Fra Amersfoort til Brovst i 1946

Hans Maater (th) og Arne Sloth Kristoffersen i leg med hver sin trillebør. I baggrunden ses Leif Sørensen.

Hans Maater (th) og Arne Sloth Kristoffersen i leg med hver sin trillebør. I baggrunden ses Leif Sørensen.

Af Arne Sloth Kristoffersen
askr@stofanet.dk

Holland sultede

Danmark kom på grund af det tætte samarbejde med tyskerne bedre gennem de fem besættelsesår, 1940-45, end noget andet land, der havde været besat. Byerne var ikke ødelagte, og danskerne sultede ikke. Danmark havde endda så stort et overskud af mad, at vi indtil 1949 kunne huse og brødføde 250.000 tyske flygtninge. Men også tusindvis af børn fra krigshærgede lande som Polen, Østrig og Frankrig og især fra Holland fik husly og hjælp i Danmark.

I Holland var der blodige kampe i både 1940 og 1945, og ca. 250.000 hollændere havde mistet livet. Sluserne var blevet åbnet eller ødelagt, og store landbrugsområder var derfor oversvømmet. Samtidig var befolkningstætheden dobbelt så høj som i Danmark, så det var ikke så sært, at befolkningen sultede, og det var selvfølgelig værst for børnene. Blomsterløg og brød, fremstillet af en blanding af rugmel og savsmuld, var oftest det, man kunne få, så mange børn havde typiske sulttegn som udspilede maver, blå og gennemsigtig hud og sorte rande under øjnene. Endnu før de sidste tyske soldater havde forladt Holland, var det hollandske Røde Kors gået i gang med at udvælge og samle de børn, der havde allermest brug for hjælp, og de første blev sendt til England.

Straks efter befrielsen af Danmark 5. maj 1945 begyndte Red Barnet i Danmark at samle mad ind til fordel for de sultende hollandske børn, og i årene 1945-46 blev der sendt 62.200 nødhjælpspakker af sted til Holland. De blev fragtet i lastbiler, og på tilbagevejen transporterede de 3.549 hollandske børn i alderen 6-14 år til Danmark. Ofte kørte lastbilerne i konvojer på 50 lastbiler, hvor der også skulle være plads til forsyninger, bagage og læger. Senere kørte der tog direkte fra Holland til Danmark.

Det var et barskt syn, der mødte børnene, da de kørte gennem det sønderbombede Tyskland, hvis børn om muligt var endnu mere udhungrede end de hollandske.

Ved grænsen i Padborg blev børnene afluset, vasket og lægeundersøgt for at undgå, at de bragte smitsomme sygdomme ind i Danmark. Derefter var de parat til at blive transporteret til Danmark med lastbiler eller med tog. Red Barnet havde på forhånd fordelt børnene på lejre eller i private hjem.

Hans Maater

Det var et tog helt fyldt med børn, der i begyndelsen af 1946 forlod Padborg Station. Børnene havde navneskilte hængende omkring halsen, hvorpå der også stod, hvor de skulle hen, og hos hvem de skulle være de næste måneder. Lidt efter lidt tyndede det ud i antallet af børn i toget i takt med, at den ene gruppe efter den anden stod af ved de forskellige stationer. En lille gruppe fra Amersfoort fortsatte nordpå, og det blev sent på aftenen, inden toget nåede til Brovst.

Mine forældre havde meldt sig til at modtage en lille dreng, og det blev den kun seksårige Hans Maater fra Amersfoort, født 2. september 1939. Han var så træt, at min far bar ham hele vejen fra stationen og hjem til Østergade 39. Jeg kan stadig huske, da Far kom bærende med Hans. Han blev lagt i seng i et børneværelse, men da han klynkede, hentede Far ham, og han blev lagt i dobbeltsengen mellem mine forældre. Han var i en meget dårlig forfatning, udhungret og plaget af børneorm.

