Juli 2013

Op mod 125 deltager i årets Kend din egn-udflugt – den 17. i rækken – hvor Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred denne gang har inviteret på et besøg i A.P. Simonsen og Ingeborg Thygesens kunstnerhjem i Thorup Strand foruden fortælling om fiskeri og redningsvæsen før og nu. Foto: Ejgil Bodilsen

Op mod 125 deltager i årets Kend din egn-udflugt – den 17. i rækken – hvor Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred denne gang har inviteret på et besøg i A.P. Simonsen og Ingeborg Thygesens kunstnerhjem i Thorup Strand foruden fortælling om fiskeri og redningsvæsen før og nu. Foto: Ejgil Bodilsen

1. Første hold elever fra Jammerbugt Kommunes 10. klassecenter Vest på Fjerritslev Gymnasium afslutter efter et premiereår, som også skrev historie i form af en lærerlockout.

Den betonlagte Sømærkevej, som den tyske besættelsesmagt etablerede som adgangsvej gennem Svinkløv Plantage til fæstningsværkerne ved Svinklovene, bliver nu retableret med grusbelægning, da vejen er blevet umulig at færdes på i bil.

2. Biskop Henning Toft Bro, Aalborg, ordinerer søndag 7. juli Klim Valgmenigheds nye præst, 39-årige Torben Tvorup Christensen, mens indsættelsen foretages af provst Folmer Toftdahl-Olesen, Skovsgaard. Hidtidig valgmenighedspræst, 66-årige Thorben Johannesen, vil fortsat fungere som vikar.

Lyngmøllens Venner af 2012 inviterer 5. juli til fejring af Lars Søndergaards fødselsdag på Feriecenter Grønnestrand, hvor den stoute bonde var pensionatsvært gennem en lang årrække sammen med søsteren Rie.

4. Tandlæge Knud Kamper overtager Han Herreders Sparekasses gamle bygning fra 1904 i Søndergade 11 og flytter sin klinik med fem tandlæger fra Østergade 4 i løbet af efteråret, når sparekassen er blevet renoveret og ført tilbage til sin oprindelige stil.

7. Naturstyrelsen Thy og Thy Turistforening indvier i samarbejde med en gruppe af lokale folk med interesse i rideturisme første etape af en ny riderute på op mod 100 kilometer gennem Nationalpark Thy fra Lodbjerg ved Agger til Bulbjerg.

8. Han Herred Turistforening og syv andre foreninger og institutioner står bag, når der 9. juli inviteres til »Sange ved havet – fællessang i solnedgangen« ved Havbådehuset i Slettestrand. Idéen er at skabe et hyggeligt og frugtbart fællesskab mellem fastboende og turister.

9. Brovst Pigegarde forsvarer sin titel som danmarksmester ved veloverståede tre dages DM for garder i Frederikshavn.

En ny flagallé gennem Brovst er taget i brug i forbindelse med den første af årets levendegørelser af herregården Bratskov. Flagalléen er etableret med tilskud fra Kulturforeningen Bratskov, Sparekassen Vendsyssels Fond, Brovst, samt den nu opløste Brovst Håndværker- og Borgerforening.

Efter knap fire år med »Børnetøj« i Jernbanegade 14 må indehaver Ole Stig Nielsen erkende, at der ikke er basis for en sådan butik i Brovst. Sidste åbningsdag er 27. juli.

Watoto (betyder »børn« på swahili) er navnet på en ny genbrugsbutik, som det afrikanske præstepar Masudi og Clementine Herman står bag i Søndergade 6, Fjerritslev. Formålet er at skaffe penge til forældreløse børn i hjemlandet Congo og i Uganda, hvorfra de som FN-kvoteflygtninge kom til Danmark for seks år siden.

Knud Kamper har pr. 24. juni ansat nyuddannede tandlæge Thomas Winther, der er født og opvokset i Fjerritslev, i sin tandlægeklinik i Østergade 4.

10. Han Herred Turistforening står bag en ny turistpublikation med titlen »Han Herred – den skønneste plet i kongeriget«, hvis titel refererer til Frederik VI’s besøg ved Grønnestrand i 1824. Fotograf Mattias Bodilsen har taget hæftets 92 fotografier, mens naturvejleder Sigurd Christensen og journalist Ejgil Bodilsen står for den informative tekst med en tydelig natur- og kulturhistorisk vinkel. Samtidig lancerer turistforeningen en ny, mobil turistinformation i form af en »Christiania-cykel« med motiver fra hæftet på siderne af ladet.

12. Et nyt fællesprojekt mellem Region Nordjylland og de nordjyske kommuner er i gang med at planlægge Hærvejens forlængelse fra Viborg mod nord, og der tales om både en vestlig og en østlig linjeføring i form af to nye vandreruter, der forventes at få Hirtshals og Frederikshavn som endestationer. Den vestlige rute skal efter planen gå over Aggersund til Jammerbugten. Der sigtes mod lancering i april 2014.

13. Hærvejen spiller også ind i et forslag om en ny motorvej, der skal aflaste den østjyske motorvej fra Kolding/Vejle til Hobro/Støvring, og Per Bisgaard, der er folketingskandidat og kommunalbestyrelsesmedlem i Vesthimmerland for Venstre, forslår, at Aggersundbroen inddrages som alternativ til Limfjordsforbindelsen ved Aalborg, hvis man kommer fra syd og skal til den vestlige del af Vendsyssel.

