Januar 2015

Weekendens storme, Dagmar og Egon, forvolder trods orkanagtig vindstyrke ikke de store skader i Han Herred. Dog har Stormrådet afgjort, at hele det vestlige Limfjordsområde frem til Aggersundbroen kan søge erstatning for eventuelle stormskader. Foto: Mattias Bodilsen

Weekendens storme, Dagmar og Egon, forvolder trods orkanagtig vindstyrke ikke de store skader i Han Herred. Dog har Stormrådet afgjort, at hele det vestlige Limfjordsområde frem til Aggersundbroen kan søge erstatning for eventuelle stormskader. Foto: Mattias Bodilsen

1. Kulturhistorisk 2020-plan: Trap Danmark, som i generationer har været et nationalt opslagsværk, planlægges nu i en ny udgave med 132 bøger og et digitalt opslagsværk. I år er det 43 år siden, det seneste kapitel i den nuværende udgave udkom.

2. Den tidligere kommunale affaldsplads i Gøttrup Have er under forvandling til en rekreativ naturpark med ny beplantning, stisystemer, sø og shelterplads, der omkranses af høje skrænter med flot udsigt til glæde for bl.a. cykelturister.

5. Op mod 125 medarbejdere mister jobbet, når HKScan Denmark A/S, der er en af Danmarks førende producenter af kyllingekød, lukker for slagtning, partering og udbening på virksomhedens slagteri i Skovsgaard. For stor slagtekapacitet og vigende efterspørgsel er baggrunden for nedskæringen, der ventes at træde i kraft med udgangen af marts.

6. 70-årige Michael Perlmutter, Lild Strand, der har levet som hippie gennem 55 år, udgiver sine erindringer i form af en 2.300 siders rigt illustreret e-bog.

8. Toyota i Halvrimmen vinder udbuddet om levering af 40 nye Yaris-hybridbiler over tre år til den kommunale hjemmepleje i Jammerbugt. Aftalen er led i en række grønne tiltag i kommunen.

11. Fjerritslev Antenneforening slukker pr. 20. januar for det analoge tv-signal i byen. Medlemmer med ældre tv-apparater opfordres til at anskaffe sig en digital boks.

12. SuperBrugsen i Fjerritslev iværksætter et større byggeri, der i løbet af foråret vil ændre butikkens udseende markant, både udvendig og indvendig. Grundarealet udvides med små 400 kvadratmeter, og den vestlige del over mod Jutlander Bank bygges op i to etager, hvor der på førstesalen over hovedindgangen indrettes 270 kvadratmeter med personalefaciliteter, kontor og et stort mødelokale.

TV2 blænder op for 2. sæson af »Badehotellet«, hvis udendørs scener er optaget i området omkring Svinkløv og Slettestrand. Vi er nu nået til 1929. Skuespilleren Bodil Jørgensen, der har en hovedrolle som hotelejer Molly Andersen, er med trods efterveer fra en alvorlig ulykke under andre filmoptagelser i juni sidste år.

13. Weekendens storme, Dagmar og Egon, forvolder trods orkanagtig vindstyrke ikke de store skader i Han Herred. Dog har Stormrådet afgjort, at hele det vestlige Limfjordsområde frem til Aggersundbroen kan søge erstatning for eventuelle stormskader.

Flemming Jensen er nyansat erhvervskonsulent og »lokalespotter« i Jammerbugt Kommune og skal som købmandstype – med 19 års erfaring som selvstændig og salgskonsulent i bagagen – være med til at skabe nyt liv i tomme butikslokaler og erhvervsbygninger, herunder i Brovst og Fjerritslev.

Feriecenter Slettestrand: Med en bevilling på 50.000 kr. fra Naturstyrelsen til projektet »På mountainbikes er vi alle ens« har de 10 unge beboere på handikap-boenheden Delfinen fået deres egne mtb-cykler, så de sammen med personalet kan tage på tur, så snart lysten melder sig.

15. Efterårets række af indbrud, der kunne have taget livet af Øland Smede- og Maskinforretning, har i stedet affødt en offensiv reaktion fra indehaver Jørn Bager, der nu vil omdanne et tidligere lager til en 200 kvm stor butik med bl.a. foder og tilbehør til kæledyr, legetøj m.v. I øvrigt har ekstra overvågningsudstyr sat en stopper for indbrudsbølgen.

