Nedkastningspladsen »Boje Didriksen« på Øland

De nedkastede containere når jorden.

De nedkastede containere når jorden.

Om modstandsbevægelsen i Øland-Halvrimmen
Af Axel Engberg Pallesen

Under besættelsen var Øland geografisk et ret isoleret område med et vejnet, der kun vanskeligt levede op til de generelle krav for engelske flyveres våbennedkastninger.

Derimod var der ikke – som i flere mindre byer i området – indkvarteret soldater fra den tyske værnemagt.

En lysning på Dyrehave Bakke – ca. en kilometer nord for Oxholm Gods og kun tre kilometer fra Limfjorden – blev derfor udpeget som en ideel modtageplads for leverancer af våben vestfra.

»Boje Didriksen«, som var pladsens officielle betegnelse, var gennem hele perioden distriktets nummer ét, hvad angår antallet af nedkastede containere. Her blev i alt modtaget 70 containere, hvilket udgjorde mere end 1/3 af distriktets samlede antal modtagne containere.

Desuden var »Boje« den plads, der ved en enkelt nedkastning natten mellem 11. og 12. april 1945 modtog det største antal containere under hele besættelsestiden – nemlig 46 styk – og tilmed gennemført uden uheld eller tab af menneskeliv.

Begivenheden er beskrevet i de militærhistoriske arkiver i England, og Øland-Halvrimmen-gruppens medlemmer fik en påskønnelse for udvist konduite og beslutsomhed samt for redning af materiel.

Gruppens stiftelse og ledelse

Ingvard Petersen var initiativtager, og Vagn Hovmand blev gruppeleder for Øland-Halvrimmen-gruppen. Tilsyneladende beskæftigede gruppen sig ikke med sabotage eller illegal bladvirksomhed.

Stiftelsesdatoen er ukendt, men det er overvejende sandsynligt, at gruppen blev etableret omtrent på samme tidspunkt som de øvrige modtagegrupper i området. Det vil sige tidligt på efteråret 1944.

De små mængder våben, der hidtil var nedkastet via SOE (Special Operations Executive – hemmelig engelsk modstandsorganisation med afdeling i Danmark fra november 1940), havde relation til nedkastning af agenter. Først under den kendte Anton Toldstrups ledelse blev modtagearbejdet i Jylland organiseret i distrikter, hvor det område, der omfatter den nuværende Jammerbugt Kommune, hørte til distrikt 2.

I tilslutning til invasionen i Normandiet 5. juni 1944 blev nedkastning midlertidigt annulleret, men genoptaget i august 1944. Den første nedkastning i distrikt 2 fandt sted 30. november 1944 på pladsen »Jarl« på Thorup Fjordholme. Her modtog Fjerritslev-Klim-grupen 1/2 Lion (ammunition) og en stor Eureca-radiostation (læs mere om »Jarl« i Han Herred Bogen 2006).

Øland-Halvrimmen-gruppens midlertidige depot var en staklade ved en gård ca. halv kilometer nord fra nedkastningsstedet ved markvejen til Sønder Økse. Det permanente depot var kalkværkets silo i Moseby ved Kaas. Siloen var samtidig hoveddepot for det meste af distrikt 2.

Aksel Nørgaard – med dæknavnet Lund – fra Kaas-gruppen var leder af nedkastningerne i hele distriktet. Under sig havde han en række byledere for de lokale modtagegrupper.

Byleder Vagn Hovmand

Vagn Hovmand var under besættelsen forvalter på herregården Klausholm på Øland. Hovmands far var gårdejer på Masnedø, den lille ø, der er forbundet med Falster via Storstrømsbroen og på grund af sin strategiske beliggenhed blev besat af tyske faldskærmstropper ved overfaldet på Danmark 9. april 1940.

Selv var Vagn Hovmand på daværende tidspunkt menig soldat ved det hestetrukne artilleris 4. artilleriafdelings 1. batteri. Som kyndig i morsesystemet gjorde han blandt andet tjeneste som såkaldt telefonrytter under den navnkundige kaptajn Højland Christensen, der var forsvarets repræsentant i Frihedsrådet. Han var samtidig ledende person ved udbyggelsen af militær- og ventegrupper.

