Brovst-skærmydslerne: Skår i sejrsglæden – Brovst 1945

Bankbestyrer Børge Nielsen og landbetjent Chr. Frederiksen.

Bankbestyrer Børge Nielsen og landbetjent Chr. Frederiksen.

Af Arne Sloth Kristoffersen
askr@stofanet.dk

Godt inde i året 1944 var ingen i tvivl om, at krigen nu snart måtte nærme sig sin afslutning, og mange steder begyndte man at drøfte den tid, der måtte komme, og de mange problemer, der også ville dukke op sammen med freden. Danmarks Frihedsråd udsendte et væld af instrukser og anbefalede bl.a., at man i alle lidt større bysamfund skulle oprette lokalkomitéer, der kunne drøfte disse problemer. Politikens Årbog i 1946 orienterede efterfølgende herom og skrev:

Lokalkomitéer (LK)

I august 1944 udtaltes fra allieret side et ønske om, at der i provinsbyerne blev oprettet et organ, som gav samlet udtryk for modstandsbevægelsen på stedet. Der oprettedes derfor lokalkomitéer overalt i landet, bestående af repræsentanter for de større modstandsgrupper og organisationsgrupper suppleret med en repræsentant for den stedlige bestyrelse. Det var lokalkomitéernes opgave at give udtryk for modstandsbevægelsens lokale interesser, lede gennemførelsen af Frihedsrådets retningslinjer på stedet, tage stilling til og lede eventuelle strejkebevægelser, indsamle materiale til arrestationsudvalget og i det hele repræsentere rådet.

(Politikens Årbog 1946)

Arrestationerne i Brovst

De lister, som lokalkomitéen i Brovst, bestående af læge N. Chr. Lunding, sognepræst Thyge V. Kragh, overlæge Ludvig Christensen, bankbestyrer Børge Nielsen og landbetjent Chr. Frederiksen, udarbejdede til arrestationsudvalget, resulterede i Brovst i omfattende arrestationer af en lang række af byens borgere i de bevægede majdage i 1945.

Arrestationerne vakte enorm opsigt, og da det viste sig, at næsten alle arresterede hurtigt igen måtte løslades, blev den lokale modstandsbevægelse stillet i et uheldigt lys, der resulterede i en voksende lokal uvilje især rette mod gruppelederen, læge Niels Chr. Lunding. Det var imidlertid ikke kun i Brovst, at arrestationerne blev offentligt diskuteret. Meget hurtigt redegjorde Statsradiofonien i en udsendelse om formålet med arrestationerne og understregede, at disse var at betragte som en beskyttelsesforanstaltning og ikke en straffeaktion. De arresterede folk var interneret i en beskyttelsesarrest, idet man frygtede, at nogle, begrundet eller ej, ville blive anset for at være så korrumperede, at det kunne befrygtes, at de ville kunne lide overlast fra befolkningens side. Man ønskede at sikre disse personer, indtil der kunne ske lovformelig dom over dem.

Som grundlag for arrestationslisterne inddelte man de omfattede personer i fire grupper:

1. Alle, der i besættelsestiden har været medlemmer af DNSAP og andre nazistiske organisationer og korps.
2. Alle, der direkte er gået i tyskernes tjeneste under besættelsen.
3. Alle, der har optrådt som stikkere.
4. Alle, der på anden måde er gået forrest i den nationale selvødelæggelse, der har været den danske nazismes væsen, og som derfor i særlig grad kan befrygtes at være udsat for lynchning. Til denne gruppe hører bl.a. såkaldte værnemagere. Man kan også frygte, at de piger, der har haft samkvem med tyskerne under besættelsen, kan blive udsat for lynchning.
Desuden anholdes personer, om hvis skyld aktionslederne forefinder håndgribelige vidnesbyrd, såsom tyske papirer.
Anonyme anmeldelser tages ikke for gode varer. Enhver må med sit navn stå inde for anmeldelsen. Hvis det viser sig, at grundlaget for anholdelsen er for spinkelt, eller at der foreligger fejltagelser, bliver vedkommende frigivet så hurtigt som muligt. Alle andre forbliver under anholdelse, og deres skæbne vil blive afgjort ved lov og dom.

Den lokale annonceavis, Øster Han Herred Folkeblad, bragte 31. maj – samtidig med en fyldig omtale af den forestående befrielsesfest søndag 3. juni på sportspladsen i Brovst – det første indlæg i en bemærkelsesværdig debat om disse arrestationer:

