Maj 2014

Efter et dialogmøde med borgmestrene fra Jammerbugt og Vesthimmerland har Vejdirektoratet besluttet at udskyde den planlagte renovering af Aggersundbroen til 2015, hvor arbejdet opdeles i to etaper på hver sin side af sommerferien af hensyn til turismen og landbrugets store maskiner. Foto: Mattias Bodilsen

Efter et dialogmøde med borgmestrene fra Jammerbugt og Vesthimmerland har Vejdirektoratet besluttet at udskyde den planlagte renovering af Aggersundbroen til 2015, hvor arbejdet opdeles i to etaper på hver sin side af sommerferien af hensyn til turismen og landbrugets store maskiner. Foto: Mattias Bodilsen

4. Under Han Herreders Ungdomsskoles tur til USA kort før påske bliver skolens lærer Kristine Ingemann Petersen udnævnt til »Colonel« som æresbevisning for det store arbejde, hun tidligere udførte i tre år som lærer på Berea College i Kentucky. Statens guvernør, Steven L. Beshear, forestår udnævnelsen.

5. Det danske og norske kvindelandshold i beachhåndbold spiller 24. maj kamp på baneanlægget ved Fjerritslev Stadion som led i et træningsophold i Idrætscenter Jammerbugt forud for sommerens VM. Begge hold ligger i toppen af verdenseliten.

6. Kenneth Hansen, der på sjette sæson er køkkenchef på Svinkløv Badehotel, forsvarer 7.-8. maj de danske farver ved Bocuse d’Or – der er verdens vigtigste kokkekonkurrence og betragtes både som EM og VM – i Stockholm.

Brovst: Den tidligere legetøjsbutik i Jernbanegade 42 er på initiativ af Jannie Susanne Andersen, der er indehaver af Caféen i naboejendommen, blevet indrettet til spillehal med caféværten selv som bestyrer på vegne af JK Automater.

Som led i et landsdækkende projekt med at styrke cykelturismen i Danmark er der etableret syv nye cykelruter langs den nordjyske vestkyst. Således også gennem Han Herred, hvor der tilbydes oplevelser i afvekslende natur på følgende ruter: Tranum Klit (17,9 km), Tranum-Fosdalen (15,3 km), Attrup-Brovst (27,5 km) og Slettestrand-Svinkløv-Klim (37 km).

7. 65-årige Lasse Højgaard, Fur, er foreløbig for et år ansat som daglig leder af Kirsten Kjærs Museum, hvor hans hovedopgave bliver at holde museet på samme kurs som under stifterne Harald Fuglsang og John Andersons ledelse.

Teaktræsmøbler og andre retroting fra perioden 1950-70 er det helt store hit i Viggo Jensens gigantiske genbrugsbutik, Jensen Antik, på Håndværkervej 11 i Fjerritslev. Derimod er der for tiden ikke det store salg i over 100 år gamle antikviteter, som lagerhallen også er rigt udstyret med.

Professor Else Roesdahl, Aarhus Universitet, besøger Aggersborg og kan i regn og rusk fortælle og udpege for en skare af fagfolk og andre interesserede, hvorfor vikingeborgen blev lagt på netop dette meget strategiske sted. Her mødtes de øst-vestgående søveje med den nordlige ad Sløjkanalen, som antagelig fandtes på den tid, da vandet i Limfjorden stod ca. en meter højere end i dag. Også den nord-sydgående hærvej/oksevej krydsede Limfjorden her. Else Roesdahl er en af hovedkræfterne bag et nyt, stort bogværk med titlen »Aggersborg i vikingetiden. Bebyggelsen og borgen«. Bogen er en del af serien Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter.

11. På Krobakken 11 i Ny Skovsgaard – som oprindelig var telegramstation og »Vinterhvile« for Cirkus Mundeling – har John Eskildsen åbnet Akupunkturklinikken med mere en 30 års erfaring som sygeplejerske og et job i kommunens socialpsykiatri i bagagen.

12. Birte Christensen fejrer 25-års jubilæum som indehaver af Brovst Lysestøberi i landejendommen Østergade 86. Forretningen blev i 1989 påbegyndt som brugskunstbutik i Jernbanegade, senere udvidet med garn, hvorefter den i 1994 flyttede til sin nuværende adresse, hvilket gav mulighed for flere aktiviteter, herunder lysstøbning.

13. Jesper Faarup har etableret sig med digogdinpc.dk på Thistedvej 27 i Halvrimmen, hvorfra han tilbyder professionel pc-hjælp til både erhvervsdrivende og private.

Efter knap tre måneder har bagermester Hans Andersen, Konditoriet i Fjerritslev, valgt at lukke brødudsalget i Jernbanegade 3, Brovst, i erkendelse af, at der ikke er plads til to bagerforretninger i byen.

Nissan Fjerritslev på Svinkløvvej 87 i Kollerup overtager pr. 15. maj nyvognsforhandlingen af Suzuki efter Jacob Jacobsen, der går på pension og samtidig lukker Fjerritslev Autocenter på Fabriksvej 1 efter 23 år som indehaver. Nissan-forhandler Claus Nielsen beholder dog lokalerne i industrikvarteret, indtil lejekontrakten med Fjerritslev Autolakering udløber om seks måneder.

17. maj præsenterer de lokalhistoriske sognegrupper i Lerup-Tranum-Koldmose en ny og revideret udgave af bogen »Langt ude i skoven« med bidrag fra Sigaard Jensen og andre mangeårige skovarbejdere i klitplantagerne.