Vagn Hovmand afsluttende sin karriere ved militæret som sekondløjtnant. I 1940 blev han udsat for et groft overfald af otte tyske vagter på Ringsted Station og slemt maltrakteret med varige skader på højre skulder. Utroligt nok lykkedes det ham at medbringe tre af tyskernes geværer fra stedet.

Fra 1. november 1940 var han elev på Statens Opdrætningscentral for tuberkulosefrit kvæg på Centralgaarden i Vildmosen efterfulgt af et halvt år på Korinth Landbrugsskole. Derefter blev han underforvalter på Centralgaarden og senere på Ødemark Hovedgaard.

Hovmands landbrugsuddannelse blev suppleret af en driftslederuddannelse, der afsluttedes med, at han 1. november 1944 blev forvalter på Statens Forsøgsgård, Klausholm på Øland.

Han var den selvskrevne byleder for modstandsgruppen i Øland-Halvrimmen og derved leder af våbennedkastningerne på modtagepladsen »Boje«. På forsøgsgården Klausholm var der mange landvæsenselever, og blandt disse havde Hovmand gode muligheder for at finde egnede personer og engagere dem i modstandsarbejdet.

I kraft af sin uddannelse assisterede Vagn Hovmand Brovst-gruppen ved nedkastningen på pladsen »Helmer« i Tingskoven den 26. april 1945.

På grund af sin militære uddannelse var Hovmand også udvalgt som leder af 2. deling ved Han Herreds Landeværn. Efter besættelsen blev han videreuddannet ved Garderhusarregimentet i det danske forsvar, hvorfra han er pensioneret major og nu bor i Høje Gladsaxe ved København.

Under et besøg i området i forbindelse med forarbejdet til denne artikel fremviste Vagn Hovmand et bestemt sted i skoven, der var gruppens gemmested til opbevaring af våben. Det supplerer en lille morsom detalje om Halvrimmen-gruppens gemmested, fortalt af gruppeleder Harald Nielsen i et jubilæumsskrift fra Brovst Kommune udgivet i 1985:

– Vort private Halvrimmen-depot med våben blev opbevaret i en nedgravet jernbeholder (en mine) i en privat have, der lå over for vort Halvrimmen-hovedkvarter, Søndergaards villa på Nørre Øksevej. Da havejorden var temmelig blød, viste den tyske vagtpost tæt ved villaen sig hjælpsom ved at deltage i besværet med at skubbe den tunge beholder på plads (!).

Første vellykkede våbennedkastning på »Boje« 20. marts 1945

Pladsen var meldt klar før jul 1944, og ifølge engelsk rapport skete første nedkastning 21. februar 1945. Den bestod af 1/1 Fox (våben) og én pakke patroner, men Toldstrups rapport lyder »på plads intet drop«, og hos distriktsleder Lund (Aksel Nørgaard, Kaas) er en nedkastning slet ikke meddelt (se kildeoplysninger). Muligvis blev der droppet et forkert sted.

Næste forsøg blev gjort 13. marts, men den mislykkedes på grund af dårligt vejr. Også tredje gang, 16. marts, mislykkedes forsøget også, og den danske rapport indeholder kun ordet »intet«.

Endelig 20. marts lykkes det: 1/2 Lion (ammunition) og to pakker patroner kom ned i god behold.

Det var Lunds fornemmelse, at »Boje« var en meget effektiv og vigtig plads og så godt bemandet, at den kunne meldes klar til at modtage en hel sending, nemlig 24 containere.

Ny nedkastning på »Boje« 3. april 1945

2. april var kodeordet »Boje« atter i særmeldingen fra den engelske radio BBC, men forsøget mislykkedes. Ifølge engelsk rapport var vejret for dårligt.

3. april gik alt vel: 1/2 Tiger (sprængstof), 12 store og to små containere. Efter engelske oplysninger skulle en spigotmortér være med, men det var ikke tilfældet.

Efter Lunds forslag var endnu en plads på Øland blevet godkendt. Den fik navnet »Ferdinand Clausen«, men kom ikke i funktion. Ifølge Toldstrup tog englænderne selv pladsen af programmet og meddelte det til Lund. Samtidig blev det meddelt, at hvis navnet alligevel blev nævnt i særmeldingen fra BBC, skulle man ikke tage notits af det.