Øster Han Herred Folkeblad, 31. maj 1945:
FRIT ORD

I Anledning af de i Byen fremkomne Rygter og den paa et ekstraordinært Sogneraadsmøde vedtagne Tillidserklæring til Sogneraadsformand Anton Larsen, Brovst, samt den vedføjede Opfordring til Lokalkomitéen om at dementere de om A.L. verserende Rygter, ser LK (Frihedsraadets Lokal-Komitee i Brovst, bestaaende af Overlæge Ludvig Christensen, Politibetjent Frederiksen og Bankbestyrer Børge Nielsen) og den militære Ledelse, sig nødsaget til at fremsætte følgende Redegørelse:
I nogle Aar har Modstandsbevægelsen fra mange forskellige Medarbejdere modtaget Oplysninger angaaende danske Statsborgere, der var 1) i tysk Tjeneste, 2) Nazister eller paa anden Maade samarbejdede med Fjenden, 3) Værnemagere, der overtraadte Krise- eller andre Love for at tjene paa Handel med Fjenden, 4) almindelige Værnemagere, 5) Embedsmænd, Tjenestemænd og af Folket valgte Tillidsmænd (som f.eks. Sogneraadsform.), der ved deres Handlinger og Udtalelser efter den 29/8 43 begunstigede Fjenden eller modarbejdede de allierede Hære og Modstandsbevægelsen, viste Sympati for Nazityskland og Uvilje eller Modstand mod Hjemmefronten, samt 6) Feltmadrasser og andre, der havde intim Omgang med Tyskerne. Alle Oplysninger indgik i Centralkartoteket, smaa og store Forseelser Side om Side. Det maa fremhæves, at Forseelser begaaet af Embedsmænd, Tjenestemænd eller af Folket valgte Tillidsmænd betragtes med betydeligt større Alvor end andre, uanset hvilke Undskyldninger vedkommende paaberaaber sig, da ingen efter d. 29/8 43 har haft Lov til at være uvidende om, at Danmark var i Krig med Tyskland, og mange af de omtalte Forseelser maatte betragtes som Landsforræderi.
Paa Grundlag af de til Centralkomiteen udarbejdede Stamlister fik LK Ordre til at sammensætte ”Arrestationslister” efter Frihedsraadets nøje udformede Direktiver. Foruden de der kunne sigtes for bestemte Lovovertrædelser, blev der givet Ordre om Internering bl.a. af Folk, a) der kunne tænkes at blive Genstand for Lynchjustits, som f.Eks. særligt upopulære Værnemagere og Feltmadrasser, der var truet med Klipning, og b) Folk i visse Stillinger, der var kendt for Tyskvenlighed eller for at være Modstandere af Modstandsbevægelsen (herunder Sabotage, incl. Jernbanesabotage), fordi disse Folk i visse Situationer (ingen vidste jo, hvordan Tyskernes Sammenbrud ville forme sig) kunne skade Modstandsbevægelsens, d.v.s. Hærens Arbejde, f.Eks. ved at give efter for tyske Forlangender. Disse Lister blev indsendt til den militære Ledelse og Frihedsraadet og tilbagesendt i godkendt Stand. Naturligvis har det været LK umuligt i den illegale Tid at kontrollere alle Oplysninger, men Listerne skulle danne Grundlaget for en nærmere Undersøgelse efter Befrielsen, og man var klar over, at derved ville nogle faa blive rensede. Her har LK været meget omhyggelig med Sammenstillingen af Arrestationslisterne, og der har været fuld Enstemmighed om hvert eneste navn, der kom paa.
Interneringen blev foretaget paa Grundlag af disse Lister efter ordre af den militære Ledelse og i den Rækkefølge, den militære Ledelse ønskede. Efter Kapitulationen var LK kun raadgivende i disse Sager, men her paa Stedet gennemgik den militære Ledelse Begivenhedernes Forløb med LK.
Angaaende Sogneraadsformand Anton Larsen, Brovst, ønsker LK og den militære Ledelse at fremhæve følgende Punkter:
1) A. Larsens Navn var anbragt paa Arrestationslisterne ved en eenstemmig Beslutning af LK. Naar Anton Larsen, K.M.Kristoffersen og Brygger Mortensen paastaar at Overlæge Christensen, der er Medlem af LK har sagt, ”at det aldrig har været drøftet i Lokalkomitéen, at A. Larsen skulle arresteres”, da er denne Paastand urigtig.
2) Naar A. Larsen ikke blev interneret, da har den militære Ledelse Ansvaret herfor og ikke LK. Det skyldtes, at Kapitulationen forløb saa gnidningsløst, at A. Larsen ikke ville kunne skade Modstandsbevægelsens Arbejde i væsentlig Grad, og at der blev taget Hensyn til hans Alder og Helbred, der ikke skønnedes egnet til Internering under de Forhold, vi kunne byde. LK er i dag enig med den militære Ledelse om, at dette var et Misgreb, hvilket er klart bevist ved den Holdning, A. Larsen har faaet Sogneraadet til at indtage overfor Modstandsbevægelsen.
