Barndomserindringer fra besættelsestiden i Han Herred

Sandkassen bag huset med søskendeparret Inger og Kjeld 1945-46.

Sandkassen bag huset med søskendeparret Inger og Kjeld 1945-46.

Af Inger Kjeldsen Kristensen
ingerogedvind@gmail.com

Jeg er født i 1936, så jeg forstod ikke helt situationen med den alder, jeg havde ved krigens begyndelse. Men selvfølgelig har nogle begivenheder gjort indtryk. Mine første minder er, at der var flyvemaskiner i luften over os. Det var så i begyndelsen af 1940’erne.

Mine forældre byggede nyt hus på Rolighedsvej 4, vist nok i 1941. Jeg husker, at husets indretning blev lavet om efter den første tegning. Noget blev sparet væk på grund af krigen. Vi boede syv mennesker i huset, idet der var to lejligheder, og jeg husker, at alle de mange vinduer skulle mørklægges om aftenen. Der blev sat mørkegrønne rullegardiner op (de var af stift papir og meget stærke – vi ejer stadig et par af dem). Og så var der betrækkene på cykellygterne, så der kun kom en lille smule lys ud ad en smal sprække.

Ligeledes skulle alle gå med hvidt armbind på tøjet. Jeg husker, at Mor syede dem af hvidt voksdug – også jeg fik mit eget. Der var jo ingen gadelys, og nogle steder var der skyttegrave, vist nok ved hotellet, hvor der nu er parkeringsplads til kirken.

Der blev også bygget beskyttelsesrum for beboerne rundt om i byen Jeg husker, at der var ét på en tom grund på Nyvej. Vi havde vores eget i kælderen, længst væk fra vejen, og foran vinduerne ud mod haven anbragte Far en stor trækasse, som han selv havde lavet, og fyldte den med sand og øverst jord, hvor der om sommeren voksede blomster.

Dér i kælderen skulle vi opholde os, hvis der kom luftalarm. Vi kunne vel være 10 mennesker dernede. Jeg husker en seng til vores syge nabo, og at jeg også anbragte min dukke dér. Desuden var der stole og et bord samt en ekstra planke for døren. Heldigvis fik vi aldrig brug for det. Jeg véd ikke, om det var almindeligt med disse »sandkasser«, men husker, at vores genbo uddeler Nielsen også havde sådan en.

Min far dyrkede grønsager og bær i haven, og fra gårdejer Møller fik vi en lille gris, som vi opfostrede i et hønsehus i haven. Den blev slagtet og lagt i et saltkar i kælderen.

Næsten alt var rationeret, så for at få smør forsøgte vi at kærne det selv, eller vi blandede kogte, mosede kartofler i smørret – men der var jo klumper i! Æggene blev lagt i noget, der kaldtes vandglas, så der ikke kom ilt til dem. Til jul fik vi en appelsin, og der blev stemplet i købekortet, så vi ikke fik flere end tilladt.

Også sukker var rationeret, men på grund af at Far havde bistader, fik vi ekstra sukker, så det manglede vi ikke. Køleskab havde vi jo ikke, men derimod en kold kælder. Stadig har jeg mange rationeringsmærker liggende, så vi har altså ikke manglet det nødvendige. Ja, sukker og smør var jo rationeret helt hen til 1950’erne, kan jeg se.

Is lavede vi selv og frøs det i en særlig aluminiumsbøtte, som vi satte ud i sneen og strøede et kemikalie rundt om. Så frøs det hurtigere – men det var jo altså en vinterdessert!

Vi havde også bævere i haven i et støbt bur med vand i – men hvorfor? Måske for at få skindet? Men jeg véd, at min familie på Sjælland spiste spegepølse, lavet af bævere, da min tantes søster var husholdningskonsulent på Samsø og gjorde forsøget. Det smagte vist godt nok. Kaninskind blev syet til vinterhuer – om vi spiste kødet, husker jeg ikke. Men huerne var varme og gode. Frakker blev vendt og syet om.

En dag kom der en pakke med sager fra familien i Canada – pænt, blåt bomuldsstof, hvoraf jeg fik syet en kjole. Husker, vi købte sportsstrømper i butikkerne (også i Aalborg), og så blev der strikket et skaft på, så det blev til lange strømper. Garnet var vel hjemmespundet uld – og hvor det kradsede! Garn kunne også købes, og så kom der et stempel i købekortet for hvert fed garn.

