Lindstrøm – tradition og fornyelse

Lindstrøms butik i Østergade i Fjerritslev. Foto: Mattias Bodilsen
Lindstrøms butik i Østergade i Fjerritslev. Foto: Mattias Bodilsen
Lindstrøm – Frydendahl – Neve. Disse navne klinger velkendt overalt i Han Herred, når det gælder modetøj til kvinder i alle aldre kombineret med en høj grad af personlig service

Straks du træder ind hos Lindstrøm, Østergade 7 i Fjerritslev, vil du opleve en stor og velassorteret forretning, der bugner af sidste nye mode og klassisk tøj til såvel den unge pige som den modne kvinde.

Selv om du måske ikke opdager det ved første øjekast, skal du vide, at du her står i byens ældste forretning. Butikken er nemlig hele 116 år gammel. Den blev etableret af Arnold Neve i 1895, to år før jernbanens fremkomst, og har ligget på samme adresse lige siden.

I virkeligheden har firmaet rødder endnu længere tilbage, idet Arnold Neves bror, Chr. Sigismund Neve, allerede i årene forinden drev manufaktur- og møbelhandel i Løgstør.

Det blev Chr. S. Neves søn, Eberhardt Neve, der kom til at tegne Fjerritslev-virksomheden i den længste epoke, fra han overtog forretningen efter sin farbror i 1910, til han døde i 1956. I 1943 indgik han kompagniskab med sønnen Chr. Wilhelm Neve under navnet E. Neve & Søn.

Familien Neve drev forretningen gennem tre generationer i til sammen 74 år. Oprindelig var det en blandet manufakturforretning med tøj til både damer og herrer foruden sko, sengetøj, gardiner, gulvtæpper, duge, metervarer, garn og sytilbehør – ja, endog senge!

Eberhardt Neves anden søn, Erik, etablererede i årene efter anden verdenskrig en såkaldt chenillefabrik i en tilbygning, hvor der i to etager blev produceret pynteting i form af påskekyllinger, julenisser og meget mere. Det betød beskæftigelse for mange af egnens damer som et kærkomment supplement til husholdningspengene.

Neve, Frydendahl og Lindstrøm
Neve, Frydendahl og Lindstrøm

Ved Chr. Wilhelm Neves død i 1968 stod fru Ellen Neve alene med forretningen, indtil Ellen og Jacob Frydendahl overtog året efter. Nu blev hovedvægten lagt på dametøj, men der var fortsat salg af en del supplerende varer i form af gardiner, duge, sengelinned og sytilbehør.

Frydendahls efterfølgere blev Else og Poul Erik Lindstrøm, der overtog virksomheden i 1985 og tog traditionen op med en stor gardinafdeling ved siden af dametøjet. Anden generation af familien Lindstrøm – datteren Lone og svigersønnen Jack – har været indehavere siden 2006, og i dag er varesortimentet indrettet med fuldt fokus på modetøj samt lingeri, strømper og accessories i form af smykker og tørklæder.

– Moden kender ikke længere til alder, så de samme modeller bruges i dag i vid udstrækning på tværs af generationerne, konstaterer Lone og Jack Lindstrøm Sørensen.

Parret nyder fuld opbakning fra et dygtigt personale, som udelukkende består af erfarne sælgere. For nylig kunne Jonna Hansen fejre 40-års jubilæum som ekspedient, og hertil kommer flere medarbejdere med over 20 års anciennitet.

Lindstrøm tiltrækker ikke blot mode- og kvalitetsbevidste kunder fra hele Han Herred, men også fra en stor del af det øvrige Nordjylland. Den udstrakte grad af service og de gode parkeringsforhold er en medvirkende årsag til, at mange kører til Fjerritslev for at købe tøj.

Hertil kommer tilbagevendende sommerhus- og hotelgæster, som kender Lindstrøms store udvalg og sætter pris på den personlige service, man får oven i handelen. Endelig er der naturligvis strøgkunderne, som her i sommertiden besøger butikken i stort tal.

Mange kunder har deres fortrukne tøjrådgiver, som kender vedkommendes individuelle ønsker om kvalitet, stil, størrelse m.v., og det hænder ikke så sjældent, at en kunde simpelt hen bestiller tid hos en bestemt ekspedient, fortæller Lone Lindstrøm Sørensen.

Scroll to Top