Hans har senere beskrevet familiens situation:

»Min far var møbelsnedker, men var kommet i tysk fangelejr i forbindelse med kampene ved Amersfoort i 1945, så min mor var alene med os tre søskende, min storebror, lillesøster og så mig, midt imellem. Det var ikke til at skaffe noget mad, så somme tider var min mor borte fra hjemmet i mere end et døgn, hvor hun strejfede om på et såkaldt hungertogt for at skaffe mad til os. Jeg fik difteritis og lå på et militærhospital i seks uger. Da det så blev muligt, kom min storebror til England, jeg kom til Danmark, mens min lillesøster måtte blive hjemme, da hun var for ung til at blive sendt bort.«

Mine forældre havde mistet en lille dreng, der var et år yngre end mig. Så måske var det en drøm om at have to drenge, der nu gik i opfyldelse, da Hans kom. Vi fik det samme tøj og de samme legesager og blev behandlet fuldstændig ens. Hans faldt også hurtigt til blandt gadens øvrige børn. Det kan man se på billederne, ligesom mange kan huske ham. En af dem er Niels Jørgen Sørensen, der husker Hans Maater særdeles godt:

»Hans var ældre og derfor lidt større end os og meget mager. Det var spændende at lege med ham, fordi han var udlænding og talte et gebrokkent dansk, der efterhånden blev bedre og bedre. Han var en meget rar dreng, der gjorde sig stor umage for at være på lige fod med os andre, og han ville ikke have, at vi skulle have ondt af ham. Vi legede blandt andet på cementstøberiet, der var en fantastisk legeplads. Der var lange rækker af store rør, som vi kunne gemme os i eller løbe på. Jeg græd, da Hans Maater skulle rejse hjem til Holland. Jeg syntes, at det var uretfærdigt, at en af mine bedste legekammerater skulle rejse væk.«

Det må have været utrolig hårdt for de tusinder af forældre, der måtte sende deres børn til et fremmed land og til ukendte plejeforældre; men de gjorde det for børnenes skyld, og fordi nøden var så stor. Der blev helt bestemt sendt mange tanker til det fjerne Danmark og til Brovst, og et postkort med billedet af en hund fra Amersfoort til »Hans Maater, c/o K.M. Kristoffersen, Østergade 22 (nu 39), Brovst, Jylland Danmark« var forsynet med billedet af en hund med halstørklæde, og underskrevet af Papa, Mama, Henk og Ellij. Ikke flere ord, men nok.

De andre hollandske børn i Brovst

Hans var ifølge mine forældre en meget god og nem dreng, som de kom til at holde rigtig meget af. Han lærte hurtigt at tale dansk, og da tiden nærmede sig, hvor han skulle hjem til Holland, var min mor bange for, at han havde glemt at tale hollandsk. Det ville hun så have kontrolleret, så der blev sendt bud efter en anden hollandsk dreng, den 11-årige Walter van Stek, der boede hos cementstøber Marius Olsen. Straks da han kom, begyndte de to drenge at tale hollandsk sammen, så min mors bekymring var ubegrundet.

Walter van Stek kan selvfølgelig huske mere om opholdet i Brovst, end Hans kan, da han var fem år ældre. Walter kom fra en søskendeflok på seks, og det var en læge, der efter en undersøgelse sagde, at Walter skulle sendes til udlandet for at blive stærkere. Han husker tydeligt det lange tog i Amersfoort, der skulle transportere de mange børn til Danmark, og at der var en sygeplejerske med toget. Der blev gjort ophold ved den dansk-tyske grænse i to dage, hvor børnene boede i barakker i Padborg, mens de blev lægeundersøgt og vaccineret.

Da Walter sent om aftenen ankom til Brovst og kom hjem til sine plejeforældre, Ane Marie og Marius Olsen, blev han forskrækket, da han så et haglgevær, der hang på væggen. Men det gik over, da han blev beværtet med hjemmebagt brød med smør, for det var han bestemt ikke vant til.

Walter van Stek er ligesom Hans Maater blevet interviewet i den store avis AD Amersfoort om opholdet i Danmark. Han fortæller blandt andet, at han hjalp til på cementstøberiet og var meget sammen med arbejderne. Det kan man også se på de billeder, som familien Olsen og flere af cementarbejderne har gemt. Walter hjalp også chaufføren, når der skulle læsses sten og rør på lastbilen.

Der var mindst syv hollandske børn i Brovst og som nævnt alle fra Amersfoort. Foruden Hans og Walter var det Henny Stol hos isenkræmmer Rokkedal, Tilly de Wilde hos købmand Olesen, Tineke de Wilde hos læge Lunding, Martie Boss hos murermester Gregers Gregersen samt en dreng hos malermester Myrup, hvis navn vi ikke kan få oplyst.

Karen Danhøj, født Olesen, fortæller, at Tilly var afmagret, da hun kom, og det gjorde indtryk på Karen, da Tilly fortalte, at de derhjemme havde spist kartoffelskræller, som de samlede sammen hos mere velhavende mennesker. Tillys og søsterens tøj var så fint syet af pigernes bedstemor, så det blev almindeligt beundret.

