Livet i Vust under den tyske besættelse 1940-45

Gisholm i Vust

Gisholm i Vust

Af Anthon Holm

Anthon Holm, født på gården Gisholm i Vust som søn af sognerådsformand Niels Møller Holm.
Artiklen er skrevet i 1998.

 

I begyndelsen af april 1940, mens landskabet omkring os kom til kræfter efter vinterens favntag, lyttede vi nysgerrigt til radioens budskaber om krigens gang. Der ville sikkert komme en hurtig afslutning på krigen med den fart, der var »over feltet«.

Vi, der endnu ikke var vant til mange flyvemaskiner, så to gange i ugens løb, at der kredsede en usædvanligt udseende flyvemaskine i en svimlende højde. Et spændende syn for en stor dreng.

9. april var alt anderledes. Der var støj fra brummende flyvemaskiner, som vi ikke kunne se for lavthængende skyer og tåge, og i radioen havde min far hørt meddelelsen om det overraskende angreb fra Tyskland og om kapitulationen.

Lidt hen på formiddagen blev motorlarmen øredøvende, og pludselig strøg en flyvemaskine lige hen over taget på gården – og anden gang endnu lavere – hvorpå den landede på en græsmark bag gården. Vi børn var på stedet i løbet af kort tid, mens de voksne tilskuere blev holdt på afstand af det tyske flymandskab.

Næste dag kom et andet fly, landede på marken og fløj væk igen, kom én gang mere, hvorpå begge fly lettede og fløj bort. Der blev sagt, at det var benzinmangel, og vi børn fik en oplevelse, vi aldrig havde set på så nært hold.

»Gisholm« og de andre gårde i byen lå tæt op ad hovedvej 11, og sidst på eftermiddagen 9. april begyndte militærkøretøjerne at rulle forbi. Det var endeløse rækker, der hele tiden passerede på hovedvejen fra syd i retning mod nordøst – åbne, grove køretøjer, hvor fire mand sad med geværet ved knæet – motorcykler med sidevogn med tre mand og maskingeværet fastmonteret på sidevognen. Hele aftenen og natten fortsatte kørslen. Vi hørte siden, at tropperne fortsatte til Norge over Frederikshavn.

Næste dag, 10. april, var der lidt mindre færdsel, men uden for gården holdt et køretøj, der havde fået motorstop. Mange beboere fandt vejen forbi – nysgerrigheden var større end frygten og modstanden. Soldaterne i vognen fortalte, så godt som sprogvanskelighederne tillod, at de var kørt fra Østprøjsen tre døgn tidligere, og nu stod de dér støvede og snavsede og havde fået at vide, at de var sendt til Danmark for at beskytte os mod englændernes landgang.

 

Sådan begyndte sommeren 1940. Der var ikke store ændringer i vort sædvanlige liv, dog blev der beordret mørklægning overalt. Cykellygter og alt lys skulle tildækkes, og der blev udfoldet stor opfindsomhed ved staldvinduer og andre lyskilder. Benzin blev rationeret og forbeholdt livsvigtige områder, hvorpå en omfattende hamstring satte ind – de fleste sig selv nærmest.

De tyske soldater så vi ikke meget til de første par måneder. De var veldisciplinerede, og der var kun nogle få episoder. Men alligevel blev deres tilstedeværelse mærkbar, som tiden gik.

Der blev ret hurtigt oprettet en militær lyttepost på Kløv Bakke i nabosognet, og bemandingen var ældre tyske soldater. De færdedes ubevæbnet i butikkerne, på hotellet og i gadebilledet. Ved stationerne på privatbanestrækningen Thisted-Aalborg var der altid tyskere at se.

 

Men så begyndte der at ske noget. I klitterne ud mod havet – på den gamle gård »Blegsted«, men tæt på landsbyen – blev der bygget en barakby, hvor der efterhånden var indkvarteret 7-800 tyske soldater. Almindeligvis var indbyggertal i Vust Sogn ca. 350. Vejen til barakbyen gik lige forbi vores gård, så vi kunne ikke undgå at se den daglige færdsel.

Transporten mellem lejren og Vust Station skete efterhånden med heste, og det var interessant at se forskellen mellem vore arbejdskøretøjer og deres massive køretøjer, og set med en dansk bondekarls øjne var forspændingen dårlig: Tre heste for én vogn, to på faste hamler og én foran vognstangen. Vi så jævnligt, at den ene hest trak både læsset og de to andre heste, mens kusken sad og halvsov.

Der var en anden ulempe ved lejren. Vore hunde kendte ikke forskel på dansk og tysk. Soldaterne lokkede dem med leg og godbidder, så vi måtte flere gange hente vores hund, idet den ikke kom hjem igen.

 

Lokalbefolkningen vænnede sig til tilstedeværelsen af de tyske soldater. Den lokale modstand og de nationale følelser var ikke synlige i krigens første år, og tyskerne var lempelige og hensynsfulde i deres færden. De gik uden våben, de havde penge, som de lagde i butikkerne, især bagerbutikkerne, og de kontaktede de lokale boldklubber og arrangerede landskampe med samme. Næsten som i dag.

Der blev fotograferet meget ved disse foreteelser. Det viste sig senere, at alt dette samvær blev stort opsat med billeder i de tyske aviser for at vise de meget venskabelige forhold mellem befolkningen og de tyske soldater. Arrangementerne ebbede ud og forsvandt helt.

Vintrene både i 1940-41 og 1941-42 var meget hårde med frost og sne. Rationering og mangel på mange ting gjorde alt besværligt. Mejerierne måtte fyre med grenknipper fra klitplantagen. Der blev gravet tørv i stor stil, og de langsomtvoksende klitskove kunne slet ikke følge med pligthugsten.

Tørvegravningen i Store Vildmose blev mekaniseret til storproduktion, og vi så de gengasdrevne lastbiler fragte tusinder tons tørv gennem byen til det brændselsfattige Sydthy.

Det var forhold, som var gældende hele besættelsestiden igennem, men i de hårde vintre var det meget vanskeligt, især vinteren 1941-42, hvor snefald og frost begyndte sidst i oktober og varede til langt ind i maj.

25. januar faldt temperaturen i Vendsyssel til under 31 graders frost. Lund Fjord og Limfjorden frøs til med alentyk is, rodfrugter gik til i roekulerne, og vandrørene frøs. Der var ikke anden varme i udhusene end den, husdyrene gav fra sig, og det slog ikke alle steder til, men sommeren kom jo omsider.

 

Med begyndelsen af 1942 igangsattes det store arbejde med tyskernes befæstning af Jyllands vestkyst. Lige vest for Vust tegnede der sig en fæstningslinje fra Bulbjerg ved havet over det smalle land til Lund Fjord.

Det var for øvrigt her, fortæller sagnet, at den norske konge slæbte sine skibe over land og undslap, da den danske kong Svend Estridsen havde spærret ham inde i Limfjorden.

Fæstningsarbejdet kom langsomt i gang. Først blev der gravet ud og støbt kørespor til et højdepunkt oppe bag Ellidsbølgaard, hvor der var frit udsyn ned over landevejen. Ellidsbølgaard var en gammel slægtsgård, som ejedes af Dorthea Jensen og hendes mor. Den kom nu til at ligge i brændpunktet og blev derfor eksproprieret af værnemagten til kommandostation for hele forsvarslinjen. Tre andre mindre gårde blev revet ned og jorden mere eller mindre inddraget.