Otto Kjær Larsen, der er næstformand i Jammerbugt Kommunes teknik- og miljøudvalg, får æren af at klippe den røde snor, da der åbnes for et helt nyt, fuldautomatisk og driftssikkert, Skræm Vandværk.

14. Bygge- og udlejningsfirmaet Danner Gården holder borgermøde for at lodde stemningen for at genoplive Sandnæshus i Lild Strand som badehotel i oprindelig stil. Det smukke hus, der er opført i 1933, blev overtaget af firmaet i 2007, og en tiltrængt renovering efter mange år som bl.a. lejrskole og ferielejligheder vil efter direktør Jesper Jungersens mening tidligst være tilendebragt i 2015.

Den nyetablerede Destination Slettestrand-Svinkløv igangsætter et projekt med nye informationstavler, der fra p-pladser og indfaldsveje skal vise besøgende rundt i det fantastiske naturområde, bl.a. via henvisning til vandre- og cykelruter.

15. – Skrinlæg dette projekt. Der er allerede fornuftige argumenter nok imod det. Det sagde Bent Wigotski, formand for Foreningen imod Kæmpevindmøller ved Bulbjerg, da 70-80 mennesker samledes til protestaktion ved Græsbøl i Lild Klitplantage, der er udpeget som et af tre steder i Thisted Kommune, hvor der måske skal rejses nye vindmøller.

16. To DM-medaljer på blot én uge: 20-årige Henriette Bedsted fra Klithuse Military Klub vinder sammen med hesten Tanyard bronze ved DM i military for hold i Skanderborg, og ved de individuelle danmarksmesterskaber for i military for youngriders i København sikrer hun sig sølv, med karakteren i disciplinen dressur som udslaggivende for placeringen.

Karina Rødbro flytter pr. 13. august sin salon Frisør K fra Vestergade 3 til hjemadressen Rugmarken 164.

Et syvmandsudvalg danner festkomité, når Ørebroskolen fejrer sin 50-års fødselsdag med teltfest ved skolen lørdag 24. august. Der er inviteret 1.300 tidligere elever, nuværende og tidligere ansatte samt skolebestyrelsesmedlemmer, og håbet er 650 deltagere.

20. Brovst: Birgit Krogh, Bodil Petersen og ægteparret Anni og Kjeld Sommer står bag overtagelsen af Missionsforbundets tidligere kirke, Zionkirken i Kirkegade 26, for at skabe »Fristedet«, der skal bygge bro mellem flygtninge og lokalsamfundet. Indvielsen finder sted 27. juli.

21. 70’er-hippiernes børn vender tilbage til Frøstruplejren og medbringer vore dages it-teknologi og nye initiativer, bl.a. i form af webshop med tøj og smykker. 25.-27. juli blændes op for årets musikfestival med navne som Pharfar og EaggerStunn på scenen.

22. Som den fjerde elektriske forbindelse mellem Norge og Danmark igangsættes arbejdet med at udrulle 130 km søkabel ud for Ellidsbøl Strand ved Bulbjerg, hvorfra Kabelskibet Skagerrak fortsætter mod Kristiansand. Elforbindelsen, der har navnet Skagerrak 4, skal udnytte muligheden for at sælge overskydende strøm fra den danske vindkraft og tilsvarende at købe el fra Norges vandkraft.

Op mod 125 deltager i årets Kend din egn-udflugt – den 17. i rækken – hvor Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred denne gang har inviteret på et besøg i A.P. Simonsen og Ingeborg Thygesens kunstnerhjem i Thorup Strand foruden fortælling om fiskeri og redningsvæsen før og nu.

Teaterforeningen Skovspillene gør klar til årets forestilling i Jægerum Søpark, hvor den udødelige historie om Robin Hood løber over friluftsscenen 7.-11. august med en stribe dygtige, lokale amatørskuespillere som medvirkende.

23. Menighedsrådene i Kettrup-Gøttrup inviterer søndag 11. august til åbent telt ved præstegården på Kettrupvej 83 for at fejre sognepræst Henning Smidts 25-års jubilæum i sognene.

Alle strande i Jammerbugt har nu fået et unikt nummer, som skal gøre det entydigt at identificere stedet i tilfælde af nødopkald til redningstjenester.

28. Helle og Arne Kaspersens drøm om en gårdbutik på Tømmerbyvej 53 ved Frøstrup blev til en omfattende produktion af økologisk is, som fire år efter starten i 2009 tæller 27 forskellige slags og kunder over hele landet.

Såvel danske som udenlandske kunstudøvere rykker ind på Tranum Strandgaard Kunst-og Kulturcenter, når der i dagene 12.-27. august holdes skulptursymposium som led i Images Festival, hvor kunstnere fra verdens brændpunkter kommer til Danmark for at sætte deres præg på landet.

30. Fjerritslev: Nu sættes endeligt punktum for dametøjsforretningen Shoppens udsalgssted i Vestergade 2, idet butikken fra 10. august udelukkende videreføres som en del af Tøjeksperten i Vestergade 6, hvor Shoppens indehaver, Susanne Kristensen, blev butikschef pr. 1. marts i år.