I interviewet omtaler Walter særligt den 14-årige Henny. Hun fandt et tilholdssted hos familien Lilli og G.L. Christensen, hvis datter Birthe (Bitten) blev hendes gode veninde, som hun bevarede en nær kontakt med, indtil Bitten døde i foråret.

Walter kom meget sammen med pigerne, og de besøgte hinanden, blandt andet hos Lillie og Niels Christian Lunding, og Walter husker, at lægen havde en gammel Citroën. En sådan bil fandtes ikke i det kvarter, som Walter kom fra hjemme i Holland.

I 1949 kørte Walter igen med tog fra Holland til Danmark, men denne gang alene og for at besøge Ane Marie og Marius Olsen. Hans plejefar tilbød ham et job på støberiet, men Walter ville først gøre sin skole færdig. Der blev knyttet varige bånd mellem Walter og familien Olsen, som han besøgte enkelte gange de følgende år, men han kom ikke til at arbejde på cementstøberiet. I stedet gik Walter i faderens fodspor og fik en livslang ansættelse ved de hollandske statsbaner.

Walther van Stek vurderer i avisinterviewet, at de hollandske børn i Brovst boede hos familier, der var bedrestillet og derfor ikke havde lidt under krigen!

Afskedens time

Det blev en tårevædet afskedsstund på Brovst Station. Min mor græd, og Hans græd, mens han hagede sig fast i min mor, samtidig med at han råbte: »Arnes mor! Arnes mor!« Men selvfølgelig kom han med toget den lange vej hjem til familien, der tog imod ham med åbne arme. Han var blandt andet blevet forsynet med et stort stykke flæsk, som han havde med i bagagen. Det er en af de få ting, som han umiddelbart husker fra opholdet i Danmark.

I juli 1946 modtog mine forældre et langt brev på tysk fra Hans’ forældre og underskrevet af Hans:

Ȯrede familie Kristoffersen

Endelig et par sider fra os. Vi meddeler jer herved, at Hans er kommet godt hjem. Han har fortalt os meget om Danmark og om hans lille ven, Arne. Straks da han steg af toget, begyndte han at brydes med sin far og storebror for at vise, hvor stærk han var blevet.

Hermed vil vi gerne sige jer hjertelig tak for alt det gode, I har gjort for Hans, og særligt for det, I har givet ham med hjem. Det kunne vi godt bruge og var lykkelige for det. Vi vil håbe, at når Arne engang er blevet stor, og han har mulighed for det, vil komme på besøg hos os, så vil vi gøre det så godt, som vi kan for ham.

Hans fortalte os, at han har været med i Zoologisk Have, og at han har redet på en hest. Han har fortalt alt så hurtigt, også meget om sine plejeforældre. Han er stolt over, at han kan noget dansk, og at vi må lære det af ham. Vi kan nu danne os et lille billede af, hvordan han har haft det i Danmark.

I det sidste brev skrev De, at alt endnu ikke er i orden hos jer. Her i Holland er der stadig store mangler; man kan endnu ikke få ret meget, og alt er meget dyrt. På den måde har hvert land sit kors at bære. Hans vil gerne købe noget smukt til Arne, som han derefter vil sende til ham.

Endnu engang vil vi af hjertet takke for alt godt og for al den kærlighed, som I har skænket Hans. Også vi ønsker jer alt godt og mange hjertelige hilsener fra os alle og et kys til Arne.«

De følgende år modtog vi mange breve fra familien Maater, og da Holland igen var kommet på fode, fik vi også pakker. Desværre ebbede forbindelsen ud. Måske på grund af sproglige barrierer, men sikkert også på grund af min mors blufærdighed. Imidlertid indtog Hans Maater for altid en stor, følelsesmæssig plads i min familie, og mine forældre omtalte ham altid med megen varme. Det var derfor naturligt, at en af vore sønner kom til at hedde Hans, og det blev mine forældre glade for.

Et uventet gensyn

Hans Maater blev uddannet tekniker og arbejdede i mange år som tegner og designer i et firma, der lavede varmeinstallationer. Samtidig var han en dygtig musiker, der spillede trombone. Omkring 1980 opgav han sit arbejde for at blive professionel musiker. Han blev medlem af et stort big band, der spillede til finalen i det europæiske Melodi Grand Prix og fik udgivet flere plader. Han var også med på mange turnéer til udlandet, blandt andet til Canada og USA.

