Frihedskæmper spiste sauerkraut med tyskerne

Christen Frandsen var med i modstandskampen mod tyskerne.  Her studerer han sin store samling af tyske frimærker. Foto: Hans Christian Nielsen

Christen Frandsen var med i modstandskampen mod tyskerne. Her studerer han sin store samling af tyske frimærker. Foto: Hans Christian Nielsen

Christen Frandsen, Tranum, fortæller om tiden som medlem af undergrundshæren i Region 1 (Nordjylland), Nord-Vest Sektion, Thisted Distrikt, Hanherred Landeværn, i daglig tale Skovsgaard militærgruppe

Af Hans Christian Nielsen, Øland
hcoeland@gmail.com

Christen Frandsen, Dybdalvej 7, Tranum, var bare 21 år, da han i august 1944 blev medlem af modstandsgruppen i Skovsgaard.

– Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en rigtig beslutning, selv om jeg havde gjort mig klart, at det var med livet som indsats, fortæller han. Jeg havde ingen familie, jeg var kun mig selv. Og jeg var indstillet på, at hvis det gik galt, så var det bare med at holde kæft. Min farfar var med i krigen ved Dybbøl i 1864, min far var indkaldt under Første Verdenskrig, og jeg havde selv arbejdet i Sønderjylland fra 1941 til 1944, hvor jeg fik krigen tæt ind på livet.

– Krigsårene var helt anderledes blandt tysksindede i Sønderjylland. Hvis man bare var nogenlunde normal, kunne man ikke undgå at blive påvirket af det. Enten var man for, eller man var imod, og jeg var imod.

– Jeg diskuterede gerne, men blev advaret i Sønderjylland:

– Pas på! Hver anden er en stikker.

Christen Frandsen er født 12. marts 1923 i Janum Mølle, en gammel vandmølle, og efter skolen startede han ved landbruget.

– Som 17-årig rejste jeg til Sønderjylland og arbejdede ved landbruget. I foråret 1942 var jeg på session i Løgumkloster og var derefter i et par måneder under uddannelse ved Civilforsvaret i Tønder. Derefter blev jeg udtaget til reservepolitiet, men blev aldrig indkaldt til fast tjeneste.

Mens jeg var i Sønderjylland, var jeg tæt på at blive ramt af bomber. En aften lød der pludselig et vældigt rabalder i Ellehus nordøst for Tønder, hvor jeg boede. Det var otte bomber, der blev kastet på en mark en halv kilometer fra landsbyen. Der blev så stort et hul, at man kunne begrave et helt hus i det. Det var et engelsk bombefly, der blev forfulgt af tyskere, og så kastede det hele sin last på én gang.

I juni 1944 rejste jeg hjem til Janum for at hjælpe på mine forældres ejendom. Da vi var færdige med høsten, sendte jeg en ansøgning til Aalborg Privatbaner og tog så i Sandmosen for at grave tørv. Det var hårdt arbejde. Der skulle ryddes et metertykt lag sand af, før man kunne begynde at grave tørv. Min søster og svoger havde en hytte i mosen, og jeg fik kosten hos dem. Jeg fandt ud af, at jeg kunne rydde sand om aftenen og grave tørv om dagen. Men arbejdet i mosen fik hurtigt ende.

Jeg havde sendt ansøgningen til privatbanerne om tirsdagen, og allerede om lørdagen kom der brev, at jeg kunne begynde på stationen i Skovsgaard om mandagen.

To af medarbejderne på stationen, Kristian Pedersen og Johannes Fjordbach Dige, var med i modstandsgruppen i Skovsgaard og uddelte bl.a. illegale aviser. Ved tiltrædelsen på stationen i august 1944 kom jeg straks med i modstandsgruppen, og jeg var aktiv til efter krigens slutning.

I løbet af de ni-ti måneder nåede vi dog kun at komme i aktion en enkelt gang. Det var ved en våbennedkastning i Tingskoven i marts 1945. Dér havde vi fået en nedkastningsplads godkendt i nærheden af Christian Lundings hus. Han var læge i Brovst og leder af modstandsgruppen dér, som vi sorterede under.

Englændernes våbennedkastninger foregik altid mellem midnat kl. 24.00 og kl. tre om natten, og hvis der ikke var sket nogen inden kl. tre, kunne vi godt tage hjem.

Ved nedkastningen i Tingskoven var der 12 containere fulde af alle slags våben, bl.a. revolvere, maskinpistoler og sprængstoffer. Jeg vil tro, der var et par ton. Våbnene gravede vi ned, og faldskærmene gemte vi på loftet i Lundings hus.

Det var en lørdag aften, vi var ude, og jeg var uheldig at falde i en tankfælde og blev våd helt op på maven. Bagefter kunne jeg se på min tegnebog, hvortil vandet var gået. Det blev en kold omgang, inden jeg nåede hjem.

Tyskerne gravede to-tre meter brede tankfælder som værn mod pansrede køretøjer, og i mørket trådte jeg ved siden af på den meget smalle gangbro.

Vi var kun seks mand i Skovsgaard-gruppen, men ved større opgaver var vi sammen med grupperne fra Brovst og Torslev.

I modstandsgruppen blev vi instrueret i våbenbrug, og vi øvede i at skyde på Øland-Gjøl dæmningen. Vi brugte automatgevær med otte skud. Geværet kunne deles i to, så vi kunne gemme det i støvlerne og bukserne, når vi cyklede ud til dæmningen. Det var et dejligt våben.

