Aggersunds hvide guld

Jens Søndergaard har været direktør for dankalk siden 2008. Foto: Mattias Bodilsen

Jens Søndergaard har været direktør for dankalk siden 2008. Foto: Mattias Bodilsen

dankalk – tidligere Aggersund Kalkværk – har en årlig produktion på 550.000 tons af den fine Limfjords-kridt, som har utroligt mange anvendelsesmuligheder

Når du kører på vejen mellem Aggersund og Løgstør og passerer dankalk – der i folkemunde stadig kaldes Aggersund Kalkværk efter værkets tidligere navn – vil blikket ofte fanges af en høj bakke, som i solskin er blændende hvid og kan minde om et grønlandsk isbjerg.

Man kunne tro, at bakken er en del af de naturlige kridtskrænter i området, men i virkeligheden er der tale om en kunstigt skabt stak af råkalk, som er kørt sammen med to kæmpemæssige maskiner, såkaldte scrapere. I øjeblikket rummer stakken omkring 100.000 tons kridt af fineste kvalitet.

– Vores navn burde egentlig være »dankridt«, da vi her har at gøre med den blødeste kalkart, som kaldes kridt, konstaterer direktør Jens Søndergaard, som siden 2008 har taget den smukke køretur langs Limfjorden fra Viborg til Aggersund for at passe sit job som chef for 28 medarbejdere.

Fra sit kontor har han en ubetalelig udsigt med Løgstør by og Aggersborg på hver sin side af fjorden, som kan være betagende smuk eller vild og barsk afhængig af vejrets skiften.

Kalkværkets »høsttid«

Netop i disse uger, fra sidst i april til et godt stykke over midten af juni, har du chancen for at se de gule Caterpillar-giganter arbejde sig frem over terrænet. Scraperne, der hver har en ydelse på omkring 1.200 hk med motorer i begge ender, skræller kalken af i fem centimeters dybde og kan på få minutter opsamle op til 55 tons pr. omgang, før turen går tilbage til stakken for at læsse af.

Kalkværkets »høstsæson« varer 5-10 uger afhængig af vejret. Det typiske er syv uger, hvor der dagligt skal opsamles mindst 11.000 tons kalk for at dække den årlige produktion på 550.000 tons.

Før det går løs med scraperne, er området kørt igennem med en tallerkenharve for at løsne kalken, så det øverste lag er så tørt som muligt. Et regnvejr i perioden kan let forsinke arbejdet et par dage, og så må der gang i harven igen.

– Vandindholdet skal helst ned på 18 pct., før kalken skrælles af. Ellers er der for store omkostninger til den indendørs tørring, hvorved vandindholdet bringes ned til 0,2 pct., fortæller Jens Søndergaard.

Årligt går der 100.000 tons gennem tørreriet, svarende til indholdet af stakken, som den ser ud lige nu. Stakken er i øvrigt opbygget, så der trænger mindst mulig vand ned i kalken. Den kalk, der udelukkende soltørres, anvendes til jordbrugskalk.

Kalk nok til mindst 100 års minedrift

Der er kalk i undergrunden overalt i landet, men her ved Aggersund ligger kalken så tæt på overfladen, at der normalt kun skal fjernes halvanden meter jord for at få gang i minedriften, som kalkudvinding jo i virkeligheden er. Af og til støder medarbejderne midt i kalklaget på lommer af sand, som skal graves væk.

Ud af værkets tilliggende på i alt 300 hektar er der 100 hektar åbent kalkbrud, hvoraf der i øjeblikket arbejdes på de 70. Med jævne mellemrum tages nye arealer i brug, hvortil Bejstrup Maskinstation hyres ind for at fjerne overjorden.

– Det er vigtigt med store, sammenhængende områder for at sikre sig tilpas store mængder til en rentabel drift, understreger Jens Søndergaard, som høster frugten af, at hans forgængere var forudseende med at opkøbe en række mindre ejendomme, især i 1980’erne, hvor Ole Helvind var direktør.

Der er ikke fare for, at ressourcerne slipper op med det første:

– Der er kridt nok til mindst 100 års kalkværksdrift. Der er en generel begrænsning, som lyder på, at vi ikke må gå dybere ned end to meter over grundvandstand, påpeger Jens Søndergaard. Dog er der et areal på 20 hektar, hvor værket har tilladelse til at gå 20 meter under.

På afdelingen i Batum i Nordsalling råder det DLG-ejede selskab dankalk over 28 hektar, og på afdelingen i Mjels ved Støvring er der adgang til 100 hektar, hvoraf der for tiden arbejdes på de 60. Begge steder anvendes råstoffet til fremstilling af jordbrugskalk.

Bred produktvifte

På hovedsædet i Aggersund arbejdes derimod med en bred vifte af produkter, som fremstilles i henhold til virksomhedens ISO-certificering.