Hans Maater fortæller:

»Jeg har været gift, men har ingen børn, men jeg har en god veninde, Mary, som er min Darling Princes. Da jeg så gik på pension, opfordrede Mary mig indtrængende til, at jeg skulle udleve min drøm og rejse til Danmark og Brovst.

I år 2000 var tiden kommet til at rejse til Danmark, efter at jeg i så mange år har tænkt på den tid, hvor jeg blev passet som plejebarn hos familien Kristoffersen. Mine erindringer var så få, at jeg ønskede at vide, hvor jeg boede dengang. Alt, hvad jeg ejede af minder, var nogle billeder og et navn.

25. juli begav jeg mig af sted på den 1.000 kilometer lange rejse gennem Tyskland tilbage til Danmark. Efter en nat i Hamborg og i Ringkøbing fortsatte jeg rejsen nordpå, og da jeg kom til Aggersundbroen, fik jeg en mærkelig følelse af at være hjemme. Om eftermiddagen ankom jeg til Brovst, og jeg fandt hurtigt et hotel midt i byen, hvor jeg bestilte et værelse for en uge.

Det var en speciel fornemmelse at køre gennem byen, og der gik mange tanker gennem mit hoved. Hvad ville jeg opdage? Levede familien Kristoffersen stadig væk, og kunne familien huske mig?

For mig var opholdet i Danmark på flere måder som et stort, sort hul. Jeg kunne kun huske få ting: at jeg gled på et ’bjerg’, havde fat i en kornskovl, og at jeg sad på en hest. Midt i min travle hverdag havde jeg altid det ønske, at jeg kunne komme til Brovst igen og få klaring på den vigtige del af min tilværelse, som opholdet i Brovst var.

Da jeg havde bestilt hotelværelset, kørte jeg forgæves rundt i byen for at finde familien Kristoffersens hus efter de billeder af huset, som jeg havde med hjemmefra. Så ville jeg finde rådhuset for dér at søge oplysninger om familien. Jeg kørte noget rundt og så et skilt, hvorpå der stod Rødhus, som jeg forvekslede med ’rådhus’, så jeg endte i Rødhus. Langt om længe fandt jeg dog rådhuset. En dejlig dame spurgte mig, hvad hun kunne gøre for mig. Jeg fortalte hende, hvem jeg var, og hvad mit ærinde var. Sammen med en kollega gik hun i gang med at finde ud af, hvor huset var, og efter nogen tid kunne de give mig adressen.

Jeg kørte straks hen til huset, Østergade 39, og det viste sig, at det lå i samme gade som hotellet. Den nye ejer af huset fortalte mig derefter, at fru Kristoffersen var kommet i en beskyttet bolig, der lå lige over for hotellet. Jeg gik derefter ind på plejehjemmet for at spørge, om det var i orden at besøge fru Kristoffersen. Sygeplejersken fortalte mig, at det gik ganske godt med hende, og jeg blev meget glad for at konstatere, at hun levede, hvad jeg jo ikke vidste. Jeg aftalte med sygeplejersken, at jeg ville blive fulgt over til fru Kristoffersen, men først ville jeg lige købe en buket blomster.

Sammen med en assistent gik jeg over og ringede på fru Kristoffersens dørklokke. Da hun åbnede døren, sagde jeg på engelsk: ’I am Hans from Holland’. Det var meget overvældende for hende, og hun ringede til sin søn, Arne, som jeg så kom til at tale med for første gang i 54 år. Han bad mig komme ud i deres sommerhus ved Tranum Strand, og det gjorde jeg, selv om jeg fandt det svært at forlade hans mor. Det blev et specielt møde, hvor jeg også blev præsenteret for Arnes kone, Alice. Derefter kørte vi tilbage til Arnes mor.

Der kom en fotograf og en journalist, Hans Christian Nielsen, og talte med mig på hotellet. Derefter lavede han en dejlig artikel i Nordjyske Stiftstidende med titlen: ’Plejesøn tilbage efter 54 år’.

