBrugsen i Fjerritslev, 20.000 kr. til vedligeholdelse af mountainbikebaner ved Slettestrand, 10.000 kr. til genoptagelse af traditionen med juleoptog gennem Brovst, 25.000 kr. til anlæg af to sandhåndboldbaner hos FIF Håndbold i Fjerritslev, 50.000 kr. til Tranum Landsbyråds planlagte fjernarbejderhus og 150.000 kr. til en handikaplegeplads i Jægerum Søpark.

14. Forstander Jens Sørensen, Han Herreders Ungdomsskole i Skerping, advarer om de negative konsekvenser af KL’s forslag om at begrænse adgangen til 10. klasse. Efter hans opfattelse vil lokalsamfund, hvor en efterskole udbyder 10. klasse, miste både liv og sammenhængskraft, hvis forslaget gennemføres.

15. De 74 elever på Vejlernes Naturfriskole pakker julegaver til romabørn i Rumænien. Gaverne består af skotøjsæsker fyldt med julegodter, nyttige ting, tøj og julehilsner på rumænsk. Det sker i samarbejde med den kristne velgørenhedsorganisation AKO, der via Perlen i Øsløs holder årlige loppemarkeder til fordel for fattige rumænere.

Fra 1. december og to måneder frem åbnes for jagt på den bestand af flere hundrede dådyr, som siden 2009 er udsat i Han Herreds natur. Sæsonen er afkortet for at sikre bæredygtig jagt og trivsel i bestanden, forklarer Jesper Pallesen fra Haverslev Sogns Jagtforening.

18. Bestyrelse og medarbejdere i det socialøkonomiske projekt Hjortdal Købmand A.m.b.a. hædres med Årets Ildsjælepris i Jammerbugt Kommune. Med prisen følger et maleri af Pia Mesterton Graae, der har atelier i Attrup.

19. I dag kan der stemmes til kommunalvalget og regionsrådsvalget kl. 9-20.

Tandlæge Knud Kamper holder åbent hus i de nyindrettede lokaler i Han Herreders Sparekasses smukke bygning fra 1904, beliggende Søndergade 11 i Fjerritslev.

Selv om regnvejret gav stærkt mudrede spor, blev det alligevel en succes for arrangørerne Cycling Nord og Feriecenter Slettestrand, da Slettestrand CX som det første nordjyske cykelcrossløb i 20 år blev afviklet, bl.a. med deltagelse af 11 norske cykelryttere på træningsophold i Slettestrand.

20. Borgmester Mogens Gade sikrede sig 16 pct. af de afgivne 22.920 stemmer i Jammerbugt Kommune, og Venstre forøgede sit mandattal fra 11 til 13. Sammen med de øvrige støttepartier har Venstre et flertal på 17 af de 27 pladser i den nye kommunalbestyrelse. Valgt fra Han Herred blev i øvrigt Ole Stavad (S), Brovst, Helle Bak Andreasen (V), Brovst, Ulla Flintholm (V, ny), Fjerritslev, Per Halsboe-Larsen (S), Fjerritslev, Sonia Luther Nielsen (V), Gøttrup, René Rosenkrans (S, ny), Fjerritslev, Asger Møller Madsen (V, ny), Arentsminde, Ejler Winkel (T, ny), Svinkløv, og Anne-Mette Ulstrup (DF, ny), Skovsgaard. Stemmeprocenten i kommunen var på 76,94 pct.

Henrik Gregersen (V) og Morten Bo Bertelsen (S), begge Frøstrup, samt Erik Bøgh Nielsen (S), Vesløs, sikrede sig genvalg til kommunalbestyrelsen i Thisted.

Der blev ikke indvalgt folk fra Aggersund i Vesthimmerlands Kommune.

Otto Kjær Larsen, Ullerup, placerede sig med 3.507 stemmer som nr. 4 på Venstres liste til regionsrådsvalget.

22. Der er nu fundet en midlertidig løsning på lægeproblemet i Brovst, idet Svend Fonslev har indvilget i at fortsætte som regionslæge endnu et år sammen med to vikarlæger. Det sker i første omgang fra lægehuset, men snarest muligt flyttes konsultationen til en nyindrettet regionsklinik i Jammerbugt Sundhedshus.

Rejsegilde på et topmoderne fiskepakhus til 20 mio. kr. i Thorup Strand. Byggeriet, der er et fællesprojekt mellem Thorupstrand Fiskeriforening, Thorupstrand Kystfiskerlaug og Han Herred Havbåde, skal sikre landingspladsens overlevelse og udvidelse med nye markeder, bl.a. i hovedstaden fra kutteren HM800 Jammerbugt, som netop har lagt til kaj i Nyhavn.

25. Svend Christoffersen, Vesløs, fejrer 25-års jubilæum med sin berømte pølsevogn på Thisted Havn. Tre ting har »Svend Burgerfri« været trofast over for gennem alle år: – Jeg tager ikke mod Dankort, jeg sælger kun pølser, og jeg holder lukket om søndagen.

En dreng fra Gøttrup, der blev født 30. september i år som søn af Isabel og Jesper Viedma Sørensen, bliver den første dansker, der navngives med det spanske fornavn Santiago.

26. Jørn Krogsgaard A/S, der begyndte sin virksomhed i Han Herred i 1973, fejrer 40-års jubilæum med salg af brændselsolie, smøreolie og biobrændsel samt dæk, fælge og autoservice under navnet Point S på Knøsgaardvej 116 i Aabybro.

Med 200.000 kr. i støtte fra Fjerritslev Elforsyning – Fonden blænder Fjerritslev Handelsstandsforening op for en stærkt udvidet og energivenlig julebelysning i form af stjernebøjler, der monteres på gadelamperne, samt »ice drops« i de store træer ved SuperBrugsen, bryggerimuseet og biblioteket. Ligeledes har Sparekassen Vendsyssels Fond, Brovst, suppleret med 10.000 kr. til LED-belysning i det store juletræ i Vestergade. Den hidtidige belysning i egetræerne langs forretningsstrøget bevares.

Som en konkret udløber af Tranums nye status som digital landsby med lynhurtigt bredbånd har gymnasiekammeraterne Levi Rauff (22) og Mathias Ditlev (21), som i dag begge bor i Aarhus, etableret virksomheden Onlime.dk med »skybaserede« backupløsninger for både privat og erhverv.

28. Han Herred Bogen præsenteres i sin 19. udgave på herregården Bratskov i Brovst.

Der er nu udpeget vejstrækninger i Han Herred, hvor Jammerbugt Kommune giver dispensation til kørsel med de tungeste gyllevogne med op til 10 tons akseltryk.

29. Vedligeholdelseschef Niels Jørn Larsen, Solsortevej 11, Fjerritslev, kan 1. december fejre 40-års jubilæum hos Svejsemaskinefabrikken Migatronic A/S. Han har således været med fra virksomhedens første år i Bonderup og siden 1976 i Fjerritslev.

Mountainbikeren Esben Hauerbach Kronborg, Feriecenter Slettestrand, er sammen med makkeren Erik Skovsgård Knudsen fra Team Racing29ers kåret til Årets MTB-rytter ved det 700 km lange ekstremløb Offroad Finnmark i det nordligste Norge.

30. Helle Bak Andreasen, Brovst, fortsætter på posten som formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune, mens Ejler Winkel, Svinkløv, bliver ny formand for Social- og Sundhedsudvalget.