Boghandlerpar vil satse på kontormøbler

Lene og Peter Hyldager i lokalerne i Østergade 44, Fjerritslev. Foto: Mattias Bodilsen

Lene og Peter Hyldager i lokalerne i Østergade 44, Fjerritslev. Foto: Mattias Bodilsen

Lene og Peter Hyldager forener kræfterne i bop Kontormøbler ApS og lukker Fjerritslev Bøger og Papir

bop Kontormøbler ApS i Fjerritslev er i så stærk vækst, at ægteparret Lene og Peter Hyldager nu vælger udelukkende at satse på møbelvirksomhed.

Det betyder, at parret i løbet af sommeren lukker Fjerritslev Bøger og Papir i Østergade 6-8. Lene Hyldager, som de seneste år har haft ansvar for boghandlen sammen med to medarbejdere, vil derefter være tilknyttet bop Kontormøblers hovedsæde i Østergade 44, hvor der forhandles alle typer kontormøbler og -inventar, nyt såvel som brugt.

– Vi har forrygende travlt. Jeg er ofte væk hjemmefra tre-fire dage om ugen, og med Lenes fremtidige tilknytning til bop Kontormøbler får vi mulighed for at have fast åbningstid på hverdage i Østergade 44, oplyser Peter Hyldager.

Boghandlen udtræder af Bøger og Papir-kædesamarbejdet med udgangen af februar, men butikken vil fortsat holde åbent i normalt omfang i endnu en periode. Senest 31. august lukker boghandlen definitivt, hvis det ikke i mellemtiden er lykkedes at finde en eller flere personer, som kan videreføre salget af bøger og legetøj i Fjerritslev.

– Vi har allerede haft kontakt med enkelte interesserede, og vi håber stadig, det vil lykkes at indgå aftale med en lejer, der vil drive boghandel eller anden form for detailforretning i de store, lyse og velindrettede lokaler, der har den bedst tænkelige placering, lige midt i byen, lyder det fra Peter Hyldager.

– Der bliver ikke tale om at sælge ejendommen, hvor vi bor privat. Skulle det trække ud med udlejningen, vil vi bruge butikslokalet Østergade 6-8 til at præsentere vores store og mangfoldige sortiment af nye og brugte kontormøbler.

Om baggrunden for beslutningen om at lukke boghandlen fortæller Peter Hyldager, at der er stærkt brug for hustruens arbejdsindsats i bop Kontormøbler, der for et par år siden blev etableret som selvstændigt anpartsselskab, efter at Peter Hyldager gennem en lang årrække havde opkøbt og solgt store partier kontorstole og andre møbler som en nichevirksomhed i relation til boghandlen.

Da bop Kontormøbler blev udskilt fra Fjerritslev Bøger og Papir, overtog Peter Hyldager det tidligere Alta-supermarked i Østergade 44. Siden er forretningen vokset eksplosivt, og i det forløbne efterår blev der etableret en filial i Glostrup, idet en stor del af virksomhedens opkøb af møbler og inventar foregår i hovedstadsområdet.

– Lige nu er vi i gang med at tømme DSB’s hovedsæde fordelt på fire lokaliteter i København, fortæller Peter Hyldager, der efterhånden har otte medarbejdere på lønningslisten til det ofte tunge slæb med afmontering, flytning og senere opstilling af møblerne på et nyt sted.

Ægteparret ser frem til igen at kunne dele arbejdsplads, som det har været tilfældet i størstedelen af de 19 år, de har drevet forretning i Fjerritslev. Ved overtagelsen af Fjerritslev Boghandel i 1995 var Peter Hyldager i en alder af 23 år landets yngste selvstændige boghandler.