18. Vejlernes Friplejehjem, Vesløs: Første spadestik, som ellers skulle have været taget 7. april, bliver udsat til efteråret, da projektet ikke som forventet har fået godkendt sin andel af den aktuelle kvote for nye plejehjemspladser. Begrundelsen er, at der endnu ikke foreligger en godkendt lokalplan for det område, hvor friplejehjemmet ønskes opført, nemlig ved det tidligere cementstøberi på Tømmerbyvej 188.

Som led i Jammerbugt Kommunes projekt »Fælles om fortiden« påtager frivillige fra den lokalhistoriske sognegruppe i Lerup-Tranum-Koldmose sig at stå for pleje af en hidtil overset gravhøj med indgang til en stenkiste fra den tidligere bondestenalder. Den 5.000 år gamle gravhøj ligger i Tranum Aktieplantage.

19. Det lille Aalborg-firma Made By Concept skal stå for indretningen af et nyt, 800 kvm stort showroom hos trappeproducenten Dolle A/S i Frøstrup. Det sker ud fra firmaets ekspertise i interiørdesign, arkitekturpsykologi og iscenesættelse, som alt sammen handler om at skabe rumlige oplevelser for mennesker.

Johannes Nicolajsen, hidtidig skoleleder på Hanstholm Skole, bliver pr. 1. august ny leder af Hannæsskolen med afdelinger i Frøstrup og Vesløs.

20. Efter et velbesøgt borgermøde beslutter kommunalbestyrelsen med stor opbakning fra lokalsamfundet, at den nedlagte Vester Thorup Efterskole skal danne ramme om en afdeling af Brovst Asylcenter specielt med henblik på uledsagede drenge i alderen 12-17 år, primært fra Syrien og Eritrea, men også fra Afghanistan og Somalia. Kommunen står for driften, mens alle udgifter refunderes af staten. Der bliver plads til 50 asylsøgende børn ad gangen, og centret igangsættes allerede til februar med forventet 40 arbejdspladser, når alt kommer på plads.

Den forsvundne herregård ved bygrænsen til Fjerritslev inspirerer middelalderhistoriker Rikke Agnete Olsen til at skrive manuskriptet til teaterstykket »Festen på Aagaard«, som skal opføres af Teaterforeningen Skovspillene i Jægerum Søpark til sommer. Historien tager udgangspunkt i et stort julegilde, der fandt sted på Aagaard i 1496 med deltagelse af bl.a. Børglum-bisp Stygge Krumpen og prioren af Ø Kloster på Øland – alt sammen veldokumenteret i de historiske arkiver. Skuespiller Jørn Holstein er instruktør på egnsspillet.

Thorupstrand Kystfiskerlaug indgår aftale med Coop om levering af dagfrisk fisk til foreløbig 80 dagligvarebutikker fra marts i år, men det er hensigten, at samtlige 1.200 Coop-butikker på sigt skal med i ordningen. Produkterne forarbejdes i Thorup-fiskernes nyopførte pakhus og skal i butikkerne præsenteres på en sådan måde, at de fortæller den gode historie om bæredygtigt og skånsomt kystfiskeri.

Birgit Morsing Madsen har fået nyt embede som sogne- og hospicepræst på Holmsland, hvorfor menighedsrådet i Øland-Langeslund Pastorat arrangerer afskedsgudstjeneste for hende i begge kirker søndag 25. januar med efterfølgende sammenkomst i Øland Medborgerhus.

22.-23. På baggrund af de aktuelle slagterilukninger i Fjerritslev og Skovsgaard etablerer Jammerbugt Kommune en såkaldt task force, som skal sikre opkvalificering af ledige og screene kommunens virksomheder for et muligt vækstpotentiale. Den nye indsats skal bygge videre på de positive erfaringer fra Fjerritslev med at få de ledige fra slagteriet Tican videre på arbejdsmarkedet. Eksempelvis 37-årige René Thorsen, Øland, der nu går i voksenlære hos Agesen VVS i Fjerritslev.

