Illegal engelsk pejlestation i Tømmerby Kirkes tårn

Jens Skovsted og Charles Sloth ved pejlestationen.

Jens Skovsted og Charles Sloth ved pejlestationen.

Af Charles Billeskov Sloth, lærer ved skolerne i Tømmerby, Fjerritslev og Ørebro
Ledende skoleinspektør i Fjerritslev Kommune 1972-82

Inden Charles Sloth fortæller om pejlestationen, sætter han den tyske besættelse ind i en større sammenhæng, hvorved vi også får et bredt indtryk af de lokale forhold

Krigens baggrund

Der gik kun en snes år fra afslutningen af 1. verdenskrig, til en ny storkrig var under udvikling. I slutningen af 1939 gav krigstrommerne genlyd helt op til vor egn, da tyske ubåde torpederede et dansk og et hollandsk fragtskib ud for Hanstholm, og mange søfolk omkom og drev i land på vore hjemlige kyster.

Endnu en tid følte Danmark og den danske regering sig trygge. Vi havde jo sluttet ikke-angrebspagt med Hitler-Tyskland og stolede på nabolandets idé og filosofi angående »Det tredje Rige«.

Vi måtte dog snarlig revidere vort syn på tyskerne. Tidlig morgen 9. april 1940 tromlede den tyske motoriserede krigsmaskine ind over grænsen ved Padborg og hastede pr. motorcykel nordpå til Han Herred, hvortil de nåede trætte og udkørte frem sidst på eftermiddagen.

Tyskernes invasion

Overalt hvor de tyske tropper kom frem, beslaglagde de skoler, kroer, hoteller, forsamlingshuse, ja selv missionshuse. Her indkvarteredes tropperne midlertidigt, som det hed. De fleste havde næppe forestillet sig, at »midlertidigt« skulle stå for »i fem år«!

At besættelsen af Danmark ikke var en spontan, men en med tysk grundighed velforberedt affære, forstod de fleste. (Læs mere herom: da.wikipedia.org/wiki/Operation_Weser%C3%BCbung)

Få dage efter indkvarteringen kunne man se større og mindre kolonner soldater drage ud på øvelse i området. Det fortælles, at en kolonne soldater en morgen marcherede op ad Østergade i Fjerritslev syngende »Wir Fahren gegen Engeland!«, da en lun hanning råbte til de målbevidste soldater: »Ja, men så går I den forkerte vej!«

Kort tid efter besættelsen startede tyskerne byggeriet af et enormt fæstningsværk, centreret omkring Hanstholm og Bulbjerg som senere »Nordens Gibraltar«. Her anlagdes betonveje, kanonstillinger og skyttegrave. Alt dette virkede som en magnet på arbejdere og entreprenører fra hele landet, samtidig med at det virkede skæmmende på vore smukke strande og kønne kyster.

Selv om de fleste her på egnen injurierede værnemagtens militæropvisninger og paradeforestillinger, kunne man selvsagt ikke undgå, at disse ting imponerede børnene og prægede deres leg f.eks. i skolegården. Således iagttog jeg en dag en 2. klasse, der i frikvarteret stillede op i række og geled, og en lille purk på syv-otte år trådte frem og kommanderede med pibende stemme: »Eins – zwei – drei – march!« … men da klassens sangrepertoire ikke omfattede »Wir fahren gegen Engeland«, stemte hele flokken i med »Her kommer, Jesus, dine små«, mens de marcherede rundt i gården!

Egnens hverdag de første krigsår

Bortset fra aktiviteten langs kysten, påbudt mørklægning, rationeringsmærker, periodevis med udgangsforbud og daglige overflyvninger af allierede fly mærkede man her på egnen ikke meget til, at verden var i brand. Kun i ganske enkelte tilfælde blev vi de første krigsår konfronteret direkte med krigens gru og dystre alvor. Således droppede et engelsk bombefly, der var forfulgt af en tysk jager, et par kraftige bomber i nærheden af Vesløs.

Heldigvis skete der ikke andet, end at den lokale glarmester fik nogle meget travle dage. Under luftkamp i forbindelse med et angreb på Aalborg Lufthavn, der var af stor betydning for værnemagten, styrtede et RAF-fly ned i Vust, og senere måtte et større bombefly lide samme skæbne i Løgstør Bredning.

