Besættelsestiden i Vust

Johan Svaneborg (til højre) med familie på en tysk kanon efter befrielsen.

Johan Svaneborg (til højre) med familie på en tysk kanon efter befrielsen.

Af Johan Svaneborg
bakkely-vust@paradis.dk

Vi husker 9. april 1940 som en våd og tåget dag, velegnet til udkørsel af ajle og andre forberedelser til forårsarbejdet.

Allerede først på formiddagen drønede de første lavtflyvende tyske jagere hen over os, og senere på dagen kom på hovedvejen de lange rækker af biler og motorcykler med sidevogn og faste maskingeværer på vej mod Frederikshavn og de fleste nok videre med skib til Norge. I radioen kunne vi høre Kong Christian og statsminister Buhl med alvorlige stemmer opfordre til at bevare ro og orden, for nu var det alvor.

I den første tid skete der ikke meget, bortset fra et par nødlandede flyvere, en i klitten og en på overmarken, på vej til Aalborg Lufthavn. Vistnok på grund af benzinmangel. Men vi børn var jo nysgerrige og ville gerne kigge på, og det sagde de tyske vagter ikke noget til.

Senere kom der mere gang i oprettelsen af »Festung Wust« med kommandocentral på Bulbjerg Badehotel og »Ellitsbølgaard«, der blev beslaglagt. Ved plantørboligen i Blegsted blev der rejst baraklejr med fodboldbane til 300, senere 700 tyske soldater.

Det første år så vi ikke så meget til tyskerne, bortset fra en meget livlig trafik på Vust Station, hvor alle forsyninger til hele denne hær kom med banevogne og blev afhentet af tyske soldater med hestevogne, og i ventesalen og i togene var der altid fyldt med soldater, der rejste til og fra Vust. Men vi mærkede krigens følger i form af store annoncer og forordninger fra den danske regering om rationeringer, maksimalpriser for landbrugsvarer, forbud mod hamstringer, påbud om mørkelægning og afleveringspligt for brødkorn.

I 1942-43, da krigslykken for de allierede begyndte at vende, kom der mere gang i aktiviteterne. Vi blev en del af »Atlantvolden«, der skulle hindre en allieret invasion fra vest. »Organisation Todt« byggede baraklejr ved Mølbæk til 1.000 arbejdsløse danske arbejdere fra hele landet, der skulle lave tankgrave og bygge bunkers i snesevis, og da de 1.000 mand ikke var nok, kom sognefogeden rundt på alle gårdene og påbød tvangsindkvartering med fuld kost til 1-2-3 mand, hvor der var plads. Betalingen var en pris, der var fastsat af myndighederne, mens det var madmoderen, der havde besværet med at få deres rationeringsmærker til at forslå. Men det gav gode muligheder for sortbørshandel med mærker, når de kunne købe dem på deres arbejdsplads, og de tjente jo gode penge.

De fleste af dem var da flinke og rare mænd, men de var jo ikke alle af byens bedste børn, og det fik vi børn at føle, når vi skulle under behandling for lus og fnat efter nærkontakt ved fælles brug af dørhåndtag og knagerækker. Jeg husker især en gammel sømand med pibe. Når han smøgede ærmerne op og pustede sine kinder op, lignede han til forveksling Skipper Skræk, og det morede os meget. Hver morgen gik de to km op til deres arbejdsplads og fik udleveret en skovl, og selv om de ikke tog hårdere fat, end de kunne holde til, var vi alligevel imponerede over det enorme gravearbejde, de præsterede.

Når jeg i dag ser et stadion med skrå bænkerækker på alle fire sider, tænker jeg på første gang, jeg stod på kanten af et mægtigt, håndgravet hul, parat til at blive fyldt op med støbekasser til en bunker af en kvalitet, så de ligger der endnu. Ud over disse store bunkerhuller gravede de også »tankgrave«, tre meter dybe og fire meter brede. En, der gik fra Bulbjerg langs kysten til Valbjerg. Derfra mod syd gennem klitskoven forbi »Ellitsbølgaard« til en betonmur med en smal gennemkørsel for hovedvej 11, afsluttet med minefelter ud over engen til Lund Fjord.

Den opgravede jord blev jævnet ud og lå som hvide striber, der var meget synlige for de engelske bombere, De blev derfor straks sløret med græstørv, der var hentet i engene, og er nu med Vorherres og naturens hjælp usynlige for alle, der ikke véd, hvordan det var.