24. Bestyrelsen og andre frivillige er gået i gang med opsætning af nyt køkken i Haverslev Forsamlingshus.

Forfatteren Peter Bang Simonsen, Fjerritslev, er aktuel med en ny digtsamling med titlen »Stævnemøder« om kærligheden og menneskers møde med hinanden på godt og ondt.

Dagli’Brugsen i Skovsgaard sponsorerer Skovsgaard Boldklub med godt 11.000 kr. fra salget af OK-benzin. Klubben har 190 medlemmer, heraf 130 børn og unge, som med pengene kan få tilskud til nye træningsdragter. Ligeledes modtager KFUM-Spejderne midler fra benzinsalget til renovering og vedligeholdelse af spejderhytten i Aarup.

25. Den internationalt kendte kok Wassim Hallal, der er opvokset i Vesløs og nu driver restaurant i Aarhus, optræder ved et arrangement på Vesløs Kro, hvor han sammensætter en spændende menu med tilhørende vine. De omkring 60 gæsters betaling går ubeskåret til etableringen af byens nye friplejehjem.

Borgmester Mogens Gade fejrer sit 25-års jubilæum som kommunalpolitiker ved en særdeles velbesøgt reception i DGI-Huset, Aabybro.

Naturstyrelsen Thy vil gerne inddrage borgerne i revisionen af sin driftsplan og indkalder indlæg i form af viden om natur- og landskabsforhold, ønsker til fremtidig forvaltning af arealerne og forslag til nyanlæg som eksempelvis stier og bålpladser.

26. Klim Vandværk I/S ændres til et andelsselskab under navnet Klim Vandværk A.m.b.a.

27. Klim Strand Camping er igen gået konkurs. Ejerkredsen på fem personer, som har drevet pladsen siden 2013, erkender, at man har brugt for mange penge – i alt 2,8 mio. kr. – på renovering af nedslidte hytter og ny teknik i forhold til indtjeningen på gæsterne. Kuratorerne forventer dog, at den attraktive og hæderkronede campingplads hurtigt bliver afhændet til nye ejere.

Kenneth Hansen, der i seks år har været køkkenchef på Svinkløv Badehotel, stiller op for Danmark i det uofficielle VM for kokke – Bocuse d’Or – i Lyon, Frankrig. Dog bliver det ikke til medalje denne gang for den ellers så ofte vindende mesterkok.

Som optakt til DR-showet Dansk Melodi Grand Prix, der afvikles i Gigantium, Aalborg, lørdag 7. februar, sender P4 Nordjylland live fra Jernbanegade i Brovst, hvor gaden delvis er spærret af en stor scene, og lokale grandprixfans er mødt op i stort tal.

Optiker, urmager og guldsmed Birger Pedersen fejrer 1. februar 25-års jubilæum som indehaver af Anytime og Nyt Syn i Jernbanegade 33, Brovst.

Økonomikonsulent Erik Myrup, Aars, og regnskabsassistent Lilian Skovhus, Sønderup, kan begge fejre 40-års jubilæum hos LandboNord i Fjerritslev 1. februar.

En mand, der for nogle år siden gik tur på stranden ved Bulbjerg, gjorde et usædvanligt fund: en murrest med en mønt støbt ind i mørtelen. Fundet blev afleveret til Nordjyllands Historiske Museum, som siden sendte det videre til Nationalmuseet i København. Her er mønten fra 30. januar en del af museets nye udstilling af danefæ.

29. På baggrund af erfaringer med dårligt indlæringsmiljø lukker Fjerritslev Skole for de små g-klasser (grundlæggende linje), der ellers var tænkt som en hjælp i udskolingen, og fordeler eleverne på de øvrige »tonede« 7.-8. klasser: kulturfaglig, naturfaglig eller international linje.

31. Samtlige årgange af Fjerritslev Avis 1899-1999 bliver i løbet af få år digitaliseret og gjort tilgængelige for NORDJYSKE’s abonnenter via internettet, takket være en donation på 4,35 mio. kr. fra Aalborg Stiftstidendes Fond og et nært samarbejde med Statsbiblioteket i Aarhus. Pengene skal gå til en digitalisering af NORDJYSKE-koncernens i alt 3,5 mio. avissider gennem 250 år, idet forgængerne for Aalborg Stiftstidende går helt tilbage til 1767.