December 2012

Fra 1. søndag i advent har Han Herred fået et sogn mindre ved sammenlægning af Kollerup og Fjerritslev sogne, som dermed også får et fælles menighedsråd på otte medlemmer. Foto: Mattias Bodilsen

Fra 1. søndag i advent har Han Herred fået et sogn mindre ved sammenlægning af Kollerup og Fjerritslev sogne, som dermed også får et fælles menighedsråd på otte medlemmer. Foto: Mattias Bodilsen

1. De stærke musiktraditioner lever i Skovsgaard-området, og der gøres nu klar til advents- og julekoncert nr. 50, der gennemføres i Torslev Kirke ved hjælp af lokale musikalske kræfter med fri entré. Oprindelig var der tale om skolekoncerter. Initiativtageren til første koncert, Ida Larsen, medvirker fortsat som korleder og sanger.

2. Fra i dag – 1. søndag i advent – har Han Herred fået et sogn mindre ved sammenlægning af Kollerup og Fjerritslev sogne, som dermed også får et fælles menighedsråd på otte medlemmer. Hjortdal Sogn i samme pastorat fortsætter selvstændigt. Ud over disse to sogne er der nu kun Brovst, Aggersborg, Tømmerby og Lild sogne, der har selvstændige menighedsråd. Alle øvrige sogne har dannet fælles menighedsråd (pastoratsråd) i de respektive pastorater. Han Herred omfatter nu i alt 24 sogne.

3. »Langt ude i skoven« er titlen på en ny bog, som udsendes af det lokalhistoriske netværk i Tranum om tre skovarbejderes liv i Tranum Klitplantage: Sigaard Jensen fra 1944 til 1987, Henny Sørensen fra 1966 til 1992 og Erik Kristensen, der har været aktiv skovarbejder siden 1981. Udgivelsen fejres i Øster Han Herreds Egnssamling, Tranhøj 6.

4. Annette og Kurt Mølgaard markerer deres 25-års jubilæum som bestyrerpar i ØAH-Hallen, idet de blev ansat to måneder før indvielsen 14. februar 1988.

Elever og lærere i udskolingen på Brovst Skole har via en støttepulje under Lov om Vedvarende Energi fået et såkaldt LEGO Education Center (LEC) til 100.000 kr. for at kunne bygge robotter af legoklodser med sensorer, så robotterne kan udføre forskellige opgaver i naturfagsundervisningen samt tværfaglige projekter.

Ceste Træ A/S gennemfører en 500 kvm stor udvidelse af XL-byggemarkedet på Håndværkervej 5 i Fjerritslev og etablerer desuden ny indkørsel og parkeringsplads ud mod Thistedvej for bedre at kunne tilgodese både privat- og erhvervskunder.

7. Administrationsbygningen i Brovst, Skovsgaard Børnehave og Fjerritslev Skole er blandt fem kommunale bygninger, som nu energioptimeres med solceller og CO2-besparende LED-belysning overalt.

8. For første gang i 199 år er der konstateret ulve i Danmark, idet en obduktion og forskellige dna-tests viser, at det var en ulv, som Naturstyrelsen fandt død i Hanstholm Vildtreservat 16. november. Forinden var den observeret flere gange.

Et flertal på 76 ud af de i alt 109 afgivne stemmer på generalforsamlingen i Thorup-Klim Hallen går imod andelssvineslagteriet Ticans planer om selv at producere 60.000 slagtesvin pr. år.

9. Erhvervscenter og turistbureau i Jammerbugt Kommune samles i en ny, fælles organisation under navnet Vækst Jammerbugt med René Zeeberg som chef og base på Nordjyllands MedieCenter i Aabybro.

10. Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred er repræsenteret på Historisk Julebogmesse hos HistorieAalborg, idet forfatter og udvalgsmedlem Arne Sloth Kristoffersen præsenterer såvel Han Herred Bogen som sin egen bog »Brovst som arbejderby«.

56-årige Vibeke Hørdum, Aalborg, bliver ny leder af socialøkonomiske projekt Skovsgaard Hotel, hvor hun afløser Ruth Højlund.

11. Borgmester Mogens Gade (V) advarer mod VUC og HF Nordjyllands planer om at oprette en toårig HF-uddannelse i Aabybro, da han frygter, at der ikke vil være nok elever til to parallelle HF-kurser i Jammerbugt Kommune, hvor Fjerritslev Gymnasium allerede tilbyder HF på andet år.

Grusvirksomheden Kroghs med hovedsæde ved Klim Strand etablerer sig fast på Hirtshals Havns containerkaj med et sorterings- og knuseanlæg til håndtering af søsten.