Alt dette blev efter ønske fra den danske regering lavet af danske firmaer med dansk arbejdskraft, men efter tyske, meget nøjagtige tegninger og tysk tilsyn. Selv om det var regeringen, der fik regningen, løste det jo også det problem, de ville have haft med en uhyggelig stor arbejdsløshed. Men det gav jo efterfølgende diskussioner om skyld og ansvar ved det senere retsopgør, som ingen er rigtig stolte af.

For os børn gik tiden jo sin vanlige gang. Forsamlingshuset var beslaglagt, og udenfor stod et feltkøkken, hvor soldater, der var indkvarteret rundt omkring, kunne hente deres daglige varme mad i blikspande eller krus. Det så ikke særlig lækkert ud, men er man sulten nok, så glider det jo ned!

Vores gymnastik- og håndboldtime blev flyttet hen i skolegården, og vores skolekomedie og efterfølgende børnebal blev klemt ind i skolestuen. Her opdagede vi første gang, at der var politik i sagen.

På Vust Station sad dagligt en ung, frisk fyr, lille af vækst, dansk, men gode venner med alle tyskerne, så han kørte rundt i en Opel Blitz og fordelte fragt mellem stationen og alle belægninger i området. Skolepigerne, hvor han var indkvarteret, fandt ud af, at han var meget skrap til at spille på en stor, flot harmonika, så de fik ham til at spille til vort børnebal. Det blev stærkt kritiseret. Ham måtte vi ikke bruge, for han var »værnemager«.

Den tro blev vi så i indtil 4. maj 1995. Da kunne Abel Nielsen fra nedkastningsgruppen fra Thorup Fjordholme fortælle, at når de skulle have deres våben transporteret til Aalborg, var det Vagn Oest, sådan hed han, der med sin Opel Blitz, læsset med lidt andet gods og Harry Due fra Fjerritslev (han var ungkarl) under en presenning kørte våben med ordre til at skyde sig igennem, hvis de blev stoppet. Ved et senere erhvervsmøde i Aalborg traf jeg en direktør Oest fra Aalborg Portland og spurgte ham, om han var i familie med Vagn. Jo, det var han. Det var hans farbror, og han levede endnu som en gammel mand i Esbjerg.

En anden dramatisk begivenhed meget tæt på os, men som jeg alligevel ikke oplevede, var en varm augustdag i 1940. Et mislykket engelsk angreb på Aalborg Lufthavn, hvor 12 engelske bombefly blev skudt ned, og den sidste nødlandede ved Barkærvej i Vust. Jeg var i skole, som lå lidt syd for hovedvej 11, og kl. 12 cyklede jeg hjem i det store spisefrikvarter. Mens vi spiste, hørte vi lidt rummel, dog ikke noget særligt, men kl. 12.50, da jeg cyklede til skole igen, lå der en stor bombeflyver i græsset lige ved vejen.

En englænder med en cigaret i munden gik roligt rundt og havde lagt lange patronbælter ud på vingerne, mens han ventede på at blive afhentet af tyskerne. Hans to kammerater var allerede afhentet af Falck i Fjerritslev og kørt på sygehuset. Den ene var hårdt såret, så Ditlev Brix og hans karl havde brændt fingrene lidt, da de skulle løfte på maskinen for at få ham ud. Så hurtigt og så tæt på var de kommet ind fra Thorup Strand og skråt over vores bakker, hvor de havde været nede og tage et par lyngtørv på vejen, uden at vi mærkede det. Men både i Vust og Thorup var der folk, der måtte søge dækning for kugler, der sprøjtede rundt fra de to tyske jagere, der var efter den flygtende englænder.

Det mest ubehagelige hændelsesforløb, vi havde her i familien, var, da vi 1944 fik russere, der valgte at trække i tysk uniform i stedet for en skæbne, der havde ry for at være kort proces ved mindste anledning. De blev dog udsat for en meget hård behandling af de tyske »Gefreitere« under deres optræning til de vagttjenester, de kunne bruges til.

Vi så interesseret til, når de skulle lære at skyde med mortergranater. Det foregik ved en klitbanke bag ved vores lade, hvor vi kunne følge granaten himmelhøjt, til den vendte og faldt ned og eksploderede 300 meter væk, og vi morede os meget når de mørklødede, der kom helt ude fra de asiatiske sovjetter, fik udleveret de solide tyske cykler, de skulle lære at bruge, og de væltede og grinede ad hinanden og havde det dejligt. Vi fik heller ikke indtrykket af, at de havde ret meget mere til overs for centralstyret i Moskva end det nye herrefolk, som de nu var undergivet.