Danmarkshistoriens mest omfattende nedkastning på »Boje« 11. april 1945

Der var tilmeldt en stor sending på 24 containere, det vil sige det dobbelte af den normale kapacitet. Men nedkastningen var helt usædvanlig ved, at der i nattens løb fandt ikke færre end fire nedkastninger sted med forskellige indflyvningsvinkler og i umiddelbar rækkefølge.

I alt blev der nedkastet 46 containere. Og derved tegner denne nedkastning sig for besættelsestidens største antal nedkastede containere på én enkelt plads.

Det tyske overvågningssystem langs Atlantvolden var ellers udviklet med et stort arsenal af forskellige pejlesystemer, der gjorde det muligt at spore indflyvende fly mere end 200 kilometer fra kystområdet. Men ved at flyve over land i trætophøjde var det muligt for de allierede fly at undgå kystens flakskyts.

I foråret 1945 havde amerikanske fly i betydelig grad deltaget ved nedkastninger i Danmark. Deres radarsystemerne var teknisk de mest avancerede, og Eureca-radiosystemet fungerede efterhånden til det perfekte. Det betød, at maskinerne næsten uafhængigt af vejr og vind kunne flyve direkte mod deres mål, hvilket reducerede tabene af fly til et minimum.

Bortset fra tab af to fly ved »Jarl« på Thorup Fjordholme var de mange nedkastninger i den øvrige del af distrikt 2 gennemført uden tab af fly. Et resultat, der i det store SOE-regnskab var anset som helt enestående.

Drop 1 med 12 containere fandt sted omkring midnat og kom – som det var normalt -fra syd, det vil sige fra Limfjorden. Selve droppet forløb uden problemer, bortset fra at der blev kastet fra ret stor højde, hvilket var ensbetydende med, at containerne blev spredt over et langt større område end ved normal flyvehøjde.

Derved var indsamlingen og det trælse slæbearbejde meget mere belastende. Én af containerne faldt sådan, at den kom til at sidde fast i et træ, hvorfra skovrideren samme nat fik den reddet ned.

Drop 2 med 12 containere kom fra nord under indsamlingen af første drop og faldt uden problemer på det relativt store område.

Drop 3 kom kort efter og ligeledes fra nord. Et par af lygtefolkene lyste mod flyet, og til deres forbavselse udløste maskinen sin last på 12 containere. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig situationen for den lille flok på pladsen, der skulle finde, indsamle og slæbe 36 containere sammen til videre transport via hestevogn.

Først hen på morgenen var de mange containere samlet op og anbragt i stakladen. Det er sandsynligt, at denne tredje maskine kastede på Øland i stedet for på »Sigmund« ved kalkstensfabrikken i Moseby, som ikke fik sin anmeldte nedkastning på 24 containere, men i stedet kun 12.

Sent samme nat skete den fjerde nedkastning på Tøtterne, et oversvømmet engområde, grænsende op til Limfjorden sydvest for Vesterby.

Det drejede sig muligvis om pladsen »Ferdinand«, som ifølge Lund var blevet nedlagt og i øvrigt ikke havde været anvendt tidligere på grund af oversvømmelse.

Denne nedkastning havde Hovmand og hans travle folk ikke bemærket under deres indsamling. Først om morgenen blev skovrider Klaus Heilmann gjort opmærksom på situationen og orienterede omgående Hovmand, der var i færd med at harve og slette de dybe vognspor efter nattens nedkastninger.

Lidt senere kom det frem, at sognefogeden også var blevet alarmeret og efterfølgende havde anmeldt nedkastningen til værnemagten, der allerede tidligt 12. april havde besigtiget Tøtter-området og taget bestik af situationen. Men da tyskerne ikke havde grej og mandskab ved hånden, havde de meddelt, at de ville komme senere og afhente det nedkastede gods.

Situationen var således yderst kritisk for modstandsbevægelsen i området og mange forhold talte på det tidspunkt om nødvendigheden af at »gå under jorden«.

Hvorfor fire drop på »Boje«?

