Eftermiddag hos Balles Boghandel med muntre nordjyske fortællere

Bjarne Nielsen Brovst og Frank Nielsen fortæller hos Balles Boghandel i Løgstør fredag 12. december.

Bjarne Nielsen Brovst og Frank Nielsen fortæller hos Balles Boghandel i Løgstør fredag 12. december.

Fredag 12. december kl. 15-17 holder Balles Boghandel i Løgstør en ny forfatterevent til glæde for alle, der holder af bøger

Denne gang gælder det den gode nordjyske fortælling, og boghandler Jørgen Balle har således inviteret forfatteren Bjarne Nielsen Brovst, som er aktuel med 5. bind i serien om nordjyske originaler, og tidligere skoleinspektør Frank Nielsen, der er en af ildsjælene bag 20. årgang af Han Herred Bogen.

De to herrer vil i løbet af eftermiddagen udgøre et humørfyldt makkerpar, som dels vil fortælle om deres respektive bogudgivelser, dels vil medvirke til at løfte interessen for netop den gode fortælling om egnens kendte og ukendte mennesker og deres gøren og laden i lokalsamfundet.

Bjarne Nielsen Brovst har 50 års forfatterskab bag sig, hvor han både har bevæget sig rundt i den store danske litteratur og samtidig har været en skarp iagttager af det lokalsamfund, som han voksede op i, nemlig 1950’ernes Han Herred. Det sidste er der kommet en lang række erindringer og digte ud af, og hertil kommer serien »Originaler i Nordjylland«, hvor han tager Bette Lambert, Alverdens Casper, Røde Willy og mange, mange andre under kærlig behandling.

Frank Nielsen var i 25 år leder af Fjerritslev Skole – og i samme periode igangsætter af talrige projekter i byen – hvorefter han kastede sig over frivillige job som rejseleder og guide, foredragsholder, udgivelse af Han Herred Sangbogen, sangaftener i Tinghuset og ved Havbådehuset i Slettestrand, udbredelse af kendskabet til Han Herred Bogen blandt mange andre aktiviteter.

Der er således lagt op til en både fornøjelig og udbytterig eftermiddag hos Balle i selskab med nogle af egnens mest eftertragtede fortællere.