Motionscenter med det nyeste nye

Bestyrelsen for Fjerritslev Motionscenter glæder sig til åbningen 5. september. Fra venstre: formand Morten Arlofelt Andersen, kasserer Alex Juel Mathiasen og sekretær Lone Sørensen. Foto: Mattias Bodilsen

Bestyrelsen for Fjerritslev Motionscenter glæder sig til åbningen 5. september. Fra venstre: formand Morten Arlofelt Andersen, kasserer Alex Juel Mathiasen og sekretær Lone Sørensen. Foto: Mattias Bodilsen

Lørdag 5. september slår Idrætscenter Jammerbugt og foreningen Fjerritslev Motionscenter dørene op til en nyskabelse til glæde for alle over 15 år

Når Idrætscenter Jammerbugt slår dørene op til sit splinternye motionscenter lørdag 5. september, bliver det en vigtig milepæl i centrets 64-årige historie.

Dels bliver faciliteterne tre gange så store som hidtil, dels er der tale om helt nyindkøbte træningsmaskiner, og endelig har den selvejende institution nu overtaget hele investeringen.

Det er fortsat foreningen Fjerritslev Motionscenter, der står for den daglige drift, nu blot som lejere af såvel lokaler som udstyr.

Løser presserende behov

Fjerritslev Motionscenter har siden foreningens start i 1985 – altså for netop 30 år siden – haft til huse i den østlige del af Han Herred Hallen, som er grundstammen i idrætscentret, opført i 1951.

Motionscentret har gennem adskillige år haft et påtrængende behov for nye faciliteter, da pladsen i forskudte plan i forbindelse med hallens gamle scene efterhånden var både for trang og utidssvarende.

Sidste år blev der arbejdet med et større projekt i form af en tilbygning ved svømmehallen og Centerhallen, men planen viste sig at være for dyr at realisere.

Derfor måtte bestyrelserne for Idrætscenter Jammerbugt og Fjerritslev Motionscenter på ny i tænkeboks, og beslutningen blev at inddrage tre mødelokaler på første sal i Centerhallen, nemlig Vinkelstuen, Han Herred Stuen og det hidtidige bestyrelseslokale, der har vinduer ind mod selve hallen.

Projektet beløber sig til ca. to millioner kroner, hvoraf udgifterne fordeler sig ligeligt til ombygning og investering i nyt motionsudstyr.

Senere skal der indrettes nye mødelokaler i det hidtidige motionscenter.

Motionscenter for alle

Ombygningen har resulteret i et stort, sammenhængende og lyst aktivitetsområde på hele 230 kvm, som tilmed har en meget central placering i forhold til husets øvrige aktiviteter i modsætning til tidligere, hvor det hele føltes lidt baggårdsagtigt for brugerne.

Ud over de generelle styrketræningsmaskiner, som er obligatorisk for et moderne motionscenter, er der etableret en ny cirkeltræningsafdeling, ligesom der er indrettet et specielt hjørne for lettere styrketræning.

– Det vil sige, at vi udvider vores målgruppe til alle fra 15 år og op til de helt gamle, uanset om man er til hård fysisk træning eller ej, fortæler Morten Arlofelt Andersen, der er formand for Fjerritslev Motionscenter.

Sammen med kasserer Alex Juel Mathiasen viser han rundt i de flotte, nye lokaler, hvor de hvide vægge brydes af felter med stærke kontrastfarver. Der er lysindfald fra både øst og vest, idet der ud over vinduerne ind mod hallen også er frit udsyn mod vest til Fjerritslev Skole og LandboNord.

Bestig Alpe d’Huez

Den tidligere Han Herred-stue, som ligger en halv etage højere, bliver i det nye motionscenter ekstra attraktiv, idet der her er opsat en række spinningcykler med den allernyeste teknik.

Foran cyklerne vil der være opsat skærme, hvor brugerne ved hjælp af det såkaldte SPIVI-system kan simulere forskellige krævende træningsomgivelser.

– Eksempelvis kan du vælge et program, der indikerer, at du er på vej til at bestige Alpe d’Huez, akkurat som var du cykelrytter i Tour de France, forklarer Morten.

Væggen bag spinningcyklerne prydes af et gigantisk foto af naturen ved Jammerbugten.

For dem, der er til cykelsport, er der nu også mulighed for at dyrke bodybike iført cykelsko i hele åbningstiden.

Forventning om vækst

Morten, Alex og de øvrige bestyrelsesmedlemmer samt instruktører forventer sig rigtig meget af det nye motionscenter. Ikke mindst, at foreningens medlemskurve vil gå betydeligt i vejret efter åbningen. I øjeblikket er der knap 300 medlemmer, men målsætningen er at nå op på 500, når værdien af de mange nye faciliteter bliver kendt rundt om i hele Han Herred.

– Det koster 150 kroner om måneden at være medlem, og så er der fri adgang mellem klokken 05 og 23 ved hjælp af en nøglebrik. Samtidig inkluderer kontingentet vejledning fra en af vore 15 frivillige instruktører, og desuden kan man kvit og frit benytte svømmehallen ved siden af i normal åbningstid. Tilmed er der ingen bindingsperiode på medlemskabet, oplyser Morten.

– Der er altså rigtig gode muligheder for at træne før skole- og arbejdstid om morgenen og igen om aftenen, når man er kommet hjem, og lektierne er overstået eller børnene puttet i seng.

Foreningens instruktører bliver i øvrigt tilbudt løbende kurser i DGI-regi, hvilket giver medlemmerne tryghed for kvalificeret vejledning i de helt rigtige træningsteknikker, der passer til den enkeltes fysik.

Officiel åbning

Den officielle åbning finder sted lørdag 5. september klokken 13, når kommunalbestyrelsesmedlem Ulla Flintholm i overført betydning »klipper den røde snor« ved at række nøglebrikken frem og åbne døren til motionscentret.

Derefter er der åbent hus for alle interesserede frem til klokken 17, og i samme tidsrum er der rundvisning, en let servering og mulighed for at tegne medlemskab.

Artikel fra Magasinet NORD september 2015, udgivet af NORDJYSKE Medier