3) Motiveringen til en eventuel Internering af A. Larsen var, at han havde udtalt sin Uvilje mod Modstandsbevægelsen, og at han var rede til at give efter for tyske Forlangender og at hjælpe Tyskerne til Rette paa forskellig Vis.
a) Han udsatte paa Forlangende af Tyskerne Vagter ved de tyske Barakker. Vagternes Opgave var naturligvis at beskytte Tyskernes, altsaa Fjendens Ejendom. Disse Vagter var bl.a. rettet mod Modstandsbevægelsen, og det kan ikke undskylde Larsen, at Foretagendet blev gjort illusorisk ved, at det blev 2 af Modstandsbevægelsens Folk, der overtog Vagten. LK er nu bekendt med, at A. Larsen, da der blev uro om Spørgsmaalet tilbagebetalte Kommunen Lønningerne. LK og den militære Ledelse er gennem Overlæge Ludvig Christensen blevet underrettet om A. Larsens Forklaring i denne Sag, og vi undertegnede, bortset fra Overlæge Christensen, kan ikke se, at det ændrer væsentligt i Kendsgerningerne.
b) Han lod Lærer Fibæk virke som Tolk og hjælpe Tyskerne til Rette. Paa det Tidspunkt burde Sogneraadsformanden og Sogneraadet under ingen som helst Omstændigheder hjælpe og lette den tyske Værnemagt. Kampen mellem Modstandsbevægelsen og Tyskerne var paa sit højeste og Terroren frygteligere end nogensinde.
c) Han har udtalt, at han misbilligede Sabotagen, og hvis der blev forøvet Sabotage mod Fjerritslev Jernbane, ville han ikke betænke sig paa at anmelde det, hvis han opdagede noget. Dette røber viljen til at overgive en Landsmand til Fjenden. Denne Udtalelse blev forelagt LK af et af dens medlemmer, Overlæge Christensen. Naturligvis har LK ment at kunne stole på en udtalelse, der kom fra et af Medlemmerne.
d) Han har efter B. Nielsens Udsagn varmt anbefalet Udnævnelsen af en tyskvenlig Vagtværnsleder. B. Nielsen var medlem af det paagældende Udvalg.
e) Som Sogneraadsformand har han Ansvar for, at der blev udnævnt en Mand med Nazisympatier til Formand i Evakueringsudvalget.
Skulle A. Larsen være i Stand til at bevise, at Udtalelsen under Punkt c ikke er fremsat af ham, vil det dog ikke i væsentlig Grad kunne forandre Indtrykket af hans Holdning, og det kan ikke blive LKs Sag at dementere, men derimod det Medlem, der har fremsat den.
LK beklager og misbilliger, at Overlæge Christensen som Medlem af Komiteen har fremsat et Dementi, der desavuerer LKs eenstemmige Vedtagelser, og som muligvis har været medvirkende Aarsag til de af Sogneraadet i det ekstraordinære Møde fremsatte Udtalelser og Opfordringer, og i alle Tilfælde har skabt Vanskeligheder for Modstandsbevægelsens Arbejde.
Som Svar paa Sognerådets Opfordring til LK, maa man svare, at det vil være umuligt at dementere:
1) at der har været tale om Internering af A. Larsen,
2) og at A. Larsen med Rette har været mistænkt for Uvilje mod Modstandsbevægelsen, manglende Forstaaelse af den herskende Krigstilstand mellem Tyskland og Danmark, og Villighed til at give efter for tyske Forlangender og at hjælpe Tyskerne til Rette.
Selvom flere af Forholdene har været af relativ ubetydelig Art, har de dog faaet forøget Betydning ved Anton Larsens Stilling som Sogneraadsformand og hele Position i Befolkningen, der medfører et større Ansvar, og de sidste Dages Begivenheder viser at A. Larsen uden Betænkning retter sit Skyts mod Modstandsbevægelsen i denne kritiske Overgangstid, hvor Modstandsbevægelsen endnu har betydelige og vanskelige Opgaver at løse, bl.a. ved Udrensningen af Tyskernes Medløbere og af Profitjægere, der har udnyttet Situationen til Udbytning af det danske Folk, og at LKs Beslutning om Internering derfor ikke har været uberettiget.
At Sogneraadet har stillet sig bag A. Larsen, vil fra alle Sider indenfor Modstandsbevægelsen blive dybt beklaget, idet det er et nyt Bevis for, at alt for store Dele af Befolkningen ikke har forstaaet Modstandskampens inderste Kærne og dødelige Alvor eller Udrensningens Nødvendighed for Genopbygningen af et sundt, stærkt og frit Danmark.

