Lokalhistorisk Samvirke indstifter ny hæderspris for lokale ildsjæle

Den officielle overrækkelse af Årets Hane 2015 fandt sted i Klim Sparekasse, som er sponsor for det nye lokalhistoriske initiativ. Fra venstre: formand Otto Kjær Larsen, Lis Jensen med Årets Hane, Erling Jensen med det tilhørende diplom, pottemager Rikke Kristensen og sparekassedirektør Henrik Agesen. Foto: Ejgil Bodilsen
Den officielle overrækkelse af Årets Hane 2015 fandt sted i Klim Sparekasse, som er sponsor for det nye lokalhistoriske initiativ. Fra venstre: formand Otto Kjær Larsen, Lis Jensen med Årets Hane, Erling Jensen med det tilhørende diplom, pottemager Rikke Kristensen og sparekassedirektør Henrik Agesen. Foto: Ejgil Bodilsen
Årets Hane 2015 blev overrakt Lis og Erling Jensen ved en sammenkomst i Klim Sparekasse

Styrelsen for Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred har gennem nogen tid overvejet, hvordan fællesskabet kan påskønne nogle af de ildsjæle, som yder en ekstraordinær frivillig indsats i det lokalhistoriske arbejde i både øst og vest.

Det har resulteret i, at samvirket har indstiftet en ny hæderspris, som med baggrund i landsdelens kendte symbol har fået titlen Årets Hane.

Hædersprisen består af en keramikhane, der er udført af pottemager Rikke Kristensen, Thorup Strand. Hanen sidder på en høj fod, som er inspireret af hanen på mølletårnet i Fjerritslev. Klim Sparekasse er velvilligt trådt til som sponsor for initiativet.

Og det har ikke været svært at finde frem til den – eller rettere dem – der skal have æren af at være de første modtagere af Årets Hane, fortæller Otto Kjær Larsen, der er formand for Lokalhistorisk Samvirke.

– Valget faldt helt naturligt på Lis og Erling Jensen fra Klim. De to er simpelthen blevet en institution i Han Herreds lokalhistoriske netværk »Liv i Lokalhistorien«. De passer Lokalhistorisk Arkiv i Fjerritslev med et engagement, der ligger langt ud over det sædvanlige, og der er virkelig styr på tingene, både på reolerne og på computeren. Desuden var Lis og Erling blandt de første til at lægge billeder og oplysninger ind på den nye offentlige portal Arkiv.dk

– Ikke nok med, at de holder åbent hver mandag eftermiddag i lokalarkivet. De servicerer folk fra nær og fjern, alle ugens dage, hele året rundt, via deres computere derhjemme, og de hjælper sognegrupper både i øst og vest, hvilket vi ikke mindst oplevede ved herredsudstillingen »Besættelsestidens Han Herred« i Tinghuset i dette forår.

– Og altid med smil og godt humør!

Årets Hane blev afsløret ved præsentationen af Han Herred Bogen 2016 på Bratskov i Brovst og officielt overrakt til Lis og Erling Jensen ved en sammenkomst i Klim Sparekasse, hvor direktør Henrik Agesen udtrykte glæde over, at sparekassen på denne måde kan være med til at påskønne en vigtig frivillig indsats i Han Herred, som er sparekassens naturlige virkeområde.

Scroll to Top