Minder fra Tranum Klit under besættelsen

Iris' hjem i 1940'erne med elmølle på taget

Iris’ hjem i 1940’erne med elmølle på taget

Af Iris Mose Pedersen
irisogchr@mail.dk

Iris Mose Pedersen er født 8. juni 1933 i Tranum Klit som nummer fem af en søskendeflok på 11

Besættelsen

Jeg var lige begyndt at gå i skole, da krigen brød ud. Dengang begyndte vi skoleåret 1. april. Da vi, mine tre ældre søskende og jeg, var på vej hjem fra skole tirsdag 9. april, så vi en masse flyvemaskiner i luften. De fløj fire og fire, et stort syn for os, der næppe havde set en flyvemaskine før.

Om eftermiddagen samme dag kom vores nabo Strandbygaard over til os. Han og Mor (Far var nok på arbejde) talte så alvorligt om noget, jeg ikke vidste hvad var, nemlig krig. Da Strandbygaard var gået, spurgte jeg Mor, hvad krig var, men jeg husker ikke hendes svar.

Med tiden kom der tyskere marcherende forbi skolen, og de sang så skønt, syntes vi. Vi var jo ikke forvænt med hverken sang eller musik, da vi ikke engang havde en radio på det tidspunkt. En dag, da vi lige havde fået fri, kom der et kompagni, syngende, og for at komme tættere på, løb vi bag om skolen. Dét havde læreren åbenbart set, for vi fik et ordentligt møgfald dagen efter.

Nedskydning af engelske fly

Det næste jeg husker er tirsdag 13. august 1940, hvor engelske flyvere blev skudt ned af tyskerne. Vist nok 11 eller 13 stykker, den ene ikke langt fra mit hjem. Det ene engelske fly dykkede ned bag ved vores udhuse, over mit hoved, syntes jeg, for derefter at flyve mod Klithuse med to tyske jagere skydende løs på sig. Så blev flyet til en stor ildkugle, som så faldt ned.

Da Far var på vej hjem fra mosen, så han de sørgelige rester, også lemmer af en mand. Måske har han vidst, der var mere end én mand, men det fortalte han ikke os. Jeg har aldrig vidst det, før jeg sidste år læste det i avisen.

Varemanglen gjorde sig hurtigt gældende

Der blev straks mangel på mange ting, såsom tøj, fodtøj, reb og mange madvarer. Herom er der flere, der har tilladt sige at påstå, at landbrugere havde fordele frem for andre, idet de selv kunne lave smør og kartoffelmel. Det vil jeg protestere kraftigt på; måske kunne store gårdejere afse fløde og kartofler, men hos småbrug med få køer og mange børn, som de fleste havde dengang, var der bestemt ikke noget til overs. Det var jo fløden, vi fik penge for på mejeriet!

De fleste madvarer var efterhånden rationeret. Jeg husker bedst sukkeret, for det skete, at vi måtte spise havregrød uden sukker. Vi fik en gang imellem noget, der hed sukkersaft, på grøden eller i øllebrøden. Så vidt jeg véd, var det affald fra sukkerfabrikker.

I Brovst blev der oprettet en tøjbyttecentral. Her kunne der byttes tøj, men vi havde selvsagt ikke noget at bytte med, men der kunne købes lidt. Jeg antager, at de få, der kun havde ét barn, afleverede noget. Mor tog derover for at finde en frakke til mig, og jeg glædede mig til at få en frakke. Men da Mor kom med en drengefrakke, var det så som så med glæden. Træsko med spidsnæser fik jeg også engang; om jeg vovede at gå i skole med dem, husker jeg dog ikke – der var jo også drillepinde til dengang!

Tyskerne besatte mange bygninger

I 1943 kom der rigtig mange tyskere til vores egn, og de tog mange bygninger i besiddelse, såsom begge skoler i Tranum, forsamlingshuset, missionshuset og jøden Elsass’ store sommerhus Sanden Bjerggaard ved Slettestrand. Min tante i Frederikshavn havde tjent hos ham i sine unge dage, og hun hjalp senere Elsass’ invalide datter til Sverige, som var ly for mange jøder under krigen.

Min tante og morbror Jens kom, så vidt jeg husker, på besøg hos Mor og Far i 1948, og da var jeg med dem og Mor og Far oppe at se Sanden Bjerggaard. Da var der store skodder for vinduer og døre, og hvis jeg husker rigtigt, havde Elsass dengang allerede bygget et nyt sommerhus næsten nede ved foden af bjerget.