N. Chr. Lunding – Th. V. Kragh
Ludvig Christensen – Chr. Frederiksen
B. Nielsen
Lund, Militær Distriktschef
Vagn Hovmand, Delingsfører

Så var der pludselig noget at tale om i Brovst, som om der ikke var det i forvejen i disse bevægede dage i tiden efter befrielsen. Men ugen efter støttede hele sognerådet op omkring deres sognerådsformand i et nyt indlæg i avisen:

Øster Han Herred Folkeblad, 7. juni 1945:
FRIT ORD

Naar LK i sit lange Indlæg søger at skyde Sogneraadet i Skoene, at vi retter vort Skyts mod Modstandsbevægelsen, da er det aldeles urigtigt. Vi er den dybt taknemmelig for den store Indsats i Kampen for Danmarks Frigørelse, vi hædrer og ærer vore Unge, der med Livet som Indsats vovede alt for at forberede Friheden fra Nazistyrets Aag.
Man naar som her en lokal Afdeling af Frihedsraadet benytter sin Magt til at angribe en god dansk Mand, der i aarevis paa uegenyttig Maade har arbejdet paa at lette Besættelsens Byrder, især for Brovst Stationsby, som jo var mest udsat, men ogsaa for hele Sognet, da reagerer vi paa det kraftigste. Det er ikke alene Sogneraadet, men de sidste Dages overordentlig mange Tilkendegivelser af at vi har vores Vælgere bag os viser, at det er et helt Sogn, der rejser sig i Protest.
Angaaende de Punkter Sogneraadsformanden angribes for, da denne korte Gendrivelse:
a) Under Trusel om Skydning af Sogneraadsformanden eller at Par andre Borgere enedes man om at føre Tilsyn med Barakkerne indtil man næste Morgen kunne komme i telefonisk Forbindelse med Amtmanden, som derefter meddelte, at han nu havde givet Kommandanturen i Aalborg Besked om, at han fra næste Dag Kl. 12 Middag havde fritaget Brovst Kommune for dette Tilsyn og at Barakkerne stod for Værnemagtens Risiko (Tilsynet er aldrig blevet betalt af Kommunen, som LK paastaar).
b) Angaaende benyttelse af Tolk, da stillede Politibetjent Frederiksen, nuværende Medlem af LK, sig yderst velvillig til Disposition indtil Aktionen mod Politiet, altsaa ogsaa efter 29. August. Derefter har Lærer Fibæk paa vor Anmodning et Par gange fungeret som Tolk.
c) Larsen hævder, at han aldrig har udtalt, at han ikke ville tage i Betænkning at anmelde Sabotage, men han har maaske udtalt, at han ikke i alle Tilfælde forstod Ødelæggelsen af danske Værdier.
d) Han har ikke varmt anbefalet Udnævnelsen af en tyskvenlig (?) Vagtværnsleder. N. Christophersen blev af Udvalget udpeget efter at først Bankbestyrer Børge Nielsen og Hotelejer S. Kanstrup var foreslaaet. Ingen protesterede imod dette Valg – heller ikke LK-medlem Børge Nielsen.
e) Vi har aldrig mærket, at Formanden for Evakueringsudvalget har Nazisympatier.
LK skriver, at det var et Misgreb, at Larsen ikke blev interneret, og det er klart bevist ved den Holdning, han har faaet Sogneraadet til at indtage overfor Modstandsbevægelsen. Dette er en lumpen Insinuation. Larsen har aldeles ikke paavirket det øvrige Sogneraad i nogen Retning og vor Holdning overfor Modstandsbevægelsen er som først nævnt yderst velvillig, medens dette langt fra kan siges om vor Stilling til LK efter det nu fremkomne.
Vi betvivler, at Beslutningen om Larsens Internering er énstemmigt vedtaget af LK efter den Erklæring at dømme som er afgivet af et af Medlemmerne, og som vi er i Besiddelse af.
Naar saa LK skriver, at det har været dem umuligt at kontrollere Rigtigheden af de Oplysninger, der dannede Grundlaget for Arrestationslisterne, og de videre indrømmer, at flere af ovennævnte Forhold er af relativ ubetydelig Art, saa synes vi, at hele denne Aktion stempler sig selv.
Men hvis LK søger os til et Samarbejde til Genopbygning af et sundt, stærkt og frit Danmark, men vel at mærke: Frihed under Ansvar, da vil vi altid være at finde paa denne Linie.

Otto Christensen – Chr. Mortensen – Henry Volden
Peder Larsen – K.M. Kristoffersen – J. Mortensen Jensen
Henry Nielsen – Peder Chr. Pedersen – Henry Nielsen
Thorvald Holm

I samme avis indrykkede det lokale landstingsmedlem N.C. Nielsen-Man sin støtte til sognerådsformanden:

Øster Han Herred Folkeblad, 7. juni 1945:
ANGREBET PÅ SOGNERÅDSFORMAND A. LARSEN

Med Sorg og Harme har jeg hørt og læst om den Aktion mod A. Larsen, som LK i Brovst havde planlagt og som delvis er udført. Maa jeg dertil udtale, at:
1) LK eller ”den militære Ledelse” har ingen Hjemmel i gældende danske Lov, heller ikke den nye Straffelov, til denne Aktion, selv om Punkterne a) e) i LKs Redegørelse var holdbare, hvad jeg ikke føler mig overbevist om. Der er altsaa tale om et pålagt Retsbrud, som ganske vist ikke er udført, men selve Forsøget paa at plette Larsens Rygte og stemple ham som en mindre god Dansker er ogsaa oprørende.
2) Larsen har i Modsætning til sine Angribere, staaet i en fremskudt Stilling, og har maattet handle efter Konduite. Selv om han skulle have begaaet en eller anden Fejl, synes jeg man maa give ham en vis Margin. Selv om det der anføres som en skærpende Omstændighed, hans Stilling som Sogneraadsformand, forpligtede ham til, i hvert fald indtil den 29. Aug., loyalt at følge den Linie Kongen og Regeringen anviste. Og hvilken Linie? Statsminister Buhl sagde nogle dage før 29. August, at den, der medvirkede til Sabotage mod dansk Ejendom, skadede Danmarks Interesser. Denne Udtalelse er aldrig offentligt taget tilbage, lige saa lidt som Kongens Opfordring til Landets Befolkning om roligt og værdigt at udføre hver sin Gerning. Modstanden mod Tyskerne har dels været aktiv, dels passiv, og det ligger lige for, at de Kvinder og Mænd, der tilhørte det officielle Danmark, ikke samtidig kunne aktivt modvirke Kongens og Regeringens Politik.
3) Nu er den onde Tid forbi, og saa burde vi ikke yppe Strid om hvilken Linie der var den rigtige, men yde hinanden den Honnør hver enkelts Arbejde berettiger til, og saa sammen prøve at tjene Land og Folk efter bedste Evne.
Der er utvivlsomt en Del Borgere, som ikke kan rammes af Straffeloven, som dog bør føle Folkets Mishag.
Det er også rimeligt, at Frihedskæmperne sikrede sig de værste eksemplarer straks efter D-Dagen, men ogsaa Frihedskæmpere maa huske, at de tilhører en Kulturnation, der ikke kan nedværdige sig til at bruge Nazismens og Gestapos Metoder. Heller ikke kan vi finde os i en vilkaarlig Retspleje eller personlig Hævn i Retsforfølgningen, og denne Aktion bærer desværre tydeligt Præg af alt dette.
Skal vi nu ikke sige Frihedskæmperne Tak for deres gode Tjeneste og bede dem undgaa at plette det straalende Blad de har skrevet i Danmarks Historie.
Forstaar de ikke at nu skal Vilkaarlighedens Tid være forbi, og at fremtidig skal vore eventuelle Mellemværender ordnes paa dansk Vis, saa ødelægger de selv den gode Stilling de har vundet sig.