Det er sandsynligt, at de mange divergenser og misforståelser, der netop i de sidste måneder af besættelsen var så hyppige, kan forklares ved det enorme antal våbensendinger, der blev afsendt fra England i disse måneder.

Enhver sending indebar en lang række indbyrdes aftaler om tid og sted, og da de samtidig ofte tidsmæssigt lå meget tæt på hinanden, var der rig mulighed for, at aftalerne kunne misforstås. Blot et enkelt svigt et sted var nok til, at det måtte gå galt.

Det har ikke været muligt at finde den fulde forklaring på, hvorfor »Boje« natten mellem 11. og 12. april modtog fire drop. Hverken E.O. Nørgaards arkiv eller Toldstrups pladsbog i Rigsarkivet giver nogen forklaring (se kildeoplysninger).

Der var anmeldt 24 containere, men som anført er det meget sandsynligt, at flyet til »Sigmund« ved kalkstensfabrikken samme nat ved en fejltagelse også kastede på »Boje«. Men det forklarer blot halvdelen af våbennedkastningen på »Boje« denne nat.

Den mest sandsynlige forklaring er muligvis, at de to af maskinerne fra luften har bemærket de hvide faldskærme, som man baksede med på jorden, og derefter kastet deres last på samme sted.

»The answer, my friend, is blowing in the wind.«

Endnu to gange forsøgte man at modtage materiel på Dyrehave Bakke, men begge gange uden held. 18. april lød rapporten fra dansk side »intet«, mens den engelske rapport sagde »intet modtagehold«.

To dage senere blev der ifølge engelsk rapport nedkastet 1/2 Fox og tre pakker ammunition, men danskerne på jorden havde intet set.

Vagn Hovmands dilemma

Det var en barsk situation, som Hovmand 12. april om morgenen blev konfronteret med af skovrider Heilmann. På alle måder var risikoen overvældende og krævede handling. Tyskerne var nu sikkert klar over, at der fandt våbennedkastninger sted på Øland, og området var allerede på det tidspunkt i søgelyset med vejpatruljer.

At bjerge det nedkastede gods på Tøtterne var et direkte kapløb med tyskerne og en livsfarlig opgave, som de fleste formentlig ville være betænkelige ved at søge gennemført. Og samtidig var der risiko for, at det store, lokale depot i stakladen ville blive afsløret og hele gruppen trevlet op.

Det siger sig selv, at det i nattens mørke var en stor og vanskelig opgave at finde de mange containere, der var usynlige, fordi de lå under vand på godt en meters dybde. De skulle først findes, derefter transporteres til det lokale depot og sendes videre til det store depot i Moseby. Hvis denne aktion skulle lykkes, måtte den nødvendigvis finde sted senest den følgende nat.

Samtidig var Vagn Hovmands folk af gode grunde udmattede og ukampdygtige efter et mammutarbejde af formidable dimensioner – en lang nats arbejde med at slæbe 36 containere, der til sammen vejede omkring syv tons.

Hovmand løste noget af problemet ved at stille sine folk frit og kun basere den forventede aktion på frivilligt mandskab. Fem meldte sig til opgaven, heraf skyttens ældste søn Carl Rasmussen, der kort forinden havde ladet sig udskrive fra Brovst Sygehus efter en blindtarmoperation, samt Henry Sørensen (urmageren), mekaniker Ejnar Andersen fra Halvrimmen, den unge Elmer Jensen og Hovmand selv. Beslutningen blev taget, og nu skulle den gennemføres.

Med to hestevogne fra Klausholm kørte de fem natten mellem 12. og 13. april til Tøtter-området. Containerne var usynlige, idet de lå så dybt, at vandet nåede op til bringen på hestene og gik mændene til bæltestedet. Vognkasserne var ofte lige ved at lette fra vognene og måtte holdes på plads af faldskærmene.

Området blev systematisk afsøgt i flere timer, inden det lykkedes at finde de i alt 10 containere. Mange gange snublede hestene, når de trådte på – eller faldt over -en container. Alene den fysiske præstation for to mand at løfte de mere eller mindre vandfyldte containere, der måske vejede 200 kg, op i vognen var en kraftpræstation.

