Citroën er tilbage i Brovst

John Andersen med sin stab i det nye Citroën-center i Brovst. Fra venstre John, René, Mikkel, Lisa, Mark, Anders, Anders og Andreas. Foto: Ejgil Bodilsen

John Andersen med sin stab i det nye Citroën-center i Brovst. Fra venstre John, René, Mikkel, Lisa, Mark, Anders, Anders og Andreas. Foto: Ejgil Bodilsen

John Andersen Biler ApS i Østergade 55A har udvidet sin forhandling, der i forvejen omfatter VW og Skoda

Efter en halv snes år uden Citroën-forhandling i området mellem Aalborg, Aars og Thisted er det kendte franske bilmærke nu tilbage i Brovst.

John Andersen, der blev selvstændig for 26 år siden og hidtil har lagt hovedvægten på salg og service af VW og Skoda, er pr. 1. september i år blevet autoriseret Citroën-forhandler.

Citroën med i bagagen

– Faktisk er det en ring, der sluttes, fortæller John Andersen, der er 53 år og opvokset i Nørregade i Brovst.

John Andersen blev udlært mekaniker hos Gunnar Andersen, der havde Gulf-tanken på toppen af Vestergade. I slutningen af 1970’erne blev Gunnar Andersen autoriseret Citroën-forhandler, så her stiftede John Andersen for første gang bekendtskab med det franske bilmærke.

John Andersen, der har fejret sølvbryllup både med ægtefællen og med virksomheden, overtog i 1986 Brovst Automobilforretning i Østergade 24, hvor forgængeren havde haft forhandling af VW og desuden af Datsun-biler.

– Min plan var udelukkende at være »problemløser« med et almindeligt værksted, men tingene udviklede sig, så i 1995 begyndte jeg også at sælge nye VW som underforhandler for Autocentralen i Aalborg. Nogle år senere blev jeg kontaktet af et byggefirma fra Hobro med henblik på at erhverve grunden til en Rema 1000-butik. Det hele endte med, at jeg i 1999 købte et stykke jord fra Bomgaarden og byggede nyt.

– 14. maj 2000 flyttede vi ind. Men allerede i 2001 måtte min kontrakt med VW ændres på grund af nye EU-regler, så nu er jeg såkaldt »autoriseret servicepartner med formidling af nyvognssalg«, forklarer John Andersen.

Ringen sluttes

– Så her i år blev jeg kontaktet af Citroën Danmark, som ønskede at hæve markedsandelen i området igen. Men da jeg i forvejen har en formidlingsaftale med VW og Skoda, måtte vi skrue en multiaftale sammen.

Aftalen kom på plads, og forhandlingen i de lyse og moderne udstillingslokaler i Østergade 55A omfatter nu såvel personbiler som varevogne og firmabiler inden for Citroën. John Andersen har foreløbig ansat en enkelt Citroën-specialist på værkstedet, men forventer at skulle ansætte yderligere et par mekanikere, i takt med at salget kommer op i gear. I øjeblikket har virksomheden otte ansatte.

Optimistisk bilforhandler

– Vores første delmål er at sælge ca. 100 nye Citroën pr. år, fordelt på person- og varevogne, og med de tal, vi kan se allerede nu, tegner det ikke urealistisk. Og vi forventer ikke at skulle skrue ned for salget af hverken VW eller Skoda, lyder det optimistisk fra John Andersen.

Distriktet for den nye Citroën-forhandling strækker sig fra Ranum og Løgstør i syd, til Saltum og Løkken i nord og Hannæs i vest, og i løbet af de første par måneder har der været kunder fra det ene hjørne til det andet.

– Desuden tager vi os af alle former for reparation og vedligeholdelse på alle bilmærker, herunder også forsikringsskader, glasarbejde, bilplejecenter og tilbehørsbutik. Hvad vi ikke har, skaffer vi gerne hjem.

Artikel fra Magasinet NORD november 2012, udgivet af NORDJYSKE Medier