Der var ingen afspærringer i denne første fase, og selvfølgelig var vi nysgerrige og fulgte arbejdet med den første bunker og hvor effektivt, arbejdet skred. Der blev gravet, skovlet og kørt med lange rækker af trillebøre samt optømret støbekasser, og da det hele var klar til støbning, blev arbejdet meget koncentreret.

Grus og sand blev hentet i store bjerge, på stationen kom cement med godstog, lastbiler holdt klar til fremkørsel, og der blev opsat lamper, da der skulle støbt i ét træk, til arbejdet var færdigt – 40 timer.

Fæstningsarbejdet fortsatte med fuld fart. Den danske entreprenør Poul Wagga Andersen – efter krigen dømt som værnemager – stod for det overordnede arbejde og oprettede kontor i landsbyen med mange kontorfolk og en hær af arbejdsledere på forskellige niveauer.

Det tyske militær fik flere belægninger, blandt andet i det gamle badehotel på Bulbjerg. Hotellet blev senere revet ned for at give plads til betonbunkere og installationer til støtte for de store kanoner i Hanstholm. En bunker på Bulbjerg er i dag indrettet til udstilling og information herom.

Den tyske organisation »Todt« stod bag alt arbejdet på vestkysten. »Todt« byggede baraklejr ved Ellidsbøl, der kunne huse cirka 1.000 arbejdstagere, og nok lige så mange boede rundt i oplandet og de tilstødende småbyer.

Der var mange penge at tjene ved dette værnemagtsarbejde. Egnen var i sig selv fattig, og indtjeningsmulighederne ikke store, så det lokkede virkelig mange. En husmand med et par småheste kunne få tre gange dagløn ved at køre jord, græstørv og andet materiel, og læssene var ikke store. En mand med sin skovl kunne tjene mere end det dobbelte af, hvad der var almindelig dagløn på egnen.

Og der var ingen tvivl om, at en del belastende gæld blev indfriet. Men de hurtige penge førte også megen dårligdom med sig, og illegale priser på rationerede og manglende varer røg helt op i skyerne. Ikke mindst da de mange arbejdere fra andre egne af landet, især fra København, strømmede til egnen. Fagforeningerne og den tids arbejdsanvisninger gav dem med koldt blod en enkeltbillet til Nordjylland.

Min far havde som sognerådsformand meget besvær med visse dele af denne flok. Et eksempel: To mand kom en sen novemberaften ind i gården efter at have gået ad en øde kommunevej de to kilometer fra Vust Station og spurgte, hvad de nu skulle gøre. »Her bliver vi sat af på en pløjemark uden vej og sti eller husly!« Den ene i en jakke over en undertrøje og den anden i en våd skjorte, han havde fundet på en tørresnor.

Rationeringsmærkerne var solgt og pengene væk. De fik nogle rationeringsmærker, som lå til sådanne formål, og blev sendt videre til arbejdslejren, som bare sugede alt til sig.

Men arbejdet gik sin gang. Mellem Lund Fjord og Bulbjerg blev der gravet to lange tankgrave med lodrette sider, og mellem dem lå fæstningen med Ellidsbølgaard, betonbunkere og militære installationer. Ydersiderne blev anlagt med indhegnede minefelter både over dyrkede marker og klitter, forsynet med skilte, der bar påskriften »Livsfare! Miner«. Teksten var på dansk, tysk og senere også russisk.

Gennemkørslen på hovedvej 11 nær Ellidsbøl-svinget blev sikret med nogle underlige, mangekantede jernbukke (de såkaldte spanske ryttere), som kunne lægges til side. På begge sider af vejen blev der støbt flere meter tykke betonmure, som kun tillod gennemkørsel af ét køretøj. På marken udenfor var nogle små anlæg afspærret som minefelter. Vi blev senere klar over, at der var flammekastere rettet mod gennemkørslen i betonmuren.

Alt dette var meget besværligt for beboerne og landmændene, som var nødt til at drive deres landbrug så godt, det kunne lade sig gøre, men der kom flere og værre ting.

Allerede i 1941 kom der en ordning som indskrænkede friheden. Alle voksne borgere i Vestjylland samt Nord- og Østjylland il og med Aalborg skulle bære et legitimationskort med billede uden hue. Det var ganske nyt for almindelige borgere, bortset fra de få private, som havde kørekort dengang.

Min storebror Lars, som havde plads i Sønderjylland, måtte have et legitimationskort, da han skulle hjem på sommerferie. Da han kun havde et billede i soldateruniform, blev dette indsat. Det gav ham problemer et par år senere, da han cyklede over fjorden på stien langs banelinjen en sen aften. Han blev standset af en tysk patrulje, der mod sædvane sto dér på grund af den tiltagende sabotage. Med geværet rettet mod brystet og en ophidset snak om »Dänische Soldaten« var det ikke en rar følelse. Lars slap dog og fik lov til at køre tilbage.

Min søster Marie havde et fotografiapparat, og da alle skulle have et billede i passtørrelse, blev hun fotograf for ældre mennesker, så der blev taget mange billeder foran enebærbusken i haven. Senere blev legitimationskortet udvidet til at omfatte hele landet.

 

Jeg véd ikke, hvornår BBC begyndte sine danske radioudsendelser fra London, men jeg kan huske, at jeg fandt stationen på vores gamle radio med rund skive og streger for bølgelængden. BBC’s programmer var på dette tidspunkt rettet mod Tyskland og især nazismens ideologi og fremfærd. Det var ikke nemt at få en god modtagelse på grund af de tyske støjsendere.

Senere fik vi en ny og bedre radio, og de udsendelserne fra England blev nok aflyttet i de fleste danske hjem. Så vidt jeg véd, blev det aldrig direkte forbudt at lytte i Danmark, og radioen blev efterhånden en livsvigtig forbindelse for den danske modstandsbevægelse.

Vinteren 1941-42 tilbragte jeg på Haubro Ungdomsskole i Himmerland, og om sommeren havde jeg plads i Øster Jølby på Mors. Vi mærkede stadig ikke meget til krigen, bortset fra rationeringen, men sundede os oven på endnu en hård vinter med ekstreme kuldegrader.

 

I sommeren 1942 oplevede vi det første luftangreb. Vi var på høstarbejde bag ved gården. Far kørte selvbinderen, og jeg satte neg sammen, da vi hørte voldsom skydning, som kom nærmere fra øst. Vi kunne ikke se noget for læhegn, men pludselig så vi to tyske jagere kredse og dykke under voldsomme skudsalver. Far måtte holde på hestene, mens jeg dukkede mig bag neghobene.

Efter at have dykket to gange ned over hovedet på os uden at skyde, forsvandt jagerne. Først da blev vi klar over, at et engelsk bombefly var nødlandet 300 meter bag markhegnet. Det var kommet strygende så lavt, at vi ikke kunne se det.

Vores nabo Ditlev var først på pletten. Flyets krop var brækket på midten, og skytten, som var placeret på dette sted, var tumlet uskadt ud. Nu kunne Ditlev hjælpe med at få de to andre mænd ud, den ene med et brækket ben og den anden alvorligt kvæstet, vist nok i ryggen. Dernæst blev benzinen lukket ud af tankene, og en del papirer blev brændt af.