En af hestene blev fanget af pigtråd og slog sig så voldsomt i tøjret, at den kastede sig ind over vognens hammel og svinger, så den sprængte tøjret. Rebet var ikke så langt, at de to stumper kunne bindes sammen med en almindelig knude. Og et reservereb fandtes ikke. Det vil sige, at hestens seletøj var ubrugeligt, og i princippet var vognen nu uanvendelig.

Her var i sandhed gode råde dyre. Rent faktisk var det kun en splejsning af de to ender, der kunne løse problemet. Og den kunst var Vagn Hovmand mand for. Stående i vand til midt på livet splejsede han rebet på gammeldags maner, så vogn og heste blev køreklar igen. Aktionen lykkedes, ikke mindst takket være et hestekyndigt mandskab.

Men aktionen havde også en omkostning, idet Henry Sørensen læderede sin skulder og fik en livslang funktionsnedsættelse, som han har levet med – dog uden beklagelse, hvilket jeg selv har fået bekræftet ved et besøg i Henry Sørensens hjem i Aabybro, maj 2005.

Beretningen om de dramatiske begivenheder, der fandt sted på Øland i dagene omkring 11. april 1945, hviler på en detaljeret mundtlig beskrivelse fra Vagn Hovmands side. I disse tre højst dramatiske dage påtog Hovmand sig et ansvar og udviste mod og evne til at gennemføre en række aktioner, der fortjener en fornem placering i historien om våbennedkastningerne under den tyske besættelse.

Turen til Centralgaarden

De 46 containere var foreløbig skjult i halmen i en staklade på Klausholmvejen, og tredje nat efter det første drop blev det lokale depots indhold på over 10 tons kørt ad småveje til depotet i Moseby. Transporten foregik i Viktor Klitgaards lastvogn og Ejnar Andersens ombyggede Ford 30, suppleret med briketfabrikkens store gasgeneratorbil.

Det hastede med at få godset væk, for mens man var ved at læsse i stakladen, fløj en tysk maskine gentagne gange hen over stakladen og dykkede også langt ned. Der var også konstateret tyske patruljer på mange af vejene på Øland og de fleste biveje mod Moseby og Kaas.

Takket være Vagn Hovmands mundtlige beretninger har vi også en detaljeret beskrivelse af aktionens sidste kapitel:

Ved midnatstid mellem 12. og 13. april var Hovmand og mekaniker Ejnar Andersen ved stakladen, hvor de forberedte depotet til den forventede afhentning. Stemningen var præget af en del nervøsitet på grund af den omtalte tyske aktivitet på vejene. Der var vejkontroller flere steder, fordi tyskerne netop havde oplevet, at godset på Tøtterne var blevet fjernet for næsen af dem.

Hovmand og mekaniker Ejnar Andersen var indstillet på at køre til Kaas og aftale nærmere om transporten til Moseby-depotet med distriktsleder Lund. De kørte derfor i Ejnar Andersens ladvogn over Sønder Økse mod Kaas via Halvrimmen. Her blev de standset af én af værnemagtens patruljer, der ønskede forklaring på deres tur på dette sene tidspunkt. Det samme gentog sig i Halvrimmen og i Birkelse.

Men det sidste sted var den ledende officer vagtsom og mistænksom og ønskede oplysning om, hvad de to foretog sig, og hvor de skulle hen. Ejnar Andersen rullede vinduet ned og afgav roligt en passende forklaring, som gik ud på, at han havde travlt, fordi han var på vej til Centralgaarden med dyrlægen, der skulle tilse en hoppe i fol.

Den forklaring havde officeren vanskeligt ved at godtage og besluttede at følge med derud for at kontrollere dens gyldighed. Ejnar og den nyudnævnte »dyrlæge« Hovmand kørte derfor videre med tysk eskorte til Aabybro og videre ad Toftegaardsvejen mod Centralgaarden.

Hovmand kendte hestestaldens placering fra sin tidligere ansættelse på gården, så de kunne køre direkte hen til stalddøren. Hermed tabte føreren af den tyske bil interessen og kørte en gang rundt på gårdspladsen og forsvandt.

Efter denne manøvre fortsatte de to modstandsfolk mod Pandrup til Kaas, hvor de fik kontakt med Lund, der boede hos overlærer Frederiksen. Klokken var fire nat, og Lund var for længst gået i seng, men blev nu vækket ved stenkast mod vinduet.

