Svinkløv

Svinkløv Badehotel. Foto: Mattias Bodilsen

Svinkløv er om noget kendt for badehotellet, der som det eneste af sin art her i landet ligger ensomt og betagende smukt blot få stenkast fra havet.

Hotellet er bygget i 1925 og havde oprindelig stråtag. Men stedets karakter er bevaret, og på grund af sin helt specielle charme og atmosfære besøges hotellet hvert år af gæster i stort tal fra nær og fjern.

I skoven bag hotellet ligger Svinkløv Camping, der drives af Skov- og Naturstyrelsen.

Fra badehotellet fører en sti op langs skrænten forbi campingpladsen til Svinklovene, der har fået navnet på grund af landskabets lighed med grisetæer. Undervejs er der en betagende udsigt over havet fra Bulbjerg til Rubjerg Knude.

Mod øst fører en sti langs den snoede Sletteåvej til feriebyen Slettestrand.

Svinkløv Plantage byder også på mange vandremuligheder.

Kort før vejen fra Fjerritslev drejer af mod Svinkløv, findes det ene af egnens to vejkrucifixer, opsat på initiativ af præst og realskolebestyrer B. Thorlacius-Ussing, Fjerritslev.