Det varede kun kort, før der var tyske soldater på stedet og satte vagt ved maskinen. De sårede kom på det lokale sygehus i Fjerritslev, hvorfra de senere blev ført til et ukendt sted. Om aftenen var der rigtig mange mennesker henne at se flyvraget, også folk fra nabosognet, hvor beskydningen havde været intens.

Og de sejrsstolte, tyske vagter morede sig gladeligt med de store realskolepiger, som var mest bevandret i det tyske sprog.

Det blev senere fortalt, at det var en canadisk eskadrille, der havde angrebet lufthavnen ved Aalborg ved højlys dag. Af de 12 flyvemaskiner slap kun én væk.

 

Foreningslivet fortsatte, så godt det nu kunne lade sig gøre. Vi cyklede rundt til fodbold- og håndboldkampe, og blev der for langt, kørte vi i lastbiler. Lastbilerne kørte også på de tyske arbejdspladser, og til transport af de mange arbejdere var der fremstillet hytter, der havde sæder og kunne løftes op og ned af lastbilerne. Høstvogne med hestespand klarede også turen til tider.

Gymnastikken fortsatte ligeledes, idet forsamlingshuset kun var beslaglagt i korte perioder, og der var fortsat amtsstævner i Sjørring voldanlæg. Ungdomsforeningerne kunne stadig, både lokalt og i større sammenhænge, holde deres møder, og bal blev også afholdt.

Der blev indført elrationering, men så begyndte dilettantkomedier og fester om eftermiddagen. Børn og ungdom vil more sig under alle forhold.

Men den moralske og nationale modstand begyndte alligevel så småt at vise sig. Foredragsholdere på folkelige møder talte for danskhed og dermed indirekte mod den tyske nazisme. Der blev holdt alsang i byerne og selv vore små landsbyer, hvor man sang danske sange i flere timer.

Også algang, hvor man skulle gå 10 kilometer hurtigst muligt uden at løbe. Jeg husker arrangementet en lun, lys sommeraften med øldepoter og andre forfriskninger med passende mellemrum. Alle kunne deltage. Og så kom det på forsiden af aviserne.

 

Den omsiggribende mangel på fornødenheder fik folk til at forgribe sig på mange ting, såsom cement og andre byggematerialer. Det gjorde ikke noget, når det var fra tyskerne, mente man. Men det slider på moralen, som en mand sagde.

Det skete også, at der blev hældt sukker i en og anden benzintank på en bil, der kørte for værnemagten. Et pistoltyveri fra en tysk officer, der havde hængt sit bælte fra sig på Bulbjerg Badehotel, skete også, men det var endnu det danske politi, der skulle tage sig af den slags, og det var milde straffe, der blev idømt.

Landbetjenten klarede det meste. Som han sagde, kunne han lugte, hvem gerningsmanden var, når han kom i snak med de mistænkte. Kriminaliteten var lav, når man sammenligner med samfundet i dag.

 

Krigshandlingerne kom nærmere. En af de første ting var miner og sprængbøjer ved stranden. De var både livsfarlige og spændende. Bladene bragte jævnligt advarsler om at undlade at berøre ukendte genstande. Det skete ofte, at vi hørte drønet fra en sprængning, når en mine tørnede mod stranden, eller minørholdet var ude for at bringe genstanden til sprængning.

Jeg husker omtalen af en sag, hvor strandfogeden ved Lild Strand var gået ud for at sætte advarselsskilt op ved en mine, som lå og rokkede i stranden. Strandfogeden var ledsaget af et par fiskere. Pludselig ser de en tynd røgstribe stige til vejrs fra genstanden, og de nåede lige at smide sig ned, før sprængstykker hvinede om ørene på dem, tæt på! Minerne havde forskellig udformning, som vi hører det om landminer i dag.

Værre gik det et par brødre fra Thorup Strand. De var gået en tur mod Bulbjerg for at se, hvad der eventuelt var drevet i land. Ud for Valbjerg ved Ellidsbøl fandt de en beholder, som de begyndte at kaste sten på.

Pludselig sprang den og ramte dem begge. Den ene havde kvæstet benene og kunne ikke rejse sig. Efter et par timer hørtes hans råb om hjælp af fisker Jens Sekkelund, som ikke boede ved stranden, men tilfældigt var gået ned for at se til sin båd. Han tilkaldte ambulance til den hjælpeløse, men broderen var død og ukendelig. Det var en advarsel, som selv de mest dumdristige forstod.

 

Værnemagtsarbejdet fortsatte. Langs landevejen stod de traditionelle to rækker master med henholdsvis telefon- og elledninger. Da masterne ikke kunne bære flere ledninger, blev der rejst flere af de tyske soldater, så der til sidst stod seks rækker master langs vejen og på marken – en hel skov, som jævnligt generede markarbejdet.

Der blev efterhånden stillet mange krav til lokalsamfundet, og de fleste kom først til sognerådet, hvor min far var sognerådsformand – »Bürgermeister«, som tyskerne sagde. Nogle af kravene var helt urimelige, og sprogvanskelighederne gjorde det ikke nemmere.

Der blev så oprettet et kontor i Thisted, hvis chef kom fra det danske militær med rang af ritmester. Han var den danske administrations forbindelse til den tyske overkommando i Silkeborg og den tyske general Lindemann. Ritmesteren var til stor hjælp for kommunen, og bare truslen om at »ringe« til general Lindemann fik somme tider de værste krav til at bortfalde.

Den stadige tilstrømning af arbejdere fra hele landet gjorde det efterhånden vanskeligt for dem at finde et logi. Der blev så beordret privat indkvartering, hvor alle hjem skulle huse én eller flere danske arbejdere. Kravene var ikke store. Jeg kan ikke huske, om de også skulle spise, men Organisation »Todt«-lejren havde en stor kantine, hvor de kunne spise, og der kom også nogle private »marketenderier«.

Indkvarteringen forsvandt igen, da der blev bygget flere barakker, men nogle blev dog boende efter nærmere bekendtskab.

 

29. august 1943 blev skelsættende i forholdet til tyskerne. Om morgenen klokken seks blev der banket på vores dør, og foran stod en tysk officer med to soldater i kampudrustning. Officeren overrakte højtideligt et dokument – det kendte “Oprop”, en opslagsplakat på dårligt dansk – som meddelte, at den tyske værnemagt havde overtaget den civile kontrol i Danmark.

Han befalede, at »borgmesteren« skulle sætte den op et synligt sted, så far måtte gå ud til landevejen, fulgt af de væbnede soldater, og har satte han »opropet« op på en af de tyske ledningsmaster. Dér syntes han, den hørte hjemme!

De medfølgende stramninger mærkede vi ikke så meget til. I Vust var vi jo ikke mange faste, lokale borgere, så demonstrationer og forsamlinger over to personer voldte ingen besvær. Den tiltagende modstandsbevægelse og frihedskæmpere satte heller ikke synlige spor, om end det senere skulle vise sig, at modstanden også hos os blev udført i det skjulte.