Spirende modstand

Selv om vi de første besættelsesår materielt set havde det tåleligt, spirede og voksede der efterhånden en stærk vrede og modstand frem mod nazismen og tyskernes overfald af vort land. Langsomt, ja meget langsomt, gik det op for os danskere, at herrefolket, som Hitler karakteriserede sit folk, ikke var betalende turister og ej heller inviterede gæster, der var på besøg, men kort og godt en brutal og grådig fjende, der havde overfaldet os og var i færd med at udsuge og knægte vor frihed og selvstændighed.

I denne forbindelse kan det nævnes, at det netop var fra denne egn, nærmere betegnet Aggersund, at Christmas Møller i 1942 startede sin illegale flugt til England for bl.a. at fortælle, at nu var den sovende Holger Danske begyndt at røre på sig. Harmen mod den mere og mere provokerende besættelsesmagt voksede nu stærk, og i takt dermed blev den danske befolkning sig bevidst, at frihed ikke blot er noget, man har som en selvfølgelighed, men derimod noget, man skal kæmpe for, og denne indstilling fik rigelig næring gennem et voksende antal illegale blade, der spredtes ud over landet som ringe i vandet.

Egnen her mod nordvest havde endda sit eget illegale blad, der hed »Fem Minutter i Tolv«. Bladet havde kontor i Thisted og udkom lige til befrielsen.

Frihedskampen organiseres

Modstandskampen mod undertrykkerne blev dog først for alvor organiseret i 1943. Med opløsningen af den danske hær, flåde samt regering 29. august 1943 og afsættelsen af politiet 19. september 1944 strammedes forholdet mellem befolkningen og undertrykkerne til bristepunktet. Flere militærpersoner og ca. 2.000 politibetjente blev interneret og deporteret til de berygtede tyske koncentrationslejre, hvorfra mange aldrig vendte hjem, mens andre nok kom tilbage, men oftest med alvorlige psykiske eller fysiske mén. (Læs fx hanherred.dk/gennem-raedslerne-i-buckenwalde).

En hel del betjente og militærpersoner nåede imidlertid at »gå under jorden« inden tilfangetagelsen, og mange af disse folk kom under dæknavne til at danne kernen i modstandsbevægelsen, der accelererede stærkt i antal og effektivitet fra dette tidspunkt og frem til befrielsen.

Der organiseredes våbenmodtagelsesgrupper, sabotørgrupper, transport- og kampgrupper mfl. Startsignalet til de enkelte gruppers aktioner kom pr. særmelding over BBC London i form af koder, der eksempelvis kunne lyde således: »Hilsen til Holger – Bent – Gerda og Tekla«, eller »Æblet er modent«. Frihedskæmperne måtte således lytte til BBC hver eneste dag og være klar til udrykning, når der blev kaldt.

Nedkastning af våben og sprængstof m.m.

Det kunne være yderst problemfyldt for modstandsmanden at skulle forlade familie og evt. gæster kl. 11 om aftenen uden at kunne forklare, hvad og hvem, der kaldte ham på natarbejde.

Hans næste problem var at liste uset hjemmefra og ud af byen til den nedkastningsplads, som den pågældende nat skulle modtage våben og/eller sprængstof fra allierede fly.

Var det en kold vinternat, og de ventede fly af en eller anden grund var forsinket, kunne ventetiden være næsten uudholdelig, men til gengæld var det et betagende syn og en uforglemmelig oplevelse, når endelig de store, mørke fly, sædvanligvis af typen Halifax, Sterling eller Liberator, kom sejlende ud af mørket og ned over de tændte signallamper på pladsen, hvor de anspændte og forventningsfulde pladsmandskab i næsten samme øjeblik kunne høre suset fra de 10-12 rødhvide faldskærme med containere, som var på vej ned som en gave fra himlen.

Straks måtte gruppen på jorden i gang med at redde det tunge, værdifulde indhold og i hast få nedgravet eller »druknet« faldskærmene og de tømte containere, inden tyskerne erfarede, at der var foregået noget illegalt lige for næsen af dem.

