Bulbjerg

Bulbjerg. Foto: Mattias Bodilsen

Bulbjerg er Jyllands eneste fuglefjeld, hvor især rider ruger på skræntens afsatser. Landets andet fuglefjeld findes ved Hammerknuden på Bornholm.

Tyskerne havde i 1940-45 en militær fæstning på Bulbjerg som led i Atlantvolden, og lokalbefolkningen var i denne periode forment adgang til hele området.

I dag er en af kanonstillingerne indrettet til et bunkermuseum, og på stranden såvel som i det omgivende landskab ses stadig adskillige af krigens spor – blandt andet de såkaldte »tankgrave« gennem landskabet ved Ellidsbøl.

I krigens sidste del sprængte besættelsesmagten Bulbjerg Badehotel i luften, da man frygtede, at den store bygning ville tiltrække sig fjendtlig opmærksomhed.

På badehotellet boede i årtierne forud kendte personligheder som forfatterinden Thit Jensen og hendes mand, maleren Gustav Fenger.

Langs landevejen til Bulbjerg ligger Forfatterhuset, som i 1934 blev erhvervet af Dansk Forfatterforening til brug for forfattere, der gerne ville have ro og inspiration til at skrive. Af de medlemmer, der gennem tiden har opholdt sig dér, kan nævnes Soya og Thit Jensen. Forfatterhuset er ikke længere ejet af Dansk Forfatterforening.

Området byder på mange vandreture – bl.a. til det sagnomspundne Troldsting.

Museumsbunker Bulbjerg
Bulbjergvej
7741 Frøstrup
Drives af Skov- og Naturstyrelsen / Thy
Fri adgang