Brovst under besættelsen • Ændrede arbejdsforhold

Den tyske værnemagt gav arbejde til tusinder af arbejdere på egnen, især på Aalborg Lufthavn. Her ses en flok arbejdere fra Brovst opmarcheret på Vadum Station.

Den tyske værnemagt gav arbejde til tusinder af arbejdere på egnen, især på Aalborg Lufthavn. Her ses en flok arbejdere fra Brovst opmarcheret på Vadum Station.

Af Arne Sloth Kristoffersen
askr@stofanet.dk

Uddrag af bogen »Brovst som arbejderby«, udgivet af Foreningshuset i Brovst 2010
Bogen kan købes ved henvendelse til forfatteren

(Fortsat fra artiklen »Brovst under besættelsen · 9. april 1940«)

Som konsekvens af anden verdenskrig og besættelsen kom al dansk handel til at foregå med Tyskland og de andre besatte lande. Tilførslen af olie og benzin blev minimal, og det samme kom til at gælde for kul. Derfor blev produktionen af tørv til opvarmning og som drivkraft af afgørende betydning. Det betød, at rigtig mange mennesker som beskrevet i de foregående kapitler fik arbejde i egnens store tørvemoser.

Arbejdsløsheden var stor, og ca. 100.000 danskere kom til at arbejde i Tyskland i industrien, i minerne eller ved jernbanerne. Nogle rejste frivilligt, andre fik valget mellem at tage arbejde i Tyskland eller miste understøttelsen. Såvel staten som fagforeningerne tilskyndede arbejderne til at tage af sted, for jo flere der gjorde det, jo mere kul kunne Danmark få fra Tyskland.

Fliegerhorst Aalborg West

Der var nu ikke mange fra Brovst-egnen, der arbejdede i Tyskland, for der var mange arbejdsopgaver for tyskerne her på egnen, jævnfør beskrivelsen af de tre vognmænd, der i 1940 ankom til Brovst af samme grund. Først og fremmest gav anlæggelsen af Nordeuropas største militære flyveplads ved Vadum arbejde til mange tusinde arbejdere. Senere begyndte tyskerne at bygge Atlantvolden, der var en enorm befæstning af Vestkysten med blandt andet bunkers, og feltmarskal Erwin Rommel kom på besigtigelse i december 1943. I de sidste besættelsesår blev der gravet 390 kilometer pansergrave,* blandt andet ved Birkelse.

Aalborg Lufthavn mellem Vadum og Limfjorden var blevet anlagt i 1938, og allerede tidligt om morgenen 9. april 1940 blev den erobret af tyske faldskærmssoldater. Flyvepladsen havde enorm strategisk betydning for tyskerne, dels til mellemlanding for de tyske fly, der skulle til Norge, dels som base for farvandsovervågning og for de tyske fly, der angreb Skotland og det nordlige England.

Tyskerne kaldte flyvepladsen for »Fliegerhorst Aalborg West«, og straks efter besættelsen eksproprierede de herregården Rødslet, der blev jævnet med jorden foruden et stort antal landbrugsejendomme. Man gik derefter straks i gang med at udvide flyvepladsen, og der kom arbejdere fra nær og fjern, langvejs fra på cykel eller med tog, blandt andet fra Brovst. Andre kom med et eller flere spand heste.

Sigaard Jensen arbejdede i vinteren 1943-44 med at grave pansergrave ved Birkelse, og i foråret 1944 fik han arbejde på flyvestationen. Hver dag kørte en lastbil med 20 mand fra Melkær til Vadum, og de sad i et træskur, der var stillet op på ladet. Inden de kunne få lov til at arbejde på pladsen, skulle de først melde sig hos en »Bauleiter« (byggeleder) i Lindholm, der udstyrede dem med et passérpas med foto. Sigaard sagde dog hurtigt farvel. I stedet begyndte han sin lange karriere i klitplantagen.