N.C. Nielsen-Man

Ugen efter, 14. juni, måtte lokalkomitéen så rykke ud igen og besvare både Nielsen-Man og det samlede sogneråd:

Øster Han Herred Folkeblad, 14. juni 1945:

Til Landstingsmand Nielsen-Mann!
Landstingsmand Nielsen-Manns Indlæg vidner om en saa total Begrebsforvirring, og om Anvendelse af saadanne Metoder i Argumentationen, at det kan synes overflødigt at beskæftige sig med det. Men da det kommer fra en Landstingsmand, der formentlig vil blive siddende paa Rigsdagen, fordi Landstinget ikke opløses, ser vi os trods alt nødsaget til at fremsætte en Kommentar.
Hr. Landstingsmanden vil ikke yppe Strid om, hvilken Linie der har været den rigtige. Han er altsaa endnu ikke klar over, at det netop var den Linie, som de skiftende Regeringer anviste før den 29. Aug. 1943, der har skadet Danmarks Interesser og Anseelse mere end noget andet, og at den førte til, at Regering og Rigsdag, inklusive Hr. Nielsen-Mann, stiltiende gav sin Velsignelse til en lang Række oplagte Retsbrud (der desværre blev udførte!) hvorved en lang Række danske Mænd og Kvinder blev udleveret til tyske Fængsler og Concentrationslejre og hvad dermed følger. Er Hr. Landstingsmand Nielsen-Mann ikke klar over, at den 29. August 1943 betød et afgørende Brud med denne Linie, og at Modstandens Linie den Dag blev hele Folkets Linie. Hvor ynkeligt forsøger Hr. Landstingsmanden at undskylde sig med, at heller ikke efter den 29. August 1943 kunne det ”officielle Danmark” aktivt modvirke Regerings og Rigsdags Politik, fordi visse Udtalelser af Statsministeren ikke officielt var tilbagekaldte. Hvordan har Hr. Landstingsmanden tænkt sig, at nogen efter den 29. August 1943 kunne tilbagekalde den Slags Udtalelser officielt? Ved Landstingsmanden ikke, at Tyskerne havde indført en lille Smule Censur og Kontrol? Vil Hr. Landstingsmanden paastaa, at Hans Majestæt Kongen har misbilliget den aktive Modstand efter den 29. August 1943? Modstandsbevægelsen betragter Kongen som Landets første Sabotør, og Kongen har ikke protesteret herimod.
Landstingsmanden ønsker at tjene Land og Folk efter bedste Evne. Netop fordi han sad i Landstinget under Krigen, har han haft rig Lejlighed, til at vise sine Evner i den Retning. Dengang havde hans smukke Betragtninger over Kulturnationens Forhold til Nazisme og Gestapo været aktuelle og værdifulde. Hvorfor hørte man ikke de Toner fra ham paa Tinge? Eller findes der maaske i Rigsdagsreferaterne fra den Tid da Regering og Rigsdag ved sin passive Holdning slap Gestapo løs paa det danske Folk, en kraftfuld Tale af Landstingsmanden Nielsen-Mann, rettet mod vilkaarlig Retspleje, genspejlende hans Harme over Retsbrud, i samme Stil som vi nu har set at han kan harmes over indbildte Retsbrud, der endnu ikke er udførte.
Mon der ikke er et plettet Blad i Danmarks Historie, som De, Hr. Landstingsmedlem Nielsen-Mann er ansvarlig for?

N. Chr. Lunding – Th. V. Kragh – B. Nielsen – Chr. Frederiksen
Lund, Militær Distriktschef
Vagn Hovmand, Delingsfører

Øster Han Herred Folkeblad, 14. juni 1945:
FRIT ORD

Som Motto: Der er utvivlsomt en Del Borgere, som ikke kan rammes af Straffeloven, men som dog bør føle Folkets Mishag.