I tilfælde af manglende præcision hos flybesætningerne kunne det hænde, at godset blev spredt over et areal på omkring en kvadratkilometer, og da en container kunne veje op til 500 kg, forstår man, at det var et mandfolkejob at være nedkastningsmand. Næste fase var at få godset fjernet fra pladsen og skjult i en lade, på et loft eller under et gulv til senere fordeling til grupperne her eller andre steder i landet. Der var i denne forbindelse stort behov for fantasi og opfindsomhed – ja, lidt frækhed kunne heller ikke skade!

Nedkastningspladsen »JARL« (»KARLA«)

Efter hver nedkastning lurede spørgsmålet hos modtagerne: Så vidt, men har tyskerne mon observeret noget, og er på vej? – eller har beboerne omkring pladsen set, hvad der skete i nattens løb, og hvis ja, kan de så holde tæt? Det hændte – også her på egnen – at lederen eller et andet gruppemedlem måtte opsøge et tilfældigt øjenvidne og erindre om, at hukommelse er en god ting, men at der kan være situationer, hvor det er bedst for alle parter at være frisk til at glemme, hvad man har set!

Ud over en nedkastningsplads på Øland var der en fast plads i Vester Han Herred. Denne plads, der var placeret i nærheden af en lille plantage på Klim Fjordholme/Thorup Fjordholme og bemandedes af modtagegrupperne fra Fjerritslev, Klim og Thorup, var ofte i beredskab og modtog store mængder våben, ammunition og sprængstof.

30. november 1944 modtog pladsen endda to sendinger containere (*). Sending nr. to var sikkert tiltænkt en nedkastningsplads på Himmerland, men ved en »signalfejl« – bevidst eller ubevidst – lokkede gutterne på Klim Fjordholme godset fra Halifaxen og kom således på overarbejde med udpakning af en kærkommen gave.

– Hvem var de mennesker, der havde påtaget sig dette tunge, hemmelighedsfulde og risikofyldte natarbejde? Ja, det var såmænd ganske almindelige hanherred- og hannæsboer. Det var landmanden – arbejderen – håndværkeren – tjenestemanden og direktøren.

Unge mennesker, der stolede på hinanden – unge, der kunne tie, og som ville og turde gå imod de tyske undertrykkere.

(*) Øvrige kilder nævner dog, at der kun blev modtaget én sending (½ fox) på »Jarl« 30. november 1944.

Illegal engelsk pejlestation

Når de enkelte modstandsgrupper ud over våbenmodtagelse og enkelte småsabotager holdt en forholdsvis lav profil her på egnen, skyldtes det ikke manglende kampvilje hos mandskabet, men muligvis det, at man fra ledelsens side ikke ønskede at gøre tyskerne for meget opmærksom på den vestlige del af Han Herred, idet man efter ordre fra England havde placeret en af modstandskampens fire faste, illegale pejlestationer (Eurekaer) i området, nærmere betegnet i Tømmerby kirketårn. Denne station var af aldeles vigtighed for de allieredes indflyvning over Danmark til nedkastningspladserne og til bombemål i Tyskland.

Selve apparaturet var pr. faldskærm dalet ned over Pandrup og derfra videresendt i to-tre store kufferter mærket »Bøger« til Tømmerby, hvor »bøgerne« i nattens mulm og mørke – og i håb om folks fortsatte tro på kirkegårdsspøgeri – installeredes i kirketårnet. Kun et lille hul mellem tårnets tagsten samt en fem meter antenne skudt op gennem hullet kunne udefra fortælle, at kirken havde forbindelsen opad i orden!

Gennem koder i BBC’s særmeldinger til Danmark blev operatøren og hans medhjælper, en ung lærer og en ung gårdejer, med kort varsel kaldt til bemanding af pejlestationen. I perioder op til 14 dage i træk kunne stationen være i funktion hver nat fra kl. 23 til 4.30. Det var en hård tørn, og det var klatøjede og om vinteren stivfrosne folk, der mødte på arbejde efter sådan vagt.