Ungdomsarbejdet og foreningernes baller blev vanskelige. De mange fremmede arbejdere – og så galt tyske soldater – blandede sig altid og ville være med. De havde penge på lommen, og alt, der kunne drikkes og virke berusende, blev købt op. En tom akvavitflaske, som skulle afleveres for at købe en ny, kostede det dobbelte af indholdet.

Men i stedet holdt vi ladefester. Et tomt maskinhus, et ladegulv eller en kørelo kunne bruges. Og så stod forældrene bagved med kaffebord og lidt til ganen. Vi morede os fortræffeligt.

Det skete efterhånden også, at vi lærte at skelne lydene fra flyvemaskinerne om natten. Den enstonede, lidt længerevarende motorlyd var ikke fra de tyske maskiner. De kom larmende nærmere jorden. Og det skete, der var folk, som havde hørt natlig bilkørsel på de øde veje ud på Holme-engene ud mod Limfjorden.

Vi blev klar over, at der nok fandt nogle våbennedkastninger sted, i det vi jo hørte de mange kodenavne oplæst i den engelske radio. Men hvem der stod bag, fandt aldrig ud af. Det blev først kendt ved besættelsens ophør.

 

Det var også denne sommer, tyskerne forsøgte at bombe London sønder og sammen. Hver aften kom 40-60 tyske flyvemaskiner i flere formationer flyvende vestover så tungt lastede, at de stod skråt i luften. Starten var angiveligt fra Aalborg Lufthavn ved Nørresundby. Maskinernes beholdning af brændstof skulle være stor nok til at gennemføre turen til London og tilbage til fastlandet, hvis de ikke blev skudt ned. Englænderne klarede sig igennem luftangrebene, og tyskerne fik aldrig fodfæste i England.

Det var også i dette tidsrum, der et par gange drev engelske spærreballoner ind over egnen, en gang med en lang wire efter sig, så alle luftledninger og andre ting på deres bane blev ødelagt.

Der var jo ikke egentlige krigshandlinger i Danmark, men det skete, at der var luftangreb på Aalborg Lufthavn. Vi kunne ikke høre eksplosionerne, men selv på den store afstand kunne vi se lyskeglerne fra de store luftværnsprojektører, som prøvede at fange de engelske flyvemaskiner. I hegn og buske kunne vi samle lange stanniolstrimler, som blev kastet ud for at forvirre luftværnsbatterierne. Det samme gjorde sig nok også gældende ved nedkastningerne til modstandsbevægelsen.

 

Indretningen af de store kanonstillinger i Hanstholm var også blevet færdiggjort. Det var ikke noget, der berørte os, selv om det var kædet sammen med anlægget ved Bulbjerg. Den militære hensigt var, at kanonstillingen kunne dække indsejlingen til Kattegat sammen med et lignende anlæg i Norge.

En dag fandt der en prøveafskydning sted, og på trods af de 20 kilometer i luftlinje fra Hanstholm var lufttrykket så stort, at løse staldvinduer faldt ud, og dørene klamrede. Kanonstillingen kom vist aldrig rigtigt i brug, og der blev kun affyret skud få gange.

 

Vi havde stadig de tyske soldater tæt på. Kostforplejningen i militærlejren kørte rundt og forsøgte at købe dyr til slagtning uden om de offentlige kanaler, og en del landmænd faldt for fristelsen til hurtige penge. Og der var piger, som faldt for de flotte soldater.

Men den illegale frie presse begyndte at dukke op – også med hentydninger til disse foreteelser – og det sved i samvittigheden. Vi blev klar over, at modstandsbevægelsen havde øjne og ører alle vegne.

Om foråret kom der en dag en tysk officer til »borgmesteren« og ville leje græsning til garnisonens heste. Da far sagde, at det kunne han ikke påtage sig, blev anmodningen fremsat lidt skarpere. En henvendelse til førnævnte ritmester i Thisted blev besvaret med, at det var der ikke pligt til, og sagen blev ikke til mere.

Den tyske officer medbragte en dansktalende tysk soldat, som fortalte, at han var født i Haderslev, hvor hans forældre af en eller anden grund aldrig var blevet danske statsborgere. Han var derfor blevet indkaldt til den tyske hær. »Det er mig imod at være med i dette felttog, som ikke er min sag,« sagde han. Men ved senere henvendelser, hvor han var med som tolk, blev vi klar over, at hans nazistiske overbevisning var der ikke noget i vejen med, og derfor var vi på vagt.

 

Tobaksmanglen var et problem for hele landet. Sortbørshandel, dårlig dansk tobak og meget andet. Sammen med vores karl havde vi drenge fået plantet et par hundrede tobaksplanter af sorten Virginia. Vi fik virkelig en stor høst og sad mange aftener og trak de store blade på snore og fantaserede om cigarer og cerutter, som en lokal cigarruller i Frøstrup kunne frembringe. Hele maskinhuset var fuld af tørresnore under bjælkerne.

Men ak, en morgen var de væk, undtaget nogle rester langs siderne og i et hjørne. Det var mange sækfulde, som vi aldrig så igen, så måske var det for tidligt, jeg skrev, at kriminaliteten var lav!

 

En skønne dag fik vi besked på indkvartering af tyske soldater. Jeg husker ikke, hvorfra ordren kom, men ingen i nærheden af forsamlingshuset og den nedlagte kommuneskole slap fri. Det var i forbindelse med en omskiftning af soldaterne i militærbarakkerne. Jeg mener, det var i efteråret 1943.

Hos os i »Gisholm« blev indkvarteret 14 mand, som skulle have et tomt rum med trægulv og halm til at ligge i. Der skulle desuden være staldplads til et par heste.

Soldaterne fik vores karlekammer, som var ud mod gavlen i et udhus, og i et lille tilstødende rum indrettede de en kantine med de fornødenheder, som soldater har, herunder lidt konserves, madvarer samt spiritus. De opførte sig pænt, og hvis vi havde et ærinde forbi, var det næsten sikkert, at vi blev budt en cognac.

Det var soldater, som ikke havde været i krig endnu. Mændene var i alderen ca. 40 år og avde næsten alle en lille legemlig defekt, som havde ført dem udenom militæret indtil nu.

Med stor iver viste de billeder frem af kone og børn, hus og hjem, hvilket viste deres hjemlængsel. Hestepasseren, der haltede meget og derfor var meget hos hestene, var meget bekymret for dem derhjemme. Og hvis vi berørte fremtiden, blev de meget tavse. Soldaterne skulle til Rusland og viste os udrustningen dertil. De havde store, pelsforede luffer og kapper, foret med fåreskind, gedeskind og alle forskellige slags skind.

Ved forsamlingshuset var der feltkøkken. Et lille muntert træk: I et hjørne af vort fritliggende hønsehus var der et wc, oprindeligt bygget til karlene, men det blev ikke brugt mere. Dét måtte de indkvarterede soldater bruge, og det viste sig at være så populært at kunne lukke sig ind og sætte krog på, at soldaterne fra de andre indkvarteringer næsten stod i kø i stedet for at bruge de udgravede latriner. En lille trang til at være sig selv. Hvor soldaterne siden blev af, véd jeg ikke.

 

Vi fik en ny indkvartering i vinteren 1944-45. Det var en afdeling på oprindelig 500 mand, der kom tilbage fra østfronten. Nu var de kun 95 mand tilbage og kom tilbage til Danmark for igen at opbygges til fuld styrke. Det var frontsoldater, og de snakkede ikke om deres oplevelser.

