Han Herred Turistforening hædrer 80-årig ildsjæl

Det var en både glad og overrasket Frank Nielsen, der fik overrakt Turismens Pris 2015 af formanden for Han Herred Turistforening, Ulla Flintholm. Foto: Mattias Bodilsen
Det var en både glad og overrasket Frank Nielsen, der fik overrakt Turismens Pris 2015 af formanden for Han Herred Turistforening, Ulla Flintholm. Foto: Mattias Bodilsen
Turismens Pris 2015 gik til Frank Nielsen, der samler turister såvel som lokalbefolkning til velbesøgte sangarrangementer

Igen i år har Han Herred Turistforening uddelt Turismens Pris, og valget faldt denne gang på tidligere skoleinspektør Frank Nielsen, Fjerritslev.

Overrækkelsen fandt sted ved seneste sangaften i Tinghuset, hvor Frank Nielsen traditionen tro var forsanger, og det var en intetanende 80-årig, der tog imod hæderen med både glæde og synlig overraskelse.

Hædersbevisningen blev overrakt af formand Ulla Flintholm, der var mødt op som tilsyneladende almindelig deltager i sangarrangementet, men allerede ved mødets begyndelse bad hun Frank Nielsen om måtte få ordet:

– Turismens Pris gives til en person, der i årets løb har gjort en særlig indsats for turisterne i lokalområdet, og det må man sige, at Frank Nielsen i særdeleshed har gjort.

I sin uddybende motivation sagde Ulla Flintholm:

– Selv om Frank Nielsen netop er fyldt 80 år, er han stadig en brændende ildsjæl, der altid er i fuldt vigør med et utal af gøremål, som kommer medmennesker og lokalsamfund til gode. Samtidig har han et stort kulturelt og historisk udsyn, og han elsker at rejse.

– Begejstringen for at synge er et helt særligt »varemærke«, der kan hæftes på Frank Nielsen. Enhver rejse med ham som leder indbefatter daglig morgensang, og siden oprettelsen af Kulturforeningen Tinghuset i Fjerritslev har han stået for månedlige, velbesøgte sangaftener.

– Ligeledes var Frank Nielsen straks med på idéen, da der i sommeren 2013 blev taget initiativ til »Sange ved havet – fællessang i solnedgangen« ved Havbådehuset i Slettestrand. Med sit smittende humør har han været katalysator for, at denne aktivitet allerede er blevet folkeeje både hos lokalbefolkning og turister.

Ud over den anerkendelse, der ligger i Turismens Pris, modtog Frank Nielsen et indrammet hædersbevis og et Fjerritslev-gavekort på 1.000 kroner.

Scroll to Top