Svend Hjardemaal Christensen arbejdede for en dansk entreprenør, der lavede dræningsarbejde og byggede startbaner. Der blev arbejdet otte timer om dagen i syv dage om ugen, så de fik en god betaling, især på grund af overarbejdet. Mange arbejdere snød entreprenørerne, der ikke kunne holde kontrol med de mange ansatte. Det vil sige, at man kom og stemplede ind og ud, mens man i stedet for at arbejde brugte tiden på for eksempel at »spille på sekseren«. Det var et forfærdeligt terningespil, hvor der som indsats kunne være tusinder af kroner og hele hestespand med vogne på spil. Senere arbejdede Svend i en periode med at lave bunkers i Vust og Hanstholm, og imens boede han hos en bager i Frøstrup.

Grusgraven i Jægerum

Jørgen Pilgaard er født på et husmandsbrug i Jægerum. Hjemmet lå på den sydlige side af landevejen, og på den nordlige lå Fjerritslevbanens store grusgrav (nuværende Jægerum Søpark), hvor der blev hentet sand og grus til reparation af banelegemet. Jørgen Pilgaard har derfor et nøje kendskab til arbejdet og livet i grusgraven:

»Fjerritslevbanen købte jorden af landmand og mælkekusk Rheinholt Christensen for at få materialer til reparation af banelegemet, og det blev hentet på en trolje.** Baneformændene mødtes lige ud for mit hjem, når de planlagde arbejdet, og Far fik et godt forhold til dem. Det betød, at han fik overmuld til opfyldning af de mange vandhuller, der var på vores lave marker.

Jernbanen havde et dobbeltspor i Halvrimmen til rangering og et sidespor ind i grusgraven lige over for mit hjem. Ved skiftesporet til hovedlinjen lå et telefonhus, da kommunikationen til og fra stationerne foregik via et internt telefonnet. I grusgraven var der kun et dårligt bygget skur til arbejderne.«

Under den tyske besættelse blev der hentet sand, grus og sten til Aalborg Lufthavn, og der var beskæftiget omkring 20 mand ad gangen, blandt andre »Smedens sønner«, Marius Freundlich, Nørre Økse, Corfitzen, Brovst, Holger Hansen, Gammel Brovst, og Aksel Peter Jensen, Nymark. Der blev læsset 10 jernbanevogne ad gangen, to mand pr. vogn og med håndkraft. Om sommeren var der toholdsdrift, det vil sige 20 vogne om dagen.

Jørgen nød at gå ovre hos arbejderne. Han løb ærinder for dem, så på frøerne i vandhullerne og på storkene, der kunne lave de rene serenader. Der blev nu tid til andet end arbejde, for der blev også spillet ulovligt terningespil, det vil sige på »sekseren«. De seks felter, man spillede på, blev tegnet i sandet, så de hurtigt kunne viskes ud, hvis der kom uvedkommende.

Hjemme fik de ofte besøg af tyske soldater, der ville have mælk, og dem var Jørgen bange for. Mod krigens slutning var det russere i tysk krigstjeneste. Han så også tyske spærreballoner, der skulle forhindre allierede flyangreb på lufthavnen.

Tirsdag 13. august 1940 var Jørgen som så ofte før ovre i grusgraven, og da blev han vidne til et voldsomt drama, et luftslag mellem fem-seks engelske bombefly og tyske jagerfly. Det var en ulige kamp, der udviklede sig til en ren massakre. En af de tyske piloter udtalte senere, at det var som at skyde ænder ned. Englænderne havde oprindeligt sendt en eskadrille på 12 Blenheim-bombefly af sted, men ét måtte vende om på grund af vanskeligheder med brændstoffet. De øvrige satte kursen mod Aalborg Lufthavn, men uden jagerledsagelse!

De 11 maskiner blev imidlertid observeret af tyskerne, der beredte dem en varm modtagelse med flak*** og jagerfly, og alle 11 maskiner blev skudt ned. Af de 33 besætningsmedlemmer reddede de 13 livet, mens de 20 omkomne blev begravet på Vadum Kirkegård med tysk, militært honnør. De 13 overlevende kom i tysk krigsfangenskab, der varede i næsten fem år.

