Han Herred Smykket

Egnssmykke fra den skønneste plet i kongeriget!

Inspiration

Inspirationen til egnssmykket er hentet fra Han Herreds hane, der knejser stolt og værdigt på den gamle elmølle i Fjerritslev. Vender og drejer sig efter vinden og glimter gyldent i sollyset.

Hanen symboliserer energi og virkelyst, og det kan ses på lang afstand: Her er et ukueligt folk, der vil noget med deres egn og deres fælles liv!

Hanen indgår i Han Herreds segl, som kendes i fire variationer fra henholdsvis 1545, 1584, 1648 og 1655.

Kloge folk mener, at ordet hane kan stamme fra det oldnordiske »hyrni«, som betyder hjørne – og Han Herred ligger jo just i et (dejligt) hjørne af landet tæt ved Jyllands skulder, Hanstholm. Kong Frederik VI udnævnte ligefrem Han Herred som »den skønneste plet i mit rige«, da han besøgte Grønnestrand i juni 1824.

En anden tydning er »det høje herred« – jævnfør en hanebjælke i en tagkonstruktion – som en betegnelse for landstrimmelen mellem hav og fjord højt oppe i Jylland.

Et herred er en mindre retskreds, som består af et antal kirkesogne. Herredsinddelingen kendes fra den tidlige middelalder, hvor Han Herred benævnes som »Hanæhereth« i kong Valdemars jordebog 1231. Han Herred består i dag af 24 sogne – fra Vesløs i vest til Øland i øst.

Smykket

Han Herreds hane er fremstillet som broche, halssmykke (collier), ørestikker, manchetknapper og slipsekæde – alle i materialet 925/sterlingsølv.

Desuden fås broche, halssmykke og ørestikker i forgyldt.

Design og produktion

Udformningen og produktionen af Han Herred Smykket er lagt i hænderne på Traudel Toftegaard, som fortæller:

»Det var en spændende opgave, jeg fik stillet. Og jeg har nydt at løse den. Hanens udformning er meget enkel og stilistisk. Jeg har gennem designprocessen fjernet alle overflødige detaljer, så formen står helt ren og klar. På denne måde egner hanen sig fantastisk godt til smykkebrug.«

Traudel Toftegaard er uddannet guldsmed i Tyskland 1965. Videreuddannet som designer, juvelér, diamant- og ædelstenssagkyndig ved Staatsliche Zeichen Akademie, Hanau 1965-67. Hun var prisvinder i »Diamond Today« 1983, 1985 og 1990.

Idé og eneforhandling

Flintholm | Ure ∙ Guld ∙ Sølv ∙ Gaver – siden 1959
Østergade 9 ∙ 9690 Fjerritslev ∙ Telefon 98 21 13 60
info@flintholm.info ∙ www.smykkelykke.dk

Pris og bestilling – klik her