Det gav sig også udslag efter 5. maj 1945, da de var en stor flok, der gjorde oprør, fordi tyskerne sikkert ville overgive dem til russerne, der så ville skyde dem som desertører. Vi havde enkelte tilfælde omkring os, hvor et par fulde russere kom ind og truede sig til sprut, men som regel gik de igen, hvis de fik en flaske brillantine eller et glas mælk. En af byens karle blev dog truet så meget, at han anmeldte det, og han blev straks kaldt op til hovedkvarteret og skulle udpege den formastelige i det opstillede geled. Det kunne han også godt, men han gjorde det ikke alligevel. Han ville ikke udstede en dødsdom.

For at dæmpe lidt på de mest urolige af gemytterne hentede tyskerne et par polske piger, der formodentlig havde fået valget mellem koncentrationslejren Auschwitz og at stille sig til rådighed som »sjælesørgere« for de mest potente russere og da også enkelte tyskere, så de blev indlogeret i et lille husmandssted, der lå nabo til os, kun 100 meter fra et gavlvindue, hvor vi havde et karlekammer indenfor.

Det karlekammer blev beslaglagt til at være vagtstue med telefonledning om til pigerne, så de kunne slå alarm, hvis der blev uro i »ventesalen«, og så solgte man billetter i hovedkvarteret, og der blev hurtigt en lille »trampesti« uden om vores have. Men det var glade og venlige mænd, der gerne ville snakke »turisttysk« med os børn, mens de solede sig på grøftekanter, og hvad der ellers kunne findes at sidde på.

I vagtstuen blev indkvarteret to mand, som havde fuldmagt til at købe æg og grønsager hos os til pigerne. Det var en russer med to vinkler på ærmet, altså en overkorporal, og en Feldtwebel, der hed Korsup. Han var tjekke med SS-mærke på kraven. Tjekkiet var vel det første land, der næst efter Østrig næsten frivilligt lod sig indlemme i Hitlers storrige, så han var en betroet mand i systemet. Han var øverstbefalende for russerne i området, og det viste sig senere, at han også havde kommandoen over den gruppe, der efter ordre fra hovedkvarteret arresterede sognerådsformand Niels Møller Holm og Kirsten Riskær under jagten på Henriette Riskær, der havde gemt sig på hendes gamle slægtsgård i Thorup Holme.

Men en måneds tid senere, en søndag eftermiddag. Vi børn sad i stuen med vore sysler. Vi skulle være stille, for Far og Mor sov middagssøvn. Men pludselig gik døren op med et brag. Tre tyske soldater kom ind. To af dem med hver en maskinpistol. Den tredje, ham i midten med en pistol, lukkede hurtigt sovekammerdøren op ind til Far og Mor, som fik en opvågnen, de aldrig glemte.

Feltwebel Korsup var deserteret og skulle findes. Derfor denne husundersøgelse, hvor de kunne forvente en pistol i hovedet, hver gang de lukkede en dør op, og de næste otte dage stod der en fast vagt i træerne uden om vort hus, og om aftenen stod han ud på vejen for at spørge, hvor vi skulle hen, når vi skulle til gymnastik eller andet. Men alligevel kom Korsup nogle aftener senere ud fra vagtstuen, netop som jeg kom op på loftet. Han havde besøgt sin kammerat, og han fik jo travlt med at hysse på mig og få mig til at tie stille med, at jeg havde set ham. Jeg havde jo ingen interesse i at røbe noget om ham. Jeg vidste jo godt, at det var strafbart at skjule en desertør, men jeg var jo kun 12 år, så det blev glemt igen, og vi hørte aldrig om, hvordan det var gået ham siden hen.

I april 1945 havde tyskerne mistet tilliden til jernbanen på grund af de mange sabotager, så sognerådsformanden fik ordre til, at der skulle møde syv spand heste med vogne til at køre gods for et tysk kompagni til et sted nede på kysten uden at vide hvor. Men der blev sat trumf på med en pistol, så det var bare med at parere ordre.

Vores karl kom også af sted, og de skulle ringe hjem hver aften, så vi kunne følge dem på turen. Det pinte dem lidt, når de holdt ind for natten, at folk troede, de var tyske håndlangere. Køreturen gik gennem Thy ned til Oddesund i overkommelige daglige strækninger. En episode på Thyholm blev meget ubehagelig for dem. De kom ind på en gård, hvis ejer nægtede at udlevere foder til hestene.