Jørgen så to af de engelske maskiner blive ramt. Begge faldt ned i Klithuse, det ene ved Udholmsvej og det andet ved Rødhusvej. Alle seks besætningsmedlemmer omkom, heriblandt eskadrillens chef, oberstløjtnant Edward Lart og agterskytten sergent A.S. Beeby.

Der var mange andre øjenvidner. Svend Hjardemaal Christensen var i gang med at høste, da de tyske og engelske maskiner kom drønende. Han kunne høre projektilerne og så, hvordan flere af maskinerne blev skudt ned. En af dem faldt ned øst for Karl Holms ejendom. Han skyndte sig derhen, men besætningen var sprængt i stumper og stykker.

Kort tid efter kom overlæge Ludvig Christensen fra Brovst Sygehus til stede og senere tyskerne. Det viste sig, at det lykkedes Ludvig Christensen at få indsamlet personlige effekter, som han gennem Røde Kors fik sendt til England. Blandt effekterne var A.S. Beebys ur, som englænderne senere ville give forfatteren Ole Rønnest som tak for hans store indsats for at afdække historien om de 33 besætningsmedlemmers skæbne. Ole Rønnest afslog, da han mente, at uret hørte hjemme på museet på flyenes base i Norfolk.

Willy Hammerholt og hans mor så også luftkampen, og de skyndte sig at cykle fra Brovst og ud i Koldmosen, hvor de fandt vraget af en maskine, hvorfra der endnu røg. De så en torso, og en behandsket hånd, der var revet af kroppen. Så kom tyskerne og gennede dem væk.

Willys forældre, Frida og Martin Andersen, havde etableret en købmandsforretning i Kirkegade 37, men i den første svære tid tog faderen arbejde på Brovst Maskinfabrik, hvor han kom til at arbejde i støberiet. Han var blandt de strejkende i 1935, hvorefter han helligede sig forretningen. I 1946 etablerede han den store købmandsforretning i Vestergade, hvor der var et langt større kundegrundlag, end der dengang var i Kirkegade.

9. april 1940 blev der imidlertid trængsel hos købmanden, fordi Willys fætter, Verner Hejlesen, og hans familie flyttede ind hos dem. Verners far, Heile Hejlesen, var bestyrer på Bratskov og boede i den sidefløj på Bratskov, hvor der nu er turistbureau. Da tyskerne rykkede ind for at gøre Bratskov til hovedkvarter, blev stemningen så trykket, at familien Hejlesen ikke turde være der. De flyttede dog hurtigt tilbage, og familien fik et fredeligt forhold til tyskerne, der forkælede Verner.

Willy cyklede budtur til sygehuset for faderen, og han løb ærinder for de tyske soldater, der var indkvarteret i Zionkirken. Som betaling fik han cigaretter eller penge. Der var også en ældre, tysk soldat, Fritz, der regelmæssigt besøgte hjemmet. Engang morede Willy sig sammen med nogle andre drenge med at skyde med slangebøsser efter fugle nede i nærheden af Damengen, og en af drengene ramte en solsort. Det så en af de tyske soldater, og han skældte dem så voldsomt ud, at Willy aldrig glemte det!

Forholdene var fredelige i det daglige, og man spillede fortsat fodbold i byen. Niels Aage Hejlesen, der blandt andet spillede sammen med den dygtige målmand, Agnar Mortensen, fortæller, at når de trænede, stod der ofte en tysk løjtnant og så på spillet. Når så bolden løb uden for banen, sparkede han den ind til dem. Det endte med, at han fik lov til at være med. Han talte perfekt dansk, så enten må han have været fra det danske mindretal i Sydslesvig eller – mere sandsynligt – fra det tyske mindretal i Sønderjylland.

*Pansergrave: Fire meter brede foroven, en meter i bunden og to meter dybe.
**Trolje (trolley): Lille, firhjulet, flad transportvogn, der drives frem ved håndkraft.
***Flak: Antiluftsskyts.

(Fortsættes i artiklen »Brovst under besættelsen · Modstandsbevægelsen«)