Andreas Strandridder – naturtalent og multikunstner

Andreas Strandridder døde 18. februar 2014 på Plejecenter Trye i Frøstrup i en alder af 98 år. I Han Herred Bogen 2008 fortæller Ellen Amtoft Gregersen og Gudrun Kaspersen historien om et menneske med usædvanlige evner, både menneskeligt, håndværksmæssigt og musikalsk
Historien om en hædersmand

Af Ellen Amtoft Gregersen og Gudrun Kaspersen (Han Herred Bogen 2008)

Musik: Andreas Strandridder – På det store hav vi sejler
Foto: Mattias Bodilsen

Andreas Strandridder – forhenværende møbelsnedker, bedemand og kirkesanger – og en af Frøstrup Bys ældste indbyggere og kendte personligheder – blev født 23. januar 1916 som mellemste af tre sønner hos Margrethe (født Krogsgaard) og Kresten Strandridder i Langvad. Han bor stadig i sit hus, Søndergade 67, og klarer selv hverdagens huslige opgaver og madlavning, hjulpet af ca. en times hjemmehjælp hver anden uge.

Det var Andreas’ bedstefar, der søgte Strandridder-navnet hjem, da Andreas var barn. Familien hed indtil da Christensen, men blev på egnen kaldt »Straaner«, hvilket henviser til, at nogle af familien havde haft opsyn med visse strækninger af Jammerbugt-kysten. Dette opsyn foregik på hesteryg – deraf »ridder«.

Andreas Strandridder kom til verden på et husmandssted (nuværende Langvadvej 40) på kanten af den senere opvoksende Langvadbjerge Plantage og med udsigt over Tømmerby Fjord. I vuggegave fik han flere ting, som han udviklede og brugte i sit liv til glæde for mange og til berigelse for sig selv.

Forældrene var tilknyttet den grundtvigske frimenighed på Hannæs, som blev dannet sidst i 1800-tallet som en udløber af den åndelige vækkelse på egnen. Ved samme lejlighed blev der af frimenighedsmedlemmer begyndt en friskole i Tømmerby. Den fik hjemsted i et nybygget, lille og beskedent hus, som foruden skolestue rummede en lejlighed til lærerinden. Såvel skolebygningen som det tilhørende lille toiletskur kan i dag ses i Frøstrup Minilandsby i en miniatureudgave af den oprindelige form.

Som en helt naturlig ting gik Andreas og hans to brødre i friskolen gennem hele deres skoletid. Som 15-16-årig tjente Andreas hos sin moster og onkel på gården »Røjkjær« i Skjoldborg, Thy. Men han blev syg af lungehindebetændelse og var sengeliggende i sit hjem i Langvad fra grundlovsdag 1932 til 17. november samme år. Fire år senere var han i fem måneder indlagt på Silkeborg Sanatorium.

I Andreas’ hjem blev der sunget meget og spillet på violin. Hans bedstefar (farfar) var spillemand på egnen, og sammen med andre lokale mænd leverede han musik til mange fester og baller i nærmeste omegn. Den gamle Peder Strandridder var til dels selvlært, men havde dog som barn fået lidt undervisning af degnen i Vust, hvortil han gik med sin violin for at blive indviet i håndteringen af bue og strenge.

Peder Strandridder lærte dog også andet af degnen, nemlig at prente ligvers og sætte dem i ramme. Drengen var flittig og snild på fingrene, ikke mindst når det drejede sig om at forme i træ, og som ungt menneske blev hans aftenbestilling i hjemmet om vinteren at prente ligvers og indramme dem, og det tjente han to-tre kroner stykket ved.

Peder Strandridder spillede i livet igennem på violin efter gehør og sang meget. Da hans syn på de ældre dage tog meget af, lærte han sig mange salmer og sange udenad, så han også kunne synge, da han til sidst blev helt blind.

Bedstefaderen var på aftægt i Andreas’ hjem, og netop det med de udenadlærte sange og salmer prægede Andreas helt fra barndommen, for han og de to brødre skulle tit hjælpe bedstefaderen med at synge. Han husker også, at han og brødrene selv lavede meget af deres legetøj i træ – for eksempel heste, køer og fugle – og noget af det solgte de til andre børn. Tillige fremstillede brødrene selv både, som de sejlede i på kanalen rundt om Tømmerby Fjord.

Også Andreas’ far, Kresten Strandridder, spillede violin efter gehør og lavede alt muligt i træ ved siden af at drive landbrug. Som pensionist boede Kresten Strandridder i Frøstrup og fremstillede mange møller i miniformat.

Selv fik Andreas sin første violin allerede som barn. Den kostede 28 kroner, husker han. Senere fik han en ny og større til 75 kroner. Grundreglerne om violinspillet erhvervede han sig hjemme af faderen og bedstefaderen, og senere i opvæksten lærte han noder hos Valdemar Simonsen, Frøstrup, som var en dygtig violinist og desuden bælgede kværne (møllesten) for folk. Andreas mindes, at han også lærte en del ved samspil med andre unge drenge.

I dag hænger der to violiner i Andreas’ stue. Den ene er en Stradivarius – en gave, et arvestykke, fra en god ven. De to smukke og velplejede instrumenter hænger ved messingtallene fra Tømmerby Kirkes gamle nummertavler. Et minde om Andreas’ tid som kirkesanger. I årene 1969-82 delte han denne opgave med Ellen Amtoft Gregersen.

 

Efter de fem måneders ophold som tuberkulosepatient på Silkeborg Sanatorium kom Andreas Strandridder i snedkerlære hos Winther på Klim Møbelfabrik og arbejdede derefter en tid som svend hos Frøkjær Knudsen i Thisted. Senere blev Frøkjær møbelhandler og aftager af Andreas’ produktion af møbler fra eget værksted.

Også et ophold på Ollerup Håndværkerskole fik Andreas tid til i de unge år.

I 1943 købte han sin barndoms friskole i Tømmerby til en pris af 1.000 kroner. Der var ikke længere tilstrækkeligt med børn til at holde skolen i gang. Den beskedne skolebygning stod på lejet grund, som også kostede 1.000 kroner at erhverve. Så det var en stor udskrivning for en snedkersvend efter datidens forhold. På dette tidspunkt var Andreas forlovet med Elna Pedersen fra Skaarup i Øsløs. Hun var udlært dameskrædder og havde systue i tilknytning til manufakturhandler Anna Bjerregaard Petersens butik i Frøstrup.

I løbet af sommeren 1943 byggede Andreas beboelse lige syd for friskolen, og selve skolebygningen blev omdannet til snedkerværksted. 15. oktober samme år blev Elna og Andreas gift.

Elna døde i foråret 1990. Andreas fortæller, at hun gennem de travle år i den mellemliggende tid var en stor hjælp og støtte for ham. Foruden at passe hus og have punktligt hjalp hun ham meget på værkstedet. Desuden malede og dekorerede hun en del af Andreas’ ting – for eksempel syborde, amagerhylder og madtejner – og indimellem fandt hun tid til at sy for fremmede.

I tidens løb blev den gamle friskole udvidet mod både øst og vest, og der blev sat en ekstra etage på, så bygningen efterhånden rummede både værksted og udstilling. Her har Andreas blandt meget andet fremstillet mange skriveborde i forskellig udformning og størrelse til salg gennem møbelhandlere over hele landet. Handelsrejsende formidlede salget af de seriefremstillede møbler.

Gennem årene oplærte han flere unge fra lokalområdet i snedkerfaget. Heriblandt sit eneste barn, sønnen Knud Erik Strandridder, som senere etablerede og drev sin egen møbelfabrik i Christiansfeld. Den er dog afhændet nu. Også Knud Erik bærer genetiske anlæg i sig for at arbejde med træ og spille musik efter gehør. Andreas lærte sig selv at spille på savblad, og netop det beskæftiger Knud Erik sig også med.

Da sønnen omkring 20-års alderen rejste hjemmefra, investerede Andreas i en harmonika og lærte sig at spille på den. Dette instrument har han spillet meget på siden da til glæde for rigtig mange mennesker. Det betyder dog ikke, at violinerne blot hænger på væggen i stuen. Begge dele betjener han stadig legende let – og efter gehør – til fællessang ved møder og arrangementer i missionshuse især, men også ved sangaftener på plejehjemmet Trye i Frøstrup samt private fester og sammenkomster.

I en lang årrække udgjorde Andreas Strandridder og Poul Søndergaard en sang- og musikduo ved møder og lignende, og efter Poul Søndergaards død indtog Kristian Smærup hans plads. Kristian Smærup er nu også chauffør for Andreas.

Hjemme i sit private lydstudie – nemlig husets køkken – har Andreas gennem årene indsunget og indspillet en snes kassettebånd, og på den måde er mange af de gamle åndelige sange og salmer nået ud til mange, især ældre, mennesker til stor glæde og opmuntring.

 

Samtidig med fremstillingen af møbler hjemme i værkstedet fungerede Andreas Strandridder også i en hel del år som egnens bedemand, der solgte kister og kørte med dem i sin hvide Volvo stationcar fra 1970’erne. Bilen står i øvrigt stadig i garagen med de originale sorte nummerplader, men Andreas kører ikke længere selv i den. Det satte hans svigtende syn en stopper for, da han var sidst i 80’erne. Han er opereret for grå stær på begge øjne, og nu breder forkalkningen sig i øjnene, fortæller han.

De seneste år har han især fremstillet fugle i træ på sit værksted, hvor der er en imponerende samling af fugle af forskellige arter og størrelser. Naturligvis har han også kopieret Frøstrups vartegn – storken – og på krotaget i minilandsbyen knejser et storkepar fra Andreas’ hånd som et hyggeligt minde om, hvordan der var i byen engang.

Trods den udbredte forkalkning af synet, er der stadig et glimt i øjet på Andreas. På spørgsmålet om, hvor megen tid han bruger på fremstilling af disse fugle, lyder svaret: »Åh, a holder leet ijen. A vil da helst eet risiker å fo fowlinfluenza!«

For nogle år siden fandt Andreas på at lave legetøjsgeværer i træ med pinde som skyts og elastik som krudt til stor fornøjelse for mange børn. Geværerne er også blevet brugt som underholdning og indtægtskilde ved velgørende basarer, hvor der så måtte lægges en betaling for at få lov at skyde.

 

Selv om synet svækkes, og bilkørslen er lagt på hylden, færdes Andreas stadig på cykel for at købe de daglige fornødenheder i Frøstrup. Han er meget udadvendt og en trofast mødedeltager i Indre Missions sammenhænge. Desuden passer han troligt sit »kirkebænkeembede« de fleste søndage. I sommerhalvåret hænder det endda, at han cykler til gudstjeneste i Tømmerby Kirke, da han synes, det er meningsløst, at kirkebilen kun skal køre med ham. Også Elnas grav på Tømmerby Kirkegård cykler han ofte hen for at se til.

Andreas Strandridder er nu på vej til 92 år. Far, farfar, oldefar – en multikunstner, et multitalent på mange felter – som gennem et langt liv på en stilfærdig og beskeden måde har brugt sine vuggegaver og talenter til gavn og glæde for mange.

En hædersmand – et stykke levende historie midt i det pulserende liv anno 2007.

Kilder

Ellen Amtoft Gregersen og Ingvard Jakobsen: Hannæs – Folk og Egn, 1995, side 68