Herefter faldt aftalen om afhentning af våbenladningen i stakladen endelig på plads. Transporten blev gennemført uden uheld med briketfabrikkens og Viktor Klitgaards lastvogne, der om natten 13. april via et kompliceret net af omveje fik bragt godset til siloen ved kalkværket i Moseby.

En fantastisk historie

Distriktsleder Lund i Kaas fortæller i sin store rapport om en hel speciel begivenhed, der fandt sted i april 1945 under den tyske militære og politiske opløsning. Da jeg ikke har set historien vurderet af andre, vil jeg tillade mig at referere den i sin fulde udstrækning efter Lunds beskrivelse:

– I begyndelsen af april 1945 indtraf en begivenhed, som i givet fald kunne have fået vidtrækkende følger for Han Herreds Landeværn, og som måske også kunne have smittet af i andre dele af Jylland.

Hvordan det begyndte, kan jeg ikke mere huske. Men der var vist sket en distriktshenvendelse til frk. Isager (ejer af Kokkedal Slot ved Torslev) fra en tysk major, som havde været stationeret på Kokkedal. Den tyske major havde åbenbart under sit ophold på Kokkedal ikke kunnet undgå at opfatte frk. Isagers holdning til besættelsesmagten. Denne var nemlig mildest talt af fjendtlig art.

Hvorom alting var, så gik henvendelsen til frk. Isager ud på at spørge, om hun eventuelt kunne formidle en kontakt til den stedlige modstandsbevægelse med henblik på en aftale et møde for derigennem at få udviklet, at det ikke kom til åben kamp eller overfald, når den endelige kapitulation kom.

Det var mildest talt en noget speget situation at skulle tage stilling til. Der blev derfor holdt flere møder, først og fremmest i Kaas-gruppen. Hverken Toldstrup eller (slet ikke) militæret blev indviet i det foreliggende.

Men resultatet blev dog, at en »deputation« bestående af frk. Isager, Frode Petersen og jeg og et par andre, samt et ukendt antal bodyguards, skulle møde op på en restaurant i Thisted for at undersøge den omtalte henvendelse.

Da frk. Isager vidste, hvordan den tyske major så ud, var vi feje nok til at sende hende ind først; vi havde vist en idé om, at også tyskere ville opføre sig som gentlemen. Det gjorde majoren også, men hvis det modsatte havde været tilfældet, var han ikke kommet levende fra det. Gruppen havde i forvejen på tysk, skrevet af Frode Petersen, sat nogle punkter op, som modstandsbevægelsen ønskede opfyldt i den givne situation.

Det var en fantastisk oplevelse for gruppen at sidde og forhandle med en tysk officer om betingelserne for en snarlig kapitulation. Tyskerne – der var vist to eller tre til stede – gik ind på vore betingelser. Der blev heldigvis ikke senere brug for aftalen. Men alligevel!

Begivenheden skal ses på baggrund af problemstillingen omkring »den totalen Krieg«, som var udtryk for Hitlers forholdsordre, der pålagde en tysk soldat ikke at overgive sig, men kæmpe til sidste patron.

De soldater, der gik imod denne ordre, skulle skydes, og kampen fortsættes under jorden. Dette medførte mange problemer for især SS-korpset.

Da russerne trængte ind i Berlin, var det ikke et ualmindeligt syn at se hængte tyske soldater, ofte ganske unge, der havde givet udtryk for det håbløse i at fortsætte modstanden.

I de sidste måneder af besættelsen blev der mange steder i Danmark og Tyskland givet ordre til at organisere en såkaldt varulvebevægelse. Midler hertil var afsat, og depoter med våben og penge i specielle forede kasser var nedgravet forskellige steder, for eksempel i et depot i Birkelse.

Men Hitlers selvmord bidrog formentlig til at gøre det lettere at acceptere et betingelsesløst nederlag.

De sidste uger før befrielsen

Den enorme aktivitet i modstandsgruppen i den sidste måned har næppe kunnet undgå at skabe den samme situation af sammenbrud, som der udviklede sig i Pandrup-Kaas-gruppen.