Sparsom belysning i hjemmet

Vi havde ikke el i mit hjem dengang, så vi var afhængige af den mængde petroleum, vi blev tildelt, og det blev med tiden mindre og mindre. På et tidspunkt slagtede vi et får, som der var godt med talg i, og det brugte vi så til at støbe lys af. Her kneb det med at skaffe den smule tråd, vi skulle bruge til væge. Vi børn kunne nok se til at lave lektier ved sådan et svagt lys, men det har sikkert ikke været let for Mor at sy, lappe og stoppe ved det. Måske nogen så bedre kan forstå, hvorfor jeg ikke finder hygge ved den slags lys. Far fik senere fat på et akkumulatorbatteri, som skulle samle strømmen op fra en lille mølle, som Far lavede og satte på taget. Jeg tror nu ikke, apparatet duede, for pæren lyste, som vinden blæste, snart stærkt, snart svagt.

Det gamle undertøj kunne genbruges

Jeg erindrer ikke, at vi havde sådan noget som håndklæder og viskerstykker; vi brugte opslidt undertøj både som vaskeklude og opvaskeklude, som vi vred og tørrede både os og porcelænet med. Lagner og dynebetræk manglede vi også. Vi var tre søskende, der lå i samme seng i et klamt kammer. Vi havde fået en dyne af olmerdug, en slags uld, der var lidt kras, når vi altså ikke havde betræk på. En aften, vi ikke kunne falde i søvn, gik vi ind til Mor og beklagede vores nød. Mor, som anede uråd, hængte dynen til tørre ved den varme kakkelovn; dynen var blevet vendt, så den fugtige side kom nedad. Der var fugtig, fordi der ikke var varme på værelset. Det var der ingen, der havde dengang.

Gang i karter og spinderok

Alle, der havde gemt deres karter og rok, fik nu travlt med at lave garn. Vi kendte også nogle, men skiltede ikke med det. Mor havde med sin store børneflok ikke tid til at strikke, men vores nabokone Krestine var villig til at strikke både hurtigt og for et beskedent beløb. Det hændte, at hun lovede sokkerne eller vanterne færdige dagen efter, hun fik garnet. Hun var for øvrigt gift med føromtalte Strandbygaard. Jeg husker, Far fik en strikketrøje. Hvorfra véd jeg ikke – han havde indtil da kun haft en slidt vest, som han fik en avis under hver dag, så trøjen var tiltrængt. Men alligevel kom Far hjem fra stranden, hvor han kørte ral op, og sagde, at han var blevet budt en god sum for trøjen, og nu spurgte han Mor, om hun syntes, han skulle sælge den. Jeg kender ikke Mors svar, men jeg tror ikke, Far havde trøjen mere end ca. otte dage, så han har nok ikke kunnet stå for buddet.  Ja, så måtte vi jo hjælpe ham avisen under vesten igen …

Radio

På et tidspunkt fik Far fat på en brugt radio med et svagt batteri; der kunne nok ikke skaffes et nyt, men lidt radio hørte vi da. Især husker jeg »familien Hansen« og så naturligvis de forstyrrende »dunk, dunk, dunk« fra tyskernes støjsendere. Sidst, men ikke mindst, lyttede vi til frihedsbudskabet igen og igen.

Friluftsliv

Når der var godt vejr, løb vi børn ned til stranden og badede. Vi havde ikke badedragter som i dag, men Mor syede vores undertrøjer lidt sammen forneden, og drengene badede i deres underbukser. Det hele blev nok tørt, mens vi løb hjem. Men det fik tyskerne sat en stopper for; de satte pigtråd på ryttere og »adgang forbudt«-skilte langs med stranden. Og så var det også slut med skoleudflugt  til stranden, men det rådede plantør Leerskov bod på ved at invitere os hen i plantagen, og vi fik en dejlig eftermiddag,

Avisen

Avisen, som vi holdt dengang, hed Aalborg Amtstidende, og den blev vi på grund af papirmangel opfordret til at dele med en nabo. Det er ikke meget, jeg husker fra den, men et billede er mejslet ind min hukommelse, nemlig en dynge nøgne lig, klippet skaldet, sikkert jøder, som tyskerne havde sultet ihjel.

Våbennedkastning

Noget af det sidste, jeg husker fra krigens tid, er fra 21. marts 1945, hvor der faldt 10 tromler våben ned tæt på vores hus. Mor og Far var gået hen for at se, hvad det var, og vi børn kom i forvirringen for sent i skole. Læreren var rasende, men han ville nu nok gerne selv vide, hvad der skete. Ifølge Sigaard Jensen var der en del, der havde set noget, og flere kom og kiggede, blandt andre plantør Leerskov.