I løbet af krigsårene, 1942, fik jeg en lillebror. I hjemmet sad vi alle fire i ét rum med en enkelt pære i loftslampen som eneste belysning. I en af de strenge vintre sprang radiatoren i stuen, og vandet fossede ud. På toiletterne var der ingen varme, så for ikke at vandet skulle fryse, blev der sat en lille petroleumslampe op, så der blev frostfrit.

Vores overbo var købmand Robert »CC« og Karen. Han var KFUM-spejderleder, og de holdt spejdermøder i gangen i den kolde kælder med børnene siddende på bænke.

Far var jo tømrermester, og Mor arbejdede på sygehuset som fysioterapeut, så vi havde også en ung pige boende ovenpå. Husker, at der i en bestemt skuffe i Mors fine chatol i stuen var illegale blade, og at jeg aldrig måtte omtale det for nogen.

Legitimationskort skulle man altid have på sig, når man færdedes. Tror dog ikke, at jeg havde et sådant. Det var også svært at færdes ude om aftenen i mørket, hvor der kun var månens lys. Jeg husker ikke, om der var udgangsforbud om aftenen og natten.

Skoleforholdene var jo heller ikke de bedste. Tyskerne havde besat kommuneskolen, så vi skulle indmeldes på Teknisk Skole, og da vi begyndte i skolen (1942-43), var det på Fjerritslev Kro. Vi gik ikke så meget i skole, for vi var jo mange om lokalerne. Vi legede udenfor på fortov og græs ud mod Søndergade, som dengang var en smallere vej.

Vi havde tavler og grifler og skulle medbringe en lille flaske med vand samt en klud. Blyant og papir var ikke tilgængeligt. Mange af drengene satte træskoene på trappen ved indgangen og gik barfodede ind til undervisningstimerne. De havde nok ikke sko.

Den dag, skolen igen blev fri, gik alle elever i procession dertil med flaget forrest. Men det husker jeg ikke – jeg var nok syg den dag.

En dag, da jeg lige havde lært at cykle, sprang jeg af cyklen i fuld fart på grund af forskrækkelse for en bil, hvorefter jeg kurede ned ad bakken på asfalten med knæene beskadiget. Husker endnu forbindingerne, der var lavet af hvidt crepepapir, som var det materiale, der var tilgængeligt.

Missionshuset i Nygade blev også okkuperet. Tyskerne kaldte det »bedehuset«. Det blev depot for skovle osv., og helt op til i dag, hvor huset er solgt til privat beboelse, har man kunne se mærker i gulvene efter søm fra soldaternes støvler. Tyskerne ville have sat hylder op til redskaberne, men Far, der var tilkaldt for at lave hylderne, fik det forpurret og anbefalede, at bænkene blev stablet op og brugt som hylder – og sådan blev det. Med til historien hører, at Far var medlem af missionshusets bestyrelse og selv havde været med til at bygge huset i 1931. Derfor ønskede han ikke, at væggene blev ødelagt.

Jeg gik som de fleste af byens børn i søndagsskole i missionshuset. Men på grund af den tyske besættelse blev søndagsskolen nu flyttet til realskolen i Grønnegade, da pastor Ussing (som også var realskolebestyrer) tilbød, at skolen, som ikke var besat, måtte bruges som missionshus. Dér blev der holdt møder i ugens løb og søndagsskole for os søndag formiddag. Husker, at når vi skulle op i lokalet, gik vi gennem et rum med glasmontrer, hvori der var udstoppede fugle og slanger i sprit. Det var altid spændende at se på.

Livet var vel nok mere besværligt, og at rejse var heller ikke let. Men det gjorde vi alligevel. Far købte en tandem, som vi tre cyklede af sted på. Blandt andet kørte vi på den over til familien på Lolland. Jeg var iklædt en flyverdragt, og Far satte en celloidskærm op foran mig, som jeg sad dér på stangen foran på cyklen.