Da det var vinter, skulle de have et rum med varme i, og til det brug blev der læsset et læs koks af i et tomt maskinhus. Hvor de skaffede det fra, vides ikke. Men der var livlig trafik af to soldater med en kurv koks imellem sig. Kul og koks var der intet af i de danske brændeskure, så det skete at, en kaffekande blev rakt frem, og en kurv koks væltede ud ved en dør …

Juleaften kørte officerer rundt til indkvarteringerne, hvor de holdt en lille opildnende tale og ønskede godt nytår. Der var ingen glæde at spore i de ansigter, vi så.

I det værelse, hvor vi havde fået tre befalingsmænd indkvarteret, stod forsamlingshusets klaver i forgangen. En af de tre soldater havde været organist ved en kirke i sin hjemby, og han sad tit og spillede længselsfuldt. Det var ikke militærmusik. Efter tre-fire uger var de væk igen, og vi fik ikke indkvartering mere.

Der var ingen i vores husstand, der forstod tysk, men soldaterne var meget ivrige efter at fortælle, og med fagter og fingersprog mente vi at have forstået, hvad jeg har berettet om.

 

Der var efterhånden mange henvendelser fra den tyske kommandant på Ellidsbølgaard, både krævende til tider også truende. Sprogvanskelighederne var der jo altid, og tyskerne havde derfor som regel en tolk, en dansk mand kaldet »Peter Fidus«. Han boede i det tyske hovedkvarter og sås tit mellem folk, når der var bal i forsamlingshuset, på kroen i Fjerritslev og andre steder, hvor der var folk. Som regel beruset og provokerende.

Vi var lidt bange, når han viste sig, især bange for at sige noget uoverlagt. Han talte flydende tysk og blev brugt som tolk. Han kunne være elskværdig eller en grov bisse. En rigtig led karl.

 

Da den danske regering gik af 29. august 1943, forlangte tyskerne en samarbejds- og loyalitetserklæring af medarbejdere ved Danmarks Radio. Henriette Riskær Steffensen, der havde ledet morgengymnastikken for kvinder i radioen gennem er årrække, nægtede at underskrive og følte sig derfor så usikker ved at bo i København, at hun rejste med sine tre små piger op til sine to fastre, der ejede fødegården Riskjærgaard på Thorup Holme. Mor var for øvrigt kusine til de to søstre.

Henriette følte sig ikke direkte i livsfare og ville gerne deltage i sognets liv. Med sin læreruddannelse holdt hun en del foredrag og oplæsninger rundt på egnens skoler. En aften læste hun Kaj Munks skuespil »Niels Ebbesen« op i Vust Friskole. Bogen var forbudt, da den roste den danske adelsmand og hans drab på »den kullede greve«, den tyske grev Gerhard, under den tyske besættelse af Jylland i året 1340. Skolekredsens medlemmer var tilhørere.

Dagen efter kom en bil med tyske personer ud af kommunevejen og standsede en ung mand, Søren Bach, og spurgte om vej til Riskjærgaard. Det kunne han ikke svare på, og da de var kørt, gik han lige ind og ringede til Riskjærgaard, at nu kom tyskerne.

Henriette gik straks hen over markerne til Holmegaard lige i nærheden og lod småpigerne tilbage. Om natten søgte hun hen til frimenighedspræst Gustav Anker Møller i Klim, og derfra blev hun sendt over til præstens søster i Galtrup på Mors, hvor hun opholdt sig til befrielsen.

Hjemme hos os kom der også nogle tyske personer med føromtalte »Peter Fidus« som tolk. De ville tale med min far, og da han ikke var hjemme, satte de sig bare til at vente. Vi kunne ikke bevæge os i huset, uden at der var en tysk soldat lige i hælene på os.

Da far kom hjem, blev han efter en kort samtale bedt om at følge med ud til en bil, hvor Margrethe Riskær, den ene af de to gamle søstre, sad i forvejen. Herefter kørte bilen.

Sent om aftenen ringede telefonen, og en dansk stemme sagde: »Deres mand er taget til Aalborg, så véd De besked.«

Tyskerne havde også prøvet at udspørge Henriettes efterladte småpiger i Riskær, men de fik lov til at blive hos deres mors faster. Det blev til nogle angstfulde døgn, uden at nogen vidste noget. Tredjedagen ringede far, at han var frigivet og kom hjem. Glade var vi alle.

Far fortalte, at han og Margrethe Riskær efter et kort forhør i Fjerritslev blev kørt til det tyske hovedkvarter i Aalborg. Her blev de ført til hver sin afdeling i en nøgen fængselscelle med en madras i hjørnet. De så ikke hinanden, før de fik lov at rejse hjem.

Far kom i forhør dagen efter, hvor han blev udspurgt om friskolen, enhver forbindelse til Henriette Riskær, grundige spørgsmål om kendskab til modstandsbevægelsen med mere. De tilbageholdte blev koldt behandlet, men led ikke overlast. Dog var far vidne til, at nogle unge mænd blev jaget hen af fængselsgangen med slag og spark.

Andendagen endnu et forhør og sluttelig en tale om, at det var en krigshandling, der var begået, og at gentagelse ville være farligt for dem.

 

19. September 1944 blev det danske politi interneret i Frøslev-lejren og senere sendt til Tyskland. Vores stedlige landbetjent, kaldet »Røde Willy«, havde opretholdt lov og orden på egen håndfast måde, og kunne ord og formaninger ikke klare sagen, gik en syngende lussing eller en knytnæve bedre igennem. Han vejede vel 100 kg. »Røde Willy« gik under jorden, men det skete, at vi så ham i almindeligt tøj, og han dukkede op i modstandsbevægelsen 5. maj 1945.

 

I vores lille kommune, Vust, blev der oprettet et lokalt vagtværn på fem mand, udstyret med armbind, stavlygte og gummiknipler. Mig bekendt kom det aldrig i brug. Men sortbørshandelen florerede som aldrig før. Ikke mindst på grund af varemangelen.

Lidt af sikkerheden ved at færdes om natten blev også mindre. Der blev små episoder, som ikke var så rare. En aften, jeg var gået i seng ude i karlekammeret, lå jeg og læste i en bog, da døren gik op, og en tysk soldat i fuld feltudrustning med gevær og det hele kom ind. Han stod bare og kiggede sig om og snakkede tysk. Så opdagede han bogen og nogle blade på bordet, hvor der også lå et eksemplar af »Ved Julelampens Skær«. Tyskeren begyndte at gestikulere og snakke ret ophidset og råbte »Propaganda!«. Jeg følte mig ret ilde til mode, som jeg lå der i mit nattøj. Heldigvis blev der banket på ruden og råbt noget på tysk, hvorefter han hurtigt forsvandt. Hvad han mente, véd jeg ikke, men han var vel på manøvre.

