Køkkencenter i nye og større rammer

Kurt Larsen (tv) og Kent Røge foran de nye lokaler på Industrivej i Fjerritslev. Foto: Mattias Bodilsen

Kurt Larsen (tv) og Kent Røge foran de nye lokaler på Industrivej i Fjerritslev. Foto: Mattias Bodilsen

Sammen med DCM Cykler & Maskiner og Hanbo Design flytter Kent Røges Køkkencenter til langt større faciliteter i det nye City West på Industrivej i Fjerritslev

Butikscentret City West, der så dagens lys på Håndværkervej 6 i Fjerritslev for snart syv år siden, har vokseværk og skifter nu til væsentligt større lokaler på Industrivej lidt længere mod syd.

Her i den tidligere Stratego-bygning ved byens vestlige omfartsvej får de tre butikker i City West i alt 2.650 kvm at råde over, hvilket er en forøgelse på 1.000 kvm i forhold til de hidtidige rammer.

DCM Cykler & Maskiner er allerede flyttet ind, mens Hanbo Design og Kent Røges Køkkencenter følger umiddelbart efter og forventer at være på plads omkring 1. maj.

Ud over langt bedre udstillingsplads får butikkerne også en betydeligt flere kvadratmeter lager, ligesom der er større parkeringsplads og optimale muligheder for udstilling i vinduerne ud mod de mange, der færdes på Industrivej. Med til Hanbo Design hører også Fjerritslev Ny Stenhuggeri, som får sin særskilte udendørs udstilling.

City Wests indehavere forventer øget trafik i området, når Fjerritslevs nye genbrugsplads lige overfor står klar til sommer.

Nyt navn – samme koncept

Kent Røge, der var med til at etablere City West i 2006, og Kurt Larsen, der blev ansat et par år senere, glæder sig til at præsentere deres nye udstilling af inventar og hvidevarer til køkken, bryggers, garderobe og bad.

I forbindelse med flytningen introduceres navnet Designa Gør∙Det∙Selv til afløsning for det hidtidige Unik-logo. Der er dog alene tale om et navneskifte inden for Designa-indkøbssamarbejdet, forklarer Kent.

– Vi fortsætter med samme koncept som hidtil, og i virkeligheden kender de fleste os som Kent Røges Køkkencenter. For mange her i det nordjyske betyder det mest, at de kender de personer, der står bag.

I øjenhøjde med kunden

– Vi er kommet fornuftigt gennem de seneste års krise, og vi tror, det skyldes, at vi er på øjenhøjde med vore kunder. Vi kører gerne ud til kunden for at måle op, og ved køkkenbordet kan vi sidde i fred og ro og snakke ønsker og løsningsmuligheder igennem.

Via et tæt samarbejde med Garant Tæpper i Brovst og elfirmaet Verner Ranum i Fjerritslev er Kent og Kurt også i stand til at levere alt i gulvbelægning og hvidevarer, så de kan tilbyde kunden en komplet løsning uden at skulle involvere en lang række leverandører. Oftest er de også bindeled til de lokale håndværkere, der skal stå for montering samt el- og vvs-arbejdet.

– Vi udarbejder derefter et prisoverslag, og når det er accepteret, går vi i gang med at tegne køkkenet i 3D på vores computer. Dermed kan vi anskueliggøre det færdige resultat for kunden, samtidig med at de sidste detaljer bliver justeret på plads.

Skræddersyede løsninger

Service og fleksibilitet og nærkontakt med kunden spiller en vigtig rolle i den måde, som Kent og Kurt driver forretning på.

– Faktisk er vi gået imod selvbetjeningsstrømmen, fordi de fleste helst vil have en snak om mulighederne og nogle faglige råd, når de kigger på køkken- eller badmiljøer. Vi er med til at give tryghed og overblik, så man undgår ubehagelige overraskelser undervejs i projektet.

Det er også de to køkkenfolks erfaring, at mange sætter stor pris på butikkens store sortiment af tilbehør.

– Det er let at smutte indenom og få en ekstra hylde eller nogle beslag med hjem, hvis man lige står og mangler. Desuden producerer vi selv låger efter mål til konkurrencedygtige priser.

Åbent hus følger

Mens køkkencenteret ejes af Kent alene, driver han Hanbo Design og Fjerritslev Ny Stenhuggeri i ligeligt ejerskab med Kurt. DCM Cykler & Maskiner ejes af Dan Qourning.

Når det hele er på plads i det nye City West, inviterer de tre forretninger til et fælles åbent hus.

Kent er glad for, at butiksfællesskabet kan fortsætte i de nye rammer, og han tilføjer, at bygningen rummer plads til yderligere en butik, der kan passe ind i det overordnede koncept med alt til hus, skov, have og fritid.

Artikel fra Magasinet NORD april 2013, udgivet af NORDJYSKE Medier