I begyndelsen af krigen, nok i 1941, fik jeg et nært møde med tyskerne. Min morfar var syg – han boede nær Saltum – og Far og jeg skulle op til ham. Min mor var der allerede. Vi tog en taxa (Svenne Christensen) fra Fjerritslev, men mellem Fjerritslev og Aabybro mødte vi en stor tysk bil, så Svenne valgte at køre bilen i grøften, da der ikke var plads på vejen til to biler.

Vi slog os kun lidt og kunne fortsætte, men ikke med taxaen. Derimod med en tysk bil, der kom bag ved os. Den tog os op og kørte os til Aabybro – jeg siddende foran på skødet af en tysk soldat, Far bag i bilen. Jeg husker, at jeg havde små, hvide knapgummistøvler på og ærgrede mig over, at jeg ikke havde de længere, sorte gummistøvler på den dag ligesom soldaten (kaldte derefter mine sorte for »tyskerstøvler«).

Nær lufthavnen i Aalborg havde min familie en gård, hvor der var indkvarteret tyske soldater i stuehuset. Vi tog rutebilen ud til dem, og inde i huset sad unge tyske soldater på række, og jeg gik fra arm til arm på skift mellem dem. Alle ville sidde med mig på skødet. Ja, måske havde de selv børn hjemme i Tyskland. De kom med rigtige kaffebønner, som danskere jo ikke kunne købe. Min familie måtte senere rejse væk fra stedet, da bomberne fra de engelske fly faldt for tæt på gården.

Vi besøgte jo også familien i Saltum. Vi tog toget, og Bedstefar hentede os ved stationen i jumbe. Men jeg var så nervøs, når vi skulle fra den store vej ind på en mindre, hvor der var en træbro over en skyttegrav, og jeg var bange for, at vi skulle falde ned i graven. Men Bedstefar og hesten Bitten, som vi alle elskede, klarede det.

Engang, nok i 1941, var mine forældre og jeg en sen nat havnet med toget i Aalborg og kunne ikke komme hjem. Vi mødte så et jævnaldrende par med en søn, der var i samme situation, og vi slog os sammen med disse helt fremmede mennesker. Vi lejede et hotelværelse med et par senge, hvor vi sov alle seks. Først gik kvinderne og børnene i seng, mens mændene gik udenfor. Så kom mændene og lagde sig. Husker ikke, hvordan vi sov!

Mine forældre og jeg var i april 1943 til guldbryllup med min fars forældre, som boede ved Fakse. Vi sejlede over Kattegat, og jeg husker, at vi flere gange gjorde holdt og fik fortalt, at det var en minestryger, der sejlede i vores sejlrende, inden vi måtte sejle videre. Til den tur lavede Far to små klapstole, som blev bundet fast til kufferterne. De var til brug i toget, som ofte var overfyldt og uden siddepladser.

En morgen kom min far og fortalte mig på sengen, at nu havde tyskerne taget Karen. »Hvilken Karen?« spurgte jeg. Det var jo så vores nabos datter, 18 år gammel. Karen (datter af arkitekt Christiansen) gik på Katedralskolen i Aalborg og boede hos en onkel dér.

Karen blev taget af tyskerne 19. januar 1945 for illegal virksomhed – især kuréropgaver med de forbudte modstandsblade – og kom efter forhør til Frøslevlejren. Hun har fortalt, at de boede 10 på værelserne og sov i køjesenge. Forplejningen var god, men alle var nervøse for fremtiden. Ingen vidste jo, hvad der kunne ske med dem, for om natten afgik der transporter til værre lejre. Alle blev vækket, og Gestapo gik rundt i barakkerne og læste navnene op på dem, der skulle af sted. Det var hårdt, men kammeratskabet var godt, og glæden var stor, da frihedsbudskabet nåede til dem, og de skulle hjem med særtog. De blev alle hyldet på hver station, de kom til undervejs.

Læs Karens egen historie her

Karen syntes, hjemkomsten til Fjerritslev et par dage efter befrielsen var ude af dimensioner – næsten for meget – men hun var meget lykkelig over, at hun under forhørene i Aalborg ikke kom til at røbe navnene på modstandsfolkene i Fjerritslev.

Jeg husker Karens modtagelse på Østbakken 7. maj 1945, hvor hun blev båret i guldstol til sit hjem ved Rolighedsvej. Jeg var jo selv i optoget og optræder også på et af billederne fra begivenheden.