Til Brovst Sogneraad.
Den 29. august 1943 overfaldt den tyske Værnemagt Danmarks Hær og Flaade. Regeringen traadte tilbage og Kongen nægtede at udnævne ny Regering. Fra den Dag har Danmark været i Krig med Tyskland. Fra den Dag har danske Borgeres Handlinger maattet bedømmes efter Krigens Lov, og ethvert Samarbejde eller Hjælp til Fjenden, og ethvert Forsøg paa at lægge Landets Soldater, hvilket vil sige Modstandsbevægelsen, Hindringer i Vejen, har måttet bedømmes som landskadeligt og i grovere Tilfælde landsforræderisk.
Det danske Folk kan ikke allerede have glemt det, og hvis Mænd i ledende Stillinger ikke har forstaaet det, er de ikke værdige til at forblive paa deres Poster.
Sogneraadets Udtalelser har intet rokket ved de Kendsgerninger, der fremkom i vor Redegørelse. Vi kan derfor nøjes med at fremhæve følgende Punkter:
Naar LK overhovedet har udtalt sig offentligt, skyldes det den Omstændighed, at Larsen begyndte sin Krig mod Modstandsbevægelsen ved at nedlægge sit Mandat, og at Sogneraadet gav ham et Tillidsvotum uden først at have sat sig i Forbindelse med LK som Helhed. Samtidigt opfordredes LK til at fremsætte en offentlig Udtalelse. Redegørelsen er altsaa ikke et umotiveret Overfald paa Larsen, som Sogneraadet prøver paa at gøre det til, men et Forsøg paa at efterkomme Sogneraadets Opfordring ved at fremlægge de Synspunkter og Kendsgerninger, der bevirkede, at Larsen var opført på Interneringslisten. Af Redegørelsen fremgaar det at Hovedaarsagen hertil var, at man maatte frygte, at Tyskerne ville lægge Pres paa de civile Myndigheder til Skade for Modstandsgrupperne og de allierede Hære, og at Larsens velkendte Indstilling og tidligere Handlemaade gjorde det sandsynligt, at han ikke ville prøve paa at modstaa et saadant Pres. Da vi fremsatte Redegørelsen troede vi, at Sogneraadet ønskede at faa Sandheden frem.
At Larsen under de foreliggende Omstændigheder lod sig skræmme af en Trussel om Skydning gør ikke Sagen bedre. Havde alle danske vist samme Heltemod som Larsen, da Radio og Presse var fulde af Trusler om Dødsstraf, og de tyske Metoder kom rigtigt frem i Dagens Lys, hvordan mon Danmarks Stilling saa ville have været i Dag, og hvordan ville Landet have set ud? Ved Sogneraadet endnu ikke, at havde vore Sabotører ikke uforfærdet gjort deres pligt, ville Bomberne have regnet ned over vore Byer og Baner? Ved de ikke, at mange Mænd i Stillinger som Larsens, her og i andre Lande, har trodset virkelige Trusler, for deres Lands og deres Æres Skyld?
Vi har ikke Grund til at tvivle paa, at Overlæge Christensen har gengivet Larsens Udtalelser om Sabotage rigtigt.
Da Sogneraadet stadigt betvivler, at Beslutningen om Larsens Internering var eenstemmig i LK, opfordres det til at læse vor Redegørelse én Gang til og bemærke, at Overlæge Christensen er Medunderskriver. Redegørelsen er kommet efter Overlægens Erklæring, som Sogneraadet paaberaaber sig, og selvom Overlægen er traadt ud af Lokalkomitéen, staar hans Underskrift paa Redegørelsen fast.
Det er gaadefuldt, at Sogneraadet kan være velvilligt stemt mod Modstandsbevægelsen, men det modsatte mod LK og den militære Ledelse, der fremsætter Modstandsbevægelsens Synspunkter. Det ser ud som om at Sogneraadet nok vil være med til at takke og hylde dem, der ragede Kastanierne ud af Ilden, men saa ønsker at være færdig med disse besværlige Fyre, saa det kan faa Lov til at fortsætte i Ro og Mag ad den Vej, der førte til alle Ulykkerne. Men saadan maa det ikke gaa. Frihedsraadets Udtalelse paa Mødet i Odense viser, at det er vor Pligt at fortsætte vort Arbejde. Hertil ønsker vi et loyalt Samarbejde uden personlige Hensyn med alle, der ikke er kompromitterede og med alle, der ikke er bange for at vedkende sig Ansvaret for Deres Handlinger under Krigen og efter Befrielsen.

N. Chr. Lunding – Th. V. Kragh – B. Nielsen – Chr. Frederiksen
Lund – Militær Distriktschef
Vagn Hovmand, Delingsfører

Det sidste punktum var imidlertid ikke sat i debatten, for 21. juni svarer Nielsen-Man, og også en lokal læser, Ingemann Gravesen, blander sig i den:

Øster Han Herred Folkeblad, 21. juni 1945:
FRIT ORD

Til L. K. i Brovst.
Det lange Spørgeskema LK har beæret mig med i H.H. Folkeblad nr. 24 tror jeg ikke Bladets Spalter kan afse Plads til at jeg kan svare fyldestgørende paa, men det er vel heller ikke Meningen?
Hvis ikke Spørgsmaalene var stillet saa perfid op, – og saa vist ikke vidner om nogen klar Forstaaelse af Begivenhedernes Følgerække – ville det dog have været fristende at gøre Forsøget.
Som det nu er, nøjes jeg med at henvise til Harald R. Martinsens nye Bog: ”Kampen for Danmark”, der giver den mest fyldige Fremstilling af Besættelsesaarenes politiske Historie jeg til Dato har set. Der er enkelte punkter jeg maa tage Forbehold overfor, men stort set falder Fremstillingen sammen med mine Notater.
Det forbløffer mig, at LK i Brovst – ganske blottet for Kendskab til de rette Forhold – vover at udtale en saa knusende Dom over Besættelsestidens Historie, samtidig med at deres øverste Ledelse, Frihedsraadet, uforbeholdent yder sin Anerkendelse for samme, ja endog gaar saa vidt, at man danner fælles Ministerium med de Partier, som førte Linien frem til 29. Aug. 1943.
De tilstræbte personlige Fornærmelser skal jeg lade ligge, jeg har før staaet overfor Folk, der har tabt Herredømmet over baade Mund og Pen, og min Indsats i disse Aar skal bedømmes som enhver andens, der i disse Aar har haft et Ansvar, kun af de der af Nationen beskikkes dertil, og ikke af LK i Brovst. Og vil d’Herrer gerne kende min Stilling til Begivenhederne i disse Aar, bør man ikke insinuere, men spørge paa rette Sted, jeg fortrøster mig til at Svaret fra mig falder tilfredsstillende ud. Men glem nu ikke i Deres Bedreviden, ”at Tyskerne havde indført en lille Smule Censur og Kontrol!”
D’Herrer begaar i tilgivelig Naivitet to utilgivelige Fejl. 1: De vil trække Hans Majestæt ned og indblande ham i Diskussionen. 2: De erklærer frejdigt, at vi fra 29. Aug. 1943 var i Krig med Tyskland!
Hvis LK var ansvarlig Myndighed, ville det trække statsretslige Følger efter sig, som de vist næppe aner.
Dette rent saglige Svar har jeg ment at skylde ikke LK, men Bladets Læsere.
Min eneste Interesse i denne Sag er, at Tyskernes vilkaarlige Terrorregimente skal afløses af danske Retstilstande, og ingen Dukkediktatorer skal tro, at de har Lov at efterligne deres Metoder, samt at man ikke giver Værnemagere og Landsforrædere den Tjeneste, at slaa gode danske Mænd i Hartkorn med dem, og dermed udviske det Stempel de har fortjent at faa.
Og saa vil jeg minde LK om det gamle Ord, at den skal være ren, som vil mane. Der maa være en Tyr med Horn indenfor Komiteen, ellers kunne De ikke være plumpet ud i denne Affære.

N.C. Nielsen-Man

Øster Han Herred Folkeblad, 21. juni 1945:
FRIT ORD

Til Lokal-Komiteen!
Det har gjort mig ondt at læse disse Angreb, som LK har rettet imod Medlemmerne af Brovst Sogneraad og mod dets Formand. Disse Angreb kan og vil kun skade LK og Modstandsbevægelsen. Sogneraadsmedlemmerne er vore valgte Repræsentanter, og dem har vi Tillid til, og vi stoler paa, at de har udført deres Arbejde efter bedste Evne og Vilje, og at de har gjort alt for at værne danske Interesser. Og derfor er saadan et Angreb en Skandale, en Skandale, som først og fremmest vil ramme LK. LK taler om den Dødsforagt, som Sabotørerne har udvist, og som de mener Larsen og det øvrige Sogneraad har undladt. Lad mig spørge d’Herrer: Hvorfor stak man af sted til Sverige? Var det ikke naar man følte Bøssepiben rettet mod sin egen Person? Jeg tror det. At Larsen og med ham mange andre, som har siddet paa en fremskudt Plads, har haft mange vanskelige Opgaver at løse, er en Kendsgerning: men naar disse Opgaver er løst efter Kongens og Regeringens Bud, da mener jeg, at der intet kan være at bebrejde dem. Det tilkommer ikke LK eller Modstandsbevægelsen at bedømme den Politik, som Regering og Rigsdag har ført under Besættelsen. Det var en Politik der var Følgen af en Indstilling, som Flertallet af den danske Vælgerbefolkning havde, en Indstilling, som vel ogsaa Medlemmer af LK har haft, og som LK derfor heller ikke kan frakende sig Ansvaret for.
Jeg synes, der er god grund til at tro, at Larsens Internering ikke har været enstemmigt indenfor LK, for har den det, ser det unægtelig lidt mærkeligt ud, at man har undladt den, da man jo kræver Udrensningen ført til Bunds. Og Overlægens Fratrædelse kan vel også ses paa samme Baggrund. LK paaberaaber sig Befolkningens Agtelse og Tillid: men saa maa LK kæmpe med blanke Vaaben. Lad mig minde om et Vers:

Vil Dansken i Verden fægte
med dølget Aasyn og Navn,
da ved jeg hans Aand er ej ægte,
jeg tager ham ej i Favn.

