Freedom genopliver 70’erne i Fjerritslev

Freedom i 1977, fra venstre Lars Henriksen, Kaj Jensen, Mogens Binderup og forrest Per Jørgensen.

Freedom i 1977, fra venstre Lars Henriksen, Kaj Jensen, Mogens Binderup og forrest Per Jørgensen.

Et af datidens mest populære dansebands vender tilbage til rødderne ved en gigantisk reunion-koncert på Fjerritslev Gymnasium lørdag 2. november

Der er lagt op til en aften med masser af hygge og nostalgi, når et af 70’ernes populæreste danseorkestre genopstår og forventes at trække fulde huse på Fjerritslev Gymnasium lørdag 2. november.

Det handler om Freedom, som blev etableret i Fjerritslev for 40 år siden og på ganske kort tid opnåede landsdækkende popularitet. Hele tre single-plader blev efterhånden føjet til diskografien.

Freedoms skiftende besætning opnåede enhver popmusikers drøm – ikke blot at blive en publikumsmagnet herhjemme, men helt ud over landets grænser. På en tre ugers turné til Norge gav Freedom 15 koncerter for flere tusinde tilhørere og blev markedsført som nummer to lige efter Gasolin!

Mere end 750 koncerter blev det til, før Freedom valgte at stoppe i 1982 efter næsten 10 års uafbrudt succes. Nu, hvor drengene er blevet voksne og til daglig er spredt for alle vinde, føjes endnu en optræden til historien i form af »Freedom Reunion 2013«.

Frihedstrang og fælles passion for musikken

Freedom var et af 70’ernes første »boybands«, selv om begrebet næppe var opfundet dengang. De unge mennesker var fyldt af stor frihedstrang – deraf navnet Freedom – og med den fælles passion for gedigen rock og pop sled og slæbte de i øvelokalet for at få fodfæste i det etablerede bandmiljø i Danmark. Og det lykkedes til fulde.

Bandet bestod ved starten i efteråret 1973 af Per Jørgensen, Fjerritslev, trommer og vokal, Lars Henriksen, Aabybro, keyboard og vokal, Kaj Jensen, Brovst, bas og vokal, Hugo Mortensen, Tranum, leadguitar, og Kai Pedersen, Aabybro, guitar.

En kælderoptagelse på spolebånd fra en øvesession i 1973 blev startskuddet til et mangeårigt samarbejde med et af datidens førende impresario-bureauer Ole B. Booking, som senere blev til det nuværende CB & Ole B. Booking.

Ole B. Nielsen udtalte dengang, at optagelserne var det mest lovende, han nogensinde havde hørt fra et ungt amatørorkester. Så Freedom fik relativt hurtigt chancen for at spille på de lidt større og kendte spillesteder.

Det første job på Vindblæs Kro står tydeligt i erindringen som den aften, Freedom fik sit gennembrud, og netop i Vindblæs mødte bandet i flere år sit mest trofaste publikum lørdag efter lørdag.

Udskiftninger i besætningen

Kai Pedersen udtrådte allerede kort tid efter starten, så bandet fortsatte som en kvartet. Året efter blev Hugo Mortensen afløst af Peter Sørensen, Aalborg, og Freedom bestod fra 1974 af fire unge mennesker, der alle var under 20 år.

I 1977 forlod Peter Sørensen gruppen for at hellige sig en jobkarriere. Men heldigvis lykkedes det for Per, Lars og Kaj at overtale Mogens Binderup fra Fjerritslev til at skifte fra bandet Sunlight til Freedom, og med Mogens’ fantastiske vokal og eminente guitarspil fik orkesterets popularitet en tand til, og antallet af spillejobs nåede nye højder. Desuden var Mogens allerede dengang en habil sangskriver.

Med den forstærkede profil var tiden inde til at gå i pladestudiet for at få erfaring i at møde publikum på en helt ny måde. Freedom indledte et samarbejde og fik et personligt venskab med Klaus & Servants, som var et af datidens højt anerkendte og populære dansktoporkestre.

Den første single

I efteråret 1977 indspillede de unge nordjyder deres første single-plade i Klaus & Servants’ RECA-studier i Præstø med numrene »You’ve Got to Let Me Know« og »Come on Home«.  Både Fjerritslev Avis og Aalborg Stiftstidende havde journalisterne på pletten og gav pladeudgivelsen en detaljeret omtale, hvor de gengav det unge poporkesters drømme om at gøre en forskel på den danske popscene.