Da ejeren ville forhindre det, pryglede de tyske soldater ham og holdt ikke op, før hans femårige søn gav sig til at slå løs på dem. Gårdejeren kom ind i stuehuset og blev tilset af en læge. Han turde ikke tage manden med sig væk fra gården. Lidt efter kom manden ud på bagsiden af huset og løb væk over marken. Tyskerne skød efter ham og grinede, da manden faldt. Siden fik de at vide, at manden var ramt i benet og kom på sygehus, men udskrevet efter få dage.

Turen fortsatte over Oddesundbroen til Humlum, og næste morgen fik de overraskende at vide, at de kunne køre hjem. Otte dage efter turens start var de hjemme igen, men det var jo otte dage midt i såtiden.

4. maj 1945 om aftenen sad vi som sædvanligt med hovedet ind i radioens »Bom-bom-bom, her er London« og hørte Johannes G. Sørensens ekstraudsendelse om, at tyskerne i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig til Montgomery. De ville jo prøve lidt længere mod russerne øst for Berlin, men det blev jo kun til tre dage, så kunne de ikke mere. Vi oplevede jo ikke den vilde jubel, som den brød ud i byerne, men en stor lettelse.

Vi havde jo stadig 300.000 tyske soldater i Danmark, og hvis det var kommet til kamp mod dem op igennem Jylland, havde vi jo fået instruks om, at vi på landet skulle blive og grave os ned i bakkerne, mens tyskerne på Festung Wust i værste fald skulle skyde hen over hovedet på os. Derfor oplevede vi børn, at vores forkarl blev sat til at udgrave de huler, som vi drenge havde lavet i lyngbakken syd for gården til at lege i, og det var noget vores drengefantasi kunne få meget ud af. Men nu slap vi altså.

Om morgenen 5. maj kom der to fra modstandsgruppen i Thorup og satte sig i Niels Møller Holms veranda, der vendte ud mod hovedvej 11. De skulle holde øje med en »håndlanger«, der skulle komme fra vest, og så melde videre til Thorup og Fjerritslev, så de kunne fange ham dér, og det lykkedes også. De fortalte om deres gruppe i Thorup, og at de ikke havde turdet henvende sig til deres kammerater i Vust om at være med af hensyn til sikkerheden, da de jo alle boede midt i tyske belægninger.

I Thorup opstod der allerede om formiddagen en kritisk episode, da tyskerne opdagede, at gruppen var samlet hos lederen, uddeler Gundersen, før tyskerne havde fået at vide, at der var fred, så de truede med at kaste håndgranater mod dem og Brugsen. Der måtte tilkaldes hjælp fra hovedkvarteret i Fjerritslev, før de faldt til ro. Men om denne episode er der fortalt om andet sted.

I Vust var det ikke før 8.maj om morgenen, der kom to tyske soldater til »borgmesteren« og bød ham komme op til »Ellitsbølgaard« og modtage alle de militære anlæg. Det var for stor en mundfuld for ham, så han ringede til den danske forbindelsesofficer i Thisted. Det viste sig nu, at han var dybt involveret i modstandsbevægelsen. Han ankom hurtigt og havde en gruppe frihedskæmpere med fra Hannæs, som på nær to blev efterladt på en gård i nærheden for ikke at provokere. På »Ellitsbølgaard« stod regimentet opstillet til afmarch. Der var lidt ventetid og uro. Den sidste mand kom de med på en trillebør, døddrukken. To vogne var fyldt til bristepunktet. Den ene trukket af heste, den anden af soldater.

Så holdt den øverstbefalende en tale til soldaterne, som ifølge tolken fortalte, at krigen var slut i Danmark. Den tyske hær var ikke overvundet, og de havde deres soldaterære i behold. Han bød dem bevare moral og disciplin, for de skulle til Tyskland og kæmpe videre mod bolsjevikkerne sammen med de vestlige allierede! Vagten på hele området blev overtaget af Hannæsgruppen, men der var åbenbart noget med forsyningen, der ikke var i orden. Min mors fætter Georg Agesen, der var gruppeleder, kom sammen med en kammerat på motorcykel ned til os og bad om et måltid mad, da de var meget sultne efter et par dage uden føde.

Derpå startede den lange march mod grænsen. Vi så dem, da de kom igennem vores lille Vust med våben og udstyr eksemplarisk hængende på skulderen, og slæbende med de to vogne tog de afsked med deres militære slagsange. Men senere hørte vi, at allerede da de ved Aggersund stødte til deres kammerater østfra, begyndte moralen at falde, og de smed en del af udstyret i fjorden, da de gik over broen.