Stationen kunne pejles af de allierede bombefly inden for et område med en radius på 150-200 km. Når et fly havde kontakt med stationen, lød der en summetone i apparatet, og operatørerne skulle så morse en bogstavkode til flyet. På denne måde kunne piloterne ganske nøjagtig pejle sig ind til stationen for derefter at lægge kursen direkte mod nedkastningspladsen eller bombemålet i Tyskland. Hvad bogstavskoden indeholdt, interesserede ikke mandskabet i kirketårnet. I øvrigt ønskede modstandsfolk at vide så lidt som muligt om arbejdet og kolleger. Man var bekendt med, at Gestapo havde meget effektive midler til at få folk til at snakke, hvis man faldt i deres klør.

Som eksempel på forsigtighed kan nævnes de to frihedskæmpere, der begge var »under jorden« og brugte skiftende dæknavne. Disse to arbejdede endda meget tæt sammen i en sabotagegruppe i et til to år, men først efter befrielsen betroede de hinanden, hvad de hed, hvor de var hjemmehørende, og hvad de ellers lavede i det civile liv.

Stationen holder flyttedag

Af flere grunde måtte man senere flytte pejlestationen fra kirken og over i en nærliggende nedlagt skole. Man havde nemlig observeret, at apparaterne havde et betydeligt strømforbrug. Kirkens elmåler viste efterhånden så store tal, at operatørerne overvejede at skrifte for sognepræsten, inden det blev kendt fra anden side. Efter nye overvejelser fandt man det omend ikke rigtigst – så klogest – at tie. En anden grund, der talte for flytningen, var vanskeligheder med at komme uset ind på kirkegården og op i tårnet om aftenen eller natten.

Hvilke øjenvidner ville tro på, at et par unge mennesker gik på besøg ved familiegravstedet på denne tid af døgnet? Og endelig for det tredje: Skulle det lykkes for Gestapo at pejle sig frem til stationen i tårnet, sad de to unge, der betjente den, i en aldeles håbløs situation uden ringeste chancer for flugtmuligheder.

Opgaven før mennesket

Tyskerne måtte for enhver pris ikke få fat i pejleudstyret, idet en detaljeret undersøgelse af apparaterne ville give dem oplysninger, så de med lethed kunne pejle sig frem til øvrige livsvigtige stationer af lignende art herhjemme og i andre besatte lande. Derfor havde operatøren givet sit ord på, at anlægget ville blive tilintetgjort, inden tyskerne fik fat på det. Først derefter måtte han tænke på sig selv. Til brug i en sådan situation var der i selve »hjertet« af anlægget indlagt en kraftig sprængladning, som hurtigt kunne aktiveres af operatøren. Efterhånden som det i modstandskredse rygtedes, hvilke bestialske metoder og midler Gestapo benyttede sig af under forhør, blev det almindeligt, at modstandsfolk, der vidste lidt mere end andre om frihedskampens organisering, om grupper og adresser m.v., altid bar en giftpille på sig.

Som tidligere nævnt var det et mandfolkejob at deltage i våbenmodtagelse og transport, og det var tillige med sabotørens job mfl. et dødsensfarligt arbejde. I tilfælde af pågribelse kendte det tyske retsvæsen kun én straf – henrettelse – efter dog først at have pint så mange oplysninger som muligt ud af fangen. Det var vilkårene, og det vidste modstandsmanden.

»Salute to the young!«

Der har i mange år været tradition for, at man kritiserer og »skyder« på ungdommen. Det gjorde man også under 2. verdenskrig.

Modstandskampen viste imidlertid klart, at det især var ungdommen, der var i besiddelse af den ånd og offervilje og det mod, der skulle til for at genvinde Danmarks frihed!

Efter befrielsen fra tyskernes åg hørte man ofte påstanden om, at det var romantikken og eventyrlysten, der var drivkraften hos modstandsfolk. Intet er mere usandt. Frihedskæmperne var ganske almindelige borgere, der alle kendte til frygt og angst og absolut ikke ønskede at blive betragtet som helte, men som jævne danske mænd og kvinder, der efter moden overvejelse ville løbe risikoen og betale prisen for et frit Danmark.

Prisen blev høj. Mindelunden i Ryevangen taler sit tavse sprog.