Han spurgte så Far, hvad han ville gøre ved det? Hertil svarede Far, at når nu så mange havde set det, blev han nok nødt til at kontakte tyskerne. Og så røg det ud af plantør Leerskov: »Det tænkte jeg nok!« Far svarede ham prompte, at hvis Leerskov ville tage ansvaret for det, var det hans. Og så var den diskussion slut.

Der var jo en faldskærm ved næsten hver tromle. De, der manglede, havde revet sig løs i det stærke stormvejr. Flere havde snuppet en faldskærm, vist også mine forældre, for vi børn fandt i en brønd, vi havde i marken til at vande vores dyr ved om sommeren, noget stof, som sikkert var en faldskærm eller to.

En tid efter nedfaldet af tromlerne var der husundersøgelse, idet tyskerne ville se, om nogen havde stjålet noget, og ved den lejlighed stjal tyskerne selv noget.  Nogen havde meldt det, og så kom der et par overordnede af en slags og afhørte Mor, som kunne tale engelsk, fordi hun i sine unge dage havde været i Amerika. Desværre kom en ung desertør i kløerne på dem; han var kommet til os om aftenen og bedt om husly for natten. Men da vi lå to-tre stykker i hver seng, blev han tilbudt at sove i stalden. Det tog han imod, og da Mor og Far bød ham på morgenmad, var det så, der dukkede to tyskere op for at spørge, om vi havde fået noget stjålet, og de tog desertøren med. Mor og Far var meget kede af det på vegne af den unge mand, som måske kunne tro, at de havde angivet ham. Han havde fortalt, at han kun var 17 år.

En barsk slutning

4. maj, som var en fredag, kapitulerede tyskerne, og allerede 5. eller 6. maj blev Far bedt om at møde på Skovsgaard Hotel, hvor han så blev stillet nogle spørgsmål – nok om sit forhold til tyskerne – og fik derefter lov at gå.

Så 7. maj tog vi – Far og nogle af os børn – ud i Udholm Mose for at grave tørv til vinterens forbrug, som man gjorde dengang. Da vi var godt i gang, kom der en lastbil fuld af knægte – så vidt jeg véd sønner af frihedskæmpere. De havde et gevær i den ene hånd og en revolver i den anden hånd, og de bad Far om at følge med sig til afhøring. Vi så først Far to måneder senere. Så mange »småfisk« havde de hentet til afhøring …

Smædeviser

Mange gjorde nar ad tyskerne – selvfølgelig mest i det skjulte – og desværre er meget gået i glemmebogen, men her er lidt:

Der var fiskemanden, der råbte: »Fisk, fisk, lige så tykke og fede som Göring!« (Hitlers stedfortræder).
Så kom tyskerne efter ham, så dagen efter råbte han: »Fisk, fisk, lige så tykke og fede som i går!«

Her er et eksempel på en smædevise fra krigens tid:

Du må få min sofacykel, når jeg dør,
du må få min sofacykel, når jeg dør.
Du skal ikke være bange, der er ingen dæk og slange –
du må få min sofacykel, når jeg dør.

Do mo fo min gammel’ bowser, når a dør,
do mo fo min gammel’ bowser, når a dør.
Der er ingen elastikker, do må nøwwes mæ no strikker,
do mo fo min gammel’ bowser, når a dør.

Ovenstående er skrevet 2014

Læs også Iris Mose Pedersens artikel »Et nøjsomt liv i klitten« i Han Herred Bogen 2014. Her følger en kort introduktion:

Hvis vi oplever økonomisk nedtur i dag, kan vi næppe sammenligne den med 1930’ernes krise, hvor det for mange slet og ret gjaldt om overlevelse. Iris Mose Pedersens forældre gik fallit med en ejendom på Nørre Skovsgaard 1932 og flyttede til Tranum Klit, hvor måtte forsøge at skabe sig en ny tilværelse med de 11 børn, som voksede op i familien. Iris’ far måtte bruge al sin opfindsomhed for at skaffe penge til veje. Bl.a. plantede han marehalm i klitten for halvanden til to kroner om dagen, han kørte tørv og rejste rundt med et tærskeværk, og under krigen måtte han meget mod sin vilje tage arbejde for tyskerne ved byggeriet af flyvepladsen ved Vadum. Iris’ meget tålmodige mor sled i det for at holde tøjet i orden, men hun var kreativ og forstod sig også på madlavning til fester rundt om på egnen. Børnene hjalp til på mange måder og tjente bl.a. en god skilling ved at samle grankogler til generatorbrænde. Trods de mange besværligheder mindes Iris en barndom, som med hendes egne ord slet ikke var så dårlig endda.