Efter tørring og rensning i de store ladebygninger går kalken videre gennem produktionsanlægget og opdeles i forskellige partikelstørrelser. I nogle tilfælde sker der en opblanding med andre kalkarter, som importeres og bringes hertil med skib. Eksempelvis anvendes den typisk gule dolomitkalk, hentet fra England, til magnesiumkalk, og tilsvarende importeres brændt kalk til hydratkalk, der på grund af dens høje PH-værdi anvendes til desinficering.

Andre landbrugsprodukter er havekalk, foderkridt til at gavne fordøjelsen hos kvæg, svin og fjerkræ, mineralkridt samt miljøkalk til sengebåse.

Til industrien leveres miljøvenlige fyldstoffer til fremstilling af asfalt, gummi, tagpap, tegl, mursten, spartelmasse, maling, plastic og beton.

Endelig anvendes dankalks højtudviklede produkter og ekspertise i miljøsektoren, især til rensning af spildevand hos såvel kommuner som større industrivirksomheder. Til dette brug importeres såvel brændt kalk som jernsulfat.

Udskibning fra egen havn

Normalt transporteres kalkprodukterne ud til kunderne i tankbiler, da der ellers ville flyve fint pulver ud og sætte sig overalt.

16 pct. af produktionen i Aggersund, svarende til omkring 85.000 tons, går som jordbrugskalk til eksport. Årligt anløbes den lille havn ved kalkværket af ca. 70 skibe, som fragter kalken til Sverige, Tyskland, Polen eller Baltikum, hvor salget forestås af DLG’s lokale agenter.

– Disse steder har man ikke kridt i undergrunden, men kalksten, som på grund af dens hårdhed ikke egner sig til vækstoptimering. Den blødhed, som Aggersund-kalken har, betyder, at planterne kan optage næringsstofferne på bare tre-fire uger, forklarer Jens Søndergaard.

– Vores kalk består af algearten coccolith, beklædt med kalkplader, og regnes for at være 60 mio. år gammel. Den er dog ganske jomfruelig sammenlignet med andre kalkarter, som kan være dannet for 250 mio. år siden.

Nær havnen ligger kalkværkets værksted, som fast beskæftiger to smede og en elektriker. Hertil kommer en ekstern elektriker.

Kalkbjerge som kulisse

Som et lille kuriosum kan tilføjes, at kalkværket i Aggersund med jævne mellemrum kontaktes af tøjfirmaer eller musikproducenter, som gerne vil bruge de spektakulære omgivelser til reklamefotografering eller optagelse af musikvideoer.

Desuden får Jens Søndergaard og hans ledelsesstab ofte besøg af skoleklasser og foreninger, herunder grupper af landmænd, som især om foråret gerne vil tage værket i nærmere øjesyn og høre om moderne kalkværksdrift, hvor mængderne er afgørende for en rentabel produktion.

 

Kalkværkets historie

Ca. 1896: Beskeden start med få tons kalk i årlig produktion.

1911: Dansk Loftsfarve Kompagni køber kridtbakkerne og stifter A/S Aggersund Kridtværk, der etablerer anløbsbro ved Aggersund Syd med tipvognsspor på en træbro ud til skibene. Samme år foretages opkøb og mageskifte med landbrugsejendomme.

Fra 1929: Tre svenske firmaer opkøber arealer til kalkudvinding i samme område (et mindre areal ejes stadig af Malmö Kommun).

1948: A/S Aggersund Kridtværk bliver andelsejet, idet værket overtages af Dansk Andels Gødningsforening (senere DLG). Navneskifte til Aggersund Kalkværk.

1957: Aggersund Kalkværk overtager det svenskejede Marieholm Kalkværk. Det var fra dette værks ladebro, modstandsmanden og politikeren Christmas Møller i 1942 flygtede med båd til Sverige og derfra med fly til England. En mindesten blev i 1992 som markering af 50-året for flugten og Aggersundbroens indvielse opsat på kalkværkets grund ud mod Aggersundvej.

1950’erne og 1960’erne: Tilkøb af flere landbrugsejendomme.

1980’erne: Under Ole Helvinds ledelse (direktør 1962-95) tillægges yderligere store arealer, så kalkværkets samlede besiddelser i Aggersund/Tolstrup kommer op på de nuværende 300 hektar. Herunder erhverves et område, som hidtil har tilhørt et af ovennævnte svenske firmaer.

1998: Selskabet tager navneforandring til dankalk.

2003: dankalk overtager kalkværker i Batum i Nordsalling samt i Poulstrup i Østhimmerland. Sidstnævnte sammenlægges med det nærliggende værk i Mjels, som DLG overtog i 1974.

2008: Schweiziske Omya overtager 44 pct. af ejerskabet i dankalk K/S, mens DLG fortsat råder over majoriteten på 56 pct. Det familieejede Omya er et af verdens største kalkselskaber, som har givet dankalk et stort kompetenceløft, specielt på industrikalk.

Artikel fra Magasinet NORD maj 2014, udgivet af NORDJYSKE Medier