Fløjtende projektiler og en sabel i hønsemøg

Min fars sabel fra 14. bataljon 4. kompagni i Slagelse.

Min fars sabel fra 14. bataljon 4. kompagni i Slagelse.

Af Holger Binnerup
dbhb@stofanet.dk

Jeg er født i september 1933 i Torslev og kom i skole 1. april 1940, og jeg var således kun 6 ½ år gammel, da en stor, mørk flyvemaskine 9. april fløj lavt hen over husene og næsten rørte ved toppen af vort høje pæretræ. Det var tidligt om morgenen, og min far var taget på arbejde enten på teglværket eller i mosen. Jeg kom hurtigt ud af sengen og så og hørte den store maskine passere hen over os.

Min mor havde åbnet det store vindue i soveværelset, og herfra kunne vi følge maskinen ud over Torslev Kær med retning mod Aalborg. Det er et billede, jeg stadig kan se for mig så mange år efter. Jeg tror, min mor fulgte mig til skole denne dag, men vi blev ikke undervist og sendt hjem igen.

Efter nogle dage kom de mange forordninger fra besættelsesmagten, blandt andet mørklægning af vinduerne – intet lys måtte sive ud. Vi fik ophængt sorte rullegardiner, hvorpå min mor på siden ud mod stuen påklistrede billeder af kongefamilien, som hun udklippede fra ældre og nye udgaver af Billed-Bladet.

Mine erindringer fra de besatte år kan deles mellem min fødeby Torslev og Vester Halne tæt op ad den militære lufthavn ved Aalborg. Mine bedsteforældres hus i Vester Halne var tit samlingssted for familien. Her mødtes kusiner og fætre til leg i den store have, der dog senere blev delt i to af en godt tre meter bred pigtrådsspærring, som nogle af os selvfølgelig skulle forsøge at kravle igennem.

Jo, der er mange små episoder fra disse besøg. Men historien her drejer sig slet ikke om Vester Halne, men om Han Herred under besættelsen. Dog lige kort om et fløjtende projektil ganske tæt på min bedstefar og mig under en formiddagsgåtur i haven – det var uhyggeligt! Senere samme dag kom min onkel på besøg og fortalte, at invasionen i Normandiet netop var startet denne morgen, så datoen 6. juni 1944 huskes.

Nu må jeg altså tilbage til Han Herred, her huskes ligeledes nogle episoder:

I Torslev var min legekammerat og jeg også nær på at blive skudt, men nær på rammer jo ingen mand, som der siges, og godt for det. Jeg husker dog ikke, om det var Per eller Villy, jeg legede med i vores have denne dag. Pludselig hørte vi den fløjtende lyd fra projektiler hen over haven og ganske kort tid efter smæld fra et gevær i retning af skolen. Skolen midt i byen var besat af tyskerne, hvorfor vi elever i stedet blev undervist i den lille sal i forsamlingshuset. Der kom flere fløjt og smæld. Idet vi løb forbi hønsehuset på vej ind til min mor, hørte jeg slag på muren af projektiler.

Vi fik fortalt min mor om skydningen. Hun ilede ind til vores gode nabo Anders Christian, der var sognefoged. Han travede straks ned til skolen og fik skydningen standset. Soldaterne takkede for henvendelsen. Det viste sig, at de kun skød til måls med små rifler, men de havde ikke sørget for kuglefang. Nu er hønsehuset nedrevet, men flere år efter skudepisoden viste et par mursten stadig anslag med huller efter de vildfarende projektiler.

Der er flere små oplevelser fra krigens tid samt befrielsen – de kommer ikke med her – men lad mig slutte med min fars sabel.

Min far, Adolf Binnerup (1901-1962), var soldat ved 14. bataljon 4. kompagni i Slagelse, indkaldt nogle gange og hjemsendt i oktober 1929. Han havde en af militærets for længst afskaffede rifler stående samt sin sabel med kvast hængende. Jeg husker riflen som et langt og tungt gevær, og med min fars hjælp afskød jeg af og til knaldhætter med det. En hane skulle trækkes tilbage og knaldhætten placeres, så skød vi gennem et åbentstående vindue ud i haven. Det var meget sjovt. Caliber og model kender jeg ikke. Engang imellem trak min far sablen ud af skeden, det var en lang kniv, som jeg fik lov at holde.

29. august 1943 trak den danske regering sig tilbage. Det skete efter flere uger med strejker, demonstrationer og sabotager i landet. Samarbejdspolitikken stoppede, og Danmark kom nu under tysk ledelse. Flåden sænkede selv mange af sine skibe, en del skibe sejlede til Sverige og blev interneret dér. Det danske militær måtte overgive sig og aflevere våben og forlade kasernerne. Alle våben, også blandt civile, skulle afleveres. Min fars riffel var sikkert registreret, så han afleverede den til øvrigheden. Men sablen, den skulle tyskerne nu ikke have ved en eventuel husundersøgelse!

Jeg hjalp min far med indsmøring af sablen i olie – eller var det vaselin? Herefter blev den indpakket i alle de klude, min mor kunne undvære, samt yderligere i noget vandafskyende materiale. Den skulle nu graves ned, men hvor? Selvfølgelig i hønsegården under hønsenes læplads, der bestod af en trefløjet træramme med en blikplade over. Højden var ca. 80 centimeter, så vi måtte ligge på knæene for at grave hullet. Efter nedlægning kom vi sand hen over hullet sammen med halm og hønsemøg. Min far sagde derefter: »Nu ingen snak om dette til nogen, før krigen er slut!«

Efter 5. maj 1945 kom sablen igen op i dagslyset, skeden var lidt anløbet, men klingen var næsten fejlfri efter godt 20 måneder i hønsenes varetægt.

Sablen er mærket med nummer samt »Solingen«, altså tysk fremstillet. Den er nu i tredje generation og bæres på fotoet af fjede generation, 14-årige Michael Binnerup.

I 1950’erne hjalp min chef, bankbestyrer Børge Nielsen i Brovst (tidligere modstandsmand), mig med at søge om erstatning for min fars riffel. Det lykkedes, jeg tror der kom 130 kroner til min far – måske var det kun 30 kroner – men lidt erstatning modtog han dog.

(Skrevet i Løgstør, juli 2014)