Her bli’r man ét med Han Herreds natur

Carsten Østergaard, der bor i Skagen, har varetaget jobbet som hoteldirektør på TranumStrand siden maj 2012. Foto: Mattias Bodilsen

Carsten Østergaard, der bor i Skagen, har varetaget jobbet som hoteldirektør på TranumStrand siden maj 2012. Foto: Mattias Bodilsen

Militær, foreningsfolk og andre gæster trives med masser af plads både ude og inde på Himmerlandsfondens Kursus- og Feriecenter TranumStrand

Der er rigtig god plads til udfoldelse på TranumStrand, som er Himmerlandsfondens kursus- og feriecenter midt i den store natur mellem Tranum og Jammerbugten.

Her afvikles året rundt utallige familie- og firmafester, ligesom der holdes stævner, konferencer og kurser i både stor og lille skala. Der kan nemlig sagtens foregå flere ting på én gang på de 3.700 kvadratmeter, der er under tag, og på de 70 tønder land klitterræn, der omgiver centret.

– Vi kan have fem fester i huset, uden at gæsterne behøver at kunne høre hinanden, fortæller Carsten Østergaard, som har varetaget jobbet som hoteldirektør siden maj 2012.

Søndag 3. november holder TranumStrand åbent hus for vise alle interesserede, hvilke muligheder og faciliteter stedet har at byde på. Samtidig er der modeshow med alt det nye til 2014-konfirmanderne samt masser af flot selskabstøj til både damer og herrer.

Overtog et hotel i god gænge

Carsten Østergaard bor i Skagen og stammer oprindeligt fra Thy, så han er ganske fortrolig med både den nordjyske natur og dens befolkning.

– Men helt ærligt vidste jeg ikke, at der lå en perle som Himmerlandsfondens kursus- og feriecenter herude ved Tranum Strand indtil for et par år siden.

Carsten Østergaard blev som ung uddannet kok og tjener på Hotel Hanstholm, og i perioden fra 1985 til 2004 drev han Hotel Skagen Strand og Hotel Petit i Skagen. Herefter kastede han sig ud i nye udfordringer og stod i spidsen for Skagen Bryghus, der var sat på folkeaktier, og desuden var han tilknyttet et ejendomsselskab i et par år, før han ligesom en cirkushest igen savnede »savsmuldet i manegen«, som han selv siger.

På TranumStrand afløste han Niels Christensen, som tidligere drev Hotel Klitrosen i Slettestrand, og det var let at overtage driften efter ham, da hotellet er i en rigtig god gænge, fortæller Carsten Østergaard.

– Vi er otte fastansatte foruden en række dygtige løst tilknyttede medarbejdere.

Væggene smykkes af en række malerier, udført af Helle Christiansen, der er blandt de fastansatte.

Tidligere minister blandt initiativtagerne

Kursus- og feriecentret er opstået ved knopskydning gennem de sidste 60 år på basis af et husmandssted fra 1903. Det tidligere stuehus er stadig en del af hotelkomplekset.

I 1954 blevet stedet erhvervet til lejrskole, og som sådan fungerede det under beskedne forhold de næste 20 år. Der kommer stadig gæster, som kan berette om deres lejrskoletid herude, fortæller Carsten Østergaard.

Efter et par år med vanskelig økonomi blev bygningerne sat til salg, og det resulterede i, at Himmerlandsfonden, der var stiftet af Hjemmeværnet i Aalborg og Vesthimmerland (i dag Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland) forhandlede om en overtagelse, som fandt sted pr. 1. august 1976. Medstifter af Himmerlandsfonden var oberst Knud Østergaard, som var forsvarsminister i 1971 og trafikminister 1989-90, og der er på hotellet bevaret en stor samling af jagttrofæer fra den nordjyske ministers tid.

Militæret er et vigtigt islæt

Det militære islæt er en vigtig del af TranumStrands identitet – også omsætningsmæssigt – og mange besøgende finder det hyggeligt og interessant, at der er grønklædte mænd og kvinder ved bordene i spisesalen. Eksempelvis har Hjemmeværnets uddannelsesafdeling for nylig haft 120 nye hjemmeværnsfolk på kursus i ni dage. Som led i uddannelsen bruges de store udenomsarealer flittigt, og for de øvrige gæster kan det være en stor fornøjelse at overvære hundetræning med »bidekursus«.

Som hjemsted for det danske forsvar har TranumStrand lov at flage med splitflag, hvilket også bemærkes som noget specielt.

En anden markant del af den historie, der knytter sig til TranumStrand, er væggen med billeder af de mange personer, som gennem årene har spillet en rolle i den nærliggende Tranum Aktieplantage. På vejen til hotellet er der i øvrigt stadig mulighed for at køre på de gamle betonveje, som blev anlagt af Lerup-Tranum Kommune i årene efter den tyske besættelse.

Traditionerne lever

En del familier med rødder i området Under Lien mødes år efter år til fætter-kusine-træf på TranumStrand. Stedet benyttes også til internationale stævner for squaredance og linedance, ja, endog til træf for islandske heste og deres ejere.

– Ellers danner vi ramme om alle typer fester og begivenheder fra vugge til grav. Fester, herunder firmajulefrokoster, arrangeres efter individuelle ønsker eller til fast pris, påpeger Carsten Østergaard.

– Vi har i øvrigt et godt samarbejde med Tranum Klithotel og de øvrige overnatningssteder i nærheden, når det gælder større arrangementer, tilføjer han.

Artikel fra Magasinet NORD oktober 2013, udgivet af NORDJYSKE Medier