Snart efter fulgte endnu en skive, der ligesom den første var engelsksproget: »Rock and Roll« med »Flying High« på bagsiden blev udgivet af EMI, som dengang var et af verdens største pladeselskaber. Selskabet sørgede for en opsigtsvækkende lancering, idet Københavns største pladeforretning på Strøget lavede en flot vinduesudstilling med nyudgivelsen, og samtidig var Freedom hovednavn på Daddys Dancehall, som dengang var det mest betydende »in-sted« i hovedstaden.

Allerede i 1978 udkom den tredje single, denne gang på dansk med »Smart Nok« og »Prøv en anden dag« for at lægge ord til frustrationerne hos datidens danske ungdom. »Boybandet« var nu blevet et etableret poporkester med masser af joberfaring, hvilket også afspejler sig i påklædningen på pladeomslaget – smoking og lækkert hår!

Derimod blev planerne om en LP aldrig realiseret.

Freedom lægger op

De mange spillejobs sled på fællesskabet, og i 1978 blev Per Jørgensen afløst af Flemming Madsgaard Nielsen, Aalborg, bag trommerne. I 1979 stoppede Lars Henriksen for at blive selvstændig, og Carsten Thomsen, Aalborg, trådte til. I slutningen af 1980 spillede Kaj Jensen sin sidste livekoncert med Freedom, da de mange spillejobs på sigt ikke var foreneligt med et job i den finansielle sektor. Men Per Jørgensen vendte tilbage, og trods udskiftningerne undervejs var både han og Mogens Binderup stadig med, da Freedom ophørte med at optræde i 1982.

Gennem årene nåede Freedom at spille ud over landet til alle de kro- og halballer, som nogen musiker kunne drømme om. Specielt i det nordjyske var Freedom en publikumsmagnet. Ud over Vindblæs Kro spillede bandet gentagne gange på Vegger Kro, Skalpavillonen i Nibe, Farsø Hotel, Grand Hotel i Fjerritslev, Fjerritslev Kro, Han Herred Hallen, Hannæs Hallen, Brovst Hallen, Brovst Hotel og ikke mindst Birkelse Kro.

Så var der alle byfesterne, hvor Freedom ofte var hovedattraktionen, der trak fulde huse til teltballet og medvirkede til, at festlighederne gav overskud.

Hvor blev de af?

Her 40 år efter, at Freedom så dagens lys – og godt 35 år efter den første singleudgivelse – har Mogens Binderup, Lars Henriksen, Peter Sørensen og Kaj Jensen velvilligt imødekommet MusikCompagniets ønske om at lave en »reunion« i Fjerritslev, så gode minder kan genopfriskes.

»Freedom Reunion 2013« er også historien om, hvordan det gik de glade nordjyske drenge, som mere eller mindre har bevaret musikken som et vigtigt indhold i livet. Mogens Binderup er i dag en kendt producer og sangskriver, blandt andet medkomponist på Sanne Salomonsens megahit »Taxa«. Han har også haft flere bidrag med i dansk melodi grand prix, hvor han ét år var involveret i ikke mindre end to sange, der begge klarede sig fornemt.

Per Jørgensen døde i en meget ung alder, så markeringen på Fjerritslev Gymnasium 2. november er også en anledning for kolleger og publikum til at mindes en god ven og dygtig musiker. I Pers sted har Mogens sørget for, at Freedom i sin reunion-besætning kan stille med endnu en Binderup, nemlig sønnen Daniel, der er en særdeles habil rocktrommeslager.

Lars Henriksen har efter en pause genoptaget musikken og er i dag professionel musiker i SideWalk med masser af solo og duojobs til firma- og privatfester.  Tilsvarende er Peter Sørensen med i Imitz Dance Band, hvor han holder guitarspillet ved lige i fritiden.

Kaj Jensen fik først i 80’erne, kort inden Freedom valgte at lægge op, en lederstilling inden for den finansielle sektor. Ved siden af jobbet dyrker han i dag popmusikken gennem dansebandet Hitkartellet, som har base i Aarhus.

Artikel fra Magasinet NORD oktober 2013, udgivet af NORDJYSKE Medier