Fra det tyske Helvede i Dachau til uforglemmelige Dage i Sverige

Jens Peter Hammer vender hjem til Fjerritslev.

Jens Peter Hammer vender hjem til Fjerritslev.

Jens Peter Hammer fortæller om Gestapos Mishandling, Tortur og umenneskelige Behandling

»Ramle« i Fjerritslev Avis

Efter alt det, man den sidste Tid har hørt om de Tyske Koncentrationslejre, er det vist ved at gaa op for alle, hvilke frygtelige Oplevelser de Mennesker, Tyskerne har fundet for godt at spærre inde, har maattet gennemgaa.

Fjerritslev Avis har haft en Samtale med den 21-aarige Jens Peter Hammer, Fjerritslev, der har haft god Lejlighed til nærmere at stifte Bekendtskab med de Metoder, Gestapo har brugt for at faa sine Fanger til at »lukke op for Posen«.

I Samtalens Løb slaar Jens Peter Hammer fast: »Jeg kan roligt skrive under paa, at alt det, der har været fremme om Tyskernes Mishandling og Tortur, paa ingen maade er overdrevet.

Jeg har selv været Genstand for Mishandling, ligesom en Del af mine Kammerater har været udsat for de frygteligste Pinsler. Ja, det er ikke overdrevet, naar jeg siger, at Ophold i en tysk Koncentrationslejr overhovedet ikke kan beskrives for slemt, da man der blev behandlet som Dyr.«

»Taget« to gange af Gestapo

Jens Peter Hammer, der blev »taget« to Gange af Tyskerne, blev første Gang »nappet« i Aarhus i November 1943 af Gestapo, idet han da var sigtet for at have bistaaet med Flygtningetransport til Sverige samt for illegal Virksomhed i øvrigt. Efter at Tyskerne forgæves havde forsøgt at faa ham til at fortælle noget, blev han den 21. Januar indsat i Horserød-Lejren, hvorfra han dog igen blev løsladt den 13. April 1944. Skønt Tyskerne ved Løsladelsen havde advaret ham mod at deltage i illegalt Arbejde af nogen Art, var det dog nu først for Alvor, han tog fat. Han var paa fri Fod indtil den 3. Januar, da han blev »taget« under en Gestapo-Razzia i København.

Gennempryglet af Gestapo-Bødler

Og saa fortæller Jens Peter Hammer om sit nærmere Kendskab til Gestapo og deres frygtelige Metoder:

»Jeg blev straks kørt til Vestre Fængsel, hvor 6 Gestapo-Bødler tog mig i Forhør. Efter det næsten obligatoriske tyske Raaberi, som jeg naturligvis ikke tog alt for højtideligt, gik de direkte Aktion,« fortæller han. »De stillede mig op saadan, at Forsvar var umuligt, og det havde jo heller ikke nyttet noget, dersom jeg havde prøvet paa at mukke, da de jo var de stærkeste. Et Par Stykker af dem gik nu løs paa mig og gennembankede mig med Knytnæver, Støvlesnuder og Knipler. Mørbankningen, der strakte sig over en halv Times Tid, sluttede med, at jeg blev lagt over et Bord og blev gennempryglet af et Spanskrør. Det var smertefuldt, men heldigvis lykkedes det mig at holde tæt.«

Frøslev nærmest en »Kuranstalt«

Mit Ophold i Vestre Fængsel varede i 12 Dage, indtil jeg blev transporteret til Frøslevlejren, og her havde jeg det godt. Ja, Frøslev var næsten en ren Kuranstalt; vi fik god og rigelig Mad og havde det taaleligt paa alle Maader med Undtagelse af, at vi naturligvis var indespærrede. Jeg opholdt mig i Frøslevlejren i 8-9 Dage, og den 19. Februar gik Turen saa til Tyskland, ned til den svejtsiske Grænse til Koncentrationslejren Dachau.

Turen til Dachau

Jens Peter Hammers videre Beretning er lidenskabsløs. Det er noget, der ligger bagude, men som dog ikke er glemt; det har bare været Hverdag for ham saa længe, at han ikke mere er oppe paa de store Højder. Han fortæller nu om den oprørende Behandling, han og hans Kammerater var udsat for i Tyskland.