En anden aften var vores karl, Henry Ottosen, hjemme og se til sine forældre. Han fortæller selv: »Pludselig blev jeg standset af en tysk soldat. Han forlangte at få min cykel, men den ville jeg ikke give fra mig. Han trak nu en pistol og truede mig. Han virkede beruset og tabte pistolen på vejen. Jeg benyttede lejligheden og plantede en knytnæve midt synet, så han faldt ned i vejgrøften, og så på cyklen og af sted. Han begyndte at skyde efter mig, da jeg var kommet et stykke hen af vejen, dog uden at ramme, så jeg slap.«

Vi hørte senere, at der var blevet skudt gennem døren på et hus i nærheden, da der ikke blev lukket op, men hvordan det spændte af, véd jeg ikke.

 

Tyskernes behov for at trække på lokalbefolkningen blev større, da der kom besked om, at der skulle stilles med to vogne med heste og kusk til at hente proviant til Thisted. Hvad årsagen var, véd jeg ikke, men vi forstod, at der ikke var kommet nogen forsyninger med jernbanen, og flere dages blæst og snefygning havde vanskeliggjort færdsel på landevejen.

En opringning til den danske forbindelsesofficer i Thisted afgjorde, at dét havde vi ingen pligt til – men hvad gør man over for geværer og trusler? Vores nabo Johannes Jensen, som kørte mælk til mejeriet, og en anden mand, Agner Holm, indvilgede i at køre, og så startede turen i et par store mælkeslæder og bevæbnede tyske soldater som medpassagerer. En lang dagstur på cirka 68 kilometer.

Men de kom igennem med to læs rugbrød, der var læsset, som når vi kørte roer ind. Det var en hård fysisk bedrift på en uønsket befaling.

 

I sommeren 1944 kom der besked til »borgmesteren«, min far, om at møde på Ellidsbølgaard. Da han ikke fik oplyst, hvad det drejede sig om, ringede han til den danske forbindelsesofficer i Thisted, som kom og fulgte med.

Her blev der stillet krav om, at afgrøderne på de dyrkede marker skulle ryddes i en afstand af 1.000 meter fra minefelter og tankgrave. For de fleste landmænd ville halvdelen af høsten – andre det hele – blive ødelagt.

Efter forhandling frafaldtes kravet, men det blev pointeret, at i tilfælde af krigshandling ville markerne blive brændt af eller på anden måde ødelagt. Der skete således oftere og oftere ting, som lagde pres – også psykisk – på lokale, ansvarlige personer.

 

Ligeledes i sommeren 1944 kom der russere til de tyske soldaterforlægninger. Det var russiske krigsfanger, der var trukket i tyske uniformer. Måske for at slippe for den elendige behandling i fangelejrene – eller de var lovet national selvstændighed, når krigen var vundet, og måske havde de fået kendskab til hjemvendte krigsfangers behandling. De blev efter forlydende sendt til mange års tvangsarbejde i Sibirien.

Men det var mærkelige, fremmedartede mennesker. De bar skuldermærker, hvorpå der stod Armenien eller Georgien. Advarselsskiltene om minefelterne blev forsynet med russiske tekster, som indeholdt bogstaver, vi ikke kendte i vort alfabet.

De russiske soldater var et mærkeligt syn, når de kom ridende i vejsiden på uskoede heste og med pelshuer som en understregning af vor skolegangs kosakhistorier. Deres heste var mindre og senede. Vognene havde høje baghjul og meget små forhjul, som kunne dreje helt rundt, når de vendte vognen.

Mændene havde måske aldrig set en cykel og kunne ikke cykle. Vi morede os, når vi så, hvordan de startede ned ad bakken fra Ellidsbølgaard og landede i grøften.

Disse midaldrende mænd havde levet en barsk tilværelse i flere år væk fra deres familie, og måske for at berolige dem havde tyskerne oprettet et bordel i et tomt hus i Barkær uden for Vust. Dér havde de installeret fire polske kvinder, som russerne kunne besøge. Vi antog, at pigerne var tvunget ind i disse forhold på grund af de elendige forhold i Polen.

På nabogården var indkvarteret en tysk underofficer fra det berygtede SS-regiment til at holde orden på tingene. Russernes officerer var alle af dette nazistiske korps.

Engang så jeg i engene uden for byen, hvor de var på øvelse, hvor brutalt de blev behandlet af de tyske officerer. Spark og en støvle over nakken, når de ikke kom langt nok ned i mudderet.

Nogle af russerne drak kogesprit. Alt, hvad de kunne tigge sig til, indholdet i spritapparatet og gamle dunke drak de, til de ravede sanseløst drukne rundt.

En aften, mine to yngre søskende og jeg var alene hjemme, kom der tre sådanne mænd ind i gården. Vi låste døren, men efter at de havde banket længe på døren, begyndte de at gå og rode i udhuset.

Så valgte jeg at gå ud til dem gennem en bagdør. Jeg kan endnu næsten se og føle det puf, jeg fik i brystet samtidig med kravet om sprit. Dét kunne jeg ikke imødekomme, og efter en del gebrokken diskussion bød jeg dem sødmælk af mælkejungerne. Det løb ned ad hagen og brystet på dem fra en pøs, men så forsvandt de da. Dagen efter hørte vi, at russerne havde slået døren ind et sted, hvor folkene ikke var hjemme, og gennemrodet huset. Det øgede ikke tilliden, men forstærkede uviljen.

 

Også dén vinter gik, og det lakkede mod foråret 1945. Mangelen på snart alle ting var ved at være slem, men radioens meldinger om fronternes stramning om Tyskland gav håb om snarlig afslutning på krigen. Flygtninge fra især de baltiske stater og Østtyskland strømmede til Danmark, også helt op til Nordjylland.

Klim Forsamlingshus med flere blev fyldt til bristepunktet med flygtninge. Køkken og sanitære var katastrofalt utilstrækkelige, og det var umuligt at opstille skillerum for de enkelte familier. Mælkejungerne, som de fik leveret mælk i fra mejeriet, blev brugt som toilet, så alt lignede kaos. Alle måtte dele de samme vilkår.

 

April 1945. Det var blevet forår, og vi var begyndt på markarbejdet og kornsåningen. Krigen var efter alt at dømme på vej mod sin afslutning, men hvordan det ville ske for Danmark, kunne ingen sige. Der stod 350.000 velbevæbnede tyske soldater i Danmark, og om der skulle kæmpes, var et åbent spørgsmål. Mange af de danske arbejdere var rejst, så der var blevet ro for dem.

En morgen holdt der en bil i gården med tyske militærpersoner. De forlangte, at der skulle møde syv spand heste med vogne og kusk samt to spand heste uden vogne. Alle for at køre materiale ud for et kompagni soldater sydpå langs vestkysten uden nærmere besked om, hvortil de skulle. Der var ikke længere tillid til jernbaner, som ofte blev saboteret.

Da far blev klar over kravets omfang, nægtede han totalt at medvirke. Han forsvarede sig med, at det havde han ingen bemyndigelse til. Den danske tolk, »Peter Fidus«, rasede og truede med at »lægge jer alle ned«.

At det ikke var en tom trussel, var vi klar over. Da han sprang ned fra ladet af bilen, havde jeg set, hans jakke gled op, og derunder bar han en pistol i bæltet. Men en tysk soldat trak hastigt hans jakken ned.

Kravet endte med, at der blev sat en bevæbnet tysk soldat af ved de omliggende gårde, hvor soldaten gav gårdejerne besked om at møde i den tyske lejr klokken 15.