Jeg besøgte fru Kristoffersen hver eftermiddag. Hun var glad for at se mig, og hun fortalte og fortalte, men jeg kunne ikke forstå hende. Hun pegede med fingeren på bordet, hvor der stod et grønt askebæger. Jeg tænkte, at hun måske ville signalere, at jeg måtte ryge. Men det var ikke hensigten. Jeg rejste mig og undersøgte askebægeret. Det var en souvenir, en gave fra den hollandske stat som påskønnelse for, at jeg havde været hos familien Kristoffersen. Jeg fik det indtryk, at dette askebæger havde stået på dette pæne bord i alle årene.

En enkelt eftermiddag kom jeg ikke til tiden, men så ringede fru Kristoffersen til hotellet efter mig. Hver gang ville hun fortælle mig så meget, og jeg blev klar over, at hun altid havde tænkt på mig, og at hun havde ventet på mig i alle disse år! For mig var det en speciel oplevelse. Hver gang jeg gik tilbage til hotellet, var det svært at få sagt farvel, og hun prøvede hver gang at holde på mig ved at skænke mere portvin op i glasset, hvorefter hun selv skålede på gensynet. De blomster, jeg havde med den første dag, havde efterhånden set bedre dage, men hun pegede hver dag på dem og sagde, at hun var glad for dem.

Jeg blev inviteret til middag hos Alice og Arne i Aalborg. Jeg blev også præsenteret for deres søn Hans, som gav mig en bog om børn af Vendsyssel, hvor Arne i 1999 blandt andet havde nævnt mig med et billede fra 1946, hvad jeg fandt meget specielt.

Tiden oprandt selvfølgelig, hvor jeg skulle sige farvel og rejse tilbage til Holland. Jeg fandt det meget svært, fordi jeg troede, at det var sidste gang, jeg ville få fru Kristoffersen at se. De sidste ord, hun sagde til mig, var: ’Tak for besøget,’ og det forstod jeg.

Da jeg sagde farvel og rejste fra Brovst, indså jeg, at jeg var et ’barn af Vendsyssel’.«

Min mor blev selvfølgelig meget forbavset over at se Hans, men hun var ikke i tvivl om, hvilken Hans det var. Det grønne, trekantede askebæger, hvorpå der stod Nederland på den ene side og »Minde om det befriede Holland, 4. maj 1945« på den anden side, var en gave fra den hollandske stat til mine forældre, og askebægeret har altid stået på en hædersplads i mit hjem. Så Hans blev snart klar over, at han ikke var glemt, og det blev understreget, da han hilste på min yngste søn, der er opkaldt efter ham.

I løbet af det ugelange ophold i Brovst blev han en kendt skikkelse i gadebilledet. Hans ærinde i byen var blevet kendt, og mange kontaktede ham for at fortælle minder fra dengang, han selv boede i Brovst.

Hans var meget beleven, og han kyssede min mor på begge kinder, både når han kom, og når han gik. Det var en særlig oplevelse at overvære, når de sad ved siden af hinanden i hver sin lænestol, mens den ene talte engelsk og den anden dansk. Selv om de ikke forstod ret meget af det, der blev sagt, var der en uforklarlig, tæt kontakt mellem dem.

Hans fik imidlertid ret i sine bange anelser, for de så aldrig hinanden mere! Min mor døde, inden Hans kom på besøg igen.

Hans Maater og jeg har nu regelmæssig kontakt med hinanden. Vi skriver og mailer sammen, ligesom Hans og Mary har besøgt os flere gange, senest i foråret 2012. På en uforklarlig måde mærker vi begge, at der er nogle følelsesmæssige bånd imellem os.

Efterskrift

I 2002 udkom der i Holland en bog på 320 sider med titlen: »De Bleekneusjes van 1945« (Blegnæserne fra 1945) med undertitlen: Udsendelsen af nederlandske børn til udlandet.

Ca. 30.000 børn kom til Storbritannien, Belgien, Schweiz, Frankrig, Sverige og Danmark, 9.000 blev omplaceret internt i Holland, og 12.000 blev sendt til de hollandske kolonier. Det vil sige, at flere end 50.000 børn blev sendt hjemmefra, og dette store tal understreger nødens omfang i Holland.

31 sider af bogen handler om de hollandske børn i Danmark. Disse sider udgør en interessant og vigtig dokumentation om den flotte indsats, som danskerne, den danske regering og Red Barnet udførte for at hjælpe de hollandske børn. Interessen for dette emne er fortsat stor i Holland, og det fremgår tydeligt af et helsides interview med Hans Maater i en stor avis i Amersfoort 14. april 2012, hvor han beretter om sit ophold i Danmark og sit gensyn med sin plejemor i Brovst i 2000.