Lokal ekspert i it-service

– Vi har her i butikken et meget bredt udvalg af typer og mærker, så vi kan dække ethvert behov, påpeger indehaver Bo Kølby Nielsen. Foto: Mattias Bodilsen

– Vi har her i butikken et meget bredt udvalg af typer og mærker, så vi kan dække ethvert behov, påpeger indehaver Bo Kølby Nielsen. Foto: Mattias Bodilsen

expert Brovst hjælper dig godt i gang med din nye computer, tablet eller mobiltelefon – og tilbyder et servicetjek, når udstyret ikke fungerer, som det skal

expert er en stor, moderne og velassorteret radio- og tv-forretning midt på hovedstrøget i Brovst.

Men expert er i lige så høj grad en virksomhed, der sælger og servicerer alt inden for it-udstyr – det være sig pc’er, tablets, mobiltelefoner, printere, eksterne harddiske, kameraer og meget andet.

Der er fem fuldtidsansatte og en enkelt deltidsansat hos expert Brovst, der ejes af Bo Kølby Nielsen, som har 28 års erfaring som butiksleder i ryggen. De sidste 11 år som indehaver.

– Nogle er specialister på særlige områder, men alle vore medarbejdere er klar til at hjælpe kunderne med deres it-mæssige behov og udfordringer, understreger Bo Kølby Nielsen. I løbet af en arbejdsdag giver det mange forskellige kontakter for butikkens ansatte.

– Når det gælder større installationer i virksomheder eller på hjemmekontoret, samarbejder vi med et montagefirma, der tager sig af kabelarbejdet.

Eget værksted

Lasse Carstensen, der har været ansat hos expert Brovst siden 1998, står for butikkens serviceafdeling og værksted. Hvis computeren er blevet lidt træg efter tre-fire års brug, er han den, der påtager sig at få den renset for virus samt programmer og data, der optager unødig plads. Måske vil det også være oplagt med en opgradering til nyere udgaver af styresystem, tekstbehandlingsprogram med videre.

– Det er en mulighed, som ikke mindst studerende benytter sig af lige før eksamen, hvis ikke tiden er ved at være inde til at investere i helt nyt udstyr. Mange unge har deres computer tændt det meste af døgnet, og det stiller store krav til maskinen. Ved samme lejlighed er det rart at få tjekket, om også printeren er klar til at kunne udskrive eksamensopgaverne, påpeger Lasse Carstensen.

Til de mere specielle opgaver, som Lasse Carstensen kommer ud for, hører genopretning af data, hvor den ulykkelige ejer aldrig havde forestillet sig, at dokumenter og billeder kunne reddes fra en nedbrudt pc.

Komplet opstartsløsning

Alle mennesker – fra børnehavebørn til pensionister – har i dag brug for at kunne betjene sig af it-udstyr. Men det er Bo Kølby Nielsens erfaring, at mange, især ældre medborgere, er lidt usikre på, hvordan man kommer i gang med computer og mobiltelefon.

– Vi har her i butikken et meget bredt udvalg af typer og mærker, så vi kan dække ethvert behov, uanset om det er til almindeligt hjemmebrug, studie eller arbejde. Sammen med salg af computeren tilbyder vi en komplet »pc opstart«-løsning, hvor vi gør den fuldt køreklar og også overfører data fra den gamle maskine.

– Som supplement hertil kan vi lave en serviceaftale på et, to eller tre år med alt fra opsætning til løbende support og et årligt servicetjek af maskinen.

Hjælp til Digital Post

Lige nu er det yderst aktuelt for mange seniorer at få styr på Nem-ID og den digitale postkasse, som skal være på plads inden 1. november. Det mærkes også hos expert Brovst, hvor Bo Kølby Nielsen og hans stab har forberedt sig på situationen og kan rykke ud i hjemmet efter behov.

– Hvis man som ældre aldrig har haft en computer i hænderne før, kan vi foreslå LetNet, som er et dansk udviklet og produceret system, der er helt enkelt og ukompliceret at bruge. Vi hjælper med at finde den maskine, der passer bedst til behovet.

– Mange ældre har stor interesse for computer og er hurtige til at sætte sig ind i, hvordan den bruges. Nogle foretrækker en tablet, som er nem at have med sig, hvis man eksempelvis vil vise billeder frem til andre.

I øvrigt har expert Brovst en omfattende fotoafdeling, hvor man for billige penge kan få fremkaldt de elektroniske billeder, så de ikke pludselig er væk, hvis computeren bryder ned, og man har glemt at tage backup.

Bredbånd på landet

Derudover foretager expert Brovst installation af internet i sommerhuse. Det sker i samarbejde med Bredbånd Nord, som har påtaget sig at dække alle landdistrikter i området ind med adgang til hurtigt internet.

– Internet er efterhånden blevet et »must«, hvis du vil leje dit sommerhus ud. Og tilsvarende er det en kæmpe fordel at have indlagt bredbånd på linje med fjernvarme, hvis du vil sælge dit hus på landet, pointerer Bo Kølby Nielsen.

Endelig tilbyder expert it-aftaler til mindre erhvervsvirksomheder i lokalområdet.

Artikel fra Magasinet NORD september 2014, udgivet af NORDJYSKE Medier