»Jeg er glad for,« udtaler han, »at jeg ikke paa Forhaand var klar over, hvor frygtelig en Tid jeg gik i Møde. Jeg afgik fra Frøslev sammen med en af de maanedlige Transporter. Selve Turen foregik i almindelige Kreaturvogne med op mod et halvt Hundrede Mænd i hver. Fangerne i Vognen slog sig sammen og købte Halm for 10 Kr., for at vi kunde have lidt at ligge paa, men da vi var saa mange i Vognen, var det umuligt for os alle at ligge, hvorefter vi skiftedes hertil. Halmen kunde heller ikke dække over hele Vognens Gulv, hvorfor vi nøjedes med at bruge Halmen som Hovedpude. Der var naturligvis megen Træk i Vognen, og da vi jo ikke kunde komme ud af Vognen, maatte vi forrette vor Nødtørft inde i selve Vognen, hvilket jo ikke var saa behageligt, noget som vi ikke glemmer saa hurtigt.

Efter 6 Dages Kørsel naaede vi Bestemmelsesstedet: Koncentrationslejeren Dachau ved München, nær ved den svejtsiske Grænse. Naturligvis var jeg paa Forhaand klar over, at det ikke var paa noget Rekreationshjem, vi skulde til, men efter Opholdet dernede forstaar jeg bedre, at Himmler skal have givet Ordre til, at ingen Fanger fra Dachau maa komme de allierede levende i Hænde. Ved Ankomsten til Koncentrationslejren maatte vi aflevere vort Tøj, og i Stedet for fik vi et Par tynde Bukser, en Skjorte og en Slags Jakke. Sko og Strømper var der ikke Tale om, hvorimod vi fik udleveret et Par Stykker Træ med en Rem over til Fodbeklædning. Inden denne Udstaffering var vi blevet maskinklippet over hele Hovedet, og alle Haar paa Kroppen blev barberet væk, og i Stedet kom et tykt Lag Lusesalve. Naa, men alt det var ikke saa slemt, det kunde vi endda finde os i.

De afrakkede Skeletter blev smidt i Rendestenen

I Lejren var der mange Tusinde Fanger, hvoraf 250 Danskere. Vi boede ca. 450 Fanger i to Stuer, der tilsammen maalte 180 Kv. M. Vi laa i treetagers Senge, og der maatte ligge 5 Mand paa hver Træbriks. I Stuerne var der ingen Varme. De hygiejniske Forhold var frygtelige. Der var en Stank over det hele, og da vi var i Karantænelejren, maatte vi uden for Barakken kun bevæge sig i den smalle Gade foran vort eget Hus. I Barakken paa den ene Side af os var der nemlig Tyfus, og i Barakken paa den anden side var der Plettyfus.

Dachau var et Sted, hvor man ikke regnede Menneskeliv for det mindste. Vi saa hver Morgen, hvorledes Fangevogterne smed de afrakkede Skeletter af Fanger, der døde om Natten, ud i Rendestenen, hvor de kunde faa Lov at ligge i Timevis. Ja, jeg glemmer aldrig, hvorledes jeg en Morgen saa en Mandsperson, der endnu var i Live, blive smidt ud i Sneen, hvor han laa i to Timer, indtil Døden indtaadte. Ligene af de døde Fanger blev som døde Kreaturer slæbt hen til Krematoriet, hvor de blev brændt. Dersom nogle af de døde Fanger havde Guldplomber i Munden, slog Gestapo-Bødlerne disse ud af Munden paa dem med en Støvlesnude, idet Guldet jo ikke maatte komme med til Krematoriet. Der blev i det hele taget vist en Brutalitet, som man knapt nok fatter.

Til Appel i 20 Graders Frost

To Gange daglig maatte vi stille op til Appel ude i vor tynde Fangedragt i indtil 20 Graders Frost. Hver Gang skulde vi tælles, og da der jo var mange Tusinde Mennesker, der skulde Tælles, og Tallet hver Gang skulde stemme, kunde Appellen ofte tage op mod et par Timer. Selv Fanger, der havde Feber, maatte stille op. Flere døde af Kulden under Appellen, og andre fik Sygdomme, som de maatte slaas med indtil Befrielsen – hvad enten det var Tyskerne eller Døden, der bragte den. Jeg forstaar ikke nu bagefter, hvordan jeg er sluppen saa heldig fra mit Ophold i Dachau, som jeg i Grunden er.

