Amerikansk atomfysiker med aner i Brovst

Uddrag af nekrolog over Harvard Hull fra 1988.
Uddrag af nekrolog over Harvard Hull fra 1988.
Historien om dr. Harvard Hull, som var dybt involveret i fremstillingen af Hiroshima-atombomben i det såkaldte »Manhattan Projekt«

Af Nancy Walden, Des Moines, Iowa, USA
Artikel skrevet specielt til »Besættelsestidens Han Herred« af Harvard Hulls niece

Nancy Walden fortæller:

Mens Danmark var besat af nazisterne under 2. verdenskrig arbejdede et oldebarn af et ægtepar fra Brovst særdeles hårdt og i al hemmelighed på bringe krigen til afslutning. Det var min onkel dr. Harvard Leslie Hull.

Harvard Hull blev født 23. oktober 1906 i Holstein, Nebraska. Hans far var Joel Leslie Hull, søn af grundlæggeren af pionérbebyggelsen Minden, Nebraska. Hans mor var Caroline Larsen Hull, datter af danske immigranter. Familien Hull havde to andre børn, Joel og Lela. Lela var min mor.

Caroline, Harvards mor, var datter af Paul Christian Larsen, tidligere Husby Hole og Thisted, Danmark, og Caroline Petersen, tidligere Skive og Brovst. Carolines forældre var Morten Pedersen og Ane Andersdatter Hjerbeck Petersen. Morten blev født 30. oktober 1819 i Nykøbing Mors. Ane blev født 18. september 1821 i Grønning.

Parret fik seks børn. Caroline, Harvards bedstemor, var den ældste, hun blev født 10. november 1843 i Skive. Hjerbeck–familien boede også i Klim, Vrå Skovhus og Brovst. De fleste år boede de i Brovst. Morten og en af hans sønner blev farvere. De ejede det farveri, der dengang lå i Kirkegade 86 i Brovst. Huset står der stadigvæk. Tre af deres børn emigrerede til USA. Morten døde 1. februar 1879 i Brovst, og Ane døde 13. januar 1880 i Brovst. De blev begge begravet fra Brovst Kirke.

Mens Harvard var en stor dreng, flyttede familien til en farm 1 ¼ miles vest for Holstein, Nebraska. Her hjalp de Harvards bedstefar, Paul Christian Larsen, med at drive farmen. På det tidspunkt var Caroline Petersen Larsen død. Hun døde i 1903.

Allerede i en ung alder var Harvard interesseret i videnskab. Som dreng byggede han krystalradioer, som folk fra Holstein gerne samledes om og lyttede til. Harvard havde altid regnet med, at han skulle tilbringe sit liv på familiens farm, men en onkel på Hull-siden af familien så noget særligt i drengen og overbeviste ham om, at han skulle søge optagelse på universitetet.

Harvard besluttede så at søge ind på Nebraska Wesleyan University i Lincoln. Tre år senere kom hans bror også ind, og de to unge klarede dagen og vejen ved at arbejde som kustoder.

En af professorerne viste særlig interesse for Harvard og anbefalede ham at vælge fysik som speciale. Det bedste sted at studere avanceret fysik var på den tid Columbia University i New York City, så dér søgte han ind. Han afsluttede sine studier med en doktorgrad i fysik og fik ansættelse ved Sperry Gyroscope Company i Brooklyn, New York.

Da De Forenede Stater gik ind i 2. verdenskrig, var Harvard blandt de videnskabsmænd fra Columbia, som rejste til Oakridge, Tennessee, og deltog i »Manhattan Projektet«. Harvard hjalp med at udvikle Uran 235-bomben, som senere ramte Hiroshima i Japan. Det stod klart, at hans arbejde var tophemmeligt. Mange i familien vidste slet ikke, hvor han opholdt sig. De breve, der blev sendt til ham, gik via hans svigerinde, som så videresendte hans post til Oakridge.

Harvards kone, Alta Jones Hull, fortalte senere, at hun havde bemærket, at når ægteparrene i Oakridge var samlet til selskabelighed, talte mændene aldrig om arbejde. De brød ikke deres tavsheds-ed. Det eneste, Harvard fortalte Alta, var på selve dagen, 6. august 1945, hvor bomben faldt. Da sagde han om morgenen, inden han tog på arbejde, at hun skulle sørge for at lytte til nyhederne i radioen, og så ville hun forstå, hvad han havde arbejdet med de sidste tre år.

Op til denne dag havde amerikanerne planlagt en storstilet invasion af Japan. Det ville have betydet, at 500.000 amerikanske soldater og søfolks liv blev sat på spil, inklusive min fars, for han gjorde tjeneste i den amerikanske flåde i Stillehavet.

De allierede prøvede at overtale japanerne til at overgive sig. Der blev nedkastet flyveblade fra luften, som advarede folk om bomberne. Borgerne i området blev beordret evakueret. Da fjenden stadig ikke ville overgive sig, måtte præsident Truman træffe den svære beslutning at gøre brug af atombomberne.