Klokken 14 bankede den tyske soldat hårdt på bryggersdøren, pegede på uret og klappede på geværet. Vores karl, Henry Ottesen, havde indvilget i at køre, og de kom så af sted, alle som var omfattet af befalingen. Før Henry kørte, sagde far til ham, at hvis han følte sig utryg ved situationen, skulle han forlade heste og vogn og bringe sig i sikkerhed.

Karlene ringede hjem hver aften, så vi kunne følge dem på turen. Det pinte dem lidt, når de holdt ind for natten, at folk troede, de var tyske håndlangere. Køreturen gik gennem Thy og ned mod Oddesund i overkommelige daglige strækninger.

En episode på Thyholm blev meget ubehagelig for dem. De holdt ind på en gård, hvis ejer nægtede at udlevere foder til hestene. Da ejeren ville forhindre det, pryglede de tyske soldater ham og holdt ikke op, før hans femårige søn gav sig til at slå løs på soldaterne.

Gårdejeren kom ind i stuehuset, hvor der kom en læge og behandlede ham, men lægen turde ikke tage manden med væk fra gården. Lidt efter kom manden ud på bagsiden af huset og løb væk ud over marken. De tyske soldater skød efter ham, og Henry fortalte, at den soldat, der ledsagede hans vogn, grinede himmelhøjt, da manden faldt, alt imens han tømte geværet for tomme patronhylstre.

Jeg har siden fået fortalt af en anden thyholmer, at manden var ramt i benet og kom på det lokale sygehus, hvorfra han blev udskrevet få dage efter.

Turen fortsatte over Oddesundbroen til Humlum, og næste morgen fik de overraskende at vide, at de kunne køre hjem. Otte dage efter turens start var de hjemme igen.

Når jeg har fortalt så indgående om denne tur, er det, fordi dette overgreb og vores magtesløshed over for tvangen stod meget stærkt for mig.

 

Brev fra mor til min søster Marie 16. april 1945

Tak for brevet forleden. Jeg ville have skrevet noget før, men har ikke rigtigt været oplagt dertil. Vi oplever forhåbentligt den sidste tid af krigens strabadser, for vi er hårdt berørt deraf, også mere, end vi kan holde til i længere tid.

Sidste tirsdag blev vi udskrevne til, eller rettere tvungen til at møde oppe ved værnemagtens gård med otte spand heste og vogne og kuske kl. 2 eftermiddag. Far nægtede at have noget med det at gøre, da det var ulovligt, og da Peter Fidus var her både første og anden gang, sagde han til Fidusen, at ville han tvinge, måtte han selv tage ud til folk, men alle sagde jo blankt nej. Så kom han tredje gang med otte bevæbnede soldater og forlangte køretøjet, ellers brugte de pistoler, og det er jo ikke et rart valg. Befordringen kan jo bruges flere gange, men pistolen plejer jo gerne at gøre det af med én på én gang. Og tyskerne kørte så rundt til gårdene og satte en bevæbnet mand af ved hver gård, indtil befordringen var klar til at køre, så sprang han op i vognen. Henry har så været kørende til Nørre Nissum, og vi mener så, at han kommer hjem i aften, men det er også otte dage midt i såtiden. Så igen i aftes gentog det samme sig igen, men det var da kun en befordring til at køre til Nørre Nissum med de sidste rester af russerne; men straks reden er forladt, er den fyldt på ny af andre græshopper …

Nå, uha, med alt det skidteri!

Nicolaj kan godt få et cykeldæk; vi har fået et hos smeden, hvor så end han har fået det fra. Jeg håber, I har det godt og kommer vel gennem den svære tid.

Kærlig hilsen Mor og Far

 

Vi var nu fremme over midten af april, og det afbrudte forårsarbejde var blevet fuldført. Nu ventede vi utålmodigt på krigens afslutning.

Den fjerde maj om aftenen var vi til fødselsdag hos Lars Christian Andersen i Holme. Vi var efterhånden meget spændte på, hvad der ville ske, for de allierede styrker var nået frem til Holsten og kunne når som helst rykke op mod Danmark.

Vi skulle naturligvis høre den engelske radio, da vi sad omkring kaffebordet, så da endelig frihedsbudskabet kom, kiggede vi næsten målløse på hinanden, og Johannes Andersen sagde: »Nå, så kunne de ikke mere!«

Mere blev der ikke sagt præcis, men de næste par timer gik med snak om, hvad der ville ske de næste par dage, og lytte til radioen, som med ét var fri for de velovervejede, censurerede nyheder og nu bragte skildringer af den overvældende feststemning i de københavnske gader. Vi hørte også, at frihedskæmpere fra modstandsbevægelsen dukkede frem og overtog opretholdelse af lov og orden. Vi cyklede hjem med forventning om, hvad morgendagen ville bringe.

Næste dag, 5. maj, kom et par unge mænd cyklende med maskinpistol på ryggen og pistol i bæltet. De bad som en selvfølge om lov til at opholde sig i vores veranda, som vendte ud mod landevejen og med telefonen lige udenfor.

De var nabosognet Vester Thorup, og vi kendte dem udmærket. Forklaringen på, at der ikke var lokale, unge mænd med, da nedkastningsgruppen i Vester Han Herred blev oprettet, var, at den tætte belægning med tyske soldater og fremmede arbejdere udgjorde en risiko. De to mænd kom for om muligt at standse og arrestere den tyske håndlanger og tolk »Peter Fidus«.

»Peter Fidus« blev set, da han standsede ved købmanden, men han kørte straks videre, så de to mænd nåede ikke at standse ham. De telefonerede straks, at han var på mod Fjerritslev i en tysk militærbil med en tysk soldat som chauffør, ledsaget af to kvinder, hvoraf den ene var højgravid. De havde også opholdt sig hos tyskerne.

Men »Peter Fidus« blev stoppet inden Fjerritslev og arresteret uden modstand. Det siges, at han græd. De tyske soldater så vi ikke noget til de næste dage, hverken på vejen eller stationen, men der var folk, som havde dårlig samvittighed og ikke vidste, om de var købt eller solgt.

En bymand, som havde kørt for værnemagten helt fra starten af befæstningsanlægget, udbrød: »Gudskelov, de gør da ikke noget!«

De mange danskere på kontoret hos Poul Wagga Andersen, der stod for værnemagtsarbejdet, var allerede forduftet eller forsvandt omgående.

 

Men helt undgå kontroverser mellem modstandsbevægelsen og enkelte borgere undgik vi ikke. Anklagerne var ikke alle lige underbyggede – det kunne jo være alt fra økonomiske betragtninger til frygt eller tvang, der fik folk til at handle, som de havde gjort.

8. maj klokken fem om morgenen kom der et par tyske soldater og bød »borgmesteren«, min far, at møde op i befæstningen for at overtage det militære anlæg klokken otte. Dette var for stor en opgave, så far ringede til den danske forbindelsesofficer i Thisted, ritmesteren.

Det viste sig nu, at ritmesteren, foruden at varetage de danske interesser over for værnemagten, også var dybt involveret i modstandsbevægelsen. Han ankom hurtigt, medbringende en gruppe frihedskæmpere fra det sydlige Hannæs, Øsløs, Vesløs og Amtoft. De blev ladt tilbage på en gård i nærheden, bortset fra to mand, der skulle overtage vagten ved de to spærrebomme og skilderhuse. Alt for ikke at provokere episoder.