Brovst-firmaet Godik, Modulvej 4, der bl.a. er kendt for at levere transportable toiletter til festivaler, vil til sommer præsentere et elektronisk armbånd, der med en indbygget chip skal klare alt fra betaling af entrébillet til mad- og drikkevarer foruden at fungere som adgangskontrol til afgrænsede områder. Desuden har virksomheden overtaget den tidligere Hagens Fjedre-bygning på Terndrupvej 100 for at indrette nye kontor- og personalefaciliteter for de 20 ansatte.

Mountainbikesporten er blevet så populær i Svinkløv Plantage, at Naturstyrelsen Thy og mtb-afdelingen på Feriecenter Slettestrand må aftale nye spilleregler for udfoldelsen, bl.a. ved at ændre stiforløbet og lukke særligt følsomme strækninger på den ca. 20 km lange rute.

– Vil du have lokale butikker i morgen, så brug dem i dag! lyder opfordringen fra de lokale handelsstandsforeninger i en annoncekampagne, tilrettelagt af Dansk Detail.

12. Dagen i dag er helt særlig – 12.12.12 – og mange vælger at blive gift netop i dag. Borgmester Mogens Gade forestår halvdelen af dagens i alt 10 borgerlige vielser i Jammerbugt Kommune.

Fem idræts- og gymnastikforeninger får hver en check på 87.032 kr. som del i overskuddet fra årets udgave af VesterhavsRock i Fjerritslev.

13. Der bliver ikke noget ud af at flytte købmandsbutikken JC Marked / Kwik Spar på Ullerupvej 51 i Aggersund til den tidligere sparekasse- og bankbygning på Ullerupvej 2. Borgerforeningen kan ikke skaffe pengene til den fornødne ombygning. Sidst i januar fik borgerforeningen ellers overdraget sparekassebygningen, da Sparekassen Himmerland lukkede sin afdeling.

39-årige postbud Thomas Gundersen Nørskov fra Brovst bliver nr. 2 ved DM i tips 2012, arrangeret af Danske Spil.

14. Sognepræst Mariann Amby, Tilsted, er pr. 1. februar udnævnt som ny provst for Thisted Provsti, der omfatter de fem sogne på Hannæs. Hun afløser Henning Bjørndal Sørensen, Nors-Tved, som gik på pension 30. september. Siden da har Sydthy-provsten, Jens F. Munksgaard, Hurup, vikarieret i jobbet.

Frøstrup: Efter nogle lange aftener for håndværkerne – og især de frivillige – kan den snart færdigombyggede borgerkro på Storkevej lægge rum til en julefest for de lokale borgere. Når festen er ovre, fortsætter arbejdet med kroen og den nærliggende DLG-bygning, som er en del af projektets fase 2.

17. Fjerritslev Gymnasium er sammen med Aabybro Skole og Jammerbugt Ungdomsskole blevet godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet til at deltage i projektet Ny Nordisk Skole, som bl.a. går ud på at udfordre børn på alle klassetrin til lære så meget som muligt og at mindske den sociale baggrunds betydning for de faglige resultater.

18. Lars Vodstrup, indehaver stylingfirmaet Demon Ice i Hjortdal, er den lykkelige ejer af en 500 hk Toyota Supra, der – gennemrenoveret og topstylet for 2,7 mio. kr. – kåres til Nordens flotteste bil ved Scandinavian Motor Show i Bella Centret.

19. Fra det nye års begyndelse vil alle kommunalbestyrelsesmøder i Jammerbugt blive transmitteret live på internettet.

21. Tina Skovmand Lindgaard og Mona Mikkonen Brandt etablerer Merkur I/S på Strandvejen 2 i Tranum, hvorfra de vil coache og vejlede unge med behov for at få styr på tankerne eller komme på fode efter stress og depression.

Når SuperBrugsen om en måned flytter til den tidligere Weiss-købmandsbutik i Jernbanegade, er der ikke flere dagligvarebutikker tilbage i bycentret ved Stationsvej i Brovst.

22. Han Herred Turistforening i Fjerritslev anskaffer sig en ladcykel, der skal fungere som rullende turistinformation og bemandes af »grønne seniorguider«.

Skovfoged Thorbjørn Nørgård, Vester Thorup, nedlægger sit hverv som formand for Klim Friskoles bestyrelse, idet han fra foråret 2013 tiltræder en ny stilling som skovfoged i Søhøjlandet ved Silkeborg.

23. Tonny Norre Mikkelsen, der er uddannet i ebh bank og senest har været erhvervsrådgiver hos Sparekassen Hvetbo i Pandrup, bliver fra nytår ny afdelingsleder i Sparekassen Vendsyssels Halvrimmen-afdeling.

24. Efter en del års stilstand genopliver Fjerritslev Gymnastikforening traditionen med en storstilet juletræsfest i Han Herred Fritidscenter.

27. Kato Tattoo: Kim Vedelsted Jensen har etableret sig som selvstændig tatovør fra nyindrettede lokaler i Tværgade 4B i Fjerritslev.