Få bugt med fugt og dårlig lugt i ubenyttede rum

Bent Nielsen – Fjerritslev Varmeteknik. Foto: Mattias Bodilsen

Bent Nielsen – Fjerritslev Varmeteknik. Foto: Mattias Bodilsen

Fjerritslev Varmeteknik har en enkel løsning, der sikrer et sundt indeklima i fritidshuset og andre rum, der ikke benyttes til daglig

Hvis du har problemer med dårligt indeklima i form af fugt, lugt, mug eller svamp i dit fritidshus, og du gerne vil sikre værdierne i form af bygning og inventar, har Bent Nielsen en god løsning, som også kan anvendes i kældre, garager, værksteder og andre rum, der står ubenyttede hen.

Bent Nielsen driver Fjerritslev Varmeteknik på Aldrupvej 323 nær Hjortdal og har specialiseret sig som forhandler og montør af SolarVenti. Der er her tale om en danskproduceret luftsolfanger, som både ventilerer og opvarmer luften i rummet, og tilmed er den gratis i drift, da den fungerer helt uafhængigt af elnettet.

SolarVenti kan ligesom andre solfangere placeres på husets tag, eller panelet kan monteres på en sydvendt væg, hvor det kan fange solens stråler. Der er forskellige panelstørrelser med en opvarmningskapacitet, som rækker til rum på op til 140 kvadratmeter.

Systemet er ganske enkelt, forklarer Bent Nielsen. Solens stråler sætter solfangeren i gang. Derved suges frisk, tør luft ind via den perforerede bagplade, og mens luften cirkulerer i solfangeren, varmes den op af solen. Alt afhængig af model blæses 35-200 kubikmeter tør, varm luft ind i rummet pr. time, og temperaturen i den indblæste luft vil være mellem 15 og 40 grader over udendørstemperaturen. Den fugtige luft, som findes i fritidshuset eller kælderen, drives ud af rummet gennem husets revner og sprækker eller via en indbygget ventil.

Bent Nielsen gør opmærksom på, at manglende opvarmning og udluftning let kan koste flere tusinde kroner årligt i værdiforringelse af huset og ødelagt inventar. Tilsvarende kan det hurtigt blive dyrt at holde de rum, der ikke benyttes til daglig, opvarmet ved hjælp af elradiatorer.

– Med SolarVenti kører det hele af sig selv, påpeger Bent Nielsen og tilføjer, at investeringen i et luftsolfangeranlæg vil være tjent ind på blot fire-fem år. SolarVenti sælges også som gør det selv-løsninger.

Bent Nielsen, der er uddannet bygnings- og landbrugssmed, etablerede Fjerritslev Varmeteknik på sin privatadresse i 2006. Siden da har han installeret omkring 200 anlæg, primært i Han Herreds store sommerhusområder, men også så langt væk som Bornholm og Norge.

En del af arbejdstiden går med servicering af SolarVenti-anlæg i hele det nordjyske område, og i øvrigt samarbejder Bent Nielsen med sønnen Martin Nielsen, der driver MHN VVS Teknik i Bonderup.

Finanskrisen har været en stor udfordring for et forholdsvis nystartet firma, vedgår Bent Nielsen, der ser det som en opgave at få kunderne til at tænke både miljøvenligt og langsigtet, når det gælder indeklima- og energiløsninger.

Fjerritslev Varmeteknik er endvidere forhandler af Woody-stokerfyr og Atmos-fastbrændselsfyr. Hertil kommer blikkenslagerarbejde i form af zink-tagrender, inddækning af skorstene og kviste eller overdækning af terrassemure.

En helt ny niche for den initiativrige Bent Nielsen er smedejernsarbejde, hvor han laver trappegelændere eller hegn omkring haver og terrasser. Det sker i nært samspil med kunden, som i mange tilfælde selv kommer med idéer til udseende og dekorative finesser i form af snoninger eller påsvejset pynt. Gelændere og hegn leveres både rå galvaniserede eller malet i den ønskede farve.

Artikel fra Magasinet NORD oktober 2013, udgivet af NORDJYSKE Medier