På Ellidsbølgaard stod regimentet opstillet til afmarch. Der var lidt ventetid og uro, og den sidste mand kom de med på en trillebør, døddrukken. To vogne var læsset til bristepunktet, den ene trukket af heste, den anden af soldater.

Så holdt den øverstbefalende en tale til soldaterne, som ifølge tolken fortalte, at krigen var slut i Danmark, og at den tyske hær ikke var overvunden, og at de havde deres soldaterære i behold. Han bød dem at bevare moral og disciplin, for de skulle til Tyskland og kæmpe videre mod bolsjevikkerne sammen med de vestlige allierede (!).

Derpå startede den lange march mod grænsen. Vi betragtede dem, da de kom gennem vores lille by med våben og udstyr eksemplarisk hængende på skulderen og slæbende på de to vogne, og de tog afsked med militære slagsange. Men senere hørte vi, at allerede ved Aggersund, hvor de stødte til soldater fra Øster Han Herred og Vendsyssel, begyndte moralen at falde, og en del af udstyret blev kastet i Limfjorden, da de gik over Aggersundbroen.

Den lange vej hjem var begyndt.

Det var de sidste tyske soldater, vi så efter besættelsen. Andre hjemvendende soldater fra Nordjylland gik over broen i Aalborg eller Oddesundbroen i vest.

Og så ventede vi på englænderne. De ville komme, ikke for at besætte landet, men vel for at vise, at krigen virkelig var vundet. Vi så reportager i bladene fra modtagelsen i de store byer, og især Montgomerys modtagelse i København. Men vi ønskede også at se dem i vores lille landsby.

Endelig blev det meldt, at englænderne var kommet til Thisted, og rygtet gik fra landsby til landsby, hvor langt de var kommet frem.

Endelig kom de: 12 små køretøjer, de berømte jeeps, kom kørende med en fart, som langt oversteg de danske tilladte hastigheder. Det så ud, som om mandskabet sad oven på køretøjerne. Blomster og kranse hang, hvor de kunne hænge fast, og køretøjerne havde vimpler i de høje radioantenner. Vi hujede og vinkede, mens englænderne fortsatte den vilde kørsel til Fjerritslev, hvor de gjorde et kort ophold, inden de fortsatte mod Aalborg. Vi så og mærkede aldrig mere til englænderne lokalt.

 

De befæstede stillinger blev hurtigt ryddet for våben og anden udrustning, men tilbage lå minefelterne, både i klitterne og på de dyrkede marker. De var en stadig kilde til risiko.

Et par unge heste fra gården Mølbæk var løbet gennem indhegningen til et minefelt, hvor der var friskt græs. Da de galopperede hen gennem feltet, sprang en mine, og den ene hest blev kvæstet til døde, mens den anden slap uskadt.

I sommeren 1945 kom 20 unge tyske soldater i uniform, men uden distinktioner og gradstegn, for at rydde de farlige miner. De var ledsaget af to danske soldater fra Den Danske Brigade i Sverige. Det hed sig, at de var frivillige og havde helt sikkert gode kår i alle måder under det farefulde arbejde.

Minerne blev gravet op og samlet i store bunker, hvorefter de blev sprængt. Det var ret store eksplosioner, det frembragte, og følgen var, at de glødende sprængstykker fløj vidt omkring og tændte ild i græs og lyng. Der var mange brande og udrykninger i den tørre sommer, og da der ikke kunne udføres slukningsarbejde i minefelterne, blev vi flere gange beordret på brandvagt, da ilden fik lov til at brænde ud i de afspærrede områder.

Ved disse lejligheder var det muligt at tage forsvarsværkerne i øjesyn. De mange stillinger og maskingeværsreder stod nedgravede uden våben, men med ammunitionskasserne opstablet i store mængder endnu. En hospitalsbunker med mange rum og operationsstuer, nedkørselsvejen nedgravet og overdækket med net. Der var intet at se over jorden.

En brønd var gravet 50-60 meter ned gennem sandklitterne, til man var stødt på grundvandet. Vi så også de mange lokaler i soldaterlejren: belægningsstuer, magasiner, stadig med rester af proviant, og en stor teatersal. Alt sammen til ingen verdens nytte. Heldigvis!

Minefelterne i klitterne blev til slut gennemkørt med larvefodskøretøjer. De dyrkede marker blev gennempløjet af det tyske rydningshold, men med ejernes hest og plov. Det her var det mest farlige. En ung tysker blev dræbt under pløjning og en anden lemlæstet.

Det var vanskeligt at slå græsset i engene nærmest sprængningerne på grund af nedfaldne sprængstykker. Der blev fundet miner efter rydningen; danske minører blev tilkaldt for at tilintetgøre dem, men mig bekendt skete der ikke flere ulykker. Hvor mange miner, der ligger der endnu, vides ikke.

 

Sommeren 1945 gik sin gang – jeg vil ikke sige i en festrus, men alligevel! Det var en glæde, at samfundet begyndte at ændre sig til det normale. Valdemarsdag, 15. juni, til minde om Dannebrog, der faldt ned fra himlen og bragte kong Valdemar sejr under felttoget i Estland 1219, blev festligholdt med gudstjeneste i Vester Thorup Kirke, hvor egnens forskellige foreninger stod fanevagt i kirkens kor.

Der blev rejst en mindesten ved Husby Hole, hvor bondehæren under Henrik Tagesen blev slagtet af konge og adel i året 1441. Vore grundlovsmøder fik fornyet indhold, og danske soldater blev genindkaldt til forsvarsstyrkerne.

Vi fik en samlingsregering for at oprette den danske økonomi og udenrigshandel. Den tyske besættelse havde tappet den danske økonomi for mellem otte og ni milliarder kroner, en uoverskuelig sum i datidens kroner. Der var kun valuta til den mest nødvendige import, ikke til nye biler og udenlandsrejser, som vi ser det i dag.

 

Der er nu (1998) gået mere end et halvt århundrede, siden krigen sluttede. Store ændringer er sket i det lille samfund. Tankgrave og minefelter er borte, og der er plantet skov over arrene. Betonbunkere er muret til, og de fleste af dem er utilgængelige. De tre gårde, der blev fjernet, er ikke genopbygget. De aktive landbrug er vel halveret, og byfolk og folk fra andre dele af landet befolker de tomme huse. Købmanden er væk, jernbanen og stationen er nedlagt. Skolen er også væk.

Det gamle Vust Sogn, en gang en ø i havet, er der endnu, men som kommune blev den sammen med fem andre kommuner i Vester Han Herred lagt sammen til Fjerritslev Kommune i 1970.

»Gisholm«, den gamle gård, der nedbrændte og blev genopbygget i 1955, ligger der endnu. En fæstegård fra 1760, ejet gennem seks generationer af samme slægt siden 1772, måske længere tilbage. Fortiden herom kendes ikke.

Bulbjerg står endnu, mens Skarreklit faldt i 1978. Ellers er naturen den samme – havet, klitterne, agrene, engen, Vejlerne og Limfjorden, vinter og sommer. Og en del af mit hjerte vil altid være der, så længe jeg lever.