Alt til en aktiv fritid mellem hav og fjord

Maibritt og Leo Kragh – Kraghs Jagt- og Fiskeriartikler. Foto: Ejgil Bodilsen

Maibritt og Leo Kragh – Kraghs Jagt- og Fiskeriartikler. Foto: Ejgil Bodilsen

Kraghs Jagt- og Fiskeriartikler er med sin centrale beliggenhed blevet et mekka for jægere, lystfiskere og andre naturelskere langt uden for Han Herred

Maibritt og Leo Kragh er glade for den vending, deres liv tog for otte år siden, og de stortrives med den tilværelse, de har i dag som frie erhvervsdrivende. Nu flyder arbejde, fritid og hobby sammen, og der er altid nogen hjemme, når det yngste af parrets tre børn kommer fra skole. Familien har haft ejendommen på Aggersundvej 322 i Skerping i 25 år.

Det hele startede i det, der skulle have været en garage, med syning og reparation af fiskegarn til erhvervsfiskeriet. Familiens bil fik aldrig plads i garagen, for tingene tog hurtigt fart, og garagen er nu udvidet hele tre gange til det, der i dag er intet mindre end et supermarked med alt tænkeligt udstyr til jægere og fiskere, såvel fritids- som erhvervsfiskere.

Førhen havde Leo Kragh været selvstændig fisker i Lild Strand og Slettestrand, hvor han gennem årene havde haft tre både. Men en arbejdsskade satte imidlertid en stopper for fiskeriet. Maibritt Kragh havde arbejdet på møbelfabrikken Stratego i Fjerritslev og Svinkløv Badehotel – ligesom hun syede garn til ægtemandens både – før de tog springet.

Populære medlemsaftener

Man må sige, at vinden har blæst i den rigtige retning for de to iværksættere, der deles meget ligeværdigt om opgaverne i butikken. Efterhånden som varesortimentet blev udvidet, og kunderne fandt ud af at dreje af hovedvejen, voksede interessen for egnens nye specialforretning, som jo må siges at være yderst oplagt her midt i landet mellem hav og fjord. Lystfiskerforeninger begyndte at lægge medlemsarrangementer til Skerping, og i dag har denne idé bredt sig både til Aalborg og Thisted. Maibritt og Leo Kragh lægger hus til sådanne aktiviteter mange gange om året – og de nyder det.

– Det er nogle rigtig hyggelige aftener, hvor der også kan være et tema på programmet, og samtidig har foreningsfolkene god tid til at se, hvad vi har på hylder og stativer. Ikke mindst får de oplevelsen af, at vi er til at handle med!

Alt til jæger og hund

Efter seneste udvidelse kunne parret indvi en ny jagtafdeling pr. 1. april 2011. Det gav kontakt til nye målgrupper, så også adskillige jagtforeninger nu kommer på aftenbesøg.

– Vi har gerne omkring 100 våben på lager, og ellers skaffer vi efter kundernes ønske. Herudover har vi alt i tilbehør, beklædning, sko og støvler, og som noget helt nyt har vi taget hundefoder ind i sortimentet, da det er vigtigt, at jagthunde får den rigtige kost. Ligeledes laver vi hundetegn, fortæller Leo Kragh.

– Vi har også beklædning og fodtøj til damer, indskyder Maibritt Kragh, som selv er et levende bevis på, at jagt på ingen måde er forbeholdt mænd. Hun og ægtefællen er nemlig lige nu i gang med at tage jagttegn.

Forretningen har i år for første gang været vært for et jagttegnskursus med 22 deltagere, og der er allerede tilmeldinger til næste år.

Kundebetjening på tysk

Maibritt Kragh, hvis mor var tysk, har ofte glæde af sit andet modersmål, når der kommer tyske turister på besøg. Her samler interessen sig især om lystfiskerafdelingen, hvor der til stadighed er 300-400 fiskestænger på lager. I øvrigt fører Kraghs Jagt- og Fiskeriartikler som eneste fysiske forretning i Danmark udstyr til den specielle fiskesport, der går under navnet surfcasting og er særdeles populær i udlandet.

Det er dog ikke kun lystfiskere og jægere, der gæster den fremgangsrige forretning på Aggersundvej.

– Vores kvalitetstøj er populært blandt friluftsmennesker og naturelskere af alle slags, påpeger ægteparret, der lige nu har sat kikkerten for øjet efter en lærling med interesse for både natur, jagt og fiskeri.