Fjerritslev Kro får nyt liv

Fjerritslev Kro genåbner 28. august 2015. Foto: Mattias Bodilsen
Fjerritslev Kro genåbner 28. august 2015. Foto: Mattias Bodilsen
Efter flere måneders lukning er Fjerritslev Kro klar til at genåbne med nye folk, der gerne vil føre restaurant- og overnatningsfaciliteterne videre i respekt for stedets stolte traditioner

Genåbningen finder sted fredag 28. august kl. 18.00, hvor der bydes på en treretters åbningsmenu til specialpris.

Der er dog kun tale om en delvis genåbning, idet det alene er de to østvendte restaurationslokaler, der er klar i første omgang.

Den tidligere bodega El Rigo er ændret til Café Gjæstgivergaarden, hvor der dagligt serveres kaffe, øl, vin, cocktails m.m. i hyggelige omgivelser direkte ud mod byens torv. De nye indehavere forventer, at det bliver et oplagt mødested efter skoletid og fyraften.

Navnet Gjæstgivergaarden stammer fra tiden omkring 1900, idet stedet først senere omtales som Fjerritslev Kro. Historien kan føres 175 år tilbage til omkring 1840, hvor den oprindelige Kollerup Kro blev flyttet til det nye vejkryds i Fjerritslev efter anlæggelsen af ny hovedvej gennem Han Herred til afløsning for den gamle kongevej.

Den tidligere spillehal får navnet Munksgaard Stuen, opkaldt efter den familie, der gennem omkring 60 år satte sit stærke præg på byens centrale mødested. Her vil der hver onsdag og torsdag være familiespisning ved lange borde til yderst rimelige priser.

Efter at Munksgaard-familien havde drevet Fjerritslev Kro i to generationer, blev stedet overtaget af Kaj Hedegaard i 1967, og den seneste vært var Hanne Smetana Christensen, der overtog kroen i 2000 og døde kort før jul i 2013.

Den nye ejerkreds består af daglig leder Henrik Beith, Pia Mai Andreasen, Lars Andreasen, Allan Beith, Søren Lynge og Casper Friis.

Køkkenet varetages af den kendte og erfarne kok Max Vitaljevich, som tidligere blandt andet har drevet Saltum Kro.

Når selskabslokalerne står færdige, vil de kunne benyttes med mad fra kroen, men eventuelt med egne drikkevarer. Der er endvidere udlejning af festtelt, ligesom værelserne på førstesalen skal renoveres til overnatning for festdeltagere, turister og erhvervsfolk.

Det er planen, at Fjerritslev Kro med tiden skal drives efter socialøkonomiske principper, hvor mennesker med behov for et job på særlige vilkår kan få ansættelse.

Fjerritslev Kro har tradition for at være omdrejningspunkt for utallige møder, private fester, udstillinger med videre, og derfor vil de nye ejere gerne høre borgernes ønsker til kroens fremtidige rolle i lokalsamfundet. Det sker ved et borgermøde for alle tirsdag 29. september.

Scroll to Top