Han Herred har fået sin egen vin

Han Herred Vinen fra Renés Vin & Grønttorv i Fjerritslev.
Han Herred Vinen fra Renés Vin & Grønttorv i Fjerritslev.
Også ny årgang af Fjerritslev-portvinen

Han Herred er den skønneste plet i kongeriget. Det har vi Frederik VI’s ord for, og det er samtidig titlen på en flot publikation, som Han Herred Turistforening lancerede her i sommer.

Der er nu også kommet en vin fra den skønneste plet i kongeriget, Han Herred Vinen, som findes i både rød og hvid og er lanceret af Renés Vin & Grønttorv. Motiverne på etiketten er henholdsvis solnedgang over Jammerbugten og kystbåde ved Thorup Strand.

René er også klar med tredje årgang af Fjerritslev-portvinen, som hvert år prydes af et historisk motiv fra Fjerritslev by. I år er valget faldet på den gamle, smukke sparekassebygning fra 1904, hvor Knud Kamper netop har indrettet ny tandlægeklinik.

På hylderne hos René finder du også Bryggernissen-juleøl og flere typer af Alverdens Casper-specialøl. Endvidere er der i år fremstillet en særlig Han Herred Snaps med lyngmøllen ved Grønnestrand som motiv på etiketten. Endelig er der fortsat Gyldenstjerne-bjesk og Røde Willy-dram blandt de lokale specialiteter, der alle er velegnet til julens forskellige hyggestunder eller som gave.

Etiketterne og historierne er udviklet i samarbejde med Bodilsen tekst & foto.

Scroll to Top