En Rugbrødsskorpe var en Lækkerbisken

Under mit ophold i Dachau fik jeg tilfulde lært, hvad Hunger i Grunden er. En Humpel Rugbrød om Morgenen, dertil af noget, der lignede Kaffe eller The, og af og til en Klat Syntetisk Margarine, det var nærmest, hvad vor Mad bestod af, foruden en Liter Roesuppe til Middag. Med en saadan Kost var Modstanden overfor eventuelle Sygdomme blæst bort, og alle Fangerne led af Vitaminmangel. En tør Rugbrødsskorpe blev en ren Lækkerbisken, som vi kunde gaa og sutte paa. Da Lejren laa ved en Sump, var Vandet udrikkeligt i raa Tilstand, og vi tørstede meget.

Fangevogterne var tyske Straffefanger

Vore Fangevogtere var tyske Straffefanger, og de var brutale og prægede af mange Aars Fangenskab. Fangevogterne var udstyret med lange Piske af flettet Staaltraad, der kunde slaa frygtelig haardt. Men det er i Grunden forbavsende, saa hurtigt man kan vænne sig til sin Tilværelse og tage Skæbnen, som den byder sig. Det kan virkelig lade sig gøre at holde Humøret oppe midt i dette Helvede.«

Røde Kors et Lyspunkt

Jens Peter Hammer fortæller endnu mange Træk om Tyskernes Mishandlinger, Tortur og umenneskelige Behandlinger. Først tilsidst kommer der et Lyspunkt frem. Da Jens Peter Hammer havde opholdt sig i Dachau en Maanedstid, begyndte Røde Kors-Pakkerne at komme frem. Han fortæller: »Havde vi ikke faaet disse Pakker, tror jeg ikke, ret mange af os havde overlevet Opholdet i Dachau. Røde Kors-Pakkerne var det eneste Lyspunkt, vi havde i vor Tilværelse, de holdt Humøret oppe hos os.

Foran Dødens Port

Og saa kom den Dag, da vi fik at vide, vi af Røde Kors skulde transporteres til Sverige. Jeg glemmer aldrig denne Dag. Heller aldrig vil jeg glemme den Dag, da vi marcerede ud af Lejren og længselsfuldt saa, om Røde Kors-Bilerne var kommet. Man glemmer aldrig saadan en Stund, naar man har staaet ligesom foran Dødens Port og kæmpet for Livet. Fra Dachau gik Turen i Røde Kors-Bilerne op gennem det sønderskudte Tyskland til Koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg, der i Mellemtiden var kommet under Greve Bernadottes Opsyn, dog kun for Skandinaviens Vedkommende.

Pinslernes Forbi

Efter 14 Dages Ophold i Neuengamme gik Turen videre nordpaa. For os var Pinslerne nu forbi, men inden vi forlod Neuengamme, fik vi for sidste Gang Lejlighed til at se, hvorledes de tyske Fangevogtere hunsede med Jøderne, der var hjælpeløse Ofre for dem.

Fra Neungamme kørte vi mod Danmark til Møgelkær, der var et Paradis sammenlignet med de tyske Koncentrationslejre. Og fra den sidste Del af Rejsen har jeg kun lyse Minder. Vi blev modtaget med Jubel og viftende Dannebrogsflag ved Grænsen, og der var ikke mange af os, der kunde holde Øjnene tørre, da vi kørte over Grænsen. Vi havde jo nogle Maaneders Rædsel i Tankerne, som en ond Drøm, der vil blive vanskelig at slette af Hukommelsen, og vore Tanker gik tilbage til dem, der aldrig kom hjem …

Efter en Uges Ophold i Møgelkær gik Rejsen videre over Fyn og Sjælland til Sverige, hvor vi havde nogle uforglemmelige Dage, og hvor vi modtog Meddelelsen om Tysklands Kapitulation. 

 

Efterskrift

Jens Peter Hammer var søn af margarinerepræsentant Hammer i Fjerritslev.

Ved hjemkomsten blev han modtaget med hyldest på Østbakken i Fjerritslev fredag 11. maj 1945.

Læs mere om Jens Peter Hammers hjemkomst til Fjerritslev her