Den voldsomme aktivitet ved de beskrevne våbenmodtagelser i april måned før befrielsen var blevet almindelig kendt. Af mange grunde var det blevet et samtaleemne i de små hjem; blandt andet kunne støjen fra de allierede fly og deres vendemanøvrer høres viden om. Denne folkelige snak var umulig at lægge låg på og kunne let være endt med store tab af menneskeliv.

De tyske forholdsregler var blandt andet hyppige vejkontroller i næsten hele distriktet, hvilket til sidst lammede den lokale modstandsgruppe i Kaas og Pandrup.

På et næsten hvilket som helst andet sted end i dette relativt fredsommelige område ville det tyske politi være kommet ind i billedet med arrestationer. Set i bakspejlet var det utroligt, men en kendsgerning, at modstandskampen i hele distrikt 2 ikke kom til at koste menneskeliv.

At værnemagten på dette tidspunkt mange steder var afventende og måske også lidt tilbageholdende, er der flere eksempler på. Blandt andet havde den tyske oberst Becker, der tog initiativ til mødet den 28. april på Hotel Royal i Thisted, fortalt, at han havde været ganske klar over, at der fandt nedkastninger sted på Øland, og at han, da han fik ordre til at foretage en aktion i området, havde sendt sine soldater den stik modsatte vej.

At historiens sandhedsværdi kan betvivles, er en anden sag. På dette tidspunkt op til det endelige sammenbrud var der mange »bolde i luften« af den slags historier.

I de sidste uger før befrielsen var flere af de ledende i modstandsbevægelsen gået under jorden. Alle så hen til en snarlig afslutning af krigen. I Pandrup-Kaas-området var der tale om et reelt akut sammenbrud, der var baggrunden for en række hurtige beslutninger. På Øland var situationen de sidste uger mere fredelig, og et egentligt sammenbrud fandt ikke sted her.

Efter befrielsen

I sommerperioden deltog Øland-Halvrimmen-gruppen i vagtarbejdet ved de kæmpemæssige tyske installationer i Hanstholm-området, hvor verdens måske største kanonbatteri fandtes ved Hanstholm-fæstningen. De store kanoner her kunne sammen med de tilsvarende i Kristiansand, Norge, kontrollere indsejlingen gennem Skagerrak. Denne bevogtning blev senere overtaget af Den Danske Brigade.

 

Modstandsgruppens medlemmer

Øland
Vagn Hovmand, byleder
Erik C. Rasmussen (søn af skytte Niels Rasmussen)
Carl A. Rasmussen (søn af skytten)
Viktor Klitgaard (vognmand)
Elmer Jensen
Henry Sørensen (urmager)
Alfred Larsen
Ib Andersen (søn af hofjægermester Sigurd Andersen, Oxholm)
Klaus Heilmann (skovrider)
Jørgen Birkemose
Frederik Andersen
Helge Petersen

Halvrimmen
Harald Nielsen (leder)
Godfred Pedersen
Chr. Christensen
Svend Aage Christensen
Ejnar Andersen (mekaniker, vognmand)
Svend Aage Jensen
Arne Larsen (Richard)
Svend Birkemose
Lars Hansen

 

Kilder

Kildematerialet om Øland-Halvrimmen-gruppen er beskedent, og specielt savnes en bylederrapport.

I lokalarkivet i Brovst findes dog en mandskabsliste, udarbejdet i sommeren 1945, og en oplysning om, at der i Han Herreds Landeværn var tre delinger i modstandsområdet Kaas-Fjerritslev distrikt, hvoraf 2. delings leder var Vagn Hovmand, Statens Forsøgsgaard, Klausholm.

Nedkastningerne i hele distriktet er beskrevet af Peter T. Hansen i publikationen Vendsyssel Årbog 1995: »Allierede våbennedkastninger i Vendsyssel, september 1944 – april 1945«, der supplerer Aksel Nørgaards (med dæknavnet Lund) og E. O. Nørgaards rapporter fra Pandrup-Kaas, samt Toldstrups arkiv (pladsbog) fra Rigsarkivet.

Medlemslisten er taget fra aflønningslisterne ved vagtarbejdet efter befrielsen.