Og så ventede vi på englænderne. De ville komme. Ikke for at besætte landet, men for at vise, at krigen virkelig var vundet. Vi så reportager i avisen fra modtagelsen i de store byer, og især Montgomerys indtog i København, men vi ville også gerne se dem i vores lille landsby. Endelig 18. maj kom der melding fra Thisted, at nu var de der, og rygtet gik fra landsby til landsby, hvor langt de var kommet. Og så kom de. 12 af de berømte jeeps kom med en fart, der langt oversteg de danske tilladte hastigheder. Det så ud, som om de sad oven på køretøjerne. Blomster og kranse hang, hvor de kunne hænge fast, og de havde vimpler i de høje radioantenner. Vi hujede og vinkede, mens de fortsatte den vilde kørsel til Fjerritslev, hvor de gjorde et kort ophold, før de fortsatte via Brovst til Aalborg. Vi så og mærkede aldrig mere til englænderne lokalt.

De befæstede stillinger blev hurtigt ryddet for våben og anden udrustning. I alle de store kanoner blev der lagt en håndgranat i løbet, så de var ødelagt. Jeg opdagede senere ved selvsyn, at på den anden side af Skagerrak i Norge ved Lindesnæs stod de tyske kanoner stadig og var skydeklar. Det var jo nok en lille straf for vores mere lunkne optræden mod tyskerne, at så kunne vi få lov til at genopbygge vort forsvar ved køb af englændernes brugte isenkram.

Men tilbage lå minefelterne, både i klitterne og de dyrkede marker. De var en stadig kilde til risiko. Et par unge heste fra gården Mølbæk var løbet gennem hegnet til et minefelt, hvor der var frisk græs, og da sprang der en mine, som slog den ene hest ihjel, mens den anden slap uskadt. I løbet af sommeren kom 20 unge soldater i uniform, men uden distinktioner og gradstegn, for at rydde de farlige miner. De var ledsaget af to soldater fra den danske brigade i Sverige. Det hed sig de var frivillige, og de havde sikkert gode kår under det farlige arbejde.

Minerne blev gravet op og samlet i store bunker og sprængt, og store, glødende sprængstykker fløj vidt omkring og tændte ild i græs og lyng. Det gav mange brande og udrykninger i den tørre sommer. Mille på Thorup Central satte alle propper i, og så var det bare med at komme af sted med en skovl, og det blev ofte til en brandvagt, fordi ilden ikke kunne slukkes i minefelterne, så de fik lov til at brænde ud. Minefelterne blev til slut gennemkørt med larvefodskøretøjer. De dyrkede marker blev gennempløjet af det tyske rydningshold, men med ejernes heste og plov.

Det her var det mest farlige. En ung tysker blev dræbt og en anden lemlæstet under pløjningen, og hestene blev aldrig til køreheste mere. Den største eksplosion skete 13. juli 1945 på min fars 50-års fødselsdag. Da havde man samlet en masse miner omkring betonmuren, der med en smal gennemkørsel til »spanske ryttere« kunne danne spærring på hovedvej 11. Selv om vi boede to kilometer derfra i luftlinje, faldt gipsloftet i vores gang ned og lagde et pænt hvidt lag støv hen over noget af festen.

Et trist kapitel, der endnu prægede hverdagen og lagde en dæmper på festrusen, var de mange flygtninge fra Østeuropa og de baltiske lande, som var flygtet foran den russiske front. De boede nu i overfyldte barakker og forsamlingshuse, og nu skulle de sorteres i lejre med venner for sig og fjender for sig. Baltere i Dragsbæklejren i Thisted. Østprøjsere og tyskere i Rørdalslejren i Aalborg. I mit hjem lagde vi billet ind på at få en litauisk pige til hjælp i huset. De ville jo så gerne ud fra livet bag pigtråden. Vi fik en sød og dygtig pige på 21 år, som hurtigt blev en del af familien.

Men efter nogle måneder fandt de ud af, at hun ikke var litauer men memellænder, et hjørne på grænsen af Østprøjsen, og så var hun pludselig blevet en fjende, der måtte pakke sin kuffert og melde sig til Rørdalslejren i Aalborg. Det var for os en stor og meningsløs sorg. Men den slags menneskelige tragedier er jo et problem, der stadig breder sig som en pest langs alle grænser i den hele verden. Vi kan vel prale af, at vi har løst problemet så nogenlunde i vort sønderjyske område, men det har jo også taget os ca. 75 år, så det er ikke noget, der klares lige her og nu.