August 2014

Det nærmer sig trafikkaos fra morgenstunden, da byggemarkedskæden Jem & Fix i dag åbner sin første butik i Han Herred med placering på Håndværkervej 4 i Fjerritslev side om side med XL Byg, som har rustet sig til konkurrencen med matchende tilbud. Foto: Mattias Bodilsen

Det nærmer sig trafikkaos fra morgenstunden, da byggemarkedskæden Jem & Fix i dag åbner sin første butik i Han Herred med placering på Håndværkervej 4 i Fjerritslev side om side med XL Byg, som har rustet sig til konkurrencen med matchende tilbud. Foto: Mattias Bodilsen

1. Med et rekordbudget på 1,4 mio. kr. – og Thomas Helmig som det dyreste musiknavn – er foreningen VesterhavsRock igen klar til at tage imod forventet 4.000 gæster, når portene til dyrskuepladsen i Fjerritslev åbner i morgen.

4. Optimisme i Brovst Handelsforening, efter at det er lykkedes at afsætte adskillige tomme butikslokaler til nye eller eksisterende forretninger.

5. 51-årige lektor og ph.d. i teologi Anders-Christian Jacobsen, der er gartnersøn fra Gøttrup og blev cand.theol. i 1995, er udnævnt til professor (MSO) i teologi ved Aarhus Universitet, hvor han skal forske i forholdet mellem Origenes’ lære og den lutherske tro.

7. Hannæsskolen, som blev skabt i 2011 som en fusion af skolerne i Frøstrup og Vesløs, er en af de fem-syv folkeskoler, som er i farezonen i forbindelse med en ny runde af strukturændringer i Thisted Kommune. Strukturændringerne skal til offentlig debat i løbet af efteråret og ventes endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen 25. november.

8. Billedhuggeren Anders Bundgaard (1864-1937), der blandt mange andre værker skabte Gefionspringvandet i København, Kimbrertyren i Aalborg og sandstens-døbefonten til Fjerritslev Kirke, fejres på hans 150-års fødselsdag i forbindelse med åbningen af Rebildcentret ved Thingbæk Kalkminer, hvor Bundgaard åbnede et museum for sin egen kunst i 1930’erne.

67-årige forfatter og foredragsholder Bjarne Nielsen Brovst, Klithuse, udgiver en komplet samling af egne digte gennem de 50 år, der er gået siden udgivelsen af det allerførste digt i 1964.

9. Venstre, Dansk Folkeparti og Borgerlisten i Jammerbugt Kommunalbestyrelse indgår et forlig, der bl.a. indebærer fortsat selvstændighed for de enkelte skoler om end i et reduceret antal skoledistrikter. Ligeledes skal der indgås firårige kontrakter med skolebestyrelserne, således at der ikke skal tales om skolelukninger hvert år, forudsat at elevtallet pr. klasse holder sig over 10. Dog vil to af partierne stadig lukke Thorup-Klim Skole pr. 1. august 2015, mens Borgerlisten er imod. Her overvejes en model, som indebærer, at Klim Friskole på gunstige vilkår kan overtage de ledige skolebygninger, der ligger side om side med Thorup-Klim Hallen.

11. I dag er det første dag med den nye skolereform i landets – og dermed Han Herreds – kommuneskoler. Længere skoledag, mere bevægelse, tilbud om lektiecafé og obligatoriske lærerarbejdspladser er nogle af ingredienserne.

På markerne ved Råd & Dåd i Attrup står byggen gyldenbrun efter sommerens lune temperaturer. Byggen skal høstes nu, og som noget nyt skal kornet bruges til ølbrygning i form af økologisk øl, en såkaldt pale ale.

12. Guldsmed Flintholm overtager pasfoto, og EDB Center får overdraget salget af skriveredskaber, når Fjerritslev Boghandel lukker 23. august, efter at der har været drevet boghandel i byen siden 1885.

13. Bispevalget i Viborg Stift, hvorunder Aggersborg Sogn hører, er i gang med fire kandidater: Sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, generalsekretær Henrik Stubkjær, valgmenighedspræst Peter Hedegaard og domprovst Niels Christian Kobbelgaard. Valget af den nye biskop, som pr. 1. november skal afløse 67-årige Karsten Nissen efter 18 år i embedet, foregår 3. september med mulighed for en anden valgrunde 10. oktober.

Den planlagte lukning af Thorup-Klim Skole vækker stærke reaktioner i lokalområdet, hvor skolebestyrelsesformand Otto Styrbæk havde forventet, at man her ville blive en del af den firårige aftale, som tilbydes øvrige landsbyskoler i kommunen. Andre i lokalsamfundet finder det mest realistisk og langsigtet, at man samler sig om en løsning med Klim Friskole i kommuneskolens bygninger.

Tømmerby Kirke blev tidligt i går morges ramt af lynet. Fra toppen af det 22 meter høje tårn faldt den ene af de to kamtakker, der plejer at rage op over tårnet, ned på kirkeskibets tag og forårsagede et flere kvadratmeter stort hul.

16. Arbejdsgruppen bag et planlagt friplejehjem i Vesløs får Socialstyrelsens certificering og kan dermed fortsætte planerne med enten at overtage det kommunale plejecenter Stenhøj eller bygge nyt på en 12.000 kvm stor grund, hvor der tidligere var cementstøberi i Vesløs.

Brovst: Efter fire år i Østergade 45 har Nana Phan fået mulighed for at flytte sit spisested, Nam-Nam, tættere på bymidten til Jernbanegade 3, hvor der senest har været brødudsalg.

17. Klim Sparekasse kommer ud af første halvår 2014 med den bedste indtjening i sparekassens 137-årige historie, idet nettorente- og gebyrindtægter nåede op på 8,3 mio. kr. Halvårsresultatet lyder på 5,1 mio. kr. før skat mod 1,4 mio. kr. i samme periode sidste år.

18. Slettestrand og Svinkløv emmer af cykelløb, mens DM XCM 2014 i weekenden afvikles på alle niveauer med 330 deltagende mountainbikeryttere fra nær og fjern.

19. Det nærmer sig trafikkaos fra morgenstunden, da byggemarkedskæden Jem & Fix i dag åbner sin første butik i Han Herred med placering på Håndværkervej 4 i Fjerritslev side om side med XL Byg, som har rustet sig til konkurrencen med matchende tilbud.

FIF Håndbold er klar til første udgave af Vesterhavs Beach Cup med 10 deltagende hold fra Thy-Mors, Himmerland og Han Herred. Det sker på det nye beachhåndboldanlæg ved Fjerritslev Stadion.

Allerede efter få måneder som selvstændig er der så meget gang i Morten Christensens nystartede Jammerbugt Autoteknik, at han flytter virksomheden fra privatadressen i Arentsminde til større lokaler på Industrivej 6 i Brovst.

Krudt-Peter, alias Chr. Peter Larsen, Lynge, sætter sit barndomshjem, en naturperle på 5 ha ved Selbjerg Vejle, til salg. I 1990’erne førte han en lang, forgæves kamp med miljømyndighederne om at få lov at genopføre barndomshjemmet på den hustomt, der var tilbage. Striden kulminerede med et berømt protestmøde i Hannæs Hallen i 1995.

22. Politikerne i strategi- og økonomiudvalget har indsnævret feltet af lukningstruede skoler og børneinstitutioner i Thisted Kommune. Således kan forældre til børn i Hannæsbørnehaven, Frøstrup, ånde lettet op, da institutionen nu er ude af den øjeblikkelige farezone.

Den socioøkonomiske andelsvirksomhed Hjortdal Købmand får besøg af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der er inviteret til Han Herred på initiativ af partifællen Ane Halsboe-Jørgensen for ved selvsyn at opleve, hvordan et stærkt lokalt engagement kan bringe psykisk sårbare unge og andre tættere på arbejdsmarkedet.

23. Han Herred og Jammerbugt Kommune er i chok efter gårsdagens melding om, at andelssvineslagteriet Tican må lukke sin udbeningsafdeling i Fjerritslev med 160 ansatte som følge af, at det russiske marked har været lukket for dansk svinekød siden 1. februar. Fra dagene omkring 1. august har den negative udvikling været forstærket af yderligere restriktioner på import af fødevarer fra EU som et russisk modsvar på sanktionerne i anledning af den politiske krise mellem Rusland og Ukraine. Lukningen i Fjerritslev ventes gennemført pr. 7. november. Slagteriet blev etableret i 1931 og har således 83-års historie i ryggen.

I dag er sidste åbningsdag for Fjerritslev Boghandel, og dermed er en 129-årig epoke i Han Herred slut, idet dyrlæge Julius Hansen åbnede byens første boghandel i 1885 i et hus, hvor biblioteket ligger i dag.

Dagens positive erhvervsnyhed er, at svejsemaskinekoncernen Migatronic A/S med hovedsæde i Fjerritslev overrasker med et halvårsresultat før skat på 4,1 mio. kr. mod 2,6 mio. kr. i samme periode sidste år.

24. Fjerritslev Kino fejrer 25-års jubilæum som foreningsdrevet biograf. Jubilæet fejres søndag 7. september med medvirken af trioen »På Kryds og Vers« – Kaj Pries, Bjarne Sloth og Jens Gyde – der ligeledes har optrådt sammen i 25 år.

25. Hotel Klim Bjerg har pr. 1. august udvidet virksomheden med overtagelse af Aarhus Universitets geologiske feltstation på Klim Strandvej 179 i gåafstand fra hotellet. I den stråtækte gulstenbygning fra 1966 er der 10 værelser samt et større opholdsrum, som vil kunne danne ramme om familiesammenkomster. Nyerhvervelsen er navngivet »Anneks Humlum« efter professor Humlum (1911-90), som i sin tid var leder af stedet. Universitetet vil fortsat leje bygningen et par uger om året til geologiske studier. Den omliggende 9 ha naturgrund skal afgræsses i samarbejde med Jammerbugt Kommune.

26. Hjarsbæk Børnetøj er navnet på en ny butik, der ser dagens lys i Kirkegade 53, Brovst.

»Sange ved havet« er kommet for at blive. Det er konklusionen efter anden sæson med fællessang i solnedgangen ved Havbådehuset i Slettestrand, hvor omkring 900 fra nær og fjern har sunget med efter Han Herred Sangbogen over fire aftener i juli og august. Som noget nyt har der i år også været musikalske indslag i programmet.

29. – Er der nogen, der har kæmpet for Tican i Fjerritslev, så er det Ove Thejls. Der er ikke mere at gøre, og derfor gælder det om, at vi er realistiske, for ellers kommer vi ikke videre, lyder det fra tillidsmand Johnni Olsen, efter at Ove Thejls som administrerende direktør har afvist at mødes med borgmester Mogens Gade (V) og MF Ane Halsboe-Jørgensen (S) for at afsøge mulighederne for at videreføre den 83 år gamle virksomhed, der står til at standse udbeningen af griseforender pr. 7. november.

150 borgere fra Thorup-Klim møder op med 576 underskrifter før kommunalbestyrelsens møde på rådhuset i Aabybro for at tilkendegive deres utilfredshed med, at lokalområdet ikke får samme chance som kommunens øvrige små skoledistrikter til at bevise skolens levedygtighed med de påkrævede 10-12 elever i gennemsnit pr. klassetrin. Borgmester Mogens Gade erklærer sig åben for dialog med skolebestyrelsen.

30. Med en internetforbindelse på 1 GB kan man bo i Tranum og arbejde både regionalt, nationalt og internationalt, lyder det anerkendende fra borgmester Mogens Gade ved den officielle indvielse af det nye fjernarbejderhus, der er indrettet med otte arbejdspladser som en del af Himmerlandsfondens kursuscenter TranumStrand på Strandvejen 83. Tranum har sat sig som mål at være Europas hurtigste it-landsby for at tiltrække såvel erhverv som nye fastboende.

31. Med 592.735 kr. – heraf 25.000 kr. indsamlet i Klim – sætter Foreningen Cancerramte Børn ny rekord med det landsdækkende zumba-arrangement »Danser mod Cancer«, der afvikles i 42 haller og gymnastiksale landet over. Som de to foregående år er Thorup-Klim Hallen hovedsæde, idet initiativtager Charlotte Møller Bolivard er født og opvokset her.