Jeg vil gerne slutte dette lille tilbageblik over de fem onde år 1940-45 med at citere en af den danske modstandskamps kendteste skikkelser, Tolstrup, når han siger:

»Krig er det næstfrygteligste, der findes.

Det frygteligste er at miste friheden.«

Operatøren Jens Skovsted

Jens var en brav og god kammerat, man altid kunne stole på. Han ville længe blive husket for sin indsats i de mørke år. En meget stor tak til Jens. Jens var født 7. juni 1909 og døde 7. december 1987.

Æret være hans minde!

Charles Sloth

 

Efterskrift

De to unge mænd, der betjente pejlestationen, var, som det fremgår af billedet, landmand Jens Skovsted og lærer Charles Sloth, som under besættelsen var ansat ved Tømmerby Skole. Af sikkerhedsmæssige årsager kendte de to først hinandens identitet og daglige erhverv efter befrielsen.

Charles Sloth var født i Doverodde 30. april 1917 og var bosat Jernbanegade 20 i Fjerritslev, indtil han døde i 2005.

 

Citat fra Toldstrups bog »Uden Kamp – Ingen Sejr«

Til at vejlede piloterne under deres flyvning over Danmark benyttedes pejlefyr, såkaldte Eurecas. (…) Eurecaen skulle opstilles som fast station et nærmere betegnet sted på Vestkysten. Efterhånden oprettede vi fire sådanne faste Eureca-stationer, nemlig i Frøstrup, på Agerø, i nærheden af Holstebro og ved Herning.

– Det var ikke noget morsomt job, de fire folk, som passede stationerne, havde. Hver Eureca havde sit særlige kodenavn, og hver gang der var nedkastning, blev disse navne nævnt i særmeldingen, ligesom de også undertiden blev nævnt, når der ikke fandt nedkastning sted, men bare var overflyvning. Observatørerne skulle på sådanne nætter sidde ved deres apparater på et koldt loft, i et kirketårn, eller hvor det nu var placeret, med hovedtelefon og lytte i seks og en halv time, og der kunne undertiden på denne måde gå fjorten dage, uden at de fik nattesøvn.

Når en maskine var inden for en afstand af ca. 100 kilometer fra Eurecaen, hørtes en summende tone i hovedtelefonen, og operatøren skulle herefter udsende et bestemt bogstav ved hjælp af en telegrafnøgle. Dette skulle fortsættes, så længe det summede i telefonen. På denne måde kunne piloten ganske nøjagtigt pejle sig ind til det sted på Vestkysten, hvor de ønskede at flyve ind, og derefter lægge kursen direkte mod nedkastningspladsen eller bombemålet i Tyskland.

Noget senere modtog vi et stort antal Eurecas af mindre type til brug på nedkastningspladserne, og de blev fordelt med én i hvert nedkastningsdistrikt. Når vi til London opgav pladser, navne osv., meddelte vi tillige, på hvilke pladser Eurecaerne arbejdede, og hvilket bogstav de hver især sendte. Dette system var en betydningsfuld støtte for flyverne, men betød tillige en øget risiko for vort mandskab. Det var ikke altid lige let at få Eurecaerne transporteret til nedkastningspladsen, eller fra én plads til en anden.

 

Beretning fra en, der var elev i klassen dengang

Det var en ganske almindelig skoledag i Tømmerby Skole med lærer Sloth som underviser. Det var i 1944.

Pludselig kom der to tyske officerer. De havde kasket på, og de kom på cykel, som de stillede mod muren. De kom ind i forgangen og bankede høfligt på. Sloth bød indenfor og gik ned mod dem for at høre, hvad de ville.

De talte lidt sammen, uden at eleverne forstod et kuk af det hele. Vi elever tænkte: Hvad vil de mon?

Så gik de alle tre ud og lukkede døren.

Efter ca. et kvarter cyklede tyskerne igen. Vi så dem ikke mere, men lærer Sloth har nok været hed om ørerne, for han var sikkert involveret i modstandskampen.

Sloth sagde, at tyskernes besøg nok skyldtes, at de ville ha’ skolen, men sådan blev det ikke!