Det var ved at gå galt en søndag formiddag, mens jeg og en anden fra gruppen var ude på dæmningen for at skyde. Der var tyskere på Kokkedal, og de lavede razzia i Skovsgaard. På mit værelse på stationen havde jeg en trækiste fyldt med alle slags våben, men den fandt de heldigvis ikke.

På stationen havde vi også en sæk med håndgranater, og den fandt vi det klogest at begrave ved elværket. Da jeg slæbte af sted med sækken, gik stationsforstanderen i haven, og han spurgte: »Hvad er det?«

– Det er vasketøj, svarede jeg.

– Det er vist noget tungt vasketøj, gav han tilbage.

Han vidste godt, hvad det var.

Sammen med en anden fra gruppen cyklede jeg rundt og kiggede på mulige nedkastningspladser, men vi fik mange kasseret, inden det lykkedes at få en godkendt. Vi var også oppe på Lien for at orientere os. Der havde tyskerne en udkigspost, og vi blev budt på sauerkraut.

Da de tyske tropper mod krigens slutning skulle samles og køres med tog mod Østfronten, planlagde vi at sprænge banen i stykker ved Aarup. I den anledning sad vi en aften på førstesalen i vognmand Arne Kjeldgaards hus på Poststrædet i Skovsgaard og arbejdede med sprængladninger, mens vognmanden sad nedenunder og talte med en tysk officer. Det skabte ekstra nervøsitet. Tænk, hvis noget var gået galt.

Jernbanesabotagen blev dog ikke til noget. Toget med tyskerne var passeret, da vi var klar til at gå i aktion.

4. maj om aftenen var jeg sammen med en anden ude på dæmningen for at skyde. Da vi på hjemturen kom til Torslev, stod nogle af modstandsfolkene ude i det fri og pudsede våben.

Vi råbte: »Er I da blevet tossede?«

Men det var de ikke. De havde hørt i radioen kl. 20, at tyskerne havde overgivet sig.

Og så fik vi travlt. Vi skulle møde næste morgen kl. seks hos byleder Christian Lunding i Brovst. Og vi skulle rydde Skovsgaard Hotel efter tyskerne, for nu skulle det bruges til internering af værnemagere. Jeg sov ikke i to dage. Til sidst var jeg mere død end levende. En af kammeraterne, Niels Skall, kunne til sidst ikke få liv i mig.

Fra Skovsgaard blev vi sendt til Birkelse, hvor der var en flygtningelejr. Der var ikke meget at lave, så der kunne jeg få hvilet ud.

Efter krigen hørte vi ikke meget for vores indsats. Vi blev lovet frihedskæmperarmbind, men de kom aldrig. Andre steder fik modstandsfolkene diplomer. Her skete der ikke noget.

Men jeg har haft et godt liv, både under og efter krigen, selv om jeg har knoklet. I 1946 stoppede jeg ved privatbanerne. Landbruget trak, og jeg købte en ejendom i Telling. Seks år som sognefoged og stævningsmand – fra 1967 til 1973 – er det også blevet til. Jeg gik på pension i 1986 og købte da huset her i Tranum.

Christen Frandsen mistede sin kone Edith for ni år siden. Men han har stor glæde af de fire børn (to døtre og to sønner) og deres familier, som alle bor på egnen.

Under besøget hos den tidligere frihedskæmper har han fyldt spisebordet med en del af sin store frimærkesamling, som nu skal bringes bedre i orden. Tilfældigvis er det udelukkende frimærker fra Tyskland, med portrætter af bl.a. landsfædre som Adenauer, Brandt og Kohl, politiske ledere med en anderledes opbyggelig dagsorden end under Anden Verdenskrig.

Fortalt til Hans Christian Nielsen 29. januar 2013

BLÅ BOG

Christen Frandsen
Dybdalvej 7, Tranum

Livsforløb

  • Født 12. marts 1923 på landejendommen Janum Mølle ved Tranum som den første af otte børn
  • Gik i Øster Svenstrup Friskole
  • Efter konfirmation arbejde ved landbruget
  • Flyttede 1. november 1941 til Sønderjylland for at arbejde ved landbruget
  • 1. april 1942 på session i Løgumkloster
  • 2. maj 1942 indkaldt til Civilforsvaret i Tønder i et par måneder og gennemgik uddannelse inden for rednings-, rydnings- og brandtjeneste. Sluttede med at blive udtaget til reservepolititjeneste, men blev aldrig indkaldt
  • Fortsatte derefter arbejdet ved landbruget, indtil han 1. juni 1944 rejste hjem til Janum for at hjælpe på forældrenes ejendom på grund af faderens sygdom
  • 1. august 1944 ansat ved Aalborg Privatbaner med tjeneste på Skovsgaard Station. En stilling med pension og overvejende kontorarbejde, men også praktiske gøremål. Blev straks aktiv i modstandsgruppen i Skovsgaard
  • 15. juli 1945 skiftede til job på Agersted Station
  • September 1946 droppede jobbet ved jernbanen og gik tilbage til landbruget. Kunne ikke klare at sidde på kontor, når solen skinnede
  • 1. oktober 1949 købte gammel landejendom i Telling
  • 3. december 1949 gift med Edith Larsen fra Telling
  • Sammen fik de fire børn (to døtre og to sønner)
  • 1. oktober 1967 til 1973 sognefoged og stævningsmand. Var i en periode også domsmand
  • Edith og Christen overdrog 1986 ejendommen i Telling til den yngste søn Jesper og flyttede ind i huset Dybdalvej 7 i Tranum. Edith døde i 2003