Også en ung Fjerritslev-mand blev modtaget på Østbakken, Jens Peter Hammer var hans navn. Ham har vi dog aldrig hørt mere til, men også her modtog frihedskæmperne ham, kan vi se på billederne derfra.

Karen Christiansen, nu Ruge, blev gift med en præst, og de boede på Samsø og Stevns. Nu bor hun på Amager, og vi har se tv-udsendelser med hende og de kvinder, hun var sammen med i Frøslev. (Serien »Danske modstandskvinder« er senest genudsendt på DR-TV i februar 2015).

Min far var jo selv frihedskæmper og havde med luftmeldetjenesten at gøre. Han opbevarede nedkastede våben under trælister på værkstedsloftet (fra nedkastningerne på Thorup Fjordholme). Så efter krigen, nok da min far blev 50 år i maj 1945, fik han en halv faldskærm som tak. Den fyldte hele vores stue, da vi fik den pakket ud. Der blev så syet kjoler, skjorter og andre ting deraf. Det var som silkestof.

En forårsdag kom Børge Sand Kjeldsen, vores tømrersvend, og skulle have Fars våben med sig – US-carabiner – og det var tungt gods, så han havde et våben på hver skulder. Det forlød, at frihedskæmperne skulle op på Østbakken for at skyde flygtende Gestapo-folk. Jeg gik ud i haven og kiggede på træerne og tænkte: »Bare Far ikke kommer til at skyde et andet menneske!« Men Gestapo var taget en anden vej, så det blev undgået.

4. maj husker jeg tydeligt. Husker, at jeg hørte speakeren, der læste budskabet fra London. Jeg sad hos vores overbo, Karen »CC«, som lå i sengen, men havde radioen tændt. Jeg sad og læste i gamle Ota-bøger, som man engang kunne blive ejere af gennem havregrynsmærker, og så lød det pludselig – det, vi havde ventet på. Karen fór op og vinkede ud ad vinduet med et flag, og vores genbo uddeler Nielsen gjorde det samme til os. Vi var glade, og Robert »CC« kom hjem fra sin købmandsbutik i Søndergade med rigtig kaffe, som han havde gemt til den dag.

Et par dage efter cyklede min far og jeg ud til Sanden Bjerggaard, til direktør Elsass’ sommerhus, som Far havde opsyn med, og som tyskerne havde taget i brug. Vi gik rundt og så, hvordan meget var ødelagt, paneler og møbler, og det gjorde Far meget ondt at se. Og Elsass ville aldrig mere se stedet, så Far og andre byggede et stykke til Elsass svigersøns, arkitekt Skovsgaards hus bag ved Sanden Bjerggaard, kaldet Per Gundersens hus, hvor han så boede med sin handikappede datter. Ved samme lejlighed viste Far mig ned i de bunkere, som var neden for Sanden Bjerggaard.

Husker også engang, jeg sad på Hjortdal Kirkegård – hvorfor véd jeg ikke – men dér ved det nordøstlige hjørne sad en ældre, sortklædt kvinde, tysktalende, der snakkede en masse. Hun fortalte nok om alle dem, der var døde og nu lå begravet her på kirkegården. Der var nemlig mange kors – større og mindre – i lyst, umalet træ, så der var en del børn, der var døde i den flygtningelejr, der var i Hjortdal by. Jeg forstod ikke et ord af hendes tale til mig, men gættede mig til sammenhængen.

At skulle skrive mine oplevelser ned fra de år fik mange halvglemte minder frem – og de er jo mest interessante for mig selv. Nu har jeg jo ingen, jeg kan tale med om de oplevelser. Min bror, Kjeld, der blev født i 1942, har af gode grunde ingen erindringer om krigen.

Egentlig manglede vi jo ikke meget her hos os i den tid, og vi børn kendte jo ikke til, hvordan alt var før krigen. Mange havde det meget værre end os – vi blev jo skånet for de store bombardementer her, hvor vi boede.

Inger Kjeldsen Kristensen blev født 8. december 1936 i Østergade, Fjerritslev (over for Brugsen) som datter af tømrermester Jens A. Jensen (1895-1983) og hustru, Marie (1902-94). Artiklen er skrevet marts 2015