LK taler om at rage Kastanierne af Ilden. For mig ser det dog ud til, at vor Befrielse først og fremmest skyldes de allierede Hæres Overmagt over Tyskland, og at det er dem vi kan takke for vor Befrielse, og det er da ogsaa til de allieredes Hære vore Tanker er gaaet, naar vi har haft Fest for vor Befrielse. Men maaske har vi festet for tidligt, for det ser ud til, at Nazi-Aanden lever videre i LK og Modstandsbevægelsen. Det ser ud som om det kun er Hævntørst og Ærgerrighed der har besjælet LK og som om de intet Middel skyer for at naa, og saa har den slagne Fjende jo sejret.
Jeg har altid efter bedste Evne bekæmpet Nazismen ved at paapege den Fare, som Nazi-Tyskland var for Danmark. Det kan jeg bevise ved Breve skrevet 1935-36, paa et Tidspunkt, da Personer, der i dag staar blandt de øverste i Modstandsbevægelsen, undlod at gøre det – tværtimod. Og jeg mener, at da var Tidspunktet til at man skulle have været paa Vagt og draget de nødvendige Forholdsregler til at have undgaaet et 9. April. Det undlod d’Herrer Modstandsfolk og andre med, og derfor maa vi sammen bære de Følger som det bragte med sig og deri kan LK og Modstandsbevægelsen heller ikke unddrage sig. Derfor mener jeg, at LK gjorde klogere i at komme ned paa Jorden igen og være med til at løse de mange Opgaver, der venter paa at blive løst.
Man tjener ikke sit Folk ved at saa Splid og Mistænkeliggørelse, men ved at prøve at forstaa hinanden. Det er ikke smukt at slaa sig selv til Ridder ved at smudse andre til. LK har vist en svag Forstaaelse af hvad Frihed og Ret er, og lad mig da minde om et Vers af Biskop Thomas skrevet for over 600 Aar siden:

Frihed er en Stad saa skøn,
hvor Enighed bor i Løn
og Nabo smukt sig føjer.
hvor saa man skatter egen Arv,
at alle ser paa Næstens Tarv
og ingen Retten bøjer.

Ingemann Gravesen

Men nu blander avisens redaktion i sagen og skriver, at herefter vil LK få lejlighed til at svare både Ingemann Gravesen og Nielsen-Man, hvis man ønsker det, ligesom sognerådet vil få lejlighed til at besvare LK, men at man dermed betragter diskussionen i denne sag som afsluttet, idet der næppe kan skrives noget, der ikke bliver gentagelser af det tidligere skrevne. Indlæg fra nye deltagere vil derfor ikke blive optaget. Underskrevet: Red.

Øster Han Herred Folkeblad, 28. juni 1945:
FRIT ORD

Redaktionen stiller venligst sine Spalter til raadighed for et Gensvar til de to sidste Indsendere. Men da disse to Indlæg intet sagligt nyt indeholder, men stadigt går uden om Sagens Kerne, og for resten bærer Præg af en for denne Tid forhaabentlig enestaaende uforbederlig Begrebsforvirring, med hensyn til den politiske Udvikling herhjemme under Besættelsen, og de retslige Konsekvenser af enkelte Begivenheder, som f.Eks. den 29. aug. 1943, maa videre Meningsudveksling vist anses for ørkesløs.
Dog dette: Vi havde vel aldrig ventet os, hos en Mand som Nielsen-Man, at finde megen Forstaaelse af Modstandsbevægelsens vanskelige Arbejde. Men vi havde dog ventet, at han i offentlig Polemik ville gengive L.K.s Indlæg korrekt. Og dog vil han gerne give det Udseende af, at L.K. slaar A. Larsen i Hartkorn med ”Værnemagere og Landsforrædere”, uagtet L.K. dog tydeligt nok i sine to Redegørelser har pointeret, at man kunne blive nødt til at sikre sig Larsens Person i Tilfælde af aabenlyse Krigshandlinger mellem danske og tyske Styrker, udelukkende fordi man kunne befrygte, at Larsen i saa Fald ville give efter for et tysk Pres.
Da Kapitulationen fik det forløb den fik, skete der jo ikke Larsen noget. Ingen har krummet et Haar paa hans Hoved. Først da han selv kom i Harnisk paa grund af et Rygte, og hans Vaabendragere drog i Leding og gjorde ham den Bjørnetjeneste, at foranstalte en offentlig Affære, maatte L.K. fremkomme med sin redegørelse.
Til slut: Selvfølgelig har der været fuldstændig Enighed indenfor L.K. under udarbejdelsen af Interneringslisterne. Dette Arbejde blev afsluttet flere Maaneder før Kapitulationen.

N. Chr. Lunding – Th. V. Kragh
B. Nielsen – Chr. Frederiksen
Lund – Militær Distriktschef
Vagn Hovmand, Delingsfører

Hermed sluttede den offentligt tilgængelige del af debatten, og i dag, 70 år efter, erindrer ingen noget om sagen. Den forsvandt lige så hurtigt fra lokalavisen, som den var dukket op. For fuldstændighedens skyld skal dog berettes om en annonce indrykket i Øster Han Herred Folkeblad 7. juni 1945:

MEDDELELSE

Under Henvisning til Sagen vedrørende Sogneraadsformand A. Larsen, Brovst, nedlægger jeg Dags Dato mit Mandat som Dansk Samlings Repræsentant i Lokalkomitéen under Danmarks Frihedsraad.

Brovst, den 30. maj 1945
Ludvig Christensen, Overlæge