Fjerritslev Kro, hvis historie går tilbage til omkring 1840, sættes til salg via Nybolig Erhverv efter krovært Hanne Smetana Christensens død 18. december.

18. De nordjyske kommuner gør klar til festligheder i weekenden 24.-25. maj for at markere åbningen af Hærvejens forlængelse fra Viborg mod henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn. Dog er stiforløbet gennem Jammerbugt Kommune endnu ikke helt på plads, hvorfor der ikke er planlagt arrangementer på denne del af Hærvejen.

20. 61-årige Elo Nielsen stopper efter syv år som leder af Fjerritslev Skole og kan se tilbage på en periode, hvor skolen med hans egne ord »er gået fra en jeg-kultur, hvor den enkelte lærer styrede butikken, til en vi-kultur, hvor teamet samt ledelsen sætter målene«.

På initiativ af Halvrimmen Borgerforening er et stort, udgået kastanjetræ bag købmandsbutikken på Aalborgvej blevet forvandlet til en flot skulptur med syv udskårne fugle – en spætte, en trane, en ugle, en ørn, en fasan og to ravne – der er udført af den anerkendte træskulptør Niels Ejnar Petersen. Projektet er realiseret med støtte fra Sparekassen Vendsyssels Fond, Brovst.

Kenyanianskfødte Mohamed Abdulrahman, der er udlært mekaniker i Aalborg, har etableret sig som selvstændig med Halvrimmen Autoværksted på Aalborgvej 46.

65-årige Karl Aage Andersen har valgt at gå på pension efter 42 år i autobranchen og lukker derfor sit autoværksted på Hovedgaden 34 i Skovsgaard pr. 1. juni. Medarbejderen Martin fortsætter hos kollegaen Kristian Kronborg på Skovsgaard Autoværksted.

Fjerritslev Gymnasium tager efter sommerferien imod mere end 20 elever på det nyoprettede grundforløb til uddannelserne som social- og sundhedshjælper eller pædagogisk assistent. I alt vil 530 elever i skoleåret 2014-15 have deres daglige gang på gymnasiet, fordelt på 13 stx-klasser, fire hf-klasser, tre hhx-klasser, tre 10. klasser og en grundforløbsklasse.

Et udvalgt hold fra fodboldklubberne i Frøstrup, Thorup-Klim, Fjerritslev, Ørebro, Trekroner, Skovsgaard, Brovst, Tranum og Arentsminde skal torsdag 22. maj møde de nykårne danmarksmestre og pokalvindere fra AaB i en opvisningskamp på Fjerritslev Stadion.

Efter et dialogmøde med borgmestrene fra Jammerbugt og Vesthimmerland har Vejdirektoratet besluttet at udskyde den planlagte renovering af Aggersundbroen til 2015, hvor arbejdet opdeles i to etaper på hver sin side af sommerferien af hensyn til turismen og landbrugets store maskiner.

Hannæs Hallen i Vesløs skal have ny leder, idet Erik Bøgh Nielsen går på efterløn efter 17 år i jobbet.

21. Den omfattende renovering af Tinghuset i Fjerritslev er nu så langt fremme, at bestyrelsen for kulturforeningen, der driver huset, sigter mod genåbning 19. september.

23. Med opbakning fra Erhvervsforeningen i Brovst og foreningen Brovst 2020 vil kæden Fitness4You med afdelinger i bl.a. Aabybro omdanne den tidligere Fakta-butik på Rotfelds Vej i Brovst til byens første fitnesscenter. 600 kvm med welnessområde og legeland forventes klar 1. august.

25. Fjerritslev: Asbjørn Jespersen omdanner sin café i Vestergade 11 til et nyt spillested med indretning og servering i bedste tyrolerstil. Ved premieren 30. maj er den musikalske underholdning lagt i hænderne på Danni Elmo, som tidligere har boet i Fjerritslev og tre gange været deltager i dansk melodi grand prix. Der er dog stadig mulighed for at købe noget spiseligt, idet Asbjørn har opstillet en pølse- og isvogn i den tilhørende gårdhave.

26. Ole »EU« Christensen, tidligere S-borgmester i Brovst, kan efter gårsdagens valg til Europa-Parlamentet se frem til sin tredje femårige periode i Bruxelles og Strasbourg.

19-årige Tobias Vangsted Thomsen fra Brovst Speedway Club har skrevet kontrakt med superligaholdet i Outrup ved Varde.

27. Fjerritslev: Svensktalende Yasin Arslan er efter overtagelsen af Byens Pizza & Steak House i januar klar med en totalrenovering af lokalerne i Østergade 25 foruden etablering af en overdækket terrasse med sydlandsk stemning.

Fysioterapeut Helle Røge har etableret selvstændig virksomhed på Vestermarken 7 i Klim med speciale i ergonomisk indretning af arbejdspladser.

Han Herred står til at miste begge sine boghandler, idet ikke blot Bøger & Papir i Fjerritslev, men også kollegaen i Jernbanegade 17, Brovst, varsler ophørsudsalg.

28. Klim Fjordholme: Siemens Wind Power gør klar til at levere Danmarks største vindmølleprojekt på land, idet 22 store 3,2 MW møller skal erstatte de hidtidige 35 små 0,6 MW møller i Vattenfalls vindmøllepark, som herefter vil kunne forsyne 58.000 husstande med el.

Telenor har opdateret sin mobilmast i Fjerritslev, så den nu sender 4G-signal i en radius af 10 km fra dens placering på Brøndumvej.