Havde det ikke været for mænd som onkel Harvard, ville min far og mange andre ikke være kommet hjem igen, og jeg ville ikke være kommet til verden. Det ville have været en meget anderledes verden i dag. Jeg er fuldt ud bevidst om de delte og kontroversielle meninger, der er om atombomben, men mange af kritikerne har slet ikke oplevet 2. verdenskrig og den forfærdelige tid, det var.

Efter krigen flyttede familien Hull til Western Springs, en forstad til Chicago. Harvard og en gruppe andre videnskabsfolk ønskede nu at udvikle atomkraft til fredelige formål, og de fik idéen til at starte Argonne National Laboratories. Det at arbejde med atomenergi så nær på et tætbefolket område kunne skabe utryghed, så de gik forsigtigt frem. Der blev holdt et møde om sagen i Hulls private hjem, og de to døtre, Gwen og Janet, huskede, hvordan de tog imod mændenes frakker, da de ankom.

Videnskabsmændene besluttede at opføre laboratorierne i en nærliggende forstad til Lemont, Illinois. En af onkel Harvards første opgaver var at besøge farmerne i nabolaget for at få dem til at sælge jord, som de kunne bygge Argonne på. Han mødte mange vagthunde derude og fik sikkert lært at løbe stærkt.

Da Argonne var færdig, blev dr. Hull udnævnt til dets vicedirektør og leder af ingeniørafdelingen. Han inviterede engang vores familie på en rundtur, og jeg husker, vi gennem tykt glas kiggede på store robotter, der udførte forskellige opgaver. Han blev kendt som »Det varme laboratoriums fader«, fordi han udviklede en proces, der kunne spalte radioaktive materialer på en sikker måde.

Harvard arbejdede senere i en række firmaer: Capehart-Farnsworth Company i Ft. Wayne, Indiana, Litton Industries i Beverly Hills, Californien, Chicago Aerial Industries i Bellwood, Illinois, og Hull Associates i Western Springs, Illinois.

Han blev hædret af The American Nuclear Society i 1978 for sit bidrag til udviklingen af fredsbevarende atomenergi. Ved Nebraska Wesleyan University, hvor han begyndte sine studier, uddeles hvert år et stipendium til minde om Harvard og Alta Hull.

På sine ældre dage yndede Harvard at fortælle om sit venskab med oberst Leslie Groves fra de amerikanske ingeniørtropper, som stod i spidsen for Argonne fra 1942 til 1946. Denne betydningsfulde militærmand blev fremstillet i 1980’ernes tv-miniserie »War and Remembrance« af skuespilleren Peter Graves. Oberst Groves og Harvard kaldte hinanden »Les« og »Harv«.

Onkel Harvard og tante Alta rejste i 1972 til Danmark og besøgte Thisted. Viggo Johansen, en politimand, og hans kone, Anna, viste dem de steder, hvor Harvards bedstefar, Paul Christian Larsen, havde boet og arbejdet. På det tidspunkt havde familien ingen oplysninger om Caroline Petersen Larsens liv i Danmark.

Det var ikke førend i 1983, at Museum of Danish America (tidligere kaldet Det Danske Immigrant Museum) blev grundlagt. Museet begyndte at tilbyde hjælp til slægtsforskning og oversættelse. Takket være en stor indsats af Michele McNabb, der er bibliotekar og forsker, og hendes frivillige hjælpere, lykkedes det kortlægge Petersen-siden af vores familie. Vi fik også mange værdifulde oplysninger fra folk i Danmark – slægtsforskere, slægtninge og Villy Dall, journalist ved Thisted Dagblad.

Onkel Harvard viste os mange spændende steder, når vi besøgte ham i Chicago. Jeg kan huske, vi stod på en observationsplatform, som faktisk var taget på O’Hare Internationale Lufthavn; det var muligt dengang, før sikkerhedsniveauet i lufthavne blev skærpet. Vi iagttog et utroligt stort antal fly lette og lande i alle retninger. Allerede som ung pige gik det op for mig, hvor lille og sammenhængende en verden vi lever i, og jeg besluttede at rejse ud og se verden, når jeg blev ældre.

Harvard Hull døde 1. oktober 1988. Han var med til at redde verden på et kritisk tidspunkt i historien. Han vil blive husket som videnskabsmand, opfinder og en god familiefar. Besøgene hos ham og tante Alta er dyrebare minder for os.

Judy, min søster, og jeg besøgte Brovst i juli 2012. Jeg planlægger at komme tilbage i juli 2015 og glæder mig til gensynet. Jeg ville gerne have været der til jeres udstilling. Det er sådan en god idé at minde unge mennesker om, hvad der skete i fortiden, og dermed sørge for, at de historiske fejltagelser ikke gentager sig.

Mine venligste hilsner
Nancy Walden, Des Moines, Iowa

Oversættelse: Bente Kristensen, Øland Lokalhistoriske Sognegruppe, marts 2015

Se familien Pedersens stamtræ og engelsk version af historien om Harvard Hull her

Scroll to Top