Maren Ejnarsen – en hjemvendt udvandrer

Maren Ejnarsen glemte aldrig det USA, der gav hende en ny chance i livet. Da de allierede befriere kørte gennem Han Herred 18. maj 1945 og nåede frem til Brovst, stod hun ved vejsiden og vinkede med både Stars & Stripes og Dannebrog!

Maren Ejnarsen glemte aldrig det USA, der gav hende en ny chance i livet. Da de allierede befriere kørte gennem Han Herred 18. maj 1945 og nåede frem til Brovst, stod hun ved vejsiden og vinkede med både Stars & Stripes og Dannebrog!

Af Arne Sloth Kristoffersen
askr@stofamail.dk

Det følgende er uddrag af indledningskapitlet »Landet mellem hav og fjord« i bogen »Brovst som arbejderby«

Mange opgav efter få år det fattige liv i Klitten. De sprængte de fastlåste rammer i Danmark og skabte sig en ny tilværelse ved at slutte sig til de millioner af europæere, der søgte lykken i USA. Ikke blot overbefolkning, fattigdom og drømmen om en ny fremtid drev mange fra egnen til USA.

Den store udvandringsperiode til USA var i årene 1880 og 1924, og 90 procent af indvandrerne fra Europa kom til New York. Det første, de så ved ankomsten, var Frihedsgudinden, der tog imod dem med ordene: »Giv mig dine fattige! Giv mig dine forfulgte!« Bag sig havde de en tårevædet afsked med deres familie og deres land, som de fleste aldrig genså, og derefter en hård overfart på 3. klasse til en ukendt fremtid. Derefter blev alle indvandrerne sat i land på øen Ellis Island, hvor de blev registreret og undersøgt af læger for op mod 60 forskellige forhold, inden de blev lukket ind i det for dem så forjættede USA. To procent blev afvist og sendt tilbage til Europa på rederiets regning.

I min barndom var en af byens kendte skikkelser Grethe, der aldrig blev kaldt andet end det triste navn »Tosse Grethe«. Hun var i familiepleje, og kun få kendte hendes skæbne. Da min far var værge for hende, kom hun ofte i mit hjem, og i min erindring var hun allerede gammel. Hun hjalp ofte til på gårdene, blandt andet blev der sendt bud efter hende, når en so skulle fare. Så lagde hun sig i svinestien mellem soen og smågrisene for at forhindre soen i at lægge sig på smågrisene.

For få år siden blev vi, der kendte hende, mindet om hende, selv om hun døde for omkring 50 år siden. Der kom en amerikansk familie ind på turistkontoret i Brovst. De fortalte, at deres bedsteforældre var udvandret fra denne egn, og de havde et gammelt familiealbum med, som de åbnede. Der var fem ens rammer, men kun fire billeder. Hvad var der sket med det manglende barn, der var »baptised« (dvs. døbt) i Tranum. På grund af en sproglig misforståelse blev familien henvist til baptistmenigheden i Brovst, og dér fik de besked. Heldigvis kunne mange af menighedens medlemmer huske Grethe, og så kom historien om hende frem.

Grethes forældre var landarbejdere og boede med fem børn på en lille, fattig ejendom i Tranum Sogn. Omkring år 1900 solgte de alt, hvad de ejede, og købte en enkeltbillet til USA. Da de efter den hårde overfart kom til New York, skulle de også gennem Ellis Island, og her blev Grethe afvist, da hun var tydeligt åndssvag.

Enhver kan forestille sig forældrenes dilemma. Resultatet blev, at faderen rejste hjem og afleverede Grethe »på sognet« i Tranum og uden sin familie. Senere kom hun så til Brovst. Generationer senere dukkede slægtningene så op i Brovst, hvorefter historien bag det manglende billede i familiealbummet og dermed Grethes skæbne blev kendt. Man kan kun gisne om, hvorfor billedet var fjernet fra albummet.

Mens jeg var dreng, kom en gammel kone ofte ind i min fars forretning, hvor hun fortalte om sin livshistorie, som jeg lyttede til med stor interesse. Hun hed Maren Ejnarsen og boede i Kirkegade ved siden af Zionkirken. Hun var født i Klitten i en landarbejderfamilie med et lille husmandsbrug og et par køer. Dem skulle Grethe vogte, og da hun gik med stunthoser (dvs. strømper uden fod), frøs hun ofte fødderne i den kolde tid. Derfor ventede hun på, at en ko skulle rejse sig, så hun kunne varme fødderne, hvor koen havde ligget. Når køerne ikke gav mælk, blev hun sendt af sted med en spand op til de velhavende slægtninge i Fredensdal for at få en spand mælk med hjem. Den kunne hun så gå den lange vej tilbage til Klitten med.

Maren var en af de millioner, som Frihedsgudinden tog imod. Hun fik et godt liv i USA og blev gift. Da hun blev enke og var barnløs, rejste hun tilbage til Brovst. Hun fortalte os meget om USA og viste os en majskolbe, og selv om vi solgte majs i forretningen, havde vi aldrig set en kolbe før. Hun var evigt taknemlig mod det USA, der gav hende en ny chance i livet.

Drømmen om en bedre fremtid drev mange til USA, og hvis én i en søskendeflok havde taget springet, fulgte flere søskende eller venner ofte efter. Så havde man én at rejse over til. Den kendte kontorbestyrer Rudolf Gregersen, der i mange år også var medlem af sognerådet, var én af 13 søskende. De otte rejste til USA, og kun to vendte tilbage, heraf søsteren Ingeborg Mac Donald.

Læs mere om Ingeborg Mac Donald